Arkaden på tur: Er Pokémon-hypen god for franchisen?


Simon Nielson
Estimeret læsetid: 13 minutter.
February 23, 2025
Dét spørgsmål prøvede jeg bl.a. at finde ud af i dag, hvor jeg interviewede Chris Brown og to danske TCG-spillere
Min lørdag startede rimelig stringent. Jeg havde en plan fra jeg slog øjenene op og fulgte den målrettet derfra. Det betød, at jeg kort efter morgenmaden skulle interviewe Chris Brown (Director og Global Esports & Events Producer hos The Pokémon Company International) ved en roundtable-session med en håndfuld af de andre pressefolk. Det var en vild oplevelse – og jeg gik også til den med en del nervøsitet. Men jeg synes, at Brown gav nogle interessante svar på de spørgsmål, der blev lagt for dagen – og nogle af dem kan du læse i en artikel, der bliver udgivet senere i dag. Er desværre løbet ind i nogle problemer med lyden på optagelsen, så undskyld for forsinkelsen.
Men Brown var ikke den eneste, jeg interviewede lørdag …
En snak med to spillere fra det danske
Lige siden jeg landede på engelsk grund, har det nemlig været mit mål, at jeg skulle finde nogle dygtige danske spillere, som jeg kunne interviewe i ExCeL-centeret. Det mål blev indfriet i dag, da jeg fik en snak med ikke bare en, men to gutter fra det danske Pokémon Tranding Card Game-hold. I mine snakke med Mathias Bøcker Jakobsen og Benjamin Kvist Tornbo vendte vi, hvordan den nuværende (store!) hype for Pokémon-verdenen kan være både en fordel og en ulempe for franchisen. Vi snakkede også om deres Pokémon-baggrund, hvorfor børn, unge og voksne skal vælge at blive en del af det velansete community, deres yndlings Pokémons – og meget mere. Så spænd sikkerhedselen!
Interview med Mathias Bøcker Jakobsen
Hvad er din historie med Pokémon? Og hvad betyder Pokémon for dig?
Alt. Min historie med Pokémon er, at jeg samlede på Pokémon, da jeg var dreng. Jeg synes det er et fedt spil og et fedt univers.
Jeg spillede håndbold på højt niveau, men kom alvorligt til skade med mit knæ. Derfor kan jeg ikke længere spille håndbold og holdsport. I starten ødelagde det faktum mig fuldstændig. Efterfølgende gik jeg med krykker i et halvt år, og derfor skulle jeg finde på noget andet at lave. Det førte til, at jeg samlede Hearthstone op i min skoletid, men da skolen lukkede for serverne, så man ikke længere kunne få adgang, skulle jeg finde et andet kortspil at gå ind i.
Så var det en af mine kammerater, der spurgte, om jeg kunne huske Pokémon – og det gjorde jeg da! Det førte til, at vi begyndte at spille Pokémon online, men derfra gik der ikke længe før vi begyndte at spille det fysiske kortspil. Vi fandt ud af, at der var et community i Aalborg på små 20 stykker, der også spillede kortspillet en gang om ugen. Der gik ikke lang tid herfra til jeg realiserede, at jeg faktisk brugte rigtig meget tid og mange penge på spillet – og derfor ville jeg også gerne prøve at tage til de store tuneringer. Det sprang jeg så ud i efter Covid 19-tiden omkring 2021/2022.
Derudover har jeg også lavet YouTube og events i Danmark med Pokémon-kort. Jeg samler også selv, og den interesse blev også tændt i Covid 19-tiden, da det ligepludselig blev sværere at spille spillet. Det har også medført, at jeg i dag er medejer af en kortbutik, og miljøet ved nok også godt, hvem jeg er.
Den kompetitive del af spillet er den største kæphest for, hvad jeg gør. Ikke, at jeg selv vil være den bedste – men jeg vil gerne skabe rammerne for, at folk har et sted, hvor de kan spille. Vi har jo 4 Juniorer med i dag. For 2 år siden var der 0. Forhåbentlig om 2 år sidder der 8.
Hvad var din første Pokémon-spil eller -produkt?
Jeg fik Pokémon Blue omkring år 2000 af min fasters gode ven. Jeg fandt dog senere ud af, at det var en falsk kopi af spillet. Derefter fik en af mine venner et Pokémon-spil, der var farver på – var der ikke på mit. Derefter tog det fart med Pokémon Sapphire og Ruby. Er nok dem, jeg bedst kan huske.
Hvad tænker du om den eksplosive hype omkring Pokémon? Er den god eller dårlig for franchisen?
Det er et 2-sidet svar.
Det er altid fedt, når vi er i de her hypeperioder. Pokémon har sine up’s and down’s. Vi nærmer os det 30-års jubilæum. Når man nærmer sig et jubilæum, så stikker det altid lidt af.
Det er rigtig godt for hobbyen, for mange flere får interesse for det. Det er godt for os, der allerede ejer kortene og gerne vil sælge lidt, da der jo også er andre ting i livet end Pokémon. Det er godt, fordi det kommer ud til flere mennesker. Det er også godt, fordi vi er flere, der kan spille med hinanden.
Det dårligt for hobbyen, fordi der er nogle, der måske også stopper med at interessere sig for Pokémon. Den almindelige samler kan måske ikke være med mere, fordi priserne er så dyre. Det er dårligt, fordi hobbyen ligepludselig begynder at handle mere om penge end det handler om, at det er fedt. Og så er det dårligt, fordi vi får de her grimme billeder af voksne mennesker, der skubber børn i jorden, fordi de skal hapse så meget Pokémon-merchandise som muligt, så de kan sælge det videre inde på eBay.
Jeg har f.eks. lige selv været i Pokémon Centeret. Her har de den her Psyduck Playmat (årets eksklusive turneringsspillemåtte). Den kan jeg dog ikke få – den er udsolgt. Jeg vil næsten godt vædde med, at hvis du på din computer lige nu går ind og søger på eBay, så kan jeg købe måtten derinde til 3-4 gange prisen. Det er det grimmeste ved hobbyen. Vi får alle de her resellers, som er der for profitten – og ikke fordi, at det er en fed hobby.
Det her går ud over den almindelige samler. Pokémon selv burde bare tage sig sammen og bruge flere penge på at producere noget mere. Mange er bange for, at firmaet printer kortene i jorden, men jeg har det sådan, at det må de for Guds skyld gerne. Om mine ting koster 10 kr. eller om de koster 100 kr., det er fuldstænding ligemeget – jeg kommer til at være her alligevel. Jeg ville bare ønske, at Pokémon printede nok til, at alle kunne få.
Hvilket Pokémon-produkt har størst sentimental værdi for dig?
Jeg var til VM for første og måske eneste gang i 2023 i Japan. Der mødte jeg selveste Tsunekazu Ishihara – det er ham, der er CEO af The Pokémon Company. Jeg har rigtig stor respekt for manden, og jeg ved også godt, at der nok ikke går mange år, før han går af. Han er ved at blive en ældre herre. Ham fik jeg simpelthen lov til at hilse på til VM, hvor jeg fik hans autograf på et postkort. Postkortet har jeg efterfølgende fået gradet hos PSA, så det er kommet i en fin indramning, og det er helt sikkert noget af det fedeste, jeg ejer. Jeg har også et billede, hvor jeg står overfor ham. Det er bare det fedeste.
På eBay har jeg efterfølgende set, at postkortet har været til salg til 15.000 kr. – men jeg kommer aldrig til at sælge. Du kan give mig 1 million kr. – det kommer ikke til at ske.
En sjov historie. For at få autografen, skulle man slå en 6’er med en terning. Når man havde slået 6’eren, ville man få et armbånd, der gav adgang til en autograf. Da jeg står i køen til at få autografen, kommer der en gut hen til mig og spørger: “How much?” Han ville gerne ind til Ishihara i stedet for mig, men det blev et blankt nej. Er dog interessant at tænke på, hvad han var villig til at betale, for at vi byttede pladser.
Hvad er helt specielt ved Pokémon-communitiet? Og hvorfor skal man blive en del af det?
