Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Header Banner
Feature

Danmarksmesterskabet i Age of Empires II – Fra nichefællesskab til officiel esport

Danmarksmesterskabet i Age of Empires II – Fra nichefællesskab til officiel esport
AoE2Danmark
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 4 minutter.

September 30, 2025

Når man taler om esport i Danmark, er det ofte de store titler som Counter-Strike eller Fortnite, der dominerer samtalen. Men midt i alt det moderne findes et dedikeret fællesskab, der samler folk om et spil, der oprindeligt udkom helt tilbage i 1999 – Age of Empires II. I år markerer Danmarksmesterskabet i AoE II sit femårsjubilæum, og for første gang bliver det officielt anerkendt af Esport Danmark som det nationale mesterskab i spillet.

En gammel klassiker

Age of Empires II: The Age of Kings blev lanceret i 1999, udviklet af Ensemble Studios og udgivet af Microsoft. Spillet fik siden en HD Edition i 2013 og den store Definitive Edition i 2019, som fortsat udvides med nye civilisationer, kampagner og funktioner. Senest har konsolspillere også fået adgang, og seneste store udvidelse, The Three Kingdoms, udkom i maj måned 2025.

At et 25 år gammelt spil stadig samler folk, siger noget om både kvaliteten og den passion, der lever i fællesskabet. I Danmark har man de seneste fem år set et stabilt voksende AoE II-miljø, som i dag tæller både turneringer, LAN-events og en engageret Discord-server, hvor det hele koordineres.

Foto: AoE2Danmark

Fra Discord til DM

Jeg satte mig for nylig ned med Flemming Thomsen Øvre, der i dag fungerer som ansigtet udadtil for det danske AoE II-community. Han fortæller, hvordan det hele startede:

– For fem år siden blev der oprettet en Discord-server, hvor vi kun var en lille håndfuld, der spillede sammen. Kort efter var der en af deltagerne, Martin fra Jylland, som var med til at stable det første LAN på benene. Og fordi flere af Danmarks bedste spillere dukkede op, kaldte vi det for sjov et uofficielt DM.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for Arkaden+

Året efter tog Flemming stafetten videre, og siden er det kun vokset. Fra ni spillere det første år til 29 i år – og med både publikum og langt mere opmærksomhed undervejs.

– Jeg kunne ikke klare det alene længere, så vi dannede en DM-komité på fem personer. Felix, som er teknisk stærk, står for brackets og streaming, mens andre tager sig af casting, kommunikation og organisering. Jeg selv har mest overblikket og kontakten udadtil.

Officiel anerkendelse

Årets store nyhed er, at mesterskabet nu er officielt anerkendt af Esport Danmark. For Flemming og resten af holdet betyder det meget:

– Det er en kæmpe sejr for os. Jeg har tidligere haft en fin dialog med Esport Danmark, men dengang løb det lidt ud i sandet – dels fordi der var tvivl om, hvorvidt vores community var klar, og dels fordi der også skulle være plads til familielivet. Nu er vi endelig blevet godkendt, og det giver både legitimitet, netværk og nye muligheder, selvom de selvfølgelig ikke har uendelige midler.

Esport Danmark arbejder for at samle og støtte gamingmiljøer i Danmark, og medlemskabet betyder blandt andet adgang til netværk, events og en tydeligere stemme i den danske esportstruktur.

Foto: AoE2Danmark

Danmarksmesterskabet

Selve Danmarksmesterskabet afvikles som en kombination af online-kvalifikationer og et stort LAN i november. Flemming åbner sit hjem – en renoveret gård med plads til både computere, tilskuere og hygge.

– Vi spiller kvalifikation online i en måned, og så mødes vi til finalerne 7.-9. november. Sidste år havde vi 22 spillere. I år er vi næsten 30 spillere, og der bliver plads til endnu flere tilskuere. Jeg bekymrer mig mest om strømmen holder, når så mange computere er i gang, siger han med et smil.

Atmosfæren er intim, men intens. Sidste års finale blev beskrevet som bedre end mange internationale topkampe – ikke mindst fordi flere af Danmarks bedste spillere er blandt verdens top 100.

– Det er virkelig kvalitet. Vi har to til fire spillere, der kan måle sig internationalt, og når de mødes, får vi nogle kampe, der både er teknisk skarpe og utrolig underholdende.

Foto: AoE2Danmark

Et fællesskab, der bygger på passion

Samtalen med Flemming kredser også om det sociale. For selvom konkurrencen er seriøs, handler meget om hyggen og det at mødes med andre, der deler samme passion.

– Når man samles her, går man fra at være en ganske almindelig far eller mellemleder i hverdagen til bare at være kæmpe nørd. Så bliver der nørdet strategier, taktikker og builds hele weekenden. Det er det, jeg glæder mig mest til – at se folk hygge sig sammen, fortæller han.

Der er praktiske udfordringer – alt fra akustik og strømforsyning til overnatning og regler for deltagere – men det ændrer ikke på optimismen.

– Det her er jo et niche-community, men det er vokset stille og roligt hvert år. Og nu hvor vi er blevet anerkendt af Esport Danmark, føler jeg virkelig, at vi kan bygge videre på noget større.

Foto: AoE2Danmark

Fremtiden for AoE II i Danmark

Flemming ser gerne, at flere får øjnene op for fællesskabet. Det kan være via flere events, bedre synlighed eller måske endnu tættere samarbejde med de øvrige nordiske lande, hvor der også er stærke AoE II-miljøer.

– Jeg tror, vi kun lige er begyndt. Det er et gammelt spil, men det har en særlig plads hos mange, og jeg synes, det er fedt at se, hvordan det stadig kan samle folk.

Og med Danmarksmesterskabet i november er der ingen tvivl: Age of Empires II lever i bedste velgående – også herhjemme.

Hvis du har fået lyst til at følge med i det danske mesterskab i Age of Empires II – eller bare vil se nærmere på det danske community – så er der flere muligheder. Du kan holde øje med resultaterne i de løbende brackets her, følge kampene live på Twitch via aoe2danmark eller blive en del af fællesskabet på deres Discord-server.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste i dag

Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot

Anmeldelse

April 12, 2026

Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot

Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse

Nyhed

April 13, 2026

Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse

Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt

Anmeldelse

April 13, 2026

Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt

GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel

Nyhed

April 13, 2026

GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk