Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Fear The Spotlight-anmeldelse – En flygtig stund i rampelyset

Af Kasper Pedersen
21 oktober, 2024

Blumhouse er efterhånden et stort navn indenfor filmbranchen. Med titler som; Glass, Insidious og Paranormal-serien under bæltet, er deres kendskab indenfor filmgenre vidt og bredt. Men i 2023 offentliggjorde de deres indtog på videospilmarkedet med en række kommende horrortitler, en af disse var Fear The Spotlight.

Spillet er udviklet af indieteamet, Cozy Game Pals, bestående af et ægtepar, som har erfaringer inden for AAA-titler og animation. Derfor er forventningerne høje til dette horror-spil, der siges at hylde traditionen med en 90’er æstetik og gåsehudsfremkaldende gys – Om det lever op til forventningerne, skal vi finde ud af nu.

En dæmonisk seance der slår fejl

Skoler er uhyggelige. Det er efterhånden en kendsgerning, vi har fået slået fast gennem mange års gyserkultur, og når man bryder ind på skolen en sen aften, for at få fingrene i et Ouji-bord og komme i kontakt med de afdøde, er der lagt op til en katastrofe. I Fear The Spotlight gør et par gymnasie-elever, Vivian og Amy, netop dette, og efter en “Seance'” går frygteligt galt, skal spilleren som Amy finde sin ven, der lader til at være bortført af mørke kræfter.

Skolen, der bærer på en mørk fortid, gør sig som baggrund for denne lille horror-titel, der strækker sig over en spilletid på små 2 timer, hvorefter der bliver låst op for lidt ekstra materiale, som man kan spille. Der skal søges i mange af skolens klasselokaler, for at løse en række korte, men effektive puzzles. Det klikkede ganske godt for mig, særligt takket være den korte besøgstid. Men der var også visse ting, særligt i spillets gameplay, der trækker i en negativ retning.

Nogle puzzles kræver man finder en ting, for at kunne få adgang til en anden. Foto: Cozy Game Pals

Søg og du skal finde

For selvom skolen og de fortabte sjæle, som mistede deres liv i en skæbnesvanger brand, udgør en engagerende kulisse for mystik og udforskning, er den temmelig tom for kreativitet og spænding. Mange af diverse gåder, som er forbundet til klasselokalerne, er forbundet med visse ting, som man skal finde og sætte på sin rette plads, for at kunne komme videre i historien.

Der er ikke noget dedikeret kort, så selvom skolen er et lille område, kan det være frustrerende at skulle finde ud af, hvilke steder man har gennemsøgt til bunds, og i hvilke man har overset en plot-afhængig genstand. Nogle af diverse puzzles var interessant stykket sammen og tilfredsstillende at løse, mens andre var uhyre simple og bare krævede den rette genstand, der (igen) kunne være blevet overset i et uopmærksomt øjeblik.

Nogle gys i Fear The Spotlight er uhyre effektive i hvor atmosfærisk de er sat op. Foto: Cozy Game Pals

Gode gys med middelmådig eksekvering

Spillet byder heldigvis på masser af gode gys. Tarvelig jumpscares er byttet ud med atmosfæriske øjeblikke, hvor man kan støde på de føromtalte fortabte sjæle, der overvåger en på afstand. Det kan være fra en aflukket toiletbås, hjørnet af en lang gang eller ovenpå et lagerskab. Det er enormt effektivt og akkompagneret med lyden af ens egne fodskridt samt knirkende døre, er det spillets absolutte stærkeste side.

Hvad der ikke er så stærkt, er spillets “hovedskurk”- Det transformere de atmosfæriske gys, til små snige sekvenser i lukkede rum, hvor man blot skal snige sig rundt om fjenden, uden at blive fanget i lyskeglen der udgør hans synsfelt, og så kan man komme videre i spillet. Det er temmelig kedeligt og meget nemt at klare – Det tærer desværre spillet for noget af dets uhygge.

Hvad der også tærer på uhyggen, er steder hvor et pludseligt rampelys bryder gennem skolens loft, så man er nødt til at gemme sig for en kort stund. Det dræber fuldstændig spillets momentum, og giver hverken uhygge eller spænding – kun irritation.

Spillets “skurk” mangler desværre personlighed og interessant gameplay. Foto: Cozy Game Pals.

(u)hyggelig 90’er æstetik

For at vende tilbage til noget positivt, oser dette spil af 90’er æstetik, hvilket jeg virkelig er en “sucker” for. De pixeleret karakterer og omgivelser fører virkelig minderne tilbage til en anden tid, hvor ikke alt behøvede at være blankpoleret, og man skulle kunne se hvert eneste persontræk i antallet af deres ansigtsrynker.

Omgivelserne er detaljeret i alt deres simpelhed, og stemmeskuespillet er passende for den tone, som spillet lægger for sig. Der er også visse karaktertræk, der fører tilbage til 90’erne, såsom den nørdede skoleelev, goth pigen og en lidt morsom kliche omkring onde børn – Men lad os være ærlige: Børn er onde imod hinanden!

Konklusion

Fear The Spotlight er en fin horror-titel, som har nogle effektive gys kombineret med tilfredsstillende puzzles. Desværre trækkes det ned af en kedelig “fjende” og banale samt frustrerende omgivelser. Der er her et godt lille spil, som viser kendskab, kærlighed og respekt for Horror-genren, også selvom det har en del mellemsekvenser, der trækker tempoet ned.

Udvikler/Udgiver: Cozy Game Pals/Blumhouse Games

Genre: Horror/Adventure

Platform: PC, PS4/5(anmeldt på), Xbox Series X/S & One, Nintendo Switch

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.




© Copyright - arkaden.dk