Ad Banner

Anmeldelse

Farewell North-anmeldelse – Sorgen ved at komme videre

Foto: Nintendo

Af Emma Stella
13 september, 2024

Rejsen gennem sorgen over en forældres død, med hjælpen fra et pelset ansigt

Farewell North er et historiedrevet indie-spil, hvor vi følger hovedpersonen Cailey og hendes trofaste følgesvend, hunden Chesley. De er begge i sorg over Caileys mors død. Sammen drager de afsted til deres barndomshjem, en øgruppe i Caithness, Skotland. Rejsen gennem landskabet er dog ikke nem, da stedet vækker mange følelser og minder til live. Med en hjælpende pote fra Chesley, lærer Cailey at bearbejde sin sorg og komme videre. Vi får lov til at følge den følelsesladede rejse gennem Chesleys perspektiv.

Cailey og Chesley sammen på tur. Foto: Kyle Banks/Emma Stella

Gameplay

Vi starter deres rejse i en sort-hvid verden, hvor Chesleys formål er at bringe farver tilbage i Caileys liv efter hendes mors død. Chesley begynder gradvist at frembringe flere og flere farver, ved at gøre Cailey glad og være en støtte for hende. Under deres rejse går Cailey nogle gange helt i sort, hvor hun er fanget af dårlige tanker eller fortiden. Det er så vores opgave, som den trofaste hund, at redde hende ud igen. Det gør vi ved at løse små gåder, der resulterer i, at fangede dyr bliver sluppet fri.

Cailey der er fanget i hendes tanker. Foto: Kyle Banks/Emma Stella

Jo længere vi når i spillet, desto flere af øerne får vi udforsket. Hver ø har sin egen lille fortælling og betydning for handlingen. Vi rejser fra ø til ø i en kano, som Cailey styrer. På disse forskellige øer og i vandet kan man klare små sidemissioner, ved at finde forskellige ting i det åbne landskab.

Det er et lille narrativt indie-adventure-spil, i stil med en walking simulator, med en fin historie, som kan klares på 5-6 timer.

Kultur

Dette spil finder sted i Caithness, som ligger på den nordøstlige spids af Skotland. Man kan tydeligt mærke kulturen og Skotland gennem spillet. Det er let at høre på Cailey og de andre karakterers accenter, hvor de kommer fra. De har en specifik dialekt, der underbygger stemningen og placeringen.

Chesley der kigger på vindmøller på stranden. Foto: Kyle Banks/Emma Stella

Der er også en god sang med, der bærer toner af en skotsk folkesang. Det er desuden tydeligt at se på landskabet, at det foregår i Skotland, lige fra plantelivet til dyrelivet. De huse og gårde, der er med, viser, hvordan man lever på Caithness-øerne.

Udvikleren går også meget op i at vise kulturen, blandt andet ved at spørge, om man vil have Gaelic undertekster, da Gaelic spiller en vigtig rolle i hovedpersonens liv – dette bliver man spurgt om, inden man går i gang med selve spillet.

Man sejler rundt mellem øerne i området, og når man når en ny ø, vises navnet på den. Det er en fed detalje.

Cailey og Chesley der sejler i kano sammen. Foto: Kyle Banks/Emma Stella

Styring

Styringen i Farewell North er irriterende at lære, da kameraet først og fremmest ikke følger karakteren automatisk. Man skal lige vænne sig til selv at styre det.

Udover kameraet er der en betydelig forsinkelse på spillet. Når man trykker på en knap, går der noget tid, før figuren reagerer. Det betyder også, at når man stopper med f.eks. at bruge joysticket, går der lidt tid, inden karakteren også stopper. Dette er til tider meget frustrerende, selvom forsinkelsen ikke er så stor, er den nok til, at jeg døde flere gange i spillet.

Der har været mange gange, hvor Chesley har løbet rundt og nærmet sig en skrænt. For at stoppe ham med at løbe, stoppede jeg med at bruge joysticket, men på grund af forsinkelsen blev han ved med at løbe og endte med at falde ud over skrænten, og dø. Dette sker ofte, da spillet foregår på små øer med mange skrænter.

Cailey og Chesley sammen på tur. Foto: Kyle Banks/Emma Stella

Og ikke nok med forsinkelsen, så er styringen også utrolig følsom. Hvis man blot prikker lidt til joysticket, flyver karakteren med fuld fart hen over jorden. Det er ret frustrerende, da spillet ofte kræver, at man skal gå på smalle steder, såsom tynde skrænter eller træstammer.

Dette har resulteret i Chesleys død flere gange. Når jeg skulle føre ham over et smalt sted, rørte jeg joysticket så forsigtigt som muligt, men han løb stadig med fuld kraft direkte ud over kanten.

Udseende

Jeg er vild med, hvordan dette spil bruger farver til at underbygge sin pointe. For det meste er spillet i sort-hvid med enkelte elementer af farver, og til tider bliver hele verden farverig. Dette bidrager virkelig til symbolikken og stemningen i spillet.

Cailey og Chesley der står sammen i den sort-hvide verden. Foto: Kyle Banks/Emma Stella

Spillet er ret flot, også selv om det er meget simpelt. Det ser meget stilistisk ud, når alt er i sort-hvid, men når der kommer farver på, bør man ikke kigge for nøje på karaktererne. Til tider kan det godt se ret billigt ud. Nogle gange er det i hvert fald tydeligt, at det bare er en 3D verden bygget af klodser, med figurer der er bygget på præcis samme måde.

Animationerne og karaktererne passer heller ikke særlig godt ind i denne verden. Fødderne rører ikke altid jorden, eller så går de igennem bakkerne. Hvilket er en lille detalje man sagtens kan overse, men noget der er lidt fjollet er at, Chesley ofte har sin faldanimation ved selv de mindste bump i jorden, hvor det slet ikke burde være muligt at falde. Caileys karakterdesign og bevægelser er samtidig meget primitive og forældede, der får hende til at ligne en PlayStation 2-karakter.

Chesley der leder efter Cailey. Foto: Kyle Banks/Emma Stella

Konklusion

Overordnet set er det et hyggeligt og roligt indie-spil. Det er lavet med masser af kærlighed, både til kulturen, som det vil repræsentere, og den fantastiske symbolik, der ligger i spillet. Skotland skinner virkelig igennem dette spil, og skaber en fed og meningsfyldt stemning.

Jeg kan rigtig godt lide historiens koncept, som er en meget rørende fortælling om at komme videre og give slip. Jeg holder især af forholdet mellem Cailey og hendes hund, Chesley. De har et meget tæt og kærligt forhold. De komplementerer hinanden godt og har begge en vigtig grund til at være der.

Synes også det er fedt at vi som spiller oplever denne fortælling gennem Chesley, og ikke den menneskelige hovedperson. Perspektivet fjerner ikke relationen til nogen af karakterne, men opbygger den der imod.

Hvis vi ser bort fra historien og fokuserer på selve grundspillet, føles det til tider billigt. Især styringen føles billig og ufærdig. Kameraet følger ikke automatisk spilleren, der er forsinkelse på controlleren, og ovenikøbet er styringen meget følsom. Dette resulterede i, at jeg døde mange gange, uden at det var min fejl. Sagt på godt jysk; Det er godt nok træls.

Stilen fungerer godt i sort-hvid, men med farver ligner Cailey en karakter fra PlayStation 2-tiden, og det gør resten af verden også en smule.

Men udover det er spillet ret flot og utrolig stemningsrigt i sine farver. Symbolikken i dette spil er en fed detalje, hvor alle de ting man gør, har en symbolsk betydningen, som giver dybde til spillet. Der er lagt meget arbejde i dette spil, og det er tydeligt at se.

Udvikler/Udgiver: Kyle Banks / Mooneye Studios

Genre: Narrativt adventure-spil, Indie-spil, Casual, Puzzle

Platform:  Nintendo Switch (anmeldt på), PC/Steam, Xbox Series X og Series S

Om skribenten:

Emma Stella – Skribent & Anmelder

Emma går til dagligt i gymnasiet og elsker at skrive. Hun er vild med spil og film på grund af historierne, men især spil, fordi man er tvunget til at integrere med historien, der bliver fortalt. Mest er hun til singleplayer, historiedrevet og stealth spil, men er altid klar på at afprøve nye spil.




© Copyright - arkaden.dk