Jeg er typen, der kunne have spillet alle kortspil. Jeg har spillet Yu-Gi-Oh, lidt Magic og lidt Lorcana. Jeg kunne også have endt med One Piece. Men Pokémon-communitiet er bare det mest venlige. Når vi sidder derinde og spiller mod hinanden er vi modstandere – men når vi er færdige, så sidder vi og snakker. Nogle vil ikke snakke, nogle vil gerne snakke. Jeg joker lidt med mine venner om, at der er nogle af de spillere, der tror, at de er verdenmestre, men ikke er det – de kan godt være lidt trælse. Men dem, der faktisk ér de bedste, de er nogle af de rareste personer. Vi har en indstilling om, at vi alle gerne vil vinde, men man kan ikke vinde hver gang. Pokémon-communitiet er nok det venligste ift., hvor kompetitivt spillet egentlig er. Det er det samme med samlerdelen. Jeg knokler f.eks. også for at få flere folk med i Pokémon Centeret i dag. Jeg prøver at finde ud af, hvem der ikke har været derinde. Communitiet i spillet er vanvittig godt, men samlerverdenen skal man måske navigere lidt mere i. Nogle er supersøde, men andre er også lid trælse. Er lidt ligesom en skolegård – du snakker med dem, som du klinger bedst med.
Pokémon-communitiet elsker, at der kommer flere mennesker med. Vi håber så bare også, at Pokémon følger med ift. størrelse på turneringsarenaer, så der er plads til os alle. Vi vil også gerne have, at de optimerer systemet, så vi ikke behøver at spille 12 timer i træk på én dag f.eks.
Hvad er din yndlings Pokémon? Hvis du skulle lave din egen Pokémon, hvordan skulle den så se ud?
Machamp. Kort og godt. Min karriere med Pokémon som creator startede med, at jeg havde 2 måneders tid, hvor jeg var arbejdsløs. De måneder brugte jeg på at starte min YouTube-kanal, B5_Pokemon. Folk fra hele verden så med, fordi kanalen startede med at være på engelsk. Der var bl.a. seere fra Kina, USA og Australien, når jeg livestreamede. Da jeg fik nogle faste viewers, spurgte de tit, hvad min yndlings Pokémon var. Mit svar dengang var, at jeg altid har været kæmpe fan af de Pokémons, der udvikler sig ved, at man trader dem – og det er så Golem, Alakazam, Gengar og Machamp. Folk går op i, hvilke Pokémon, man har som favorit. Jeg så f.eks. også en mor og en søn tidligere, hvor sønnen bedste kunne lide Aerodactyl. Folk ved måske godt, at min favorit er Machamp. En af mine kammerater, jeg går rundt med, kan rigtig godt lide Lapras.
Hvis jeg skulle lave min egen Pokémon, skulle det være en skildpadde, der ligger ned. En blanding mellem Blastoise og Terapagos. Den må også godt have nogle kanoner på. Den skal være en blanding mellem vand og fighting. Har altid godt kunne lide fighting.

Interview med Benjamin Kvist Tornbo
Hvad er din historie med Pokémon? Og hvad betyder Pokémon for dig?
Jeg startede med at spille Pokémon i januar-måned sidste år. Det var for at komme ud og få et andet netværk og lave noget fysisk. Det var rart at være i et andet rum, der ikke var derhjemme. Jeg arbejde nemlig en del hjemme. Og efter at mine gode venner flyttede væk efter universitetstiden, var det rart, at komme ud i et andet miljø og lave noget kompetitivt. Det er fedt at være en del af noget hver uge – at komme ud og møde ny mennesker og hygge.
Hvad var din første Pokémon-spil eller -produkt?
Jeg tror, at det har været noget 3. generation. Noget, jeg selv har ejet, har været Pokémon Emerald. Men ellers har jeg spillet nogle af de andre spil på andre folks Game Boys.
Hvad tænker du om den eksplosive hype omkring Pokémon? Er den god eller dårlig for franchisen?
Det er uagtet en god del for franchisen, fordi Pokémon printer penge. Der har måske været nogle growing pains, fordi folk ikke kan få de produkter, de gerne vil have, når de gerne vil spille med nogle bestemte kort til events. Især af de nyere produkter har der været kæmpe produktmangel. De har simpelthen ikke printet nok. Det betyder, at folk enten ikke kan få, hvad de vil have, eller så skal de gå til scalpers og resellers. ETB’erne er f.eks. blevet virkelig dyre på de nyere sets. Da jeg startede med at spille for et år siden, kunne du få en ETB til 300 kr. – nu koster den måske 800 kr.
Men det er også positivt, fordi flere får Pokémon som hobby. De betyder, at vi får flere steder at spille også.
Hvilket Pokémon-produkt har størst sentimental værdi for dig?
Det er svært at sige, fordi jeg er spiller først fremfor samler. Jeg har dog et kort, jeg er rigtig glad for – det har et fedt design, osv., så på den måde er det fedt at eje. Ellers skulle det være fordi, at jeg har fået en playmat ude til et event. Det er gode minder.
Hvis vi også snakker lidt om priser igen, er det også positivt for mig, at så mange mennesker åbner så mange pakker. Det betyder nemlig, at jeg kan få alle de kort, der er gode at spille med, til ingen penge.
Hvad er helt specielt ved Pokémon-communitiet? Og hvorfor skal man blive en del af det?
Når du kommer herud, så er alle bare så imødekommende. Alle har en delt interesse. Det har lidt været et nichekortspil, hvor Magic har været klart det største. Har måske også været lidt kvælende for butikkerne, fordi Magic kræver så mange spilleaftener. Men folk vil gerne støtte op om Pokémon-communitiet, fordi de gerne vil have, at hobbyen bliver større. Det er fedt at få flere folk at dele sin interesse med. Man møder ikke en eneste sur mine. Alle har noget at snakke med hinanden om, og det synes jeg bare er fedt.
Det er også fedt, at Pokémon nu er begyndt at gå ned i generationer. Det er bare fedt, at folk holder ved. Det ser man ikke nødvendigvis i andre hobbyer.
Hvad er din yndlings Pokémon? Hvis du skulle lave din egen Pokémon, hvordan skulle den så se ud?
Zigzagoon. Er nok pga. Pokémon Emerald. Det er et meget aparte valg – den er ikke så speciel.
Jeg føler nærmest, at vi har været hele dyreriget igennem. Det kunne måske været meget fedt med en mikrofon-Pokémon. Den skulle være electric – og så skulle den have abilities som Copycat og sådan noget.

Gårsdagens danske resultater – og hvem spiller finaler i dag?
Selvom danskerne lå lunt i svinget, blev det desværre ikke til nogle finalepladser i denne omgang. Vi fik dog en dansker i top-8 i Pokémon Trading Card Game Master-formatet. Rone Nielsen nåede simpelthen hele vejen til kvartfinalerne – og det fortjener han store klapsalver for. Desværre blev han slået ud af australske Natalie Millar.
Selvsamme Natalie Millar skal også spille finale i dag. Modstanderen bliver Ryuki Okada fra Japan – og jeg er sikker på, at det bliver et superintenst opgør!
Vil du gerne vide, hvornår de forskellige finaler starter?
Pokémon UNITE-finalen begyndte kl. 09.00.
Kl. 10.30 begynder Pokémon GO-finalen.
Kl. 12.30 begynder Pokémon Trading Card Game-finalerne (Junior, Senior og Masters).
Kl. 16.00 begynder Pokémon VG (Scarlet & Violet)-finalerne (Junior, Senior og Masters).
Du kan se med her.

Endnu et møde med store Pokémon-helte
Ligesom i fredags, så fik pressefolkene igen en mulighed for at møde nogle af Pokémon-historiens største illustrationskunstnere til en privat autografsesssion. Denne gang mødte vi Keiichiro Ito og Shinji Kanda.
Keiichiro Ito står bl.a. bag det notoriske “Moonbreon”-kort. Alle Pokémon-fans vil have fat i dét kort til deres kollektion – og derfor lyder gennemsnitsprisen på kortet lige nu på sølle 9.726 kr. (!) ifølge Cardmarket. Det legendariske kort kan ses på billedet med Ito nedenfor.
Men det er ikke kun Ito, der er kendt for legendariske Pokémon-illustrationer. En anden, der også har lavet flere mindeværdige illustrationer, hedder Shinji Kanda. Kanda er bl.a. kendt for at stå bag både Giratina-kortet i Lost Origin-sættet og Magicarp-kortet i Paldea Evolved-sættet. To kort, som har printet sig ind på min erindring – og nok gjort Kanda til min absolutte yndlingskunstner i Pokémon-universet.


Hvad sker der i dag?
Finalerne er nu i gang – og den får ikke for lidt! Selvom vi ingen danskere har med i kampene om medaljer, har vi stadig en masse at se frem til. Jeg regner i hvert fald stærkt med, at jeg kommer til at sidde ved hovedscenen det meste af dagen og tage billeder og videoer.
Hvis du gerne vil følge med i finalerne, kan du gøre det på Pokémons YouTube-kanal. Linket her fører direkte til livestreamen. Husk også, at der kl. 19.00 er afslutningsceremoni på eventet.
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance
© Copyright - arkaden.dk