Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Fears to Fathom: Ironbark Lookout-anmeldelse – Et af de vildeste jumpscares nogensinde

Foto: Indie Hive

Mest læste

Ad Banner
Af Jacob Ege Hinchely
15 april, 2025

SOURCE: TRUST ME, BRO!

En ting som jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at dyrke intenst, er YouTube let’s plays med den type, der sidder og overspiller og som skriger helt vildt hver gang, der kommer noget, som bare tilnærmelsesvist minder om et jumpscare. Det er ligesom de dér spøgelses-“dokumentarer” – håndholdte optagelser med GHOST HUNTERS, hvor der er døre, der lukker, og en kat, der vræler. Vi ved godt, at det er fake og at det hele bare er for publikums skyld. Eller … det håber jeg i hvert fald, at seerne ved, ellers er dét det mest skræmmende ved den slags underholdning; at folk tror på det.

Det er også derfor, at jeg ikke har hørt om Fears To Fathom-serien før nu, for den har haft et kæmpe liv med Let’s Plays. Det er åbenbart en ret populær gyser-antologi-serie i spilform, som påstås at bygge på SANDE historier. Igen, vi leger bare, at det er sandt. Jeg kan se på Reddit at folk har prøvet at støve legitimiteten op ved alle historierne i serien – og de har altid fundet frem til noget, der godt kunne minde lidt om det, der engang foregik. Men… du kan efterhånden godt finde noget, der minder lidt om ALLE HISTORIER DER ER FORTALT NOGENSINDE, fordi internettet er uendeligt. 

Foto: Steam

Det korte af det lange er, at hvis folks indstilling er at de gerne VIL tro på noget, så kan det ende med at blive nærmest fanatisk – og jeg kan se at folk på nettet forsvarer disse historier med næb og kløer og bare VIL HAVE AT DE ER ÆGTE, GODDAMMIT! Dén del forstår jeg ikke helt. Historien i spillet, Fears To Fathom: Ironbark Lookout, er vildt effektiv, men for mig på ingen måder troværdig, og det behøver den heller ikke for at være uhyggeligt. Fordi for mig er det uhyggelige ofte i det uhåndgribelige. Det ulogiske. Dét, der ikke nemt kan placeres og katalogiseres. Sagt på en anden måde: Om historien er sand er for mig underordnet.

F2F!

Fears To Fathom-serien (også bare forkortet til “F2F” i sejt internet-lingo) har eksisteret siden 2021, og der er sidenhen udgivet et nyt kapitel ca. hvert år. Først kom Home Alone, der – som titlen antyder – er en fortælling om at være alene hjemme. Men det er ikke på Kevin McCallister-måden, hvor man kan slynge en spand i hovedet på Joe Pesci. Det er en psykologisk gyser-fortælling om den 14-årige Miles, der langsomt føler at noget galt. Spillet tapper ret effektivt ind i en barndoms-frygt, man nemt kan genkende. Det blev en stor succes med YouTubere, især fordi det også er lidt fordøjeligt som en kortfilm med en effektiv spilletid på under en halv time.

Et halvt år efter – i starten af 2022 – udkom Fears To Fathom: Norwood Hitchhike, som skulle være endnu mere effektivt. Og derefter fulgte Carson House i 2023. I oktober samme år udkom Ironbark Lookout. Med hver udgivelse er spillene blevet lidt mere ambitiøse, lidt pænere, lidt længere og lidt mere interaktive.

Foto: Steam

Så selvom Ironbark Lookout er den fjerde episode af Fears to Fathom, så er det indtil videre det eneste afsnit, der er udkommet til konsol. Jeg læste mig frem til at skaberne bare mente at det ville være dét kapitel, der egnede sig bedst. Det udkom sidste år på PlayStation Store og jeg så det til 80 kroner, og eftersom jeg elsker gyserspil og walking simulators (eller som PS Store kalder dem, “gangsimulatorer”, så kastede jeg mig frådende over det. Og jeg er faktisk ret begejstret på mange punkter og skuffet på en del andre.

