Daniel spillede ‘WoW’ til han drattede om: Kan man blive afhængig af videospil?

Daniel Møgelhøj sidder på et kollegieværelse foran sin computerskærms blåhvide lys. De klare farver fra ‘World of Warcraft’ glider forbi hans øjne.

Det er en forårsdag, men gardinerne er trukket for på værelset. Daniel Møgelhøj styrer sin hær af konti og karakterer i onlinespillet.

Det er omkring 2013 og ‘World of Warcraft’ udgør stort set hele hans liv. Han er på kontanthjælp, hans liv er nærmest gået i stå i den virkelige verden. Han har ingen uddannelse og ingen planer om at få en. 

Hans liv foregår i langt højere grad i den digitale verden end i den molekylære, virkelige verden. 

Han rejser sig fra sin stol for at gå ud på toilettet. Han ser sig selv i spejlet. 

“Jeg er kridhvid og underernæret,” husker Daniel Møgelhøj.

Han nærmest ikke kan kende den person, som stirrer tilbage på ham. Og så kollapser han på gulvet. 

“Jeg ved ikke engang, hvem jeg skal ringe til, da jeg ligger der. Det føles som om, jeg slet ikke har nogen tilbage i den virkelige verden, jeg kan ringe til.”

Et usundt forhold

Daniel Møgelhøj led på det tidspunkt i sit liv højst sandsynligt af det, WHO (FNs World Health Organisation) betegner som en psykisk sygdom med navnet gaming disorder – på dansk en “videospils-forstyrrelse”, ofte også kaldet “videospilsafhængighed”. 

Vi vender tilbage til forskellen på de to oversættelser.

Diagnosen karakteriseres ved, at den ramte person over en længere periode har et usundt forhold til sit forbrug af spil og prioriterer dem over resten af sit liv, til skade for relationer, arbejde eller uddannelse.

Den ramte person kan føle et behov for at spille mere og mere for at opnå samme tilfredsstillelse med spillet som tidligere. Og – måske vigtigst af alt – bruge videospillene for at lindre, undertrykke eller distrahere sig selv fra svære følelser og nedtrykthed.

I mellem 3 og 4 % af alle gamere anslås at lide af videospilsforstyrrelse ifølge et studie fra 2020 udgivet i Australian & New Zealand Journal of Psychiatry. Der findes adskillige danske og udenlandske klinikker, som har specialiseret sig i at afhjælpe spilafhængighed. Der har været utallige historier i medierne om de skadelige virkninger af videospilafhængighed.

Men noget tyder på, at begrebet er mere mudret end som så.

Vandpibetobak og ‘World of Warcraft‘

Første gang Daniel Møgelhøj blev introduceret for ‘World of Warcraft’ var i 2006. Det var på hans storebrors værelse. Hans storebror og en ven sidder og ryger vandpibe.

“Når jeg lugter vandpibetobak med æble bliver jeg med det samme bragt tilbage,” siger han.

Hans første karakter var en udød kriger med navnet “Warooer”. 

“Min bror havde en undead warrior, og jeg har altid set op til min bror, så det kunne ikke gå helt galt at lave en karakter, der lignede hans.”

Han blev bidt af spillet med det samme. Han var helt væk i verden. Det gjorde ikke noget, at han ikke var særligt god til engelsk. Universet var nok i sig selv.

“Verden var jo kæmpestor, det var fuldstændigt overvældende. Alle steder jeg gik hen, opdagede jeg nye ting.”

Snart ankom hans warrior til Undercity – de udødes hovedstad. 

“Jeg kan huske, at der løb spillere rundt, og når de forsvandt om et hjørne, kunne jeg ikke se, hvor de gik hen. Det føltes som en rigtig by og en rigtig verden. Man kunne bare blive med at gå, og så ville det være ting at se og finde – ligesom i virkeligheden.”

På det tidspunkt af sit liv havde Daniel Møgelhøj det ikke godt. Han syntes, det var svært at være social i skolen og havde ikke særligt mange venner. 

Samtidig var der problemer i familielivet.

“Jeg kommer fra et skilsmissehjem. Jeg tror, at der dengang i nullerne var et dårligere sprog for det, og at det gik meget udover børnene. Det gik i hvert fald ud over os,” siger han.

“Jeg var alt for ung til at klare de følelser og situationer selv. Mine følelser og tingene omkring mig blev mere og mere komplicerede, og sidst kunne jeg ikke magte dem.”

Han havde brug for noget, som var simpelt. 

“Heroin var ikke en mulighed. Men det var ‘World of Warcraft’,” siger Daniel Møgelhøj.

Et sted man er fri

Anne Fiskaali er psykolog og har blandt andet forsket i sammenhængen mellem mentalt helbred og videospil, og ifølge hende vil et usundt forhold til videospil i rigtig mange tilfælde hænge sammen med den ramte persons generelle mentale tilstand.

