Bliv Klar til Robot-Slavelivet – Én Simulator ad Gangen!


Asmus Neergaard
Estimeret læsetid: 4 minutter.
March 24, 2025
Jeg tror mange konspirationsteoretikere har sådan et nøgleøjeblik, et punkt i deres liv hvor de fik øjnene op for, hvad der sker bag scenetæppet. Bitten fra Lille Tvede så en genudsendelse af Lykkehjulet, hvor videokvaliteten var lidt la-la, og pludselig mente hun at Bengt Burg var en reptilmand. Esben fra Vitten fulgte ikke med i naturvidenskab, og tror at ”De” hyrer charterflights fra Spies til at sprøjte kemikalier ud i luften. Og Lillian fra Morud tror, at en lyssky, verdensomspændende organisation kun kan kommunikere med hinanden ved hjælp af symboler og gåder i Taylor Swift-sange.
De er lette at grine af, lige indtil det sker for dig selv. For mit vedkommende er der en præcis dato for det: 11 oktober, 2024. Elon Musk fremviser endnu en grim bil, men også Optimus-robotten. En robottjener, der ville kunne gøre en masse dagligdagspligter. Og da det kom frem at de (naturligvis) ikke var styret af kunstig intelligens, men såkaldte teleoperatører, så stod det hele klart for mig.
Vi, som i folk der nyder videospil, er i mange år blevet præget til at nyde spil, der gør ellers kedelige jobs til mindeværdige og tilfredsstillende oplevelser. Husrenovation, højtryksspuling, græsslåning, og så videre og så videre. Vores fremtid er at spille spil, der i virkeligheden kontrollerer robotarbejdere for den rige elite. Hver gang du spiller et af disse gøremålsspil, så vil du i virkeligheden blot en træl, der arbejder gratis for en eller anden milliardær. Ja, faktisk betaler du for privilegiet. Hvorfor betale for en gut i et pakhus i Sri Lanka, når du, ærede læser, kan lave de samme handlinger, men du har betalt for oplevelsen?
Men! Der er ikke noget at gøre, for at forhindre denne dystopiske fremtid i at blive til virkelighed. Alea iacta est. Rubicon er blevet krydset. Ånden er ude af lampen. Flosklen er blevet forfattet og kan ikke blive uforfattet. Så hvad skal vi så stille op? Fortvivl ikke, jeg har lavet en lille liste af spil, der kan træne dig i de pligter du i fremtiden kommer til at skulle lave som teleoperatør.
House Flipper
Platforme: PC, PS4/5, Xbox One/Series, Switch
Hvad går spillet ud på? Køb, renover og sælg huse ved at male, møblere og reparere.
Hvorfor træner det dig? Når de første Mars-habitatskupler begynder at være dækket af støv, skidt og kropsvæsker fra den seneste demonstration mod Styret, vil en fjernstyret robot blive sendt ud med en malerpensel og en moppe – og du er operatøren.
Car Mechanic Simulator
Platforme: PC, PS4/5, Xbox One/Series, Switch
Hvad går spillet ud på? Diagnostisér, reparér og restaurér biler i en realistisk autoværkstedssimulator.
Hvorfor træner det dig? Fordi selvkørende taxaer stadig vil bryde sammen, og nogen skal sikre sig at de kun sjældent bryder i brand eller kører ind i en skoleklasse.
Farming Simulator
Platforme: PC, PS4/5, Xbox One/Series, Switch
Hvad går spillet ud på? Kør realistiske landbrugsmaskiner, dyrk afgrøder og opdræt kvæg.
Hvorfor træner det dig? Fordi det ikke er kost-effektivt at have en fuldt automatiseret landbrug, og der er nogen der skal malke køerne. De har endnu ikke lært at gøre det selv (Selvom RoboCow er under udvikling).
Hardspace: Shipbreaker
Platforme: PC, PS5, Xbox Series
Hvad går spillet ud op? Skær rumskibe i stykker i vægtløs tilstand for at genbruge materialerne, alt imens et ultrakapitalistisk firma prøver at finde mere profit.
Hvorfor træner det dig? Rumskrot vil være et endnu større problem i fremtiden, og du bliver teleoperatøren der skal skære SpaceX-raketter og elbiler i stykker.
Satisfactory
Platforme: PC
Hvad går spillet ud på? Byg gigantiske automatiserede fabrikker på en fremmed planet, hvor transportbånd, robotarme og produktionslinjer arbejder sammen for at udvinde ressourcer og skabe megastrukturer.
Hvorfor træner det dig? Fordi enorme fabrikskomplekser ikke bygger sig selv (endnu), og der er en der skal kende ud og ind af rørsystemer, ledninger, samlebånd, Hypertubes og toglinjer. At ingen vil kunne forstå systemet når du bliver fyret og sat til at telerense toiletter er ligegyldigt…
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Nyhed
May 9, 2025
Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?
© Copyright - arkaden.dk