Press X to piss

Som spiller indtager man rollen som den totalt virkelige 24-årige Jack Nelson, der åbenbart bare har totalt eksisteret og som på alle måder som 24-årig uden løg fik ansvaret om at være udstationeret i et udkigstårn for at holde øje med skovbrande. PS: Det er rigtigt. Dette skulle angiveligt have udspillet sig i år 2002.

“Ironbark Lookout” udspiller sig i førsteperson med ret primitiv grafik, som leder tankerne tilbage til PS1-æraen. Der er en del gyserspil, som benytter sig af denne analoge, nærmest VHS-agtige æstetik, såsom “Bloodwash” og “Stay Out of the House” – low poly-grafik, som selvfølgelig er en billigere måde at lave spil på, men som samtidig også på en bizar måde bidrager med en lidt mere ildevarslende, tusmørke-agtig stemning, fordi det hele fremstår så stift og primitivt. 

I starten af spillet kører man en stor autocamper, som man har til rådighed, og så popper der tekstbeskeder op på skærmen i Apples velkendte iPhone-format. Hér begynder mit bullshit-barometer at bimle, fordi iPhones ikke kom på markedet før en del år senere end 2002, men lad os bare antage, at det er fordi det er dét tekst-system udviklerne brugte til de tidligere spil og ikke kan lave et nyt.

Foto: Steam

En af beskederne Jack får er en opfordring om at besøge en diner på vejen, hvor de serverer lækre burgere. Så man stopper på vejen og besøger dineren og snakker med de lokale, som kun er skreven dialog, og så kan man bestille noget og man skal ud og tisse. Det undrer mig lidt, at der er så meget urin med i dette spil. Det kommer vi ind på senere. Men man skal simpelthen trykke på en knap. I kender “Press X to pay respects”. Hér er det “Press [SQUARE] to pee”. Og så tisser Jack VIRKELIGT længe. Sådan skræmmende længe. Jeg troede det var en del af gyset. 

Firewatch med jumpscares 

Med maven fuld af diner-burger er vi (AKA Jack) tilbage i autocamperen på vej mod udkigstårnet, hvor vi skal være udstationeret som udkigspost de næste par uger. Det var mærkeligt at autocamperens toiletdør bandt, så vi ikke kunne komme derud? Nuvel. Vi fortsætter. Og holder ind på parkeringspladsen for at møde vores chef, som skal briefe os. Det er ved at blive nat. Mørket har sænket sig. Og hér gav mig spillet et af de største jumpscares, jeg nogensinde har fået i et spil. Jeg siger ikke hvad eller hvorfor, andet end at det tog røven på mig. Det var desværre også sidste gang, spillet gjorde det, fordi jeg efterfølgende blev så opmærksom på hvordan de forsøgte at aflede min opmærksomhed, men det var virkeligt effektivt. 

De næste par timer af spillet – som i alt tager ca. 2-3 timer at gennemføre – går med, at man passer sit job som udkigspost i tårnet. Så det er faktisk lidt en job-simulator, hvor man skal tjekke vindstyrke og temperatur og skrive det ind i et meget gammeldags computersystem. Man har en forbindelse til nabo-tårnet, hvor en Connor taler til dig. Tænk “Firewatch”-spillet, men med jumpscares. F.eks. kan man en nat stå op fordi man skal tisse – og så vælger Jack at urinere ud fra udkigstårnet, og der kan man få øje på ting og måske høre et fløjt. Ja, jeg ved hvad, du tænker: Det er altså uforholdsmæssigt meget pis, der er med i dette spil. 

Desværre er Connors stemme indtalt på lyd, og det blev distraherende for mig, for skuespilleren er god; jeg ville ønske, at alle figurerne enten talte med lyd eller at det hele kun var tekstbaseret, fordi det andet virker forvirrende i tone. En del af stemningen blev yderligere spoleret for mig, fordi man kan finde ting på sin arbejdscomputer, der er så fjollede, at det virker som South Park på dagpenge.

