Arkaden møder Allan Olsen: “Hvis de ikke gider bruge mig, så synes jeg, at de kan bruge nogle andre.”

Edward Flemings Den kroniske uskyld har den 4. oktober i år 40 års jubilæum. Derfor har vi sat skuespilleren Allan Olsen i stævne for at tale lidt om filmen, men ikke mindst om hans karriere og de to spændende filmårtier, 70’erne og 80’erne.

Olsen-banden og folkekomedien

Det var i 70’erne at folkekomedien fik en renæssance med Erik Ballings Olsen-banden-film, der blev en af 1970’ernes største succeser. Serien, der begyndte i 1968, fandt sin endelige form med Olsen-banden i Jylland (1971) og blev en fast del af danskernes filmoplevelser gennem 13 film. Egon, Benny og Kjeld blev folkeikoner og opnåede også kultstatus i DDR.

Balling og Nordisk Film skabte desuden tv-succeser som Huset på Christianshavn (1970-77) og den ikoniske serie Matador (1978-82), der med sin skildring af en dansk provinsby i årene 1929-47 blev et kulturelt samlingspunkt.

En tid præget af forandring

1970’ernes danske film var præget af social bevidsthed, eksperimenterende fortællinger og en ny åbenhed over for både køn, seksualitet og ungdommens perspektiver. Samtidig blev der skabt uforglemmelige klassikere, der fortsat har en særlig plads i dansk filmhistorie:

Dansk film i 70’erne

En ny realisme gjorde sig gældende i 1970’ernes danske film. Franz Ernsts Ang.: Lone (1970) skildrede i en semi-dokumentarisk stil en ung pige, der flygter fra både det borgerlige og det alternative samfund.

Virkelighedsskildringen var også central i Hans Kristensens film om den utilpassede og småkriminelle Per (spillet af Ole Ernst), herunder Flugten (1973) og Per (1975).

Henning Carlsens Man sku’ være noget ved musikken (1972), med manuskript af Benny Andersen, fokuserede på nattelivets melankolske skæbner, mens Astrid Henning-Jensens Vinterbørn (1978), baseret på Dea Trier Mørchs succesroman, skildrede kvinder på en fødeafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Realismen fandt også vej til krimigenren, som hidtil havde været relativt sjælden i dansk film. Esben Høilund-Carlsens Nitten røde roser (1974) var den første moderne danske krimi med blod, action og tydelig amerikansk inspiration. Anders Refn fortsatte i samme stil med politifilmen Strømer (1976), begge produceret af Erik Crone:

Den politiske og kønspolitiske debat

Flere film tog del i den politiske og kønspolitiske debat, som Christian Braad Thomsens Kære Irene (1971), Peter Refns Violer er blå (1975) og især Mette Knudsen, Elisabeth Rygård og Li Vilstrups Ta’ det som en mand, frue (1975). Sidstnævnte udfordrede kønsstereotyper gennem en humoristisk drømmesekvens, hvor rollerne mellem kønnene blev byttet om. Henrik Stangerup bidrog med intellektuelle og debatskabende film som Giv Gud en chance om søndagen (1970), Farlige kys (1972) og den ambitiøse, men mindre vellykkede Jorden er flad (1977), der overførte Holbergs Erasmus Montanus til brasiliansk 1700-tal.

Den litterære arv blev også forvaltet i film som Knud Leif Thomsens Løgneren (1970) baseret på Martin A. Hansens roman, Claus Ørsteds Præsten i Vejlby (1972) efter Blichers novelle, Ole Roos’ Hærværk (1977) med manuskript af Klaus Rifbjerg, Anders Refns Slægten (1978) efter Gustav Wied og Gert Fredholms succesfulde Den forsvundne fuldmægtig (1971), der opdaterede Hans Scherfigs satire til samtidens Danmark.

Edward Fleming skilte sig ud med film som debutkomedien – og så er der bal bagefter (1970), besættelsestidsdramaet Den korte sommer (1976) og den banebrydende Lille spejl (1978), der tog fat på emner som transvestisme og homoseksualitet.

Ungdomsfilmens storhedstid

En særlig genre, der blomstrede i 1970’erne, var ungdomsfilmen. Hvor 1950’ernes ungdomsfilm ofte moraliserede over de unges adfærd, var 1970’ernes film loyale over for de følsomme og marginaliserede unge, der stod usikre over for voksenlivets udfordringer. Lasse Nielsens La’ os være (1975), Morten Arnfreds Mig og Charly (1978) og Søren Kragh-Jacobsens Vil du se min smukke navle? (1978) var blandt de mest markante eksempler. Disse film blev fulgt af Arnfreds Johnny Larsen (1979), der imponerede med Dirk Brüels stemningsfulde billeder, og Bille Augusts debutfilm Honning Måne (1978), der med stor følsomhed skildrede ungdommens sårbarhed.

Nils Malmros markerede sig som en unik auteur med film som Lars Ole, 5c (1973) og Drenge (1977), der med stor indlevelse og erindringskunst skildrede opvækstens håb og smerte i Århus. Ungdomsfilmen blev også brugt mere kommercielt i Edward Flemings Rend mig i traditionerne (1979), baseret på Leif Panduros roman.

Hvis der var én person, der bidrog markant til den danske ungdomsfilm i 1970’erne, så var det Allan Olsen:

Allan Frank Olsen (født 23. marts 1960 i Vangede) er oprindeligt uddannet glarmester og fik sine første filmroller, mens han stadig var i lære.

Olsen debuterede i 1978 i filmen Mig og Charly af Morten Arnfred og medvirkede også i efterfølgeren Charly & Steffen. Han er desuden kendt fra filmatiseringen af Klaus Rifbjergs roman Den kroniske uskyld fra 1958. I 1980 modtog han en Bodilpris for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som Johnny Larsen i filmen af samme navn.

Allan Olsen har også gjort sig bemærket på teater- og revyscenen, blandt andet i Cirkusrevyen i 1989 og 1991 samt i Mogenstrup-revyen. I 1989-1990 medvirkede han i musicalen Kielgasten sammen med blandt andre Kim Larsen.

Fanget i misbrug som 15-årig

Olsen voksede op i Værebroparken i Bagsværd, hvor han som ung blev en del af en gruppe, hvor alkohol hurtigt blev en del af hverdagen.

– Mine kammerater og jeg var nogle rødder – arbejderbørn med fuld fart på. Vi så op til rockerne, men jeg var samtidig en blød og sød rod, der hverken stjal eller begik indbrud. Jeg fik ikke lagt nogen af pigerne i klassen ned, men jeg nåede da at kysse med næsten dem alle. Skolen sagde mig ikke så meget – jeg ville hellere ud og arbejde som brolægger. Jeg drømte om at sidde med bar overkrop, solbrændt og muskuløs som min far, mens jeg lagde brosten. Fra B.T.

Allerede som 15-årig var han fanget i et misbrug, der fulgte ham gennem mange år. Det var først som 33-årig, da han havde mistet næsten alt, at han besluttede sig for at vende sit liv om. Han gennemgik en Minnesota-behandling, som blev afgørende for hans vej ud af afhængigheden. Olsen har desuden skrevet tre selvbiografier, hvoraf én, Jeg tog en anden vej, decideret handler om hans misbrug.

Olsen har desuden i de senere år arbejdet som rådgiver for indsatte med misbrugsproblemer og har holdt foredrag om sin egen kamp mod alkoholisme. Hans personlige erfaringer har gjort ham til en stærk stemme i arbejdet med at hjælpe andre, der kæmper med afhængighed.

Siden 1995 har han været gift med Charlotte Breum, og i 1999 adopterede parret en dreng fra Vietnam, som de gav navnet Jacob. Allan Olsen har også en datter, Malou, fra et tidligere forhold.

Fuld af gavtyvefrækhed og drenget uskyld

Olsens blik, der kan veksle mellem gavtyvefrækhed og drenget uskyld, har været hans særlige kendetegn. Selvom han senere i karrieren har medvirket i mere polerede film, har hans tidlige roller stået som de mest mindeværdige.

Arkadens Kasper Rasmussen har efter Allans eget ønske mødt ham på Café Sommersko, som nu ligger på Palægade nr. 6. Caféen åbnede første gang i 1976 og blev sidenhen alle københavnske caféers moder. Caféen er nu genåbnet i nye lokaler i en moderne version, hvor sjælen er bevaret, men hvor maden og indretningen nu er anderledes. Dog vil kendere af Sommersko genkende enkelte klenodier fra det oprindelige Sommersko.

Romainesalat

Det er tydeligt, at Allan ikke har glemt skæbneåret 1993, for han bestiller hurtigt en romainesalat med vand:

– Du er en venlig mand. Der er kaffe på bordet, der er vand i glasset, og alt er skønt og godt, indleder han.

Jeg har googlet lidt, hvorfor vi skulle på Sommersko. Er det korrekt, at du mødte din Charlotte her i 76?

– Øh, ja, altså det… Altså vi laver jo Mig og Charly i 77. Der arbejder jeg som håndværker. Der kan jeg bare huske, at inspireret af filmbranchen, der begyndte jeg at komme på Sommersko.

Og det skulle man meget eller hvad?

– Nej, jeg kom også meget på brune værtshuse og sådan noget. Men der hvor filmfolk var, og hvor skuespillere var, og hvor der skete noget anderledes i det miljø, jeg kom fra, det var på Sommersko. Og så kom Dan Turèll jo året efter i 1977, tror jeg det var. Så de to caféer, man var på Sommersko og man var på Dan Turèll. Og jeg mener, at det er på Dan Turèll, jeg mødte Charlotte første gang i 1977. Men Charlotte boede oven over Sommersko på det tidspunkt. Jeg kan huske, at vi havde et stævnemøde, hvor jeg var med hende hjemme. Og det har været i 1978.

Så jeg har tænkt på om, at det var derfor, at du synes, at vi skulle være her i dag? Eller er det bare fordi, du godt kan lide at være her?

– Ja, det kan da godt være, at der har været noget om det, og så synes jeg bare, at det var et meget godt sted. Og lidt tæt på, hvor jeg bor. Og det var sådan, det umiddelbart det jeg kunne komme på. At foreslå Burger Bar’en i Gothersgade, hvor vi mødtes første gang, det var lidt for tæt. Så her er det hyggeligt, Kasper.

Gennembruddet

Men det var også bare sådan et lille appetit-spørgsmål. Fordi nu har vi jo allerede varmet dig lidt op. Mig og Charly, det var din første film…

– Det var min første film, ja.

Og der var du 18 år, hvad jeg kunne forstå. Hvordan var det at vågne op og så bare starte på et nyt liv? Det var jo ikke en lille ukendt B-film.

– Det var en ren landeplage. Den er fra 1978. Jeg tror, vi lavede den sommeren 1977. Det, jeg vil sige med det, er, at jeg havde jo meget travlt som glarmester. Så får jeg fri en måneds tid, hvor jeg tager til Silkeborg, hvor vi laver den her film. Så kommer jeg tilbage, og så går der jo et halvt år eller et eller andet, hvor filmen skal klippes, og Kasper Winding og C.V. Jørgensen skal lave musik, og Sanne Salomonsen på sådan noget kor, og der skal laves eftersynk. Jeg husker også, at Karl Stegger altid gik ind og hilste på statisterne. Det begyndte jeg også at gøre. Det gav altid en god stemning, når man gik rundt og sagde hej til folk.

Var du kun på en måned?

– Jeg tror, jeg var på en måned, eller sådan noget, spredt ud over en periode på to måneder. Spredt ud over en sommer, så filmer vi lidt i København, og så filmer vi i Silkeborg, og, nej, filmer vi i København? Nej, det gør vi sgu da ikke. Vi filmer bare derovre. Ja. Ja, det var kun derovre. Min fornemmelse af det, som svar på dit spørgsmål, hvordan var det at vågne op og lige pludselig være… Det var meget underligt, fordi jeg lavede filmen, og så fik den premiere. Så skulle vi lave eftersyn og forskellige ting på den, og der skulle laves reklame og sådan noget. Og så fik filmen premiere, og så gik det jo helt amok. Vi slog rekord på Nørreport Bio. Det var der, hvor Irma ligger nu, eller lå. Der slog vi rekord. Og så viste de James Bond filmen(Spionen der elskede mig). Men der slog vi James Bond-rekorden, for flest solgte billetter. Vi havde udsolgt hele tiden og sådan noget. Og det var jo en film, som både de bløde drenge og de hårde drenge og de bløde piger…

Du havde jo også både langt hår og kørte på knallert…

– Ja, ja, det hele var sådan… Altså hele filmen appellerede, hvor at… Hvor Mig og Charly… Det var så sjovt, fordi jeg jo også selv voksede op med ungdomsfilm. Fordi jeg jo boede i Værebroparken, og så går man i Fritids Ungdomsklub. Og hvad gør Fritids Ungdomsklubben? De har udflugter. Blandt andet en sommerudflugt, hvor man bor på… Så der var alle mulige aktiviteter omkring Fritids Ungdomsklubben. Og jeg kan huske, at vi tog ind og så…

Lidt for svanseagtigt

Det er jo inde i Colosseum-biografen.

– Ja, Colosseum på Jagtvejen. Den var vi inde og se, og der kan jeg bare huske, at der var en masse modstand mod den fyr. Fordi de der to drenge, der ligesom ligger og har et eller andet, hvor han piller med pegefingeren på hans bryst. Og den var lidt for svanseagtig. Eller lidt for…

Men der kom da også den, der hedder Du er ikke alene. Den var der endnu mere…

– Ja, ja, det var de film, du ved, Måske ku´vi og Du er ikke alene. Lige præcis. Den var nemlig endnu mere… Og den forstod vi ikke. Og jeg tror, at det, hvor jeg kommer fra, det er… Vi synes, det var noget bullshit på en eller anden måde. Og så kommer Mig og Charly, som jeg selv er med i, som har et helt andet anslag, og som har den her vilde dreng, som egentlig er god nok på bunden, og ikke begår det her overgreb med den her kvinde på bænken, og faren kommer farrende, og alt det her noget udefra. Og der tror jeg, mange af dem kunne identificere sig med, min figur. Og derfor så…

Det er jo dig, der bliver husket. Det siger jeg jo ikke bare.

– Ja, mig og figuren bliver husket.

Det er det, der stadigvæk holder, tror jeg.

– Ja, det er rigtigt. Så folk tog det til sig, og så var det også et frisk pust. Det var fed energi, og hele den der energi, jeg selv havde.

Det virker jo dokumentaragtigt…

– Men det gode ved det for mig, når jeg kigger tilbage, og det er jo underligt ligesom at sige, at der hvor jeg startede, der har jeg lavet min bedste ting og min største succes, selvom jeg har været skuespiller i næsten 50 år.

Lækkert knallerthår

Havde du beholdt dit hår fra dengang? Kom du bare ind med det knallert-hår?

– Det der hår, det var mit eget hår. Og så kan jeg bare huske, at jeg var så autoritetstro, fordi jeg var i lære og gjorde alt, hvad mester sagde. Og så sagde de, at jeg ikke måtte vaske mit hår. Så jeg gik med uvasket hår i 100 år. Det kløede af helvede til. I stedet for bare at vaske det og putte noget fedt i. Men jeg gjorde, hvad de sagde.

Det ser også rigtig troværdigt ud i filmen, at du ligner sådan et svigtet barn.

– Jo, jo. Og så de der stumpede bukser, jeg har, der sidder meget tæt. Og den der Mowgli t-shirt, eller Baloo t-shirt, og jakken og sådan noget. Jeg er selv meget glad, når man kigger tilbage og ser det her, så er det ligesom sådan. Det gør mig glad, fordi Vibeke Winding, Nicolas Winding Refns mor, stillfotograf, som jeg har arbejdet meget med igennem årene, som også er med på De Forbandede år 2 og laver nu 3’eren med hendes eksmand Anders Refn, hun har jo taget nogle ikoniske billeder af mig, og ligesom man siger, at Kasper Winding, hendes egen søn, lavede ikonisk musik, og C.V. Jørgensen sang ikonisk, så er Charly-figuren og de billeder, hun har taget af mig, også ikoniske.

Jamen det lugter jo lidt af Danmarks historie.

– Det bliver det, fordi det er så… Det hvor jeg står på motorvejen, det hår og blikket, og jeg står på bare tæer…

“Du finder sikkert aldrig ud af hvem Charly var. For pludselig så var han der bare”, synger jeg. Det er smagen af Jolly Cola og Sølvpil, og hvad ved jeg…

– Ja, det er rigtigt. Hvis man er vokset op med det, det er jo ikke alle, der har været så heldige som os, ha ha. Mange kommer og siger, at det har en betydning. Det minder mig om sådan og sådan. Det har en betydning ligesom Thomas Helmigs første plader. Midnat i Europa og sådan noget. Det er noget, der får betydning. Og som kommer væk fra en, men som bliver folkeeje på en eller anden måde.

Knallertrockeren Charly

Jeg tror ikke, at udtrykket knallertrockeren er blevet beskrevet så godt, som du gjorde det i Mig og Charly.

– Nej, det er rigtigt.

– Jeg tror også, så folk kan forstå det, at unge mennesker i dag er glade for deres Playstation. Hvad lavede man så i 70’erne? Der kørte man på knallert og spiste røde pølser.

Det var jo også Morten Arnfreds held, han fik dig, fordi du gjorde rollen til noget andet.

– Jo, selvfølgelig. Men det jeg vil sige med det var, at… Nu synes jeg, da jeg lavede De Forbandede År, som jeg lavede indenfor nogle år siden, og så fik jeg lov at lave en lille ting i Copenhagen Cowboy med Nicolas Winding Refn, så synes jeg, at når jeg kigger på min Imdb, så er min filmkarriere rammet ind. Jeg starter i 78’erne med Mig og Charly og slutter måske i 2022 med Copenhagen Cowboy. Og indenfor det ligger der en masse spændende produktioner, blandt andet Forræderne med Ole Roos, hvor jeg spiller en nazist sammen med Ole Meyer og Jesper Christensen skyder mig til sidst ud over markerne. En meget utrolig flot film med Fritz Helmut og Sanne Salomonsen, som gør det virkelig godt. Desværre kom Ole Meyer galt af sted og kom i psykiatrien, og kom til at dø alt for tidligt. Det var meget trist.

Jamen altså, kom succesen bag på dig, og var der lige pludselig lidt for mange damer?

– Ehm… Altså i forhold til skiftet, at du går der i halvåret, og så er du ligesom inde i dit glarmesterarbejde, og så vågner op…. Jamen det var jo et kæmpe skift, men skiftet var ved at komme. Der skete et skift med, at jeg var en Værrebro-dreng. Så begyndte jeg at komme i Studsgaardsgade. Det at tage fra Værebro og tage bus 43 ind til byen, det er et kæmpe skift. Fordi Værebro er et betonbyggeri, hvor jeg er med derude. Og hvem kender man i byen? Men jeg havde en fætter, der boede inde i Studsgaardsgade. Så der begyndte jeg at komme med min fætter derinde. Vi gik på Børges bodega, og vi drak, og vi festede, og det var jo det der med at jage damer, og det blev selvfølgelig en del nemmere efter jeg blev berømt eller sådan noget. Ja ja. Og øh, men øh… Nogle gange er det også svært at sætte ord på, hvad fanden var det? Jeg sagde altid, at jeg var mig.

Ja, for der var du jo sådan set heldig, at du har haft en rolle, der er tæt på din personlighed.

– Ja, men jeg har jo altid arbejdet med andre ting end skuespil. Jeg har jo været håndværker i otte år, og fra 1976 til 1980 var jeg i lære hos Neuchs Hansen. Jeg blev professionel skuespiller, da jeg var 24. Men de første mange år var jeg også håndværker. Og så skiftede jeg over til at lave revyer og teater og de der ting. Helle Virkner ringede til mig og gav et udspil: “Nu skal du høre, du skal ind og spille inde på ABC teatret.” Ej, det tør jeg ikke. “Det skal du. Du kommer ind til mig, og så tager vi den derfra.” Okay, det gør jeg. Jeg kom ned derinde. Hun var jo helt fantastisk. Jeg elskede hende. Hun var en stor kunstner, stort menneske, og hun var virkelig, virkelig fantastisk at omgås. Og jeg havde den store fornøjelse, hun var min chef et par gange, og så spillede jeg sammen med et hold på Amager-scenen. Men hun sagde, at jeg skulle være med i Bare Tag i Parken med Birgitte Raaberg og Preben Neergaard, som jeg studerede. Jeg spillede en telefonmonitor, en lille bitte rolle. Og det fik jeg stor succes med, for det var ikke for meget, det var ikke for lidt. Og jeg skulle bare have det samme friske udtryk, som jeg havde i de der film.