“Langt de fleste mennesker, som spiller videospil, har et helt normal forhold til det. Men hvis man føler sig fanget og uden kontrol i resten af sit liv, hvis spillet bliver det eneste sted, man kan føle sig fri og selvbestemmende, så kan man udvikle et usundt forhold til det,” siger hun.

“Alle mennesker har brug for at føle, at de kan tage deres egne valg og have kontrol – og den følelse kan blive tilfredsstillet både i et spil eller i den molekylære verden,” siger hun.

Samtidig kan spillet også tilbyde sociale relationer, som man måske også mangler i den virkelige verden.

“Og det er jo ikke meningen, man kun skal være i spillet – eller en hvilken som helst anden hobby, for den sags skyld. Det kan risikere at have en selvforstærkende effekt, fordi man så drages mere af spillet, når den virkelige verden gør ondt,” siger hun.

Bidt af sociale relationer

Daniel Møgelhøj følte, at han kunne tale frit med de andre spillere i spillet, på en måde han ikke kunne i den virkelige verden.

“Jeg blev sindssygt bidt af at have sociale relationer til andre mennesker i spillet,” siger han.

Han gemte sig bag sin karakter. Den kunne være en bedre version af ham, han kunne være en udgave af sig selv, som formåede alt det, som var svært i den virkelige verden.

“Jeg var en splejset lille horsensianer i den virkelige verden, men i spillet kunne jeg lave en trænet, sej udgave af mig selv. Jeg var en cool ninja, som havde venner og en guild, som havde brug for mig,” siger han. 

“Jeg dedikerede mig til et sted, hvor jeg virkelig følte mig set. Det var en virkelighedsflugt væk fra alt det, som gjorde ondt i mit virkelige liv.”

Ifølge Anne Fiskaali er en af de helt store trækplastre ved World of Warcraft og andre multiplayerspil de sociale relationer.

“Man kan sagtens have meningsfulde relationer i spil. Det kan nærmest sammenlignes med pennevenner – man kan fortælle enormt private ting i sine breve og føle sig forbundet med andre uden at skulle ses fysisk. Og samtidig har man en forpligtelse overfor de andre mennesker,” siger hun

En kold tyrker

Da Daniel Møgelhøj faldt om på sit toiletgulv, havde spillet ‘World of Warcraft’ taget fuldstændigt overhånd. Han tog et valg: Det skulle være slut med spillet. Han ville gøre noget ud af sit liv.

“Jeg slettede spillet fra alle mine computere – og jeg havde mange computere med World of Warcraft.”

Han tog – med sine egne ord – en kold tyrker.

“Det var supersvært i starten. Jeg følte, jeg havde mistet en del af min identitet, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle erstatte det hul, World of Warcraft havde efterladt mig med,” siger han.

For at få overblik fandt han et whiteboard frem, og tegnede en tråd, der skulle vise en vej til, at han kunne få styr på sit liv, så han kunne være tilfreds med det. Det var næsten lige som at lægge en plan for hans ‘World of Warcraft’-karakter. 

“Jeg ville gerne nå et meget højt level – altså blive gammel. Jeg ville have en god profession, altså et arbejde og nogen skal, ligesom i en guild, have brug for mig,” siger han.

Han pakker det lille kollegieværelse sammen og flytter i stedet sammen med sin kæreste. Han begynder på en uddannelse som social- og sundhedsassistent.

“Jeg fik pissegode karakterer. Det var en kæmpe omvæltning. Jeg havde nærmest ikke været i skole i niende klasse, der spillede jeg ‘World of Warcraft’ i stedet,” siger han.

“Mærkeligt nok tror jeg faktisk, at jeg var god på SoSu-uddannelsen, som i høj grad handler om at være empatisk, fordi jeg havde brugt så lang tid i spillet på at skulle empatisere med alle de mennesker, jeg havde mødt der,” siger han.

Daniel Møgelhøj blev færdig på SoSu-uddannelsen, fik en HF og søgte ind på IT-universitetet. Han blev langt mere tilfreds med sit liv. Og på IT-universitetet gjorde han også en opdagelse: Han kunne sagtens have et sundt forhold til spil.

“Jeg begyndte at spille rollespillet Dungeons and Dragons med mine venner på universitetet. Det var vanvittig sjovt. Det var i virkeligheden alt det, jeg holdt af ved ‘World of Warcraft’,” siger han.

Spil begyndte at give mening for ham igen. 

“Jeg indså, at spil kan være alt muligt andet end ensomhed og virkelighedsflugt. Og en billig vandregning, fordi man ikke går i bad,” siger han.

Det gik op for ham, at spil sagtens var noget, han kunne have i sit liv uden at give afkald på resten af sit liv.