Foto: Steam

Der, hvor spillet fungerer bedst for mig, er når det giver antydningen af noget uhyggeligt. Der er på et tidspunkt, hvor man skal ned for at slukke et bål om natten, og du kan høre nogen rasle i krattet og en fjern fløjten, som du kommer til at høre et par gange igennem spillet. Og dét fik det altså til at løbe mig koldt nedad ryggen.

Der, hvor spillet begynder at dale for mig i kvalitet, er når de prøver at genskabe jumpscarets effektivitet fra tidligere ved at lade venligt stemte kolleger dukke op med et SKRIG og en gyserviolin. Det giver ingen mening, at alting larmer, men det er spillet ligeglad med: Det skal bare give dig et spjæt, så overspillende let’s play-YouTubere kan skrige højlydt og overbevise dig om at dette spil fandme bare er pisse-uhyggeligt. Dét virker kun én gang, folkens. 

Derudover begyndte jeg også at miste interessen, når der bliver talt om en SATANTISK KULT, for det er sgu lidt for tegnefilm til mig. 

Final Gurgle

Der, hvor spillet testede min tålmodighed mest var faktisk i finalen. Ét er at spillet har tank controls, hvor Jack drejer sin krop langsomt og løber endnu langsommere. Noget andet er, at hvis man dør, for dét kan man (og jeg spoiler ikke hvordan), så går spillet bare ud til hovedmenuen, og der er ingen tilgivende autosaves. Så man skal spille et kapitel helt forfra igen. Uden at fucke op én eneste gang. Også selvom Jack tydeligvis har et dødsønske og gør livet surt for spilleren ved konstant at lade sit blik fare i den gale retning. Men det drejer sig heldigvis kun om de sidste 10 minutter.

Mine betænkeligheder til trods, så er IRONBARK LOOKOUT et overraskende vellykket, low budget indie-gyser bekendtskab på en 2-3 timer. Jeg kan sagtens forstå hvorfor, at dette er mange menneskers kop gyser-te. Og jeg håber faktisk, at de laver de andre spil i Fears to Fathom-antologien tilgængelige på konsol, så jeg også kan få prøvet dem.

På PC er der sidenhen udkommet et femte kapitel, Woodbury Getaway, som skulle være rigtig vellykket.

Foto: Steam

Det påstås som sagt, at historierne bag de individuelle fortællinger i Fears To Fathom bygger på sande historier, indsendt til skaberne bag. Og det er jo ikke ligefrem en vildt troværdig kilde; at få én persons uhyggelige beretning – og det er egentligt heller ikke noget, jeg ønsker at skaberne bag skal bruge ressourcer på at optrevle som journalister, der anvender hardcore kildekritik. Hvorfor? Fordi det er pisse-ligegyldigt om historien er sand eller ej. Hvis den er effektiv som gyserfortælling, så er det en vellykket gyserfortælling. Og jeg er sikker på, at noget af det ER sket, og så jeg er sikker på, at endnu mere af det ALDRIG er sket. Jeg er sikker på, at en Jack Nelson helt sikkert har eksisteret. Jeg er sikker på at denne person har kørt en tur og fået sig en burger, og han har helt sikkert tisset en del – måske endda passet et udkigstårn og måske haft det ret noia over at være alene og over at det var så mørkt derude i naturen. Måske endda hørt en fløjtelyd i natten. Vent…

OH MY GOD JEG KAN HØRE D—

Konklusion

Om historien er sand eller ej er ikke så vigtigt, for den er i hvert fald langt hen ad vejen effektiv. Spillet har en god stemning og en skøn, primitiv præsentation (positivt ment), og så indeholder det et af spilhistoriens bedste jumpscares. Desværre er der en del tekniske aspekter, der trækker ned. Men det er nemt at se hvorfor Fears to Fathom-serien er blevet så populær. 

Udvikler/Udgiver: Rayll Studios / Rayll Studios

Genre: Psykologisk Horror

Platform: PC (anmeldt på) og PlayStation 5

Udgivelsesdato: 20 oktober 2023

Jacob Ege Hinchely – Vært & Anmelder


Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Fra 80’ernes jungle til animationens slagmark. Predator lever videre
Disney
VGCSwitch 2 kan blive markant dyrere i USA – her er årsagen