Arkadens Filmkalender – Snebolde, tempo og julestemning i tredje søndag i advent

Vi er nu nået til tredje søndag i advent, og der er kun én enkelt tilbage, før vi samles om bordet og rundt om træet. December er for alvor ved at være i sin slutfase, og julefilmene bliver ikke længere bare noget, man sætter på af vane – men noget, man håber kan ramme den helt rigtige stemning.

Denne søndag byder på tre meget forskellige bud på moderne julefilm. En julekomedie-gyser, der lover mere, end den kan holde. En energisk familiefilm, der satser på tempo og charme. Og en mere afdæmpet animationsfilm, der tager sig tid til at bygge sin jul op stille og roligt.

Fælles for dem alle er ambitionen om at varme – men vejen derhen er vidt forskellig. Spørgsmålet er, om vi ender med en solid decemberoplevelse, eller om sneboldene denne gang rammer hårdere end gløggen varmer.

Klaus (2019)

Kan ses på Netflix

Klaus gik jeg ind til med afdæmpede forventninger. En animeret Netflix-film om julemandens oprindelse lød på forhånd som noget, der nemt kunne ende i det forudsigelige. Jeg forventede en pæn og velmenende julefilm, men ikke nødvendigvis en, der ville skille sig ud i mængden.

Allerede efter de første minutter stod det klart, at Klaus arbejder i et andet tempo end mange af sine genrefæller. Filmen starter køligt og næsten distanceret, men bruger den tilgang til langsomt at opbygge både relationer og stemning. Julen vokser gradvist frem som en konsekvens af handlingen, ikke som et krav, der skal opfyldes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Den håndtegnede animationsstil giver filmen et markant visuelt særpræg og bidrager til en varme, der føles oprigtig frem for kalkuleret. Samtidig tør Klaus tage sig tid – noget der klæder både historien og dens tematikker om ensomhed, næstekærlighed og fællesskab.

Klaus er en julefilm, der vinder på sin ro og sin tillid til materialet. Den insisterer ikke på konstant tempo eller følelsesmæssige højdepunkter, men lader stemning og relationer opstå gradvist. Det gør oplevelsen mere afdæmpet, men også mere helstøbt.

Som decemberfilm føles Klaus ikke som noget, man bare sætter på for at få lidt baggrundsstøj. Det er en film, der har bedst af at blive set ordentligt og i det rette tempo. Den belønner opmærksomhed og efterlader en fornemmelse af, at der er lagt omtanke i både form og indhold.

I sidste ende er Klaus ikke en ubehagelig bunke gran, man fortryder at have sat sig i. Det er en velbrygget omgang gløgg – den slags, der har fået lov at trække lidt længere, og derfor smager mere af jul end af opskrift. Ikke prangende, men varm, afrundet og svær helt at slippe igen.

Werewolves Within (2021)

Kan ses på Prime Video

Werewolves Within har stået højt på min jule-bucketliste i flere år. En jule-komedie-gyser med gode anbefalinger? Det burde være en sikker vinder. Jeg var faktisk oprigtigt håbefuld og klar til noget solid, festlig underholdning.

I stedet fik jeg en… snebold lige i ansigtet. Filmen er hverken sjov, uhyggelig eller særlig underholdende. Humoren er så påtrængende og wannabe quirky, at den nærmest beder én om at grine af den — og det gjorde jeg ikke én eneste gang. Gyset? Absolut ikke-eksisterende. Ikke et eneste øjeblik, ikke en stemning, ikke et lille snert af spænding.

Det er som at se en gyserfilm lavet af folk, der synes Tinka er uhyggelig. Værre er dens tonale schizo-trip. Den ene scene tager filmen sin præmis alt for seriøst, som om det er et socialt drama med varulve som samfundsmetafor. I næste scene overspiller skuespillerne så hysterisk, at det føles som at se en amatør-juleforestilling, hvor alle konkurrerer om at være mest karikerede.

Det er anstrengende, akavet og helt igennem inkonsekvent. Handlingen er drøj som lunken risengrød, og karaktererne gør intet for at hjælpe. De er sløve, flade, overspillede og sjældent til stede som mennesker. Jeg sad flere gange og tænkte: “Kunne vi fremskynde varulveangrebet tak?”

MEN — og det er et meget lille men — graver man lidt i vareulvelorten, er der faktisk nogle fine budskaber om tillid, paranoia og menneskelige relationer. Det trækker filmen op på minimumskarakteren. Jeg kan godt se, hvorfor nogle sammenligner filmen med Edgar Wrights værker, men hvor hans film er den søde og friske gløgg på spisebordet, er Werewolves Within som de nederste grene på juletræet – det gran som katten har fået fat på, og slæbt med over i kattebakken

– Henrik Brandt

The Christmas Cronicles (2018)

Kan ses på Netflix

The Christmas Chronicles har længe stået for mig som en af de moderne Netflix-julefilm, man ikke helt ved, hvad man skal forvente af. På forhånd havde jeg indstillet mig på noget relativt ufarligt: en film, der gerne vil være sjov og energisk, men som næppe ville sætte sig fast efter rulleteksterne. Forventningen var ikke en ny juleklassiker, men en aften, der kunne glide let ned.

Det er også nogenlunde dér, filmen lander. Kurt Russell som julemanden er uden tvivl filmens stærkeste kort. Hans version af figuren er mere selvsikker og rock’n’roll, end man normalt ser, og det giver filmen personlighed. Han bærer mange af scenerne alene, og uden ham ville The Christmas Chronicles hurtigt føles mere anonym.

Til gengæld er historien præget af et konstant højt tempo, som ofte går ud over stemningen. Filmen vil meget på én gang, og der er sjældent plads til, at øjeblikke får lov at ånde. Julen fungerer mere som kulisse end som drivkraft, og det gør oplevelsen en smule overfladisk.

Det betyder dog ikke, at filmen er ubehagelig at se. Snarere tværtimod. The Christmas Chronicles er som en helt fin omgang gløgg fra supermarkedet: varm, let krydret og hurtigt drukket. Man hygger sig, mens det står på – men det er ikke den kop, man taler om næste dag.

På vej mod julebordet

Tredje advent er passeret, og denne uges tre film viser, hvor bred julefilmgenren egentlig er – fra det decideret skuffende til det overraskende vellykkede. Nogle film vil for meget og mister grebet om tone og stemning, andre leverer hæderlig underholdning, mens få formår at samle form, tempo og følelse i noget, der virkelig føles som jul.

December viser sig her som en blanding af gran og gløgg: det ujævne med det velafstemte, hvor hyggen findes midt i forskellene. Ikke alle film skal være perfekte for at høre hjemme i julen – men nogle gør det nemmere end andre.

Nu mangler kun fjerde advent, den sidste søndag, inden vi lukker kalenderen og gør status. Om det bliver mere gran eller endelig den helt rigtige gløgg, finder vi snart ud af.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.