Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Feature

De to Filmfreaks – En galakse langt, langt fra mållinjen, strækkeligt gys og magiske oplevelser

De to Filmfreaks – En galakse langt, langt fra mållinjen, strækkeligt gys og magiske oplevelser
Henrik Brandt / ChatGPT
Natasha Margrethe Jensen

Natasha Margrethe Jensen

Estimeret læsetid: 8 minutter.

June 4, 2026

Hej fra Natasha, som står for den lille intro til vores artikel om maj måneds biograffilm.

Så er endnu en måned gået på hæld, og sikke en filmmåned maj har været! Biograferne har endnu en gang budt på masser af spændende premierer, stærke fortællinger og gode oplevelser på det store lærred. Uanset om man er til drama, spænding, action eller film, der giver stof til eftertanke, har der været noget for enhver smag.

I løbet af maj har vi blandt andet kunnet opleve film som Obsession og Eleanors Sandhed, der hver især har taget publikum med på vidt forskellige, men mindeværdige rejser. Samtidig har mange filmelskere også haft mulighed for at genopleve en ægte klassiker, da Top Gun fra 1986 vendte tilbage til biograferne og endnu en gang beviste, hvorfor den stadig har en særlig plads i filmhistorien.

Foto: UIP

Derudover er kampen mellem Henrik og jeg om at få set flest film stadig i fuld gang. For ikke så længe siden havde Henrik opbygget en komfortabel føring på omkring 14 film, og det så ærlig talt lidt svært ud for mig. Men maj har været en stærk måned, og jeg har fået indhentet en stor del af forspringet. Faktisk er afstanden nu så lille, at Henrik nok snart skal begynde at kigge sig over skulderen. Men én ting er sikkert: konkurrencen er langt fra afgjort.

Maj har kort sagt været en måned fyldt med gode grunde til at tage en tur i biografen, fylde popcornbægeret og lade sig opsluge af historier på det store lærred. I denne artikel ser vi nærmere på nogle af månedens mest bemærkelsesværdige filmudgivelser, og hvad der gjorde dem værd at opleve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for Warner Bros Denmark

Henrik

Maj blev lidt en anderledes måned for mig. Ikke fordi jeg pludselig mistede lysten til film – tværtimod – men efter en april måned, hvor jeg nærmest levede i biografmørket og samtidig fik skrevet ni anmeldelser til hjemmesiden, havde jeg brug for lige at trække lidt i håndbremsen. Få vejret. Komme lidt ned på jorden igen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, hjalp biografprogrammet også lidt til. Som Natasha skriver i introen, var der teoretisk set masser af film at se, men takket være nogle mildest talt tvivlsomme kreative prioriteringer hos en af Odenses biografer blev udvalget hurtigt mere begrænset, end det burde have været.

Biografernes mekka!

Men når de lokale biografer ikke helt spiller med, må man jo søge mod større jagtmarker.

Picture House Central i London. En meget hyggelig american-diner inspireret biograf. En stor anbefaling. Foto. Henrik Brandt

I maj gik turen til London. Primært for at opleve mit fodboldhold sikre Premier League-trofæet, men når man nu alligevel befinder sig i en af verdens bedste filmbyer, ville det være direkte kriminelt ikke også at besøge biograferne. Første stop var selvfølgelig BFI IMAX. Og hvad stod på programmet? Årets hidtil bedste film: Project Hail Mary. Natasha har allerede beskrevet oplevelsen tidligere, men jeg bliver nødt til at gentage det: Det er ganske enkelt den ultimative måde at se film på. 513 kvadratmeter lærred. Knivskarp billedkvalitet. Lyd der får hele kroppen til at vibrere. Det er ikke bare en filmvisning – det er en begivenhed.

Derudover fik jeg også besøgt et par mindre biografer rundt omkring i byen, hvor jeg fik set Hokum og The Sheep Detectives. To vidt forskellige film, men begge nogle af månedens absolut største positive overraskelser.

BFI IMAX har det største biograflærred i hele Storbritannien. Lærredet måler imponerende 25,9 meter i bredden og 19,8 meter i højden, hvilket giver et samlet lærredsareal på hele 512,8 kvadratmeter. Det er ganske enkelt en af de mest spektakulære måder at opleve film på, hvor både billede og lyd får lov til at udfolde sig i absolut maksimal skala. Foto Henrik Brandt.

Star Wars… og anbefalingerne

Den film, der fyldte mest i maj, var naturligvis The Mandalorian & Grogu. Den første Star Wars-film i syv år(!!) Og hold nu kæft, hvor var det en fuser. Jeg er faktisk meget enig med Lasses anmeldelse her på siden – selvom jeg måske synes, at 3/6 er lige på grænsen til det gavmilde. Det her var en af de mest frustrerende biografoplevelser, jeg har haft længe. Historien føles som en forlænget Disney+-episode, karaktererne står i stampe, og filmen har overraskende lidt at sige. Det værste er næsten, at jeg af mangel på bedre alligevel endte med at se den 2,5 gang. Ja, du læste rigtigt. Ved tredje visning måtte jeg simpelthen give op halvvejs. Selv min Star Wars-kærlighed har åbenbart sine grænser.

Heldigvis var der andre film, der leverede varen. Mortal Kombat 2 var præcis den slags film, jeg havde håbet på. En rendyrket slå-hjernen-fra-actionbasker med masser af energi, humor og charme. Den er langt fra høj kunst, men den ved præcis, hvad den er, og den er markant bedre end forgængeren fra 2021. Og så hjælper det selvfølgelig, at jeg nærmest ser alt med Karl Urban.

Men månedens mest skræmmende oplevelse var uden tvivl Obession. Og lad mig bare sige det, som det er: Hvis du er gyserfan, så nyd lige det her øjeblik. Vi befinder os i et sandt overflødighedshorn af stærke gyserfilm lige nu, og Obession hører til helt oppe i toppen. Det er en langsomt opbyggende slowburn med kulsort humor, konstant ubehag og en stemning, der kryber længere og længere ind under huden på dig. Jeg var fanget nærmest fra første scene. Jeg er så enig med Laus anmeldelse, at jeg næsten kunne have sat mit eget navn på den. Så hvis du vil have den lange version, så hop ind og læs den.

Billede indefra Genesis Cinema, London, sal. 1. Jeg kan virkelig ikke anbefale at besøge den her biograf. Der er møg beskidt over det hele og den føles meget shady. Foto. Henrik Brandt

Hokum vil jeg ikke bruge alt for meget tid på, eftersom den endnu ikke har fået dansk distribution. Men hold øje med den. Når den rammer streaming eller forhåbentlig danske biografer, så gør dig selv den tjeneste at se den. Den er virkelig noget særligt.

Men hvis jeg skulle fremhæve én film, som du skal se, så bliver det The Sheep Detectives. Og ja, jeg ved godt, hvor åndssvagt det lyder. En film om nogle får, der leger detektiver. Det burde ikke fungere. Det burde faktisk slet ikke fungere. Men på en eller anden måde er det en af årets mest charmerende, morsomme og gennemført underholdende filmoplevelser. Der kommer dog lige et aber de bei: lad vær med at se den med dansk tale, det er direkte får’færdeligt. Jeg var så heldig at se den med original engelsk tale i London, og det var en fuldstændig helt anden oplevelse. Den engelske version rammer biograferne i denne uge, og det er den version, du skal se.

Stats og karakterer

Hvis vi lige hurtigt skal løbe mine statistikker for maj igennem, så blev det til 13 biografbesøg, hvilket sender mig op på 71 biografture i alt. Jeg tager en spurt i den nærmeste fremtid, så Natasha kan få lov til at drømme lidt endnu.

Mine anbefalinger ser derfor således ud:

  1. Project Hail Mary – 6/6
  2. The Sheep Detectives – 5/6
  3. Obsession – 5/6
  4. Hokum – 4/6
  5. Mortal Kombat 2 – 4/6

Natasha

Endnu en måned med masser af biografmørke

Maj blev endnu en måned, hvor jeg brugte rigtig meget tid i biografen. Jeg nåede hele 17 biografbesøg, og midt på måneden havde jeg endda en vild stime, hvor jeg gik i biografen otte dage i træk. Så det betyder, at jeg i alt rammer 69 biografture for året.

Ser man på tallene, har de film, jeg så i biografen i løbet af maj, en samlet spilletid på 2.047 minutter – altså lidt over 34 timer. Det er alligevel en hel del tid tilbragt i biografsædet. Men jeg har nydt hvert eneste minut.

Faktisk har en stor del af måneden stået i gensynets tegn.

Jeg har blandt andet genset Michael, Project Hail Mary og I Swear, men også taget et smut tilbage til nogle af de helt store klassikere som Top Gun og flere af Harry Potter-filmene. Der er noget særligt ved at opleve gamle favoritter på det store lærred, uanset hvor mange gange man har set dem før.

Imperial. Foto: Natasha Jensen

Månedens største skuffelser

To film skiller sig markant ud som månedens største skuffelser: The Devil Wears Prada 2 og The Mandalorian and Grogu.

Begge film efterlod mig med den samme tanke: Hvorfor blev de egentlig lavet? Og hvad var formålet?

The Devil Wears Prada 2 satte en række historier og konflikter i gang, som filmen aldrig rigtig fik samlet op på. F.eks. blev udfordringen med, at ingen længere læser Runway, aldrig ordentligt løst. Pludselig kom der bare en ny køber, og så virkede det som om, problemet var væk. Samtidig var kærlighedshistorierne blandt det mest dumme og overfladiske, jeg længe har set. De tilføjede hverken karakterudvikling eller følelsesmæssig tyngde.

The Mandalorian and Grogu havde et andet problem. Her sad jeg konstant med følelsen af, at handlingen manglede både dybde og reel betydning. Filmen føltes mere som et langt mellemkapitel end som en historie, der kunne stå på egne ben. Derudover fyldte jabbaerne overraskende meget, uden at det gjorde fortællingen mere interessant. Flere af de scener, der tydeligvis skulle være rørende eller tankevækkende, ramte desværre aldrig følelsesmæssigt hos mig. Det blev en film, som jeg havde langt højere forventninger til, end den kunne indfri.

Så var der Passenger, som landede et sted midt imellem. Den var bedre end forventet, men heller ikke mere end det. En ganske solid trestjernet oplevelse uden de store højdepunkter. Jeg fik også set Obsession, men jeg er nødt til at se den en gang til. Den fangede mig ikke rigtigt første gang, men jeg fornemmer, at den lige skal have en til chance.

Nordisk Film Biografer Field’s. Foto: Natasha Jensen

Filmene der gjorde indtryk

Heldigvis bød måneden også på nogle meget positive biografoplevelser.

Eleanors Sandhed var præcis så rørende, som traileren havde lovet. Det er en smuk fortælling med masser af varme og hjerte, og den fik da også presset et par tårer frem undervejs. Samtidig leverer June Squibb en fantastisk præstation, som virkelig bærer filmen.

En anden positiv overraskelse var Billie Eilish: Hit Me Hard and Soft – The Tour. Jeg vil ikke kalde mig selv stor fan af Billie Eilish. Jeg synes, hun laver god musik, men jeg kender langt fra hele hendes katalog. Derfor var jeg lidt spændt på, hvor godt koncertfilmen ville fungere for mig.

Til min overraskelse blev jeg fanget af oplevelsen. Filmen formåede at skabe en stemning, der gjorde koncerten nærværende og underholdende, selv for en mere afslappet lytter som mig. Den føltes lidt langtrukken enkelte steder, men samlet set var det en stærk koncertoplevelse på det store lærred.

Foto: Natasha Jensen

Gensyn, fællesskab og gode biografminder

Maj blev på mange måder måneden for gensyn. Mange af filmene havde jeg allerede set tidligere, men det gjorde oplevelserne ikke mindre værdifulde. Tværtimod.

Noget af det bedste ved måneden har været alle de mennesker, jeg har delt biografoplevelserne med. Samtidig har jeg også nydt de mange ture alene, hvor man kan forsvinde helt ind i filmens univers uden forstyrrelser. Uanset om filmen var fantastisk, middelmådig eller direkte skuffende, har biografen endnu en gang været et sted, der har fyldt min måned med gode minder. Og hvis juni fortsætter i samme spor, klager jeg bestemt ikke.

Natashas Excel ark for biografture.

Henrik er stadig foran mig, men lad os se hvordan det ser ud efter juni måned.

BFI IMAX. Billledet her gør på ingen måde skærmen og hele salen justice, men det giver en lille smagsprøve. Foto. Henrik Brandt
Natasha Margrethe Jensen

Natasha Margrethe Jensen

Skribent & Anmelder


Natasha bruger mere tid i biografens mørke end i sin egen stue. Derudover er hun besat af at se film i IMAX, og hun nørder virkelig meget film scores. Når hun ikke sidder foran et lærred i biografen, løber hun lange ture med Hans Zimmers musik i ørerne og lader pulsen følge de store soundtracks.

Mest læste i dag

Er PS6 i fare? Fans truer med at gå til PC!

Nyhed

July 10, 2026

Er PS6 i fare? Fans truer med at gå til PC!

De bedste TV- og streamingserier i 2026 indtil videre – skribenternes valg

toplists

July 8, 2026

De bedste TV- og streamingserier i 2026 indtil videre – skribenternes valg

Assassin’s Creed: Black Flag Resynced får flotte anmeldelser – men udviklerne mister jobbet!

Nyhed

July 10, 2026

Assassin’s Creed: Black Flag Resynced får flotte anmeldelser – men udviklerne mister jobbet!

VUE skruer ned for billetpriserne – voksne kommer i biografen til børnepris

Film & Serier

July 10, 2026

VUE skruer ned for billetpriserne – voksne kommer i biografen til børnepris

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk