Arkaden på Folkemødet – Hvad laver Arkaden på Folkemødet?
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
June 15, 2025
En solskoldet reportage fra Bornholm
Vi ved godt, hvad du tænker. Hvad laver et gamingmedie blandt politiske debatter, kold hvidvin og folkemængder i pæne sko på Bornholm? Er det ikke mest noget med klimamål, retfærdig skat og kystsikring? Jo. Men der er faktisk også plads til spil. Og vi tog af sted – tre mand høj – for at tale netop om dét.
Daniel Møgelhøj, Lasse Vestergaard og undertegnede drog til Folkemødet med en fælles mission: At tale med folk om spil. For spil er mere end underholdning i fritiden – det er også kultur, erhverv og pædagogiske værktøjer. Vi ville tale om danske spil – og vi ville gøre det med både alvor og et smil.
Vi havde ikke noget telt, ingen scene, og vi havde glemt solcremen. Alligevel blev det gode dage fulde af samtaler, nye forbindelser – og lidt for meget sol i nakken. Vi havde spørgsmålene – og vi fik mange i tale, da vi stormede rundt og lavede voxpop, mens solen bagte vores hud til en imponerende rød nuance.

Når vi ikke stod i dybe samtaler om digital dannelse, teknologiforståelse og gamification, så bevægede vi os som små målrettede prikker gennem folkehavet. Vi var på politikerjagt med sved på panden. Og det var ikke altid let at komme frem. For hver gang vi troede, vi havde fundet en åbning i menneskemængden, blev vi stoppet af en flok glade fans, der ville have taget billeder med Lasse Vestergaard. “Er det ikke dig fra YouTube?” lød det igen og igen – og Lasse smilede tålmodigt hver gang.
Vi talte med ministre, kulturpersonligheder og samfundsaktører, som alle – på hver deres måde – havde noget på hjerte om spil. Nogle så dem som fremtidens dannelsesværktøj, andre som kultur, erhverv eller demokratisk medie. Og indimellem de mange samtaler så vi en robot bevæge sig gennem menneskemængden, vi lyttede til Søren Pind og Bertel Haarder synge fællessang, vi hørte om ligestilling, køn, selskabsskat og økologiske kødfri frikadeller. Og netop den bredde gjorde indtryk på os.
Det er dét, Folkemødet kan: Man kan diskutere alt – og der er plads til alle stemmer.

Vi tog til Bornholm for at starte samtaler og plante et frø for den danske spilindustri. Og vi vender hjem med en følelse af, at det er lykkedes. Vi stod ikke med megafon og banner, men vi fik alligevel sat spil på dagsordenen. Spil blev nævnt, forklaret og diskuteret i sammenhænge, hvor det normalt ikke fylder særlig meget. Vi lyttede, vi stillede spørgsmål, og vi kunne mærke, at nysgerrigheden var til stede. Og det er måske det første vigtige skridt.
Det er derfor, vi tog til Folkemødet. Ikke fordi vi havde svarene. Men fordi vi havde spørgsmålene med – og lysten til at stille dem.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