Uhensigtsmæssigt at sige afhængighed

Ifølge Anne Fiskaali er det uhensigtsmæssigt at tale om videospilssafhængighed – for forskningen har ikke helt styr på, hvilken form for lidelse det er, når folk spiller for meget. “Vi ved for eksempel ikke, om der ligger en afhængighedsskabende mekanisme i videospil og hvad den i så fald er, om det handler om dårlig impulskontrol hos dem, der spiller for meget eller noget helt tredje,” siger hun.

Hun forholder sig derfor også meget kritisk til WHOs beskrivelse af videospilssafhængighed.

“De kriterier, som findes på WHOs symptomliste, har vi ikke undersøgt i sammenhæng. Det vil sige, at vi ikke ved, om de beskriver tilstanden tilstrækkeligt – dybest set, ved vi ikke hvordan videospilsafhængighed ser ud, og hvordan den opfører sig,” siger hun.

“Det er svært at indkredse de mennesker, som har et rigtig problematisk forhold til videospil, fordi der hidtil har været brugt mange forskellige målemetoder. Hvis vi bruger for brede målemetoder, så vil vi fange gamere, der har det helt fint, og forekomsten syne højere end den reelt er. Hvis vi bruger for snævre målemetoder, fanger vi ikke alle, der har det dårligt. Ligesom med andre afhængigheder, så er det sandsynligvis en meget lille del af alle dem, som spiller, der har det virkelig dårligt mentalt.”

Hun peger på, at forskning på området er meget begrænset – og at den kausale sammenhæng mellem mentale udfordringer og et problematisk forhold til spil er meget svær at fastlægge.

“Dertil kommer, at det er ret let at have et sundt forhold til spil – det er sværere ved brug af stoffer,” siger hun.

“Hvis man er depressiv og udvikler et stofmisbrug for at dulme depressionen, vil stofmisbruget i mange tilfælde fortsætte, også selvom depressionen forsvinder. Vi ved ikke, om det er tilfældet med videospil,” siger hun.

Problematisk betegnelse

“Jeg betvivler ikke, at der findes kliniske psykologer rundt omkring i landet, som møder især unge mænd, som har det rigtig dårligt og samtidig spiller rigtig meget. Men der er ikke nødvendigvis at det ene er skyld i det andet,” siger Rune Kristian Lundedal Nielsen, lektor på IT-universitet, som er en af de danske eksperter, der har ansvaret for at oversætte gaming disorder-diagnosen fra WHO til dansk.

“I takt med at flere og flere spiller videospil, er der også opstået en mental sundhedskrise. Det kan skyldes et utalt af ting, at folk har det dårligt, om det så er folkeskolereformen, præstationssamfundet eller et hav af andre ting der har ændret sig de sidste 20 år,” siger han. 

“Man har det ikke nødvendigvis dårligt, fordi man spiller – det kan lige så godt være den anden vej rundt. Mange der har en depression bruger for meget tid i sengen, det betyder ikke nødvendigvis at sengen er et problem. Vi skal være forsigtige med ikke at forveksle symptomer med sygdomme.”

Spil kan ifølge ham sagtens være en virkelighedsflugt. Men det kan arbejde eller andre hobbyer også være, og dem findes der ingen diagnoser for.

“Det, synes jeg som forsker, er problematisk. Der er en klar mangel på forskningsmæssig dokumentation for, at videospilsafhængighed faktisk er en reel afhængighed på linje med stofafhængighed,” siger han.

“I øvrigt er der jo også en forskel på det danske begreb computerspilsafhængighed og gaming disorder. Det sidste antyder en forstyrrelse, et uhensigtsmæssigt forbrug af spil, uden i sig selv at pege på spillene som det eneste problem,” siger han.

“I virkeligheden er det en utrolig svær diskussioner at have fordi vi nok sjældent lægger samme betydning i begrebet afhængighed. Derfor er den tanke, at mange mennesker er afhængige af computerspil, på en og samme tid fuldstændig indlysende og fuldstændig absurd.” 

Kom ikke fra spillet

I dag laver Daniel Møgelhøj radioprogrammet “Game Boys” om videospil. 

“Jeg er helt vildt interesseret i, hvad spil som kunstform kan. Hvordan det kan få os til at forstå os selv og vores samfund bedre,” siger han.

Og han har faktisk også et abonnement på ‘World of Warcraft’.

“Det er en del af mit arbejde som videospilsjournalist at følge med. Så engang i mellem spiller jeg,” siger han. 

I de tilfælde kan han godt huske, at det var fedt at fordybe sig fuldstændigt i spillet. 

“Men jeg har alle mulige andre ting i mit liv, som er meget vigtigere end at få levels i ‘World of Warcraft’ – jeg er blevet gift med min kæreste og vi har lige fået en søn,” siger han.

“‘World of Warcraft’ er ikke designet til at gøre folk afhængige – det skal gøre dem engagerede. Jeg tror, at mit usunde forhold til det kom inde fra mig, ikke spillet.”

---