Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Eternal Strands-anmeldelse – Magien udebliver fra drømmeholdets ambitiøse projekt

Foto: Yellow Brick Games

Af Emil Øgaard
27 januar, 2025

Eternal Strands er skuffende og imponerende på én og samme tid

Jeg sætter lige et drømmehold op. Du tager en portion af det gamle BioWare – du ved, dem der stod bag det kreative på de tre første Dragon Age-spil – og blander sammen med en portion Ubisoft-udviklere, som arbejdede på meget af gameplayet på Immortals Fenyx Rising. Sammen får du Yellow Brick Games. Med Mike Laidlaw i spidsen er en masse spilveteraner gået sammen om at lave et ambitiøst indiespil med AAA-værdig produktionsværdi.

Resultatet er blevet Eternal Strands, der på mange måder imponerer med sin eksekvering og på mange måder skuffer, når gærdet bliver hoppet over, hvor det er allerlavest.

Om dette Dragon’s Dogma/Immortals Fenyx Rising-agtige spil er din tid værd, kan du finde ud af lige her.

Brynn med det røde halstørklæde og banden. Foto: Yellow Brick Games

En magisk Wakanda-agtig verden

I Eternal Strands spiller du som “weaveren” Brynn, som har tilsluttet sig et hold af andre “weavers” for at finde ud af, hvad der er sket med den mystiske bystat, Enclave. Denne bystat var tidligere et metropol for politik, magi og magt i landet, men efter “The Surge” blev byen decimeret til ukendelighed, og de sidste vogtere afspærrede området med magi.

Ligesom Wakanda – enklaven fra Black Panther-universet – er det næsten umuligt at trænge ind i Enclave for uvedkommende. Næsten. For med lidt hjælp fra en udbasuneret robot, kaldet en Ark, slipper Brynn og banden igennem det magiske slør og kommer ind til ruinerne af den engang storslåede by.

Nu er det deres opgave at gå på opdagelse og finde ud af, om der stadig er liv i bystaten, og om de kan give svar på alle de mysterier, der har floreret rundt.

Historien føles storladent og fantasifuldt, hvor baggrundshistorien er særlig vellykket. Men i den overordnede fortælling halter det en smule. Karaktererne kan nemlig godt lide at snakke – og de snakker RIGTIG meget. Selvom hele spillet er stemmeskuespillet af et par erfarne stemmeskuespillere som Rebecca Hansen (Stellar Blade, Baldur’s Gate 3) og Mei Mac (SIFU, Rise of the Ronin), har de skåret på budgettet af cutscener.

Vi får derfor blot en tegning af de karakterer, der lyser op, mens de snakker. Ved de lange dialoger føles det ret uengagerende at høre, hvad de siger, da det er ret kedeligt at kigge på. Og når der endelig er cutscener, virker karaktererne udtryksløse og mundbevægelserne matcher slet ikke. Det er tydeligt at mærke, at budgettet ikke rakte til fyldestgørende cutscener ved hver interaktion.

Man rejser hen til zonerne via sin Loomgate. Foto: Yellow Brick Games

I skyggen på kolosserne

Der hvor Eternal Strands hiver sine største stik hjem er i de episke bosskampe. Hvis man har spillet Shadow of the Colossus eller Dragon’s Dogma-spillene kender man allerede til spilmekanikken, hvor man klatrer op af bossen for at finde dens svage punkter. Bosskampene føles derfor som en form for stor puzzle og en klassisk bosskamp, hvor man skal undvige dens angreb samtidigt.

Det er en sand fornøjelse at klatre op af kæmpe store drager, men man nærmer sig dens hoved, hvor man hakke hornene af. Hver boss har hver sin måde at blive besejret på. Når du besejrer en boss første gang, låser du op for at se, hvor dens svage punkter sidder. Næste gang du skal nedkæmpe samme type boss, kan du gå mere strategisk til kampene for at slå på deres svage punkter, så du kan få deres “strand”.

Denne “strand” skal du bruge til at opgradere dine magiske egenskaber. Du kan fx fryse fjender til jorden, spy ild og brænde dem op eller lave kinetiske bomber, som suger alt til sig. Disse egenskaber tilgår du via et våbenhjul, hvor du nemt og hurtigt kan skifte mellem dine evner.

Udover dine magiske evner kan du bære tre forskellige våbentyper på dig; et sværd og skjold, et 2-håndssværd og bue og pil. Alle disse våben fås med både frost, ild og kinetiske egenskaber – dog kan du kun bære én af hver ad gangen. Det handler derfor om at lave en strategi for, hvilke monstre du kommer til at kæmpe imod og udnytte deres svagheder.

