Da spillet blev til film: Until Dawn og vejen mod lærredet

Da Until Dawn udkom tilbage i 2015, var det ikke nødvendigvis med en forventning om, at det skulle ændre spilmediet. Det var et eksklusivt PS4-spil med fokus på gys, quick-time events og narrative valg – i den kategori, man dengang lidt nedladende kaldte for “interaktive film”. Men der var noget ved Until Dawn, der gjorde, at de skilte sig ud. Noget ved stemningen, tempoet og ikke mindst måden, det brugte gysergenrens narrative greb, der gjorde det til mere end blot endnu et horrorspil blandt mange.

Spillet blev udviklet af Supermassive Games og udgivet af Sony, og selvom det solgte pænt, blev det i høj grad et kultfænomen blandt gamere verden over, der satte pris på spillets blanding af teen-slasher, butterfly-effekt mekanikker og stilrene gys. Spillet havde desuden figurer modelleret efter og spillet af skuespillere som Hayden Panettiere og Rami Malek, hvilket gav en følelse af, at det var en b-film med stort budget – og det er ment som et kompliment.

Nu, næsten 10 år senere, står vi ikke bare med et remake af spillet – Until Dawn udkom nemlig i en opdateret version til PS5 og PC i oktober måned 2024 – men også en decideret filmatisering, der får premiere senere denne måned.

Og det rejser et interessant spørgsmål: Hvorfor lige Until Dawn?

Et spil, der i forvejen tænkte filmisk

Until Dawn var allerede konstrueret som en gyserfilm i spilform. Strukturen var klassisk: En gruppe unge tager til en hytte i bjergene, gamle traumer lurer under overfladen, og snart begynder nogen – eller noget – at slå dem ihjel. Alt sammen udspiller sig i mørke omgivelser med pludselige og overraskende lyde, og en kameraføring inspireret af Hitchcock og Carpenter – og samtidig sidder man undervejs og overvejer, hvem der overlever.

Og netop den tilgang gør spillet nemt at overføre til biografen. Ikke kun fordi det ligner en film på overfladen, men fordi det hele vejen igennem bruger filmiske virkemidler. Kameraet er fastlagt og iscenesat. Replikkerne passer til genren, og karaktererne er skrevet som velkendte arketyper. Det er dermed let at forestille sig Until Dawn på det store lærred – for på mange måder har det altid været der.

Et remake, der binder bånd

Den nye version af spillet – der er udviklet af Ballistic Moon i stedet for Supermassive – har taget det oprindelige materiale og givet det en teknisk opgradering. Spillet er nu bygget i Unreal Engine 5, har forbedret grafik, nye detaljer i både prologen og epilogen og giver spillerne mulighed for at påvirke tidligere uundgåelige dødsfald. Det er ikke en nyfortolkning, men snarere en opdatering og udglatning – en måde at gøre spillet relevant igen for dem, der aldrig fik det spillet, og dem, der gerne vil tilbage.

På den måde bliver remaken også et bindeled mellem det gamle spil og den kommende film. Den sørger for, at Until Dawn ikke bare er et nostalgi-projekt, men noget, der har mulighed for at udvikle sig.

Until Dawn Remake-anmeldelse – Mordene fra en prank

Filmen går sine egne veje

Instruktør David F. Sandberg (Lights Out, Annabelle: Creation) og manuskriptforfatter Gary Dauberman (IT, The Nun) har dog ikke valgt at genskabe spillets historie scene for scene. I stedet har de skrevet en ny fortælling, med nye karakterer og en ny struktur.

Denne gang følger vi Clover og hendes venner, som opsøger den dal, hvor Clovers søster forsvandt. Her bliver de fanget i en tidsløkke, hvor de igen og igen bliver forfulgt og myrdet – og må gennemleve forskellige typer rædsel hver nat. Slasher, bodyhorror, overnaturligt gys og found footage smelter sammen i en film, der forsøger at dække gysergenrens mange afkroge.

I stedet for at koge det originale spil ned til en biograffilm og risikere at miste nuancerne fra spillet, vælger filmen at lade sig inspirere af spillets tone og struktur – men at skabe noget nyt ud fra det. Peter Stormare vender tilbage i sin rolle som Dr. Hill, og det giver et tydeligt nik til kildematerialet, uden at filmen bliver en kopi.

Hvorfor Until Dawn – og hvorfor nu?

Der er sikkert flere grunde til, at Until Dawn nu får en film. Dels er horror-film med unge mennesker aldrig gået af mode, og dels er der en voksende bølge af spilfilmatiseringer, der rent faktisk fungerer – tænk bare på The Last of Us og senest Fallout. Men vigtigst af alt har Until Dawn det, mange spil mangler, når de skal oversættes til film – en tydelig identitet, en stram fortællemæssig ramme og en historie, der kan tåle at blive genfortolket.

At der samtidig er udkommet et remake et halvt år før filmen rammer biograferne, betyder også, at interessen er kommet tilbage. Og når filmen lander senere på måneden, står der allerede et publikum klar.

Filmen behøver ikke være tro mod hver enkelt detalje i spillet. Den skal bare forstå, hvorfor spillet virkede – og måske er det netop derfor, det giver mening, at Until Dawn nu ikke bare skal spilles – men også ses.