Arkaden afslører: Stadig stor mangel på udviklingskonsoller til Switch 2
Jakob Hansen
Estimeret læsetid: 8 minutter.
January 23, 2026
Op til lanceringen af Nintendo Switch 2 i sommers frygtede mange, at Nintendo ikke ville kunne møde efterspørgslen på den længe ventede konsol.
Heldigvis blev konsollerne ikke revet væk med henblik på videresalg til ågerpriser eller ligefrem stjålet af underbetalte pakkebude, som det var tilfældet med PlayStation 5. Alle, der var villige til at betale lidt over 4000 kroner, fik deres konsol.
Ifølge de seneste salgstal har Nintendo Switch 2 nu rundet 10 millioner solgte eksemplarer. Men hvor spillerne har fået deres konsoller, kniber det tilsyneladende mere med at få dem i hænderne på udviklerne.
På konsollens lanceringsdag, den 5. juni 2025, udkom der 25 spil. Kun en lille håndfuld var dog rent faktisk nye titler – resten var konverteringer af eksisterende spil som Hogwarts Legacy og Cyberpunk 2077.
Da resten af sommeren ikke bød på mange flere udgivelser, begyndte der hurtigt at løbe rygter om en alvorlig mangel på udviklingskonsoller (dev kits) – de konsoller, som udviklerne tester deres spil på.
– Vi talte med en masse udviklere ved årets Gamescom, og mange af dem sagde det samme. De ville gerne udgive på Switch 2. De ville elske at lave Switch 2-konverteringer. Men de kan ikke få hardwaren. Det er virkelig svært, lød fra Digital Foundrys John Linnemann tilbage i august.
Et halvt år senere er udviklingskonsoller stadig en mangelvare
Tidligere på måneden rapporterede blandt andre Wccftech, at udviklingskonsoller til Nintendo Switch 2 nu er langt mere udbredte end før. Konklusionen drog de på baggrund af en løs bemærkning fra den respekterede insider Nate the Hate, der skrev, “situationen omkring distributionen af dev kits, er stort set løst.”
Desværre er citatet taget ud af kontekst, og konklusionen holder ikke. Hverken når man ser på udgivelseskalenderen for Switch 2, eller når man snakker med udviklerne selv, tyder noget på, at udviklingskonsoller er blevet nemmere at få fat i.
I udarbejdelsen af denne artikel rakte vi ud til flere spilstudier både inden- og udenfor landets grænser. Meldingen var stort set den samme alle steder: udviklingskonsoller til Nintendo Switch 2 er stadig, her et halvt år senere, stort set ikke til at få fat i.
Udviklerne – hvoraf flere har udgivet succesfulde Nintendo Switch-spil – har foretrukket at være anonyme, og det har vi respekteret. Meget tyder nemlig på, at et godt forhold til Nintendo er vejen frem, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at anskaffe sig en udviklingskonsol i den nærmeste fremtid.

Man skal prikkes på skulderen
Det var og er ganske simpelt at få udviklingskonsoller til den originale Nintendo Switch. Det sker gennem siden Nintendo Developer Portal, hvor man kan registrere sig som Switch-udvikler og købe de fornødne udviklingskonsoller.
Nintendo oplyser selv, at processen er “nem og kan gennemføres på få minutter.” Det samme fortæller de udviklere, vi har snakket med.
Sådan forholder det sig imidlertid ikke med Switch 2, hvor Nintendo endnu ikke har åbnet op for ansøgninger om udviklingskonsoller. I en kort opdatering, offentliggjort den 16. januar sidste år, skriver den japanske konsolproducent:
– Tak for din interesse i at udvikle til Nintendo-konsoller. På nuværende tidspunkt tager vi ikke imod ansøgninger for adgang til Nintendo Switch 2’s udviklingsmiljø. Vi vil komme med endnu en annoncering, når vi er klar til at acceptere forespørgsler. Tak for din tålmodighed.
Uden mulighed for at ansøge skal man som udvikler enten væbne sig med tålmodighed eller “håbe på at blive prikket på skulderen af Nintendo,” som en udvikler formulerer det.
Helt anderledes med den originale Nintendo Switch
Flere af de udviklere, vi har talt med, fortæller, at situationen var helt anderledes, da den originale Nintendo Switch udkom.
Dengang skulle Nintendo rejse sig oven på fiaskoen Nintendo Wii U, der blandt andet havde lidt under manglende support fra tredjepartsstudier. Op til lanceringen af Nintendo Switch var Nintendo derfor opsatte på at få så mange spil som overhovedet muligt på den nye konsol.
Vi har hørt historier om studier, der blev opsøgt af Nintendo. De fleste udviklere tog dog selv initiativ til at udkomme på den nye platform og havde ingen problemer med at få adgang til udviklingskonsoller og -værktøjer.
Markant færre udgivelser på Nintendo Switch 2
Historierne bakkes op af data. Der var simpelthen flere spil i løbet af den første tid med Switch 1 sammenlignet med Switch 2.
Ifølge databasen MobyGames udkom der 413 spil i løbet af den originale Switchs udgivelsesår, 2017. For Switch 2 lød totalen på 85 titler i udgivelsesåret.
Den originale Switch havde ganske vist et kortere udgivelsesår end sin efterfølger, da konsollen allerede udkom i marts, mod juni for Switch 2. Kigger man tre måneder frem i udviklingskalenderen, ser billedet dog ikke ud til at rykke sig meget.
Metacritic lister i alt 48 udgivelser til Nintendo Switch 2 i første kvartal af 2026. Til den originale Switch hedder totalen for samme tidsrum 197 spil. Flere kommende spil, som Mega Man Star Force Legacy Collection, Coffee Talk Tokyo og det danskudviklede Death Howl, udkommer endda på alle moderne platforme – undtagen Switch 2.
Økonomiske udfordringer og frygt for pirater
Hvorfor er det så vanskeligt at skaffe en udviklingskonsol? De udviklere, vi snakkede med, havde forskellige teorier.
Nogle peger på de økonomiske realiteter. Trumps toldtrusler, komponentmangel grundet investeringer i AI, markedsusikkerhed og et væld af andre faktorer har presset prisen op på al slags teknologi.
Så sent som i tirsdags forudså analysefirmaet Niko Partners, at Nintendo Switch 2 vil få en global prisstigning. Dette kan givetvis have en effekt på produktionen af udviklingskonsoller.
Ikke alle var dog enige i denne teori. Flere udviklere påpegede, at når Nintendo kan producere mere end 10 millioner Nintendo Switch 2-konsoller, kan de også nemt møde en efterspørgsel på udviklingskonsoller, der næppe overstiger nogle få tusinde eksemplarer.

Udviklingskonsoller har i de fleste tilfælde nogenlunde den samme hardware som en normal konsol – nogle gange med lidt ekstra hestekræfter i maskinrummet. Forskellen er primært, at den kan køre hjemmelavet kode. Samtidig får man som udvikler også adgang til konsollens dokumentation samt forskellige udviklingsværktøjer.
Dette lyder som enhver hardwarepirats våde drøm, da en udviklingskonsol er “jailbroken” fra fabrikken og endda kommer med plantegninger til banken, så at sige.
Flere udviklere fortalte dog, at Nintendo langt fra er de skrappeste (eller mest paranoide) når det kommer til håndteringen af udviklingskonsoller. Andre konsolproducenter – ingen nævnt, ingen glemt – kan være langt mere restriktive.
Kan det være en bevidst strategi?
En anden teori går ud på, at den yderst begrænsede distribution af udviklingskonsoller er en bevidst strategi.
Inden konsollens udgivelse rapporterede Insider Gamings Tom Henderson, at Nintendo havde en trestrenget lanceringsplan for Switch 2-spil. Først skulle Nintendos egne førstepartstitler have lov at sole sig uforstyrret hen over sommeren. Derefter ville efteråret byde på flere tredjepartsspil, inden en tredje bølge ville ramme omkring juletid.
Hvis rygtet talte sandt, så er tredje og sidste fase ikke blevet til noget. Endnu i hvert fald. Alligevel stemmer den angivelige plan overens med nogle af de teorier, vi hørte fra udviklerne selv.
Flere udviklere påpeger, at Nintendo med Switch 2 tilsyneladende forsøger at lave en mere kurateret oplevelse. Hvor de store (og ofte meget dyre) førstepartstitler som Mario Kart World ikke skal slås med et væld af prisvenlige indietitler i løbet af det første stykke tid.

En anden, og ikke nødvendigvis modstridende, teori, handler om, at Nintendo langt om længe vil gøre noget ved den såkaldte eSlop – den elendige shovelware, der til tider fuldstændigt oversvømmede den originale Nintendo Switchs digitale butiksside.
Endelig hænger tilbageholdenheden med udviklingskonsoller til Switch 2 med al sandsynlighed også sammen med konsollens bagudkompatibilitet.
Nintendo var nødt til at være proaktive for at sikre sig tredjepartsudviklere til den originale Nintendo Switch fra dag 1 af. Det samme er slet ikke nødvendigt med Switch 2, der fra starten af har adgang til over 4000 Nintendo Switch-titler. Dertil kommer også tilføjelsen af GameCube-titler for medlemmer af Nintendo Switch Online + Expansion Pack.
Udviklerne arbejder i blinde
Ligesom det er tilfældet med eksempelvis PS4-spil på PlayStation 5, kører mange spil til den originale Switch bedre på Nintendo Switch 2. Med en mere stabil framerate, hurtigere indlæsningstider og i nogle tilfælde forbedret grafik.
Skal et spil for alvor udnytte den nye konsol, kræver det dog enten en dedikeret Switch 2-version, eller at udviklerne opdaterer deres spil til at udnytte den forbedrede hardware.
Næsten alle de udviklere, som vi har snakket med, deler et ønske om at udvikle til Switch 2. Enten ved at udgive nye projekter til konsollen eller ved at konvertere tidligere projekter. Manglen på udviklingskonsoller tvinger dem dog til at tænke kreativt.
En udvikler afslører, at de har testet et tidligere succespil gennem bagudkompatibilitet på en normal Nintendo Switch 2. Ved at fifle med spillets debug-indstillinger fik de hævet frameraten markant. Udvikleren vurderer, at de nok ville kunne have en opdateret version af spillet klar inden for en uge – hvis blot de fik hænderne i en udviklerkonsol.
En anden udvikler fortæller, at de arbejder på at få deres kommende Switch 1-spil til at registrere, hvorvidt det kører på Switch 1 eller 2 – på samme måde som, at Xbox-spil tilpasser sig Series S eller X, og Switch-spil fungerer forskelligt håndholdt eller docked. På den måde vil spillet forhåbentlig kunne have mere detaljerede teksturer og undgå det lidt mudrede billede, som nogle bagudkompatible spil har på Switch 2.
Uden en udviklerkonsol at teste på, er det dog med udviklerens ord, “som at arbejde i blinde.”

Lys forude
Som nævnt er der ikke noget, der tyder på, at udviklingskonsoller pludselig begynder at blive vidt og bredt tilgængelige. Men måske er der alligevel lys forude.
Vi har spurgt Nintendo of Europe, hvorfor de ikke modtager ansøgninger til deres udviklingsmiljøer, samt hvornår udviklingskonsoller bliver mere bredt tilgængelige, men de er endnu ikke vendt tilbage.
Trods tavsheden fra Nintendo kunne noget dog godt tyde på, at der er lysere udsigter for udviklerne, der drømmer om at få fingrene i de eftertragtede udviklingskonsoller.
Hvor Nintendo Switch 2 salgsmæssigt kom flyvende ud af startblokken, virker salgsmomentummet til at være gået i stå. Der er indikationer på, at julesalget har været skuffende (eksempelvis har Nintendo ikke opdateret de officielle salgstal siden slutningen af september). Samtidig har et uhørt højt antal af Switch 2-ejere allerede købt Nintendos egne titler som Mario Kart World og Donkey Kong Bananza.
Med avancen på selve hardwaren yderligere presset af stigende komponentpriser, har Nintendo brug for mere software. Og den slags kommer kun, når spilstudierne har udviklingskonsoller mellem hænderne.
Mest læste i dag
Nyhed
July 10, 2026
Er PS6 i fare? Fans truer med at gå til PC!
toplists
July 8, 2026
De bedste TV- og streamingserier i 2026 indtil videre – skribenternes valg
Anmeldelse
July 11, 2026
Doom: The Dark Ages – Revelations-anmeldelse: Mere af alt det fede
Nyhed
July 10, 2026
Assassin’s Creed: Black Flag Resynced får flotte anmeldelser – men udviklerne mister jobbet!
© Copyright - arkaden.dk