Altid arbejdssøgende

– Men Kasper, vi skal lige gøre færdigt med det der med, når jeg siger karriere. Det er, at man jo er inde i en boble, hvor man altid er arbejdssøgende. Man er altid… Man vil gerne være på, og man er afhængig af at drive en familie. Altså, man skal tjene nogle penge, man er på arbejdsmarkedet. Men nu er jeg 65, og jeg arbejder som misbrugskonsulent i Det udgående team. Og så laver jeg nogle foredrag og noget, og har aktiveret mine efterlønsår. Det er sådan, jeg arbejder og så trækker de lidt. Men den økonomiske ramme jeg har nu, den giver mig en masse frihed. En masse frihed til at ligesom bare sige, jeg er et helt helt andet sted. Og jeg skal ikke gå på kompromis. Når jeg får et eller andet, som jeg får tilbudt, som jeg gør nogle gange, så går jeg meget professionelt ind i det. Men tingene er også blevet meget gakkede. Så skal man castes, og så skal man sende det ene eller det andet. Producenten siger, at lønnen er sådan. Jeg vil ikke have, at der bliver taget alle mulige frihedsgrader fra mig. Så kan de finde en anden. Jeg ved, at jeg er pissegod, og hvis de ikke gider bruge mig, så synes jeg, at de kan bruge nogle andre. Sådan er det bare. Og så kan jeg glæde mig over, at jeg har været der. Glæde mig over, at jeg har så mange spillefilm, som har betydet så meget, og har trukket så mange mennesker i biografen. Den kroniske uskyld, de stod lige i kø op ad Gammel Kongevej, der væltede folk ind. Stolt af at være med i en Olsen-bandenfilm, den sidste, for det er meget sjovt at have på CV’en. Og så Orla Frøsnapper var jeg meget, meget glad for. Så der er stadigvæk mange ting, som lever. Det er jo dejligt, at man ikke har været med i nogle ting, som bare aldrig blev til noget, og har glemt, at jeg har været med i meget. Det blev til rigtig meget. Og det er dejligt.

Ja, du har jo været med i noget, som har givet bidrag til Danmarkhistorien, ikke bare filmmæssigt og kulturelt, men der er noget samhørighed i nogle af de ting, du har været med i. Der er jo nogle andre skuespillere, som måske er bedre uddannede end dig, men de har jo ikke den samme folkelighed, som du har opnået, komplementerer jeg.

Mesterværket Johnny Larsen

Johnny Larsen er muligvis din bedste film?

Johnny Larsen, var den, hvor jeg syntes, at jeg virkelig… Det var virkelig godt for mig. Fordi, mange kunne bare sige, at han spiller jo bare sig selv. Det er jo bare Allan Olsen. Men i Johnny Larsen, som jeg fik en Bodil for, iøvrigt iført Wili Jønssons slips med en nøgen dame, der var jeg jo skuespiller. Der lavede jeg jo decideret skuespil, som også lå tæt på mig, men det var jo en spillet rolle fra start til slut, som vi ramte lige i røven. Fordi Morten Arnfred sad tæt og instruerede mig. Han var en meget god personlig instruktør, og jeg skylder ham rigtig meget, fordi det var virkelig intimt arbejde. Jeg kan huske stillheden og koncentrationen og hans instruktion, som var meget præcis. Langsomt med øjet der, når han siger det, så slår du lige ned. Han lærte mig mange ting, hvad blikket kan gøre, hvad små bevægelser kan gøre. Fordi jeg tror, at min allersvageste side, det var måske min betoning, men det gjorde jo ikke noget, når filmen jeg skulle lave hed Johnny Larsen.

Du var jo så troværdig.

– Nemlig, det talent jeg har, det er mit talent, og det forsvinder aldrig. Får jeg de rigtige roller, er jeg eminent. Det er ikke alt jeg kan spille, men jeg løste jo også opgaven i De forbandede år.

Du blev belønnet med en Bodil for din rolle. Har du den stadig?

– Jo, den har det fint. Den var jo under opbevaring i mange år hos min mor. Hun tog den til premieren. Hun tog den til Bodil-festen, hvor jeg fik den. Der var jeg inde med mine forældre. Hun mente ikke, at jeg var voksen nok til at passe på sådan en. Så var den hos hende, indtil hun faktisk ikke var her mere for nogle år siden. Jeg kan ikke huske hvornår. Men så kom den hjem til os. Så havde jeg egentlig planlagt, at den skulle være ude på toilettet eller inde på kontoret. Men så havde jeg også tænkt mig, at den skulle stå inde i stuen. Så den står inde i vores stue. På sådan en hvid montana reol, der står den. Og den er jeg meget glad for.

Ja, det kan jeg godt forstå.

– Også fordi, at selve Johnny Larsen er jo min hyldest til arbejderklassen, hvor jeg selv kommer fra. Og det var så fantastisk, fordi jeg havde skrevet tre bøger. I den første bog, der er der et billede af Absalonsgade, hvor vi filmer Johnny Larsen, hvor jeg slæber kul sammen med Bent Warburg. Der er jeg jo sort. Jeg har læderforklæde på, og så er jeg sort. Og min far, han var jo murerarbejdsmand. Han gik nede ved Halmtorvet og lavede noget. Han kommer op, så jeg er sort, og så er der nogle af mine fars… Min onkel er der også. Og så er der en mere med et rødt net, som de drillede. Han hed Fisen. Han havde arbejdet med et lille mureslæng sammen med de andre. Og det er et eksotisk billede for mig, med min far, min onkel og mig, der filmer Johnny Larsen. Og de er i arbejdstøj, og jeg er i arbejdstøj. Så der er mange facetter i det billede. Men hele den film handler jo om, at det er en dannelsesrejse for en ung mand, men det er jo også en hyldest til almindelighederne og det, jeg er rundet af.

Jeg synes jo også, det er en hyldest til det gamle Danmark. Jeg synes, at din præsentation er vildt god, men jeg synes dog, at det bedste ved filmen er scenografien og stemningen af det gamle Danmark.

– Det gamle Danmark. Karl Stegger, der går ud i dyrehaven, og han vil ikke flytte sig.

Og den her scene med dig med cyklen og tågen.

– Ja, ja, ja. Der er lidt melankoli eller der er et eller andet. Det er så meget, ikke sandt?

Allan Olsen og ungdomsidolet Kim Larsen

– Jeg kan huske første gang, jeg flyttede til Christianshavn i 1979. Og så kan jeg huske Ole Frø i Dronningens Gade, han var jo cykelhandler, og Kim Larsens gode ven, han spillede også i Star Fuckers. Ja, med Kim. Så kommer Kim Larsen ind og siger: “Og der har vi ham, Stjernen.” Jeg kan huske, at jeg blev blæst helt tilbage. Der står mit idol og siger, at han har set min film. Men Kim Larsen var jo meget gavmild. Han var meget sød til at rose og kommentere og følge med. Der var også en masse ting, han ikke kunne lide. Han var jo meget speciel. Han døde jo alt for tidligt. Hvis han havde levet den her tid nu, ville han have gået helt amok over alle de reklamer, der er alle steder. Han sagde jo nej til julekalenderen, da de fandt ud af, at når julekalenderen var forbi, så ville de sige, at julekalenderen var sponsoreret af Fætter BR, men det ville han så ikke. Det endte med at Bamse fik rollen(Brødrene Mortensens jul).

– Der var Shu-bi-dua, dem kunne man ikke lide. Det var Hellerup-drenge. Man kunne lide Kim Larsen, for han var den ægte vare. Man kunne lide havnene, man kunne lide Kofoed skole og bumserne.

– Kim var jo meget privat. Det er jo i et professionelt sammenhæng, at man er sammen med ham og møder ham. Der har han også en facade, men man kommer ikke så dybt ind. Der er en mere aflukkende forhold til… Men et meget professionel menneske. Meget arbejdsom.

– Jeg synes det… Altså det der med at have været lidt omkring Kim og have et indtryk, så synes jeg han var et  meget, meget ærligt menneske. Fordi på et tidspunkt blev han spurgt i en eller anden udsendelse, hvor han bliver lidt fornærmet. Og han siger, “Prøv lige at høre her, der er ikke gået bingo og bango i det her foretagende.”:

– Jeg har lige været sammen med Wili Jønsson bl.a. og nogle af de der slæng. Og det der med, at Gasolin bestod af Franz og Willy og Søren og Kim, de fire. Men der var en femte Gasolin. Og den femte Gasolin var Tommy Bogs. Og det vil sige, at alt hvad der blev lavet med Gasolin, med royalties og alt muligt, blev delt i en femtedel. Og på et tidspunkt var der, jeg vil ikke nævne ikke navn, men der var en, der syntes at de fire gasoliner, at herfra og til evighed skal han have lige så meget som os. Men så er der det der med, så sagde Kim, fordi han var ikke en af dem, men Kim sagde:, “Prøv at høre her, når man laver en aftale, så holder man den.” Og vi lavede en aftale om, at vi skulle dele 5, og så holder man det. Så Kim har altid været meget, meget ordentlig og meget, meget fair. Og der gik aldrig bingo og bango i den. Han var det, han sagde. Der var ingen skum i dagsordenen, det var der ikke. Og det kan jeg virkelig godt lide. Men han var også, jeg tænkte en gang så, det var meget syret, fordi jeg blev ringet op, om jeg ville lave en reklamefilm for Danske Bank.

Det gjorde du så?

– Ja. Og jeg tænkte, men altså, jeg boede på Christianshavn og var omkring miljøet, og så tænkte jeg, det kan jeg jo ikke, men, fordi det er jo at gå over til fjenden, ikke? Jeg kunne få mange penge for det, og så sagde jeg:, “Det ser Kim Larsen kraftedeme da ikke, det opdager han sgu da ikke.” Så jeg lavede det, og så kom den frem, så går han ovre på den ene side af fortorvet, og han siger:, “Hvad fanden, er du sådan en mand, der laver reklamer for Danske Bank, hvad er det du foretager dig? Og så fik man en ordentlig røffel, han opdagede det alligevel.

Ja, det var alligevel nogle år siden, hvor der ikke var reklamer kørende som i dag.

– Kim elskede også at fortælle, da han blev spurgt, om han ville reklamere for Carlsberg, om han ville reklamere for elefantøl. Men så ville han sidde på en rigtig elefant, så ville han drikke to elefanter, eller elefantøl på én gang, og så skulle overskriften være:, Én er aldrig nok.

Der var nok også plads til tre eller 4 i hans mund.

– Men fantastisk at være i nærheden af ham.

Den skuffende efterfølger

Jeg er nødt til at snakke om Mig og Charly-efterfølgeren Charly & Steffen. Der er det jo dig, der nu er øverst på plakaten. Hvor du på Mig og Charly-plakaten stod som nummer to, er du pludselig nummer et. Har du et bud på, hvorfor den ikke blev så god, og var det fordi den bare skulle laves? Den har jo ikke det samme…

– Den skulle aldrig nogensinde have været lavet. Det var et meget, meget dårligt manuskript.