Eternal Strands er opdelt i store åbne zoner og en hubverden, hvor alt udspringer. I denne hubverden gør du dig klar til kamp og opgraderer dine genstande. Undervejs i zonerne dropper monstrene nemlig ressourcer, som du kan bruge til at lave og opgradere både dit udstyr og dine våben. Man har dog kun en begrænset mængde plads i sin rygsæk, så det handler om at administrere, hvilke ressourcer man virkelig gerne vil have med hjem.

Det er faktisk et ret dybt gameplay, hvor mange af idéerne er veleksekveret og rummer en masse agens til spilleren, så man kan personliggøre det til sin egen spillestil. Samtidig er man også tvunget til at bruge mange forskellige kombinationer af udstyr for at maksimere sin skade på fjenderne.

Hele dynamikken føles god, når man først har fået det under huden. MEN det kommer også med sine janks. Animationerne er ikke altid lige vellykkede, og Brynn går som om, hun skal på toilettet hurtigst muligt. Der er også et mindre grind ved nogle af de senere quests, hvor man skal rundt i de forskellige områder og smadre bosserne X antal gange.

Rid på ildspyende drager mens du prøver at hakke dens horn af. Foto: Yellow Brick Games

Den ujævne helhedsoplevelse

Der er nogle ting, jeg elsker ved Eternal Strands, og så er der også en masse ting, som frustrerede mig gevaldigt. Gameplayet elskede jeg langt hen ad vejen, og historien havde også interessante momenter. Men helt overordnet set er det et meget ujævnt spil.

Man kan mærke, at det er dygtige udviklere, som har været vant til at arbejde i AAA-regi. Derfor kan man også mærke, at ambitionsniveauet for mange af gameplay-elementerne har været en alt for stor mundfuld i forhold til budgettet. Man kan nærmest fornemme producernes koldsved til diverse produktionsmøder, når de har sagt, at det ikke kan lade sig gøre ift. budgettet.

Mange af de valg, der er truffet fra det kreative departement, føles derfor som et kompromis, som lander lidt i ingenmandsland. Fx de narrative sektioner, hvor det blot er billeder af folk, som snakker. Det clasher med det polerede udtryk, resten af spillet giver.

Musikken i spillet er af den legendariske Austin Wintory, som bl.a. har stået bag soundtracket til Journey, Abzú, Stray Gods og Assassin’s Creed Syndicate. Det er tydeligt at mærke kvaliteten og volumen af de pompøse musikstykker, han har komponeret. Hvert område har sin egen unikke identitet, som særligt er hjulpet på vej af en distinkt artstyle og de smukke toner fra Wintorys hånd.

Og lad os kort vende artstylen. Det er et af de grimmeste Unreal Engine 5-spil, jeg har set. Den cellshadede artstyle clasher hårdt med UE5-motoren og dens grafiske kunnen. Motoren bliver holdt kraftigt tilbage af de lavteksturerede assets, som er brugt til både bygninger og landskab.

Men omvendt kan artstylen til tider være mageløs. Det kan lyde underligt ud fra mit tidligere postulat, men begge følelser rumsterer inde i mig. Begge disse følelser snakker også ind i den ujævne spiloplevelse, det ofte har været.

Mageløse vistaer og assets med lave teksturer. Alt samlet i ét. Foto: Yellow Brick Games

Konklusion

Åh, det er svært at vurdere Eternal Strands. Der er så mange ting, jeg godt kan lide ved spillet, men det bliver også holdt tilbage af sit budget og kreative kompromiser. Der er sindssygt meget jank i kampsystemet, men også en dybde, som er vildt godt eksekveret.

Artstylen og historien er både ujævn og interessant, men også stærk og uengagerende. Men når alt kommer til alt, så er det et indiespil lavet af omkring 60 mennesker, som er imponerende i sit ambitionsniveau. Men det er også det tårnhøje ambitionsniveau som til tider gaber over mere, end det kan have i munden.

Eternal Strands er en bundsolid 4/6’er, som man må tage hatten af for forsøget, og håbe at de får succes nok til at lave en mere poleret 2’er. For idéerne er til mere.

Spillet lander på Game Pass d. 28. januar. Jeg vil anbefale at prøve det, og se om det fanger dig. Og hvis du godt kan lide et ambitiøst spil med Dragon’s Dogma-agtige mechanics, kan det også anbefales. Det tager omkring 20 timer at gennemføre.


Udvikler/Udgiver: Yellow Brick Games

Genre: Action-RPG, Fantasy

Platform: PC, PlayStation 5 (anmeldt på) og Xbox Series X|S


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk