Disse tre spil du skal holde øje med i foråret 2025

January 28, 2025
Da jeg lavede listen over de mest ventede titler for os skribenter, havde jeg personligt The Alters på min liste. Under min research opdagede jeg, at der faktisk var en demo til spillet, som jeg straks hentede og prøvede af.
Men hvorfor stoppe der?
Jeg har fundet tre spil, der alle har vist sig lovende som demoer. Om kvaliteten holder, når de fulde spil udkommer, kan vi selvfølgelig kun gætte på.
Tempest Rising udkommer 24. april
Den danske vinkel!
Jeg har givet mig i kast med et tidligere spil udviklet og udgivet af 3D Realms og Slipgate Ironworks, nemlig Graven, der føltes som en spirituel efterfølger til Hexen. Desværre var jeg absolut ikke begejstret for det.
Nu er tiden dog kommet til Tempest Rising, en demo, der kan hentes via Steam – men kun indtil den 3. februar. Så hvis du vil prøve kræfter med dette real-time strategy (RTS) spil, er det med at skynde sig.
RTS-spil findes i mange forskellige former, men Tempest Rising læner sig tydeligt op ad klassikere som Command & Conquer: Red Alert. Det var i hvert fald den klare inspiration, jeg genkendte gennem demoen. Der er sikkert andre inspirationskilder, men Red Alert er det eneste spil i den genre, jeg selv har erfaring med. Og jeg elskede det!

I Tempest Rising befinder du dig i en alternativ fremtid, hvor tre fraktioner kæmper om ressourcer og kontrol over planeten. Spillet fokuserer på strategiske kampe, basebygning og ressourcestyring, alt sammen krydret med intense kampe og komplekse taktiske beslutninger.
Spillet er udviklet i Unreal Engine, og det er virkelig flot at se på. De cinematiske sekvenser er imponerende og detaljerede – det samme gælder selve gameplayet. Hvor Red Alert havde en karikeret og humoristisk stil, er Tempest Rising mere seriøst i sin tone, hvilket klæder spillets univers.
Tempest Rising demo findes kun på PC via Steam.
The Alters udkommer marts 2025
The Alters er uden tvivl min favorit blandt de tre demoer. Det er et spil, der på flere måder taler direkte til mig.
Hvis du kender Fallout Shelter, har du en idé om, hvad halvdelen af spillet handler om. Forskellen er, at du spiller som Jan Dolski, en astronaut, der er styrtet ned på en ukendt planet. Du er alene – hele besætningen er omkommet – og nu skal du kæmpe mod tiden for at overleve, inden solen står op og gør planetens overflade ubeboelig.
Spillet er centreret om tidsstyring. Hver opgave, du påtager dig, bruger tid, hvilket gør planlægning afgørende. Du udforsker planetens barske landskab i tredjeperson, samler ressourcer, reparerer dit base, laver mad og konstruerer værktøjer til at hjælpe dig i din kamp for overlevelse.
Alt dette sker under tidspres, da du kun har et begrænset antal dage til rådighed.
En vigtig mekanik i spillet er, at du finder en særlig ressource, som gør det muligt at skabe kloner af dig selv. Disse kloner deler dit ansigt, men udviklerne har givet dem forskellige hår- og skægstile for at gøre dem nemme at skelne fra hinanden.

Dette tilføjer et narrativt lag til spillet, hvor klonerne har egne tanker og følelser – en problematik, der kan minde om den etiske konflikt, man ser i filmen Passengers med Chris Pratt og Jennifer Lawrence. Dog føles det narrative forløb lidt for styret og mindre naturligt, hvilket jeg håber bliver mere nuanceret i det færdige spil, især når man kan klone flere personer.
Visuelt er The Alters imponerende, især i sin overordnede designstil og layout. Karaktermodellerne mangler dog lidt finesse, når man ser dem tæt på, og bevægelserne i basen kan virke en smule kluntede.
Den største bekymring er dog gameplay-loopet. Hvis spillet ikke byder på mere variation end det, der præsenteres i demoen, frygter jeg, at det kan blive ensformigt og kedsommeligt i længden. Til gengæld trækker det op, at spillet tilbyder et brugervenligt fast travel-system, som gør det lettere at udnytte den begrænsede tid effektivt.
Jeg håber virkelig, at den endelige version af spillet formår at bygge videre på demoens potentiale med en stærk historie og større dybde i mekanikkerne.
The Alters demo kan hentes på PS5, Xbox Series og PC
The First Beserker Khazan udkommer 27. marts
Den sidste demo, jeg prøvede, var The First Berserker Khazan. Spillet henter tydelig inspiration fra Souls-genren, men forsøger samtidig at være mere tilgængeligt for et bredere publikum ved at tilbyde to sværhedsgrader. Den normale sværhedsgrad giver den klassiske udfordring, som Souls-spillene er kendt for, mens den lettere sværhedsgrad gør oplevelsen mere tilgængelig for nye spillere. Dog er der en ulempe: På den lette sværhedsgrad kan du ikke opnå achievements eller trophies.
Jeg valgte naturligvis at spille på normal sværhedsgrad. Spillet har de velkendte elementer fra Souls-genren: et checkpoint-system, flasker med liv, som kun genopfyldes ved checkpoints, og en valuta, du optjener ved at besejre fjender. Denne valuta kan bruges til at opgradere Khazan, din spilkarakter, ved checkpoints.
Alt dette føles meget som de klassiske Souls-spil.
Men The First Berserker Khazan adskiller sig også på flere måder. Udviklerne har tilføjet elementer fra action-rollespil (ARPG), som man kender fra spil som Diablo eller Path of Exile. De genstande, du kan udstyre Khazan med, kommer i forskellige sjældenheder og kan give bonusser, der styrker din karakter.

Nogle af disse genstande har set-bonusser, der giver ekstra fordele, hvis du samler flere dele af samme sæt. Hvor stor betydning disse ARPG-elementer får i det fulde spil, er endnu uklart, men det tilføjer en ekstra dimension til gameplayet.
Sammenlignet med mange andre Souls-spil fandt jeg dette en anelse lettere. Jeg formåede at gennemføre demoen ved kun at dø to steder – og det var ved de to store bosser, der er tilgængelige i spillet.
Visuelt er spillet utrolig imponerende. Det har en stiliseret, anime-inspireret artstyle, som passer perfekt til spillets tone og univers. Historien føles desuden lovende og spændende, selvom demoen kun giver et lille indblik i det fulde narrativ.
The First Berserker Khazan demo kan hentes på PS5, Xbox Series og PC
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance
© Copyright - arkaden.dk