Men du havde vel læst manuskriptet, inden du accepterede det?

– Ja, men det var meget svært at læse ud fra manuskriptet på det tidspunkt, hvad der ville komme ud af det. Og så var det igen det der med, at det var en spillefilm, og det var igen en opgave. Og når jeg ser den i dag, jeg har altid glemt den fuldstændig. Den er ikke inde i mine tanker, men jeg har næsten lige set den, fordi jeg tænkte, har jeg egentlig nogensinde spillet sammen med Ghita Nørby? Hvis du spurgte mig for et halvt år siden, så ville jeg sige, nej. Det tror jeg faktisk ikke. For i Mig og Charly har jeg jo kun telefonsamtalen, og hun er i et andet rør, og vi er ikke direkte i spillet.

Hvorfor var det også Henning Christiansen, der skulle instruere den Hvorfor var det ikke Morten Arnfred?

– Fordi Arnfred nok ikke ville lave den. Der var stor modstand mod at lave den. Men Henning ville gerne, så han blev fotograf. Peter Klitgaard var også fotograf, og Henning blev instruktør. Men han kunne ikke rigtig finde ud af det. Han fik også holdet imod sig, og der var mange problemer. Det blev virkelig en svær situation. Det var en svær produktion, og den skulle nok ikke have været lavet. Men det gode ved det er, at Mig og Charly står helt for sig selv. Der er ikke noget med Mig og Charly 1 og 2. Man siger bare Mig og Charly, og så tænker man på den film. Selvom Brian Nielsen er ret vild med Charley & Steffen, han har jo opkaldt sin søn efter Steffen, fra 2’eren.

Men du siger, at stemningen også var lidt dårlig i forhold til den første film?

– Ja, den var dårlig, men det var bare underligt.

Var det en flad fornemmelse?

– Der var mange ting, der ikke fungerede, men det var svært.

Ærgrer sig ikke over misset Matador-rolle

Er du ked af, at du ikke var med i Matador?

– Nej, det er jeg overhovedet ikke. Jeg er ikke…

Du havde været en fantastisk Røde tror jeg.

– Nej, det tror jeg faktisk ikke. Jeg synes, det er enormt svært at sætte andre ind. Jeg kan slet ikke sætte nogen andre ind end Per Pallesen som Boldt og Malene Schwartz som Maude. Jeg var jo kun 18-19 år. Så der vil jeg nok være for ung. Men ellers vil jeg sige, at overlevede du Matador, så overlevede du videre. Og knak du der, så var du færdig. Det var ligesom det, der var skæringspunktet. Og så kommer socialrealismen, og Jens Okking, med hans måde at spille på i film som Strømer. Det kommer ind, og det sorterer nogle af de der skuespillere fra. Ghita Nørby klarer den og sådan nogle. Men der er nogle af de der skuespillere, som man simpelthen ikke mere kan bruge. Så nej, det er jeg ikke ked af.

– Jeg må sige, at vi var mindre professionelle i gamle dage. Både inden for håndværk og alt muligt. Nogle gange gik der jo druk i den, så lod vi jo være med at arbejde. Og så kom mesteren og drak med. Og nogle gange på filmen måtte vi lige lave andre scener, fordi så var Otto Brandenburg eller mig eller et eller andet ikke kommet. Så det var en anden tid. Jeg ved ikke, om det giver mening, de ting, jeg siger. Det er jo også meget selvmodsigende.

Men det er jo en selvmodsigende verden, vi lever i nu.

– Men altså, vi lever jo helt vildt mærkeligt. Vi lever i et meget anderledes samfund end vi gjorde i gamle dage. Det er meget mere alt muligt. Og jeg tror, det bedste system, vi kan leve i, er, at der er forskel. Men vi skal også løfte bunden. Vi skal passe på folk, der falder igennem. Men vi skal også give folk udfoldelsesmuligheder. Og jeg er sgu pisseligeglad, om man tjener 100 millioner om året og rager det mig. Det er jo ikke det, du tager med. Og Danmarks Radio, Generaldirektøren får masser af millioner og sådan noget. Men jeg er sgu ligeglad. Jeg har hvad jeg skal bruge. Så bare jeg kan betale min regning, så det er væk fra mit hoved.

– Hvis der er en eller anden flot bil, der kommer, en Ferrari, jamen jeg synes det er en flot bil. Men jeg er jo ikke misundelig, man skal ikke være misundelig. Det er jo ligegyldigt. Men man skal skabe sig selv så godt liv som overhovedet muligt. Og så skal man selvfølgelig banke i bordet, hvis man synes man bliver underbetalt eller uretfærdigt behandlet. Og det er også det, at Johnny Larsen handler om. Og nu vil jeg jo så lige have lov til at sige, at jeg bidrager til at bevare dansk kulturhistorie.

Selvfølgelig gør du det.

– Forhåbentlig bliver det gemt. Det synes jeg er mere værd. Men det er jo også det, hvor ligger lykken? Min far var en meget fantastisk mand. Jeg kan huske, at han var så stolt, da der kom tulipaner i kolonihaven. Alle de der ting. Sæt pris på nogle af de der ting. Når du får lappet din cykel nede hos cykelhandleren, og han lige smører kæden, hvor folk har tendens til at måle sig med andre og gøre alt muligt.

Bodil og skydegal Otto Brandenburg

Jamen, det må jo også være fedt at få en Bodil, når du ikke har nogen uddannelse. Da du stod med den Bodil der:, “Nu står jeg med en Bodil kun efter et år.”

– Men ved du hvad, det var også mærkeligt, fordi det var en anden tid. Det at få en Bodil. Jeg var jo en del af Christianshavner-tingen. Og det at få en Bodil, det var ikke noget. Sikke noget moderne pis, altså, hvem tror du du er? Det var også meget anti dengang, at få en Bodil. Anne Marie Helger synes f.eks, at Johnny Larsen var en dum film. Den var ikke revolutionær nok. Hun synes, det var en tøsefilm. Men det var også fordi tiden var voldsom. Tiden var meget rebelsk. Det var meget sort-hvid. Det blev man meget præget af. Så det der med at få en Bodil, og jeg kan også huske, at Ole Roos fik en Bodil. Så var han sammen med Otto Brandenburg, og så var de på La Fontaine. Jeg kan huske, at jeg tror, at de skød spejlet af med et luftgevær. Jeg tror, at Otto Brandenburg gav sin Bodil for Gummi Tarzan til en, der syntes, den var pæn. Han havde et luftgevær med derned, og så var han blevet skidefuld, så havde han bare givet sin Bodil til én eller anden. Men i dag er jeg jo meget stolt over, at jeg som autodidakt har fået en Bodil.

Dansk film i 80’erne

I 1980’erne oplevede dansk film både store triumfer og svære udfordringer. To gange lykkedes det danske film at vinde en Oscar for bedste udenlandske film – en bedrift, der aldrig var sket før. Samtidig var det dog en tid med store problemer for branchen, hvor produktionen faldt drastisk. I 1982 blev der kun produceret syv danske spillefilm, som tilsammen solgte under en million billetter. Det var en kritisk situation.

Man indså hurtigt, at det især var de danske film, der kunne holde biograferne i live. Derfor blev der med Filmloven af 1982 tilført betydeligt flere midler til filmstøtte. En vigtig del af denne lov var en klausul, der sikrede, at mindst 25 % af støttemidlerne skulle gå til børne- og ungdomsfilm. Det var et vigtigt skridt for at sikre en bredere repræsentation og støtte til forskellige genrer.

I 1970’erne havde dansk film to hovedspor: de kunstneriske film, som typisk blev statsstøttet, og de populære film, der som regel var privat finansieret. Men i løbet af 1980’erne blev det tydeligt, at hele den danske filmbranche var afhængig af statslig støtte i en eller anden grad. Med en dyr produktionsproces og et lille befolkningsgrundlag kunne kun de allerstørste succeser klare sig uden støtte.

Filmloven blev revideret igen i 1989 for at styrke de populære film yderligere. Her blev den såkaldte 50/50-ordning (senere 60/40-ordning) indført. Den gav støtte til danske filmprojekter, der havde potentiale til at tiltrække et stort publikum. Staten finansierede op til 50 % af budgettet (dog maksimalt 3,5 millioner kroner), hvis resten blev dækket af privat kapital. Typisk blev 25 % af årets støttemidler afsat til denne ordning. Dette markerede et skift i filmstøtten – fra at være kunststøtte til at blive kulturstøtte.

Folkelighed, realisme og filmatisering: Dansk film i 80’erne

Inden for populærfilm var komedierne om Walter og Carlo blandt tidens store succeser. Per Holsts Walter og Carlo – op på fars hat (1985) legede selvironisk med genrer og konventioner. Men den folkelige film, som havde nået sit højdepunkt med Olsen-banden, havde svært ved at finde nye veje. Erik Balling skabte dog en sidste succes med Midt om natten (1984), hvor Kim Larsen og Erik Clausen forvandlede ungdomsoprør og slumstormere til en folkekomedie med uforglemmelige sange.

Erik Clausen markerede sig også som en stærk stemme i folkelig film. Som både instruktør og skuespiller stod han bag film som Cirkus Casablanca (1981) og Rocking Silver (1983), der med humor og varme tog parti for arbejderne og gøglerne. Han udforskede også mørkere temaer i den visuelt eksperimenterende Manden i månen (1986) og i Rami og Julie (1988), der som den første danske mainstreamfilm tog fat på det multietniske Danmark.

I den realistiske tradition blev kønsroller sat under lup i Helle Ryslinges Flamberede hjerter (1986) og Christian Braad Thomsens Koks i kulissen (1983). Esben Høilund-Carlsens Slingrevalsen (1981) skildrede kærlighedens op- og nedture, mens Kaspar Rostrups Dansen med Regitze (1989) – en hyldest til et almindeligt kvindeliv – blev Oscar-nomineret.

Filmatiseringer af klassiske værker fik også en storhedstid i 80’erne. Gabriel Axels Babettes gæstebud (1987), baseret på Karen Blixens fortælling, vandt en Oscar og viste, hvordan en fransk mesterkok kunne forvandle en nøjsom landsby med sin kulinariske kunst. Bille Augusts Pelle Erobreren (1987), en filmatisering af Martin Andersen Nexøs roman, vandt både en Oscar og Guldpalmen i Cannes og cementerede dansk films internationale ry.

Børne- og ungdomsfilm: En ny æra

Filmlovens fokus på børne- og ungdomsfilm gav genren et stort løft i 80’erne. Bille August samarbejdede med forfatteren Bjarne Reuter om film som Zappa (1983), Busters verden (1984) og Tro, håb og kærlighed (1984). Hans evne til at skildre ensomhed og svigt nåede et højdepunkt med Pelle Erobreren.

Nils Malmros fortsatte sin unikke erindringskunst med Kundskabens Træ (1981), en klassiker om mobning og ungdommens svære følelser. Han fulgte op med Skønheden og udyret (1983) og den selvironiske Århus by night (1989).

Børnefilm havde også stor succes. Søren Kragh-Jacobsens Gummi-Tarzan (1981), baseret på Ole Lund Kirkegaards bog, blev en elsket klassiker. Han fulgte op med Skyggen af Emma (1988), mens Erik Clausen bidrog med Tarzan Mama Mia (1988). Tegnefilm som Jannik Hastrups Samson og Sally (1984) og Peter Madsens Valhalla (1986) satte også deres præg på genren.

Dokumentar og avantgarde: Nye veje

Dokumentarfilmen blomstrede med værker som Jørgen Leths 66 scener fra Amerika (1981), hvor Andy Warhol ikonisk spiser en burger, og Notater om kærligheden (1989), der blandede dokumentarisme og eksperimenterende filmkunst. Lars von Trier markerede sig som en banebrydende instruktør med sin Europa-trilogi, der begyndte med The Element of Crime (1984). Hans hypnotiske billedsprog og komplekse fortællinger satte en ny standard for avantgarden i dansk film.

Hvordan oplevede du overgangen fra 70’erne til 80’erne?

– Jeg mærkede det ikke.

Blev tingene ikke mere kyniske? Altså, var produktionerne ikke mere kyniske i forhold til de mere frie 70’ere?

– Det synes jeg ikke, man mærkede. Jeg havde en rigtig god oplevelse, da Gert Fredholm instruerede mig i Lille Virgil og Orla Frøsnapper. Det var en dejlig film. Lidt skøre unger. Vi filmede ude ved Roskilde i en lille by derude, Risby. Han lavede også filmen Den forsvundne fuldmægtig.

Det er jo også en klassiker.

– Ja, ja. Men det var en rigtig dejlig produktion med Arthur Jensen. Og… Et dejligt univers, og Elin Reimer, som jeg senere kom til at arbejde sammen med i Antonsen.

Hvad med Ole Lund Kirkegaard? Mødte du ham nogensinde?

Nej, desværre aldrig. Han døde meget tidligt. Han døde i 1974 eller deromkring.(fact: 24. marts 1979)

Han blev kun 40 år, ikke?

– Han døde i en ulykke i Barrit. (Hertil hjælper Kasper Rasmussen med de fuldstændige oplysninger: Efter hans død gik der rygter om selvmord. Men det afviste hans ekskone, der beskrev hans død som en ulykke: En aften efter et foredrag var han på kro i Barrit og havde drukket for meget. Han blev dårlig og gik hjemad, og på vejen faldt han om i snedriverne bag Barrit Kirke, hvor han frøs ihjel.)

– Vi hørte også, at han var lidt speciel. Specielt med flaskerne. Men det er i øvrigt ret skægt, for Bikstok Røgsystem købte på et tidspunkt nogle linjer fra Lille Virgil og Orla Frøsnapper, og så blev man ringet op, om de måtte bruge nogle citater fra filmen på deres nye plade. Det er nogle år siden. De skulle bruge den der replik, hvor jeg siger: “Kaster du også med æbler?”. Og så har de også noget fra Mig og Charly, hvor de sidder ved bordet: “Hvor gammel tror du, hun er?”, og sådan noget.

Felix og Poul Bundgaard

Hvad med Poul Bundgaard og Erik Clausen i Felix? Hvordan gik det?

– Poul Bundgaard havde jeg et rigtig godt forhold til. Han var meget sød. Jeg lavede teater med ham, men også et par film. Blandt andet Casanova. Det var en forfærdelig film. Men jeg lavede mere med Poul.

Var han ikke også lidt speciel som person? Var han ikke med i Midt om natten?

– Jo, der spillede han skurken. Ej, Poul var fantastisk.

Var han ikke lidt svær privat en gang imellem?

– Nej, det synes jeg ikke. Det var han ikke. Ikke overfor mig i hvert fald. Jeg lavede teater med ham en gang, og bagefter tog vi alle hjem til hans villa. Han havde en kælder med plakater og en bar. Det var super fint.

Og du blev ved med at arbejde med ham, ikke?

– Det var sjovt, da vi lavede Felix med Clausen, hvor han spillede togkontrolløren. Og der har vi en lille sjov scene, hvor jeg…kravler ud af vinduet.

Ja, du skulle improvisere.

– Jo. Hvor han siger,: “Hvad fanden laver du? Du står og pisser i bukserne?.” “-Det er fordi, jeg skal skaffe penge til stoffer.” Så tror han, at Stoffer er bagmanden. Så klipper man til en scene, hvor han står på stationen og siger, jeg ved, hvem bagmanden er. Han hedder Stoffer. Haha.

Men du var ikke på stoffer dengang, vel?

– Nej, nej, nej. Jeg har aldrig rigtig været på stoffer. Kun en gang.

Heller ikke til optagelserne på Midt om natten? Da du hoppede ud af vinduet. Var det ikke dig, der hoppede ud af vinduet?

– Jo, jo, jo. Jeg måtte hoppe ud af vinduet. Men det var kun speed. Og en sej scene. Det er noget, man husker.

Forræderne og sex-scener med Sanne Salomonsen

– I 1983 besluttede jeg mig for, at jeg skulle lave Forræderne. Og så besluttede jeg mig for, at nu skifter jeg over. Nu bliver du fuldtidsskuespiller. Der havde jeg sagt nej til mange ting. Jeg blev dog tilbudt nogle serier fra Danmarks Radio og noget. Og jeg sagde faktisk nej til ret meget. Fordi det passede ikke ind. Der var jeg ikke klar til at tage et skifte, for der var nogle forskellige ting, som gjorde, at det forstyrrede mig meget med at være håndværker.

Var det nogle serier, du fortryder i dag?

– Nej, egentlig ikke. Jo, der var da gode ting. Men det var mest tv-teater, tv-serier, så det var ligesom, beslutningen var, nu skulle jeg lave en stor film for Nordisk. Forræderne, hvor vi filmede tre måneder i Nordjylland, og vi filmede vildt mange optagelser, så sagde jeg, nu tager jeg skiftet, nu springer jeg ud i det, nu er det den her vej, jeg skal. Desværre blev Ole Meyers sygdom forværret under indspilningerne, og han blev senere rigtig psykisk syg og indlagt, selvom vi manglede nogle scener.

Jeg hørte også, at han også var et offer for både Lasse Nielsen og Ernst Johansen?

– Ja, der var et eller andet, han syntes var ubehageligt i hvert fald. Jeg tror, han blev interviewet om det på et tidspunkt. Men han havde måske også mere svært ved at sige nej til at lave de her film. Jeg tror, vi alle sammen var lige sårbare. Så er det bare, hvem man møder på sin vej, og hvordan man takler det.

Men hvad med Sanne Salomonsen? Hvordan var det at lave scener med hende?

– Det var fint. Vi prøvede at gøre tingene så realistiske som muligt. Det var en hård film, men også mange gode scener. Det var en meget visuel og flot film.

Du har både scener med hende nøgen i badekar og oppe i noget hø. Hvordan gør man det? Er det noget med Woodoo om natten?:

– Jo, og så håber man, at der ikke sker yderligere ting, at den bare slapper helt af. Det var skønt. Det var også fint at lave scener som…:

Men hun var jo egentlig helt grøn også, dengang, ikke?

– Jo, men det var dejligt, fordi jeg havde et meget godt samarbejde med hende. Og vi prøvede at gøre tingene så rigtige som overhovedet muligt. Det var fint. Jeg nød meget arbejdet med Sanne. Jeg synes, hun havde en god rolle, og vi havde et godt samarbejde. Hele filmen var en hård film at lave, men også med mange gode scener. Den her film i sort/hvid og Ole Roos som instruktør. Det er en meget visuel og flot film, synes jeg. Der er nogle fede ting. Der er også et billede, hvor vi er fattige med Frits Helmut, og så filmer vi oppe i en kirke, og så ser du i bunden, udover et stort landskab, et tog. Det er et damplokomotiv, der kommer kørende. Det er altså ikke en model. Det var rigtigt. Vi ventede på toget fra Næstved station. Det var helt vildt. Det var sådan en stor dyr produktion, hvor der virkelig var…

Den floppede jo lidt, ikke? Den var ikke rigtig folkelig.

– Det, der er mærkeligt ved den, er, at man kan godt se den i dag, fordi den har mange gode ting. Men den er jo lavet i 1983, og det er for tæt på 2. verdenskrig på en måde, fordi det var Frikorps Danmark og hele problematikken om hvervestationer og de ting, der var i den:

Den kan jo godt have inspireret Lars Von Trier. For året efter lavede han jo Forbrydelsens element, ikke?

– Ja, måske. Selvom man måske ikke vil indrømme det. Men jeg tror bare, at de film, som er kommet senere, altså Flammen og Citronen af Ole Christian Madsen. Der er man mere parat til de her ting. Vi var for tidligt på den på en måde. Vi har fået en anden afstand til Anden verdenskrig. Den druknede lidt, men jeg synes stadigvæk, at det er en udmærket film. Det synes jeg virkelig, den er. Og nu er der lavet mange. Regner Grasten producerer mange. Eller en del film. Hvidstengruppen. Så der er kommet en hel del film.

Blockbusteren Midt om natten

Hvordan var det så at arbejde med Kim Larsen i Midt om natten?

– Vi havde ikke mange scener sammen, men det var en fin produktion.

Men Allan, jeg mener, hvordan var det så at møde ham professionelt? Nu havde du jo kendt ham privat?

– Som sagt, så havde vi jo ikke så mange scener sammen. Det var meget let. Men igen en fin produktion at være på. Jeg er på med Balling, Erik, Kim og hele… Og Birgitte Raaberg, som jeg har spillet sammen med og var sammen med hende i går på generalforsamlings-skuepillerforbundet. Og Birgitte, hun var jo Susan Himmelblå og jeg er Spacey. Hun har oplevet det samme som mig, nemlig en rolle som kunne være tilklistret på hende. Men vi begge er glade for filmen. Men senere kom jeg også til at arbejde med Kim på teater. Vi lavede Kielgasten, hvor vi spillede 60 forestillinger inde på Privatteatret. Der lærte jeg mig rigtig meget.

Arbejdet med Balling og Ove Sprogøe

– Jeg er meget glad for, at jeg arbejdede sammen med Erik Balling. For det gjorde jeg jo ad to omgange. Vi lavede Midt om natten og Anthonsen(begge 1984). Og med Anthonsen kom jeg jo ret tæt på Balling på en eller anden måde. For det var jo en tv-serie, med Ove Sprogøe. Vi skulle have lavet rigtig mange afsnit, men vi lavede fem. Jeg er med i tre episoder. Og det var fantastisk, fordi…, jeg mødte Ove Sprogøe. Jeg kom fra havnen af, så mødte jeg Ove Sprogøe. Så tog vi bussen sammen til Nordisk Film fra Rådhuspladsen af. Ja, han kørte jo med bussen. Vi lavede også ABC-teater, og han var fantastisk god til sproget.

Det var sjovt dengang at møde ham ude på gaden, du ved, folk sagde jo “Hej Egon”. Han var jo meget sådan, jeg tror ikke han var introvert, men han var ikke interesseret i det der fame. Så han kiggede bare ned, du ved.

– Ja, jo. Han var meget fokuseret på at lave sit arbejde, at være ordentlig, at gå på arbejde og passe sine ting. Og igen, han var også forsørger. Han havde to drenge, han husede på Amager, han havde en kone, og han elskede sit arbejde. Men det er jo også det der med, at hvis han ikke skulle få noget at lave. Så usikkerhden var der altid.

Susse Wold og den syngende ørefigen

Nu vil jeg snakke om Den kroniske uskyld. Hvordan var det at spille overfor Susse Wold  i filmen? Var det nemt, hvis hun selv var en sød person, eller gik du bare ind i rollen?

– Jeg gik bare ind i rollen. Jeg hadede hende overhovedet ikke. Det havde jeg jo aldrig gjort med mine medspillere, uanset hvad vi havde spillet. Nej, nej, men jeg kan huske, en ting. Jeg lavede et meget socialrealistisk stykke for TV-teateret, der hed Menneske Meier. Det var meget kraftigt med Jens Okking, Lane Lind og mig. Det var et lille kammerspil, men det var meget brutalt. Der har jeg stjålet nogle penge fra min mor, fordi jeg skal til en rockfestival. Så står de nede i supermarkedet, og så kan hun ikke betale, fordi der ikke er penge i hendes pung. Så klipper man til, at Jens Okking står foran mig og siger, at jeg har taget min mors bankbog. Og så stripper han mig. Han tager ligesom min skjorte af og bukserne af og roder. Og til sidst, så står jeg helt nøgen. Og så knalder han mig en på kajen. Så sagde jeg til Jens, at du bare skal hakke mig én. Eller altså…

Han slog i virkeligheden, ikke?

– Ja, jeg sagde til ham, Jens Okking kunne lave de ypperste ørefigner: “Ja, du giver mig bare en ørefigen.” Og så kunne han bare se, at jeg stod og ventede på den. “Kom på venstre side af kinden”, og så drejede han om og lavede et eller andet, så stod han på højre side. Og det var et ordentligt slag, men det blev rigtig godt, og det blev en god scene.

– Så sagde jeg til Susse Wold i Den kroniske uskyld, “Det er fordi du selv er vild med Tore.” Og så knalder hun mig en på kajen også. Så siger jeg til hende, “Du langer mig bare én, ligesom Jens gjorde. Og så var hun jo i spil og sådan noget, og så pandede hun mig én. Men Jens var god til at slå på den rigtige måde. Så hun ramte mig for meget på kinden, så jeg slår sådan en stjerne. Og så slår hun rigtig, rigtig hårdt. Hun slår virkelig igennem. Og måske den måde, vi skulle tage til scenen igen, men du må ikke slå så hårdt. Er du gal, mand! Hun lammede mig virkelig.

– Men igen, Edward Fleming kunne jeg rigtig godt lide, fordi han var sådan en skæv kunstner-type. Og han havde jo rettighederne på de der ting. Der har han været smart. Det vil sige, at han kunne få lov. Hvis han ikke havde rettighederne, ville han ikke få lov at lave det. Nu havde han rettighederne sammen med Gunnar Obel. Og så kunne de lave…

Der var jo meget kritik, at den ikke fulgte bogen.

– Jeg synes jo, at man skulle have været tro mod bogen. Jeg synes, at man skulle have kørt den tilbage til der, hvor bogen foregår. Men man kørte den op til nutid, til 70’erne eller 80’erne.

Men det er jo derfor, at jeg godt kan lide den, at den virkelig indsamler meget af 80’erne. Med Per Pallesen, der arbejder i en radioforretning. “Det er sgu da godt, at han ikke er bøsse”, osv. Der er mange 80’er ting, som jeg er glad for ved filmen.

– Men det er også det, der er sjovt med de der gamle ting. Hvis man ser det igen, så accepterer man det på en anden måde. Hvis man ser tv-serien Anthonsen, så er der mange der nu synes den er super fed. Fordi man ser det bare med helt andre øjne. Hvor nogle ting skal have lov at ligge, og så bliver de bedre ved at ligge ligesom gammel ost. Jeg synes også, at Wold er bedre end hun selv gjorde det til. Hun har aldrig brudt sig om den film. Men jeg har lige fået at vide, at hun har set den, og så synes hun faktisk, at den er okay. Så nu begynder hun måske at kunne lide den. Men jeg kan jo ikke forstå, at man siger, at Susse Wold jo til sammenligning har lavet Sommer i Tyrol. Det er jo bare en film, og så kan man sige, at det er godt og dårligt. Jeg synes, at der er nogle kvaliteter i Den kroniske uskyld, og jeg synes, der er nogle fejl. Men en lortefilm, synes jeg ikke, den er. Hvis man synes, det er en skandale, og man synes, det er altid for fanden, så skulle man ikke have sagt ja til det. Altså, man laver noget, og noget er blevet noget værre lort, så kan man bagefter sige, lad os nu bare acceptere det. Nogle ting er bedre end andre.

Men altså i forhold til Morten Arnfred, Edward Fleming, var der nogle plusser og minuser? Hvem var mest professionel?

– Morten Arnfred er mest professionel. Edward var sjov, fordi han synes jo, at alt, der var udenom det at lave en film, altså premieren og det plus at, folk siger, at det glittrede, det kunne han lide. “Lad os få noget af det i kassen og komme hjem.” Han kedede sig på selve optagelsen. Og så kan jeg huske, at han spillede meget kort med fotograferne i pauserne. Det var meget fedt. Han har altid været skide sød på mig. Og meget positiv. Jeg synes, at Edward var en skæg person, fordi han havde været nøgendanser på Lidoen i Paris. Han lavede alle mulige ting. Det mener jeg i hvert fald. Han havde sådan en lidt skæg karriere.

31 år som ædru

Det er et mørkt kapitel i Allan Olsens liv, som han beskriver i sin selvbiografi Jeg tog en anden vej. Her fortæller han, at det stadig er en episode, han helst ikke ser, at hans søn Jacob læser om – nemlig dengang Allan Olsen i en brandert opførte sig ubehøvlet på en italiensk restaurant på Gråbrødretorv i København.

En lille, tætbygget italiensk kok ville dog ikke finde sig i opførslen. Han slog og sparkede Allan Olsen, smadrede et glas mod hans hoved og pressede glasskårene ned i hans hovedbund, inden han truede ham med en stor kokkekniv.

Da Allan Olsen senere blev syet på skadestuen, var han stadig rasende og besluttede sig for at tage hævn. Han tog en taxa hjem, greb sin største køkkenkniv og gemte den bag bukselinningen, inden han vendte tilbage til restauranten for at tage et endeligt opgør.

Heldigvis var restauranten lukket. Efter at have banket på døren i længere tid, med kniven skjult bag ryggen, blev han afvist af en ung mand. Fra Se og Hør.

– Det er en uhyggelig oplevelse at tænke tilbage på. Jeg er ret sikker på, at jeg ville have stukket kokken ned. Eller også havde han fået kniven fra mig, og så var jeg måske selv blevet stukket ihjel. Det var fuldstændig vanvittigt. Jeg kunne have ødelagt hele mit liv på få sekunder.

Episoden blev en af flere, der overbeviste Allan Olsen om, at han måtte starte forfra og lægge alkoholen bag sig – og det skulle ske med det samme.

– Men i hvert fald vil jeg sige, at jeg er et rigtig godt sted i livet. Også med min lange deroute. Jeg er nu 31 år som ædru. Jeg synes, at mit liv er ikke så forvirrende, som det var. Det har en god retning. Jeg vil bare gerne fyre den af og leve mit liv med kunst og rejser og møde dig og alt muligt. Jeg vil bare gerne have det godt, og det er det, livet går ud på. I stedet for at jage et eller andet, som hurtigere vækker dig.

Man viser jo heller ikke, hvem man er, hvis man lader sig jage.

– Nej, nej, nej. Fordi dengang var det lidt nemmere. I dag er det jo meget, meget svært at være ung skuespiller, hvor du har meget få dage på en spillefilm. Og så skal du møde på jobcenter, og så skal du skrive jobansøgning, og det hele er jo… Det passer bare ikke. Og det er meget få, der kan sige, jeg gider ikke være… Jeg er bare mig selv, og jeg er kunstner. Man skal også leve. Det kunne man måske bedre i gamle dage, hvor man kunne bo i en billig lejlighed til 400 kr., nede i gårdet eller et eller andet.

Det var også mere accepteret dengang, ikke?

– Jo, jo, men omkostningerne i dag som menneske er meget større. Du skal have internet, du skal have mobiltelefon, du skal betale husleje og alt muligt. Det er bare blevet meget svært. Og dengang, jeg lavede film og teater, de perioder, hvor jeg ikke lavede noget, der gik jeg på understøttelse. Men man blev ikke sendt ud i arbejde. Du kunne godt gå to måneder på den samme understøttelse, som du får i dag. Det kunne du sagtens leve af.

Skjult kunstnerstøtte

Det gjorde b.la. Sort sol igennem hele karrieren:

– Det var sådan en skjult kunstnerstøtte, kan man sige. At vi ikke blev flået midt over. Men det var jo meget få faggrupper, som blev sendt ud på alt muligt. Det var jo ikke kun skuespillere, men det var jo meget godt for os, som var løsarbejdere, at vi kunne bruge det system, og du kunne støtte os, at vi kunne blive. I dag kan du måske gå ud af teaterskolen, og så laver du en forestilling, og så er du arbejdsløs i fire måneder, mindst. Jeg var ude til generalforsamlingen i går i Skuespillerforbundet, og så snakkede jeg med en, som er meget dygtig inden for sit fag. Jeg sagde, at det er meget svært, fordi det går så hurtigt. Så siger hun, at jeg er god til skuespil, fordi jeg har ADHD.

– Men altså, hold dig for guds skyld fra at medicinere dig selv. Accepter det som du er, og brug det aktivt. Hvis jeg havde levet i dag, var jeg blevet fanget ind og blevet rødmedicineret. Fuldstændig fordi, jeg havde den energi, jeg havde.

Det kan godt være, det havde været dig, der havde været Robert Hansen i dag.

– Det var mig, der havde… Jeg har jo meget Robert Hansen i mig. Jeg er jo også gået fuldstændig på røven med druk og sådan noget på behandling. Og har været nede og mistet mit liv. Men jeg siger bare, at da jeg gik i skole og sådan noget, der var jeg jo også… Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg har nok alle de der symptomer måske. Men jeg mener bare, at jeg accepterer ikke, at man ikke gør det anderledes end at få en diagnose og få medicin. Det kan jeg ikke lide. Men det er min mening. Og folk må gøre det de vil. Jeg er skide ligeglad, fordi jeg skal nok klare mig. Jeg siger ikke, at man skal acceptere det. Men det giver bare en… En Lars von Trier, som også har nogle psykiske ting og nogle ting at slås med på alle mulige måder. Så jeg håber, at der også er lidt plads til en skæv eksistens. Vi får jo ikke meget fornyelse, hvis du skærer dem væk.

– Jeg synes jo, at den nye generation af skuespillere og filmskabere er pissedygtige. Jeg synes meget af det, der kommer ud er godt. Der er også meget lort, men jeg synes den der nye serie med Iben Hjejle og Tessa(Løgnen), det er skide godt. Og jeg elsker jo det der med, når der er en kommentar. Ikke fordi jeg bruger Facebook. Jeg bruger ikke Facebook til at sælge og kommentere, men jeg kigger på det nogle gange. Og der var en fra hjemmehjælpen, der skrev, hold kæft jeg har aldrig grinet så meget. Det er fuldstændig ramt lige på bordene. Det er vores miljø og sådan noget. Og Tessa er også bare sig selv, men det er underligt, at der er plads til det, og det er en skide god serie den der. Og så Reservatet med Lars Ranthe, som jo også er fremragende og har en underlig karriere. Han har virkelig gjort det godt, og han er vildt dygtig og slipper rigtig godt fra det. Og hende, der spiller hovedrollen, som jeg ikke var så glad for før, men som jeg synes er rigtig god nu i den her rolle. Jeg synes, det er lækkert filmet i en god Netflix-produktion.

Ballerup Boulevard og Stine Bierlich

Christine Bierlich, som de fleste kendte som Stine Bierlich, blev født den 14. februar 1967 i København og gik bort den 20. februar 2007, kun 40 år gammel. Hun var en talentfuld dansk skuespiller, der allerede som ung gjorde sig bemærket. Hendes første optræden var i den semidokumentariske film Livet i Danmark, skabt af hendes stedfar, Jørgen Leth.

I 1986 modtog hun både en Robert og en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation i Ofelia kommer til byen. Det var en stor anerkendelse af hendes talent og en milepæl i hendes karriere. Senere i livet arbejdede hun på en selvbiografisk dokumentarfilm sammen med instruktøren Linda Wendel, som hun tidligere havde haft et tæt samarbejde med. De to havde blandt andet arbejdet sammen på filmene Ballerup Boulevard og Lykken er en underlig fisk. Stine medvirkede også i Wendels afgangsfilm fra Filmskolen i 1984.

Efter sin sidste rolle i Susanne Biers novellefilm Brev til Jonas fra 1992 valgte Stine at trække sig fra skuespillerverdenen. Hendes liv og karriere blev dog ikke glemt. I 2015 blev hendes historie fortalt i portrætfilmen Født til filmen – Stines korte liv, som skildrer hendes rejse som skuespiller og de omstændigheder, der førte til hendes alt for tidlige død:

Stine Bierlich efterlod sig et stærkt indtryk på dansk film og dem, der kendte hende. Hendes talent og bidrag til filmkunsten vil altid blive husket.

Når vi nu snakker sårbar, så vil jeg gerne snakke lidt om Stine Bierlich.

– Ja, søde Stine, som jeg lavede Slægten med. Og Ballerup Boulevard. Kæmpe, kæmpe talent. Vanvittigt sød. Men jo også et svigtet barn på alle mulige måder. Var meget, meget sårbar. Og lige pludselig få en lidt ældre kæreste. Og begynde at finde lindring i at bruge stoffer. Og komme ud og få en datter. Og komme rigtig, rigtig galt af sted. Det var meget, meget sørgeligt.

Hun er også en af de grunde til, at jeg gennemser Ballerup Boulevard mange gange. Det er hendes ægte spil. Jeg synes, hun indkapsler 80’erne så fantastisk der.

– Også i Slægten, hvor hun også er fremragende god. Hun er meget yngre, der har hun en lille rolle. Hun er meget, meget, meget, meget… Jamen hun var skide sød, og det var tragisk, og det er jo forfærdeligt, når folk…

Mistede du kontakten med hende?

– Ja, jeg mistede kontakten med hende. Jeg så hende lidt inde i pisserenden, hvor jeg bor. Der så jeg lidt til, at det var gået skidt.

Men hvad med filmen Ballerup Boulevard? Var du ude med Otto Brandenburg dengang?

– Ja, vi havde en lille tur.

Og det var festligt?

– Ja, Otto var fantastisk. Han var meget folkelig og sød. Jeg var stolt af at lave Ballerup Boulevard med ham og andre ting. Vi lavede også et stykke for TV-teatret, I Johannes Verden, hvor Cæsar, Peter Belli, Otto Brandenburg, Birger Jensen, Kirsten Walther, Helle Virkner og jeg selv var med. Det var et sjovt hold. Otto var virkelig talentfuld og god til det, han gjorde.

Han var også meget jordnær.

– Ja, det var han.

Er du ikke stolt af at have været med i de her ikoniske film?

– Jo, meget. Min filmkarriere står som et statement. Det gode ved film er, at de bliver ved med at eksistere. Teater forsvinder, når forestillingen er slut, men film er der altid. Jeg er stolt af, at min kunstform blev film, og at det lykkedes for mig.

Et møde med en verdensstjerne

Helt enig. Vi skal også huske filmen Time Out. Her spillede du overfor Patricia Arquette, der jo var ret ukendt dengang.

– Hun havde lige lavet A Nightmare on Elm Street 3. For mig var det en forvirrende og ensom tid at lave Time Out. Jeg blev senere gode venner med instruktøren Jon Bang Carlsen, men han ville ikke have mig med i starten. Nordisk Film pressede ham til det.

Hvorfor gjorde de det?

– De ville have mig med, fordi jeg havde et uskyldigt udtryk. Men filmen blev ændret undervejs, og det ødelagde den. Den danske del blev skåret væk, og det blev noget helt andet. Jon er ikke en stærk instruktør, mere en dokumentarist. Det var en svær tid for mig, også på grund af min alkoholisme. Jeg var 27 år og havde en datter derhjemme. Jeg blev først ædru i 1993.

Der må have været mange fristelser derovre i Hollywood.

– Som misbruger er fristelserne altid der. Det handler ikke om, hvor meget man drikker, men hvad det gør ved en. Når jeg drak, gik jeg all in og tog flere dage ud af kalenderen. Til sidst blev det for meget, og jeg kunne ikke længere klare det.

Hvad fik dig til at stoppe?

– Alt blev taget fra mig. Jeg kunne ikke arbejde eller tage mig af min familie. Jeg gik i behandling i 1993 og har været ædru lige siden. Det er nu 31 år.

Det er flot klaret.

– Tak. Alkoholisme er en hård modstander. Time Out kunne have været en fantastisk film, men det blev den ikke. Men det var en stor oplevelse for mig at møde folk som Vincent Schiavelli og Richard Bright fra Godfather-filmene. Jeg har mange minder fra bag kulisserne, og det er dejligt at have dem.

Har du overvejet at lave en Directors Cut med Jon Bang Carlsen?

– Nej, det har vi ikke. Jeg brugte også optagelserne som rejsebreve hjem til min datters mor, Berit. Det er meget personligt, men for mig er det dejligt at have. Jeg havde også en oplevelse, hvor jeg næsten trådte på en klapperslange. Der var mange sjove ting.

Det er ikke mange, der har spillet sammen med en skuespiller fra True Romance:

– Der spiller hun med store bryster. Lidt ligesom Iben Hjejle, der er lidt grim i den der Løgnen med Tessa, hvor hun er sådan lidt småkedelig. Patricia Arquette er en fuldstændig fabelagtig kunstner. Hun er vildt dygtig. Hun er virkelig en Hollywood-dame. For mig er det sjovt at se, fordi det er jo i starten af hendes karriere, jeg støder ind i hende.

Jo, jo. Det var før kæresteriet med Nicolas Cage.

– Hun er bare braget derud af på fuld skrald. Og står fuldstændig skarp i dag med alle mulige gode ting, hun laver.

Floppet Casanova

Hvad sker der så med den her Casanova? Øhm, er det sådan noget du laver for pengenes skyld? Eller hvad skete der med det?

– Øhm… Hahaha. Den laver jeg med Mek Pek, og jo, det var… Jamen, det var igen, så er der… At man et eller andet sted, så kommer der en film, og så prøver man at løse den opgave. Men det er ikke en film, jeg har så meget inde på lystavlen. Trine Dyrholm er med meget tidligt. Vi har sådan en… Flyver noget luftballon eller et eller andet. Så der er sådan mere sådan en…

Havde du læst manuskriptet, eller bare kom du bare ud på sættet, og så skyder vi nogle scener?

– Nej, nej, nej, sådan er det ikke. Det var professionelt jo med manuskript og alt muligt forskelligt. Morten Lorentzen som instruktør. Men, ja.

Den er jo nok nede at ramme Stjerner uden hjerner kvalitetsmæssigt, eller hvad hedder den nu?

Nej, den var ikke så god. I kvalitet, kan man jo sige.

– Nej, det var ikke så godt. Nu har vi ikke så meget tid mere…

Hov hov, den går ikke….. Du spiller sammen med Robert Hansen i Vildbassen, og så er du jo sammen med ham igen i Noget i luften. Er der en forskel at spore fra de to film med Robert Hansen?

– Altså, det husker jeg slet ikke, fordi i Vildbassen, der er jeg en eller anden. Jeg har en scene på et minut eller sådan noget, og husker slet ikke noget fra den. Noget i luften, var også en lille skæg film, hvor jeg spiller sammen med Anette Støvelbæk og Linda P. og sådan noget forskelligt. Meget sød lille film.

“Det er virkelig en lorte film”

I Motello møder du Sidse Babett Knudsen.

– Ja, og en rigtig lorte film, den har jeg lige genset. Den er fandme en dårlig film. Det er måske den dårligste, jeg har lavet. Det er virkelig en lorte film.

Men er Wikke & Rasmussen ikke gode instruktører?

– Nej, de er dårlige instruktører. Virkelig dårlige instruktører. Det kan de ikke finde ud af. De kan godt finde ud af at være dem selv og lave deres ting, men…

Men de kan ikke instruere jer andre?

– Det kan de ikke. Og det var en produktion, jeg ikke skulle have lavet. Hvis jeg skal sige noget, og så er det den eneste produktion, som jeg ikke skulle have lavet, det var den.

Den har du fortrudt?

– Ja, den har jeg fortrudt. Den skulle jeg have holdt mig fra. Og det skyldes alle mulige ting. Men jeg var meget gode venner med Ebbe Knudsen, Sidse Babett Knudsens far, som jeg lavede Charly & Steffen med, og som jeg var personlig ven med i mange, mange år. Og så det at spille sammen med hans datter, var sådan lidt specielt. Nu er Ebbe her ikke, han døde som 67-årig, og jeg ved, at han ville have været stolt af Sidses karriere, for hun er blevet meget dybt i skuespillet.

Tv-tekniker i Olsen-bandens sidste stik

Ja, det er jeg helt sikker på. Hvad var det, du lavede i Olsen-bandens sidste stik?

– Jeg var en tv-tekniker, der stod udenfor, og det var meget skægt, for det var jo for at vende tilbage til Nordisk Film og ligesom stå ude ved scene to og ligesom filme på selve Nordisk Films område. Så det var en…

Du blev ikke inviteret til de tidligere, mere vellykkede Olsen-bandefilm?

– Nej, det gjorde jeg ikke.

Men du fik trods alt en lorte Olsen-bandefilm.

– Ja, på min IMDB, står der nu en Olsen-bandefilm.

Så har du lavet Inkasso og Sprængfarlig bombe?

– Ja, dejlige film.

Føler du dig her lidt gammel og forbigået i forhold til, at mange af de skuespillere har fået karrierer i Hollywood?

– Det har aldrig været min drøm at arbejde i udlandet og have agent og så slå igennem den vej der. Jeg havde oplevelsen med at være i USA og lave Time Out med Patricia. Og jeg har ikke rigtig… Men ellers så er jeg meget meget glad for Inkasso og Sprængfarlig Bombe. Særligt Sprængfarlig Bombe, det er kraftedeme en sjov film:

Olsen og de mange børnefilm

Du har lavet mange børnefilm. Så tænker jeg lidt, fordi jeg havde læst, at du havde lidt dårlig samvittighed over for datteren Malou. Lavede du nogle af dem, fordi du måske tænkte, at du bare kunne lave nogle børnefilm, og så ville det måske gå meget godt?

– Nej, fordi man kan sige, at min største børnefilm er jo den lidt specielle Lille Virgil og Orla Frøsnapper, som jo er fra 1980, og Malou kom jo først til i 1985 eller deromkring. Så det handler jo om, at man får en rolle, og så finder man varme, sympati, eller hvad der nu er i karakteren.

– F.eks. var jeg meget glad for at spille Karlas far i de her projekter Karlas kabale og Karla og Katrine, og jeg synes også, at jeg ramte den rigtig fint og varmt. Det blev et godt portræt af en mand med et alkoholproblem, som samtidig prøver at være far for sine to børn. Men jeg har altid godt kunnet lide at lave børnefilm, fordi det giver en anden dynamik, når man arbejder med børn og spiller sammen med dem. Det er lidt uforudsigeligt, og det er noget andet…

– For det første, når man arbejder med børn, skal man sørge for at gøre dem trygge. Meget, meget trygge. Det betyder, at når man møder dem, skal man være, som jeg normalt er, venlig og sød og spørge ind til dem: “Hvad laver du? Hvor går du i skole? Hvem er dine venner? Hvad interesserer du dig for? Spiller du fodbold? Håndbold? Hvad laver I?” Altså, man skaber en relation, så de føler sig trygge ved mig. Det er ligesom, når en ny skolelærer kommer ind, man skal lige lære ham at kende, og når han har været der et stykke tid, føler man sig tryg. Så man skaber den trygge base, og så begynder man at optage, og så er det ligesom, jeg kan huske, i Karlas kabale, det var fantastisk at spille sammen med Elena Arndt-Jensen, der spillede Karla. Hun var virkelig god, så det var en rigtig god oplevelse, men også meget intenst, fordi det blev så ægte på en eller anden måde. Det blev meget ægte, og det kunne jeg virkelig godt lide.

– Jeg synes, at Jette Termann, som er børnecaster og har fundet mange af de børn, der spiller, og som senere bliver til noget stort, er virkelig dygtig til at finde børn, der både har karakter og robusthed til at være i filmbranchen og møde op og levere. Også kontakten til forældrene og alt det der.

Stor respekt for børneskuespillere

Okay. Men det gjorde du jo helt frivilligt. Det var altså ikke instruktøren, der sagde, at du skulle varme børnene op. Du gik selv over og hyggede med dem og gav dem måske nogle flødekarameller?

– Nej, nej, det er noget, jeg selv kan lide at gøre. Også da jeg lavede min sidste rolle, Arne Nordborg, i De Forbandede År 2. Vi filmede på meget kort tid. Jeg tror, jeg havde to eller tre dage på De Forbandede År 2. Det er meget lidt, men vi filmede hurtigt med to kameraer, så vi kunne nå rigtig meget. Derfor er der ikke tid til at… Det er meget vigtigt, så jeg aftalte med skuespilleren, vi filmede i Svendborg, at vi skulle mødes, når vi kom på hotellet, og lige hilse på hinanden, og lige gennemgå tingene. Men sådan nogle relationer opstår hurtigt, fordi det er meget professionelt, men også… Jeg har stor respekt for børneskuespillere, og jeg synes, de var virkelig gode. Og de havde også respekt for mig, selvom jeg lavede film, før de blev født, så det gik begge veje.

Okay. Har du så oplevet, at en børnefilm, f.eks. på Albert, blev ændret meget på grund af børnenes improvisation? Eller holdt man sig til det, der var planlagt?

– Jeg husker ikke, at Albert blev ændret meget. Her spillede jeg mest sammen med Thomas Bo Larsen og ikke så meget direkte med børnene. Vi jagtede dem og lavede noget, men jeg kan ikke rigtig huske filmen. Jeg lavede også noget, der hed Tusindfryd, som handlede om udviklingshæmmede, baseret på en Martha Christensen-historie. Vi spillede med rigtige udviklingshæmmede, og der kunne man ikke regne med faste replikker. Men det var meget charmerende og en sjov måde at arbejde på.

Ja, det lyder sjovt.

– Men ellers handler det om at finde noget i rollen, man kan lægge vægt på. Og når man arbejder med unge mennesker, er det vigtigt, at det er hyggeligt at være på filmsættet. At det er en god oplevelse. Jeg kan huske, at i gamle dage var der meget slik på sættet. Det tror jeg ikke, der er mere, for det er jo ikke sundt. Men når folk var trætte, kom der flødeboller, varm kakao og slik frem. Så blev alle helt friske igen. Det skal der også til.

Sikkerheden på filmsættet

Bodil Jørgensen blev jo udsat for en forfærdelig ulykke i Far til fires vilde ferie. Hvordan er dine erfaringer omkring sikkerheden på filmsæt?

– Man kan sige, at Søren Sætter-Lassen oplevede en ulykke på Det Kongelige Teater, hvor et sætstykke faldt ned over ham. Og så kan man sige, at Bodil havde den der traktorulykke. Så der er nok mere fokus på sikkerhed i dag. Jeg filmede i USA i den der dårlige film Time Out. Der er virkelig meget sikkerhed derovre. Det er helt ekstremt. Jeg kan huske, da vi lavede De Forbandede År, hvor jeg bliver skudt. Der står en overfor mig med en pistol og skyder med løst krudt. Han sigter direkte mod min mave. Ham, der havde ansvaret for det, kom hen og forklarede os det hele. Han sagde: “Her er pistolen, sådan ser den ud. Kan I se, der er ikke noget i? Nu lægger jeg det her i, og nu giver jeg den til dig.” Det var faktisk ret ubehageligt at ligge på ryggen og blive skudt på den måde. Jeg kan godt forstå det. Jeg ville også have det mærkeligt med at kigge direkte op på en, der står og skyder på mig. Ja, det er virkelig voldsomt. Men der er meget mere sikkerhed i USA. Det hænger jo sammen med deres forsikringssystem.

Men Allan, hvad har filmbranchen egentlig givet dig?

– Filmbranchen har givet mig en anden måde at leve på. Jeg fik mulighed for at møde kreative mennesker og se verden. Efter jeg var færdig som glarmester, rejste jeg til New York som 20-årig og senere til Afrika. Det har åbnet mine øjne for kunst og musik.

Det lyder som en stor gave.

– Ja, det er det. Filmbranchen har trukket mig i en god retning.

Druk og en sidste tur med Charly

Men der var vel også meget druk i branchen dengang?

– Jo, men jeg drak allerede, før jeg kom ind i filmbranchen. Det var bare en tid, hvor der blev drukket meget på alle arbejdspladser.

Ja, det var en anden tid.

– Heldigvis er det anderledes i dag. Man kan ikke bare pjække fra en filmoptagelse længere. Der er for mange, der afhænger af én. Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad filmbranchen har givet mig. Når jeg ser på min IMDB, er jeg stolt af de projekter, jeg har været med i.

Det kan jeg godt forstå. Du har haft en flot karriere.

– Tak. Det har været en fantastisk rejse.

Det var alt for nu. Tak for snakken, Allan.

– Selv tak. Vi ses!.

Og så med ét er han væk, ham Charly, ligesom i filmen:

Du finder sikkert aldrig

Ud af hvem Charly var

For pludselig så var han der bare

& lige med ét står du her

& ka’ nu næsten ikke se ham mere

Kun som en lille bitte prik

I horisonten der langsomt forsvinder

Ja så er drømmen imidlertid slut

Men jeg vil huske hvert eneste mikroskopiske minut