Gøgleren blev 82 år gammel, og han voksede op i den københavnske Sydhavn.

Han skældte ud på slipsedrengene, revsede fedterøvene og elskede underhundene og afvigerne. En gruppe, han dog, ironisk nok, ikke altid selv var en fysisk del af.

Erik Clausen var drengen fra stenbroen, der, ligesom kulturkollegaen Kim Larsen, blev den danske mand i skysovs, i centrum af dansk kulturliv. Filminstruktør, billedkunstner, entertainer, komiker, foredragsholder, debattør og sangskriver kunne han til sidst skrive på sit selvlærte CV.

Hans film beskrev oftest livet i arbejderklassen, stenbroens antihelte, og havde oftest ham selv i en af de bærende roller. I sine film mindede Erik Clausen os om, at der er mennesker og værdier, vi skal holde fast i. En værdi, der desværre sjældent bliver værdsat i dag.

Et dansk svar på Mike Leigh?

Man kunne måske med lidt held tilsnige sig til at sige, at Clausens film kunne udlægges som et dansk svar på en Mike Leigh eller en Ken Loach. Men dertil var Clausen trods alt for uinteressant og monoton i sin stilart til for alvor, med rette, at interessere udenlandske cineaster.

Her sad Clausen for fasttømret. Han var trods alt en del af de store årgange af usikre mænd, som havde svært ved at tage ansvar for deres familier og for deres egne handlinger. De blev født i 1940’erne, blev unge og voksne i 1950’erne og kunne føle sig ude af trit med et foranderligt samfund, hvor deres syn på verden synes mere og mere gammeldags og overflødigt. Et verdenssyn, den yngre generation sikkert fandt grinagtigt påtaget.

Clausens venstreorienterede hjerte bankede for de svage i samfundet, arbejderne, de udstødte, de arbejdsløse, indvandrerne, de skæve eksistenser. Det kunne man synd at sige ikke sige om ret mange andre danske filminstruktører, og Clausen har derfor altid stået lidt på sidelinjen for sig selv i filmbranchen. Som en sømandsmenu på besøg hos Geranium. Clausen magtede dog at rette sit kritiske blik indad og lod ikke, som i sine altid personlige film, omverdenen slippe uden skrammer.

Charles i Cirkus Casablanca, Frank i Rocking Silver (1983), Arnold i Erik Ballings Midt om natten (1984), Viggo i hovedværket De frigjorte (1993), Bent i Slip hestene løs (2000), Jørgen i Villa Paranoia (2004), John i Ledsaget udgang (2007) og Frihed på prøve (2010), Herluf i Mennesker bliver spist (2015) og Thorvald i Aldrig mere i morgen (2017). Alle er de på sæt og vis variationer over det selvsamme Clausen-jeg, evig – ganske stolt, i evig synkronisk konflikt med verden og med sig selv, og som igen og igen prøver at genfinde sine ben at stå på.

Rami og Julie, en overset, glemt Clausen-perle?

Clausen havde, både bag og foran kameraet, et stort hjerte, også når det kom til folk med en anden hudfarve end hvid eller en anden seksualitet end sine hovedpersoner. Der herskede aldrig nogen tvivl om, hvilken side han som instruktør var på, og det blev derfor ofte rørende skildret.

Rocking Silver (1983) · Manden i månen (1986) · Mig og Mamma Mia (1989) · De Frigjorte (1993) · Slip hestene løs (2000). Du kender sikkert dem alle, men der befinder sig stadig en film, der aldrig bliver vist på tv, og som den eneste af hans film, aldrig blev udgivet på hverken VHS eller DVD.

Filmen udkom i 1988 og hed Rami og Julie, med ingen ringere end Sofie Gråbøl i hovedrollen.

Taastrups betonslum dannede filmens baggrund for en kærlighedshistorie mellem en ung indvandrer fra Mellemøsten og en dansk pige (spillet af Gråbøl). Kærligheden umuliggøres dog af holdningen hos begge parters familier og hos omgivelserne i det hele taget, herunder en racistisk ungdomsbande, som bl.a. spilles af Sort Sols forsanger, Steen Jørgensen.

Filmen forsøgte desværre at udgive sig for at være et dristigt forsøg på en moderne variant af Shakespeares Romeo og Julie, som lidet forsøgte at blande poesi med realisme og samfundskritik, hvilket fik datidens anmeldere til at slagte den, efter datidens målestok, ambitiøse film.

Filmen får sølle 4,4 på IMDb, men det hindrer ikke, at filmen ville være interessant at beskue igen set med nutidens briller. Og en film med Sort Sols forsanger er vel i det mindste altid et kulturcheck værd? Hvil i fred, Erik.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.