Du må ikke snyde dig selv for at se The Shining i IMAX, nu!

Du kender dem godt, filmene som hænger fast i én og kun bliver stærkere jo flere gange man ser dem. De er ikke mange, men de findes. Stanley Kubriks The Shining fra 1980 er præcis en af den slags som hænger ved lææænge efter at filmen slut. Og du kan lige nu opleve den amerikanske version af mesterværket i IMAX i forbindelse med filmens 45 års jubilæum. Men kun for en kort stund og det er ikke en oplevelse du må gå glip af.

Det, du skal til at læse nu bliver ikke en alt for teknisk gennemgang af filmen eller en tung analyse af Kubriks filmiske greb, selvom det er meget tillokkende, må jeg sige. Så skal jeg gøre, hvad jeg kan for at holde det på et minimum. Filmen kender vi. I stedet vil jeg fokusere på de punkter, der står stærkest for mig efter at have set den i IMAX.

Skulle der dog være nogen som aldrig har set The Shining så kommer der her et kort resumé.

The Shining følger Jack Torrance (Jack Nicholson), der tager jobbet som vicevært på det isolerede Overlook Hotel henover vinteren. Han flytter ind med sin kone Wendy (Shelley Duvall) og deres søn Danny (Danny Lloyd), der har en særlig evne, “shining”, som lader ham fornemme hotellets mørke fortid.
Som tiden skrider frem, begynder Jack langsomt at miste grebet om virkeligheden, påvirket af hotellets tilsyneladende overnaturlige kræfter. Danny ser forskellige syn, Wendy mærker afstanden vokse, og Jack bliver gradvist mere og mere opslugt af et vanvid. Og selvom Jack ofte får al opmærksomheden, er filmen i sin kerne også Wendy’s historie – en kvinde i overlevelse midt i et mareridt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Der er så mange fantastiske intentionelle detaljer i Kubricks film, at jeg nærmest smelter hver gang jeg ser dem. Gennemarbejdet intention er virkelig hot. Kubrick ligger i det gyldne snit mellem kunstfilm og blockbusters. Rendyrket cinematisk delikatesse.

Og den delikatesse bliver kun serveret ekstra intimt når den opleves i IMAX-formatet.

IMAX og The Shining i detaljen

Da jeg sætter mig i biografsædet og historien begynder, er noget af det første som fanger min opmærksomhed, den måde som filmen opsluger mig på og får mig til at lægge mærke til bitte små ting som jeg ikke før har haft lige så stort fokus på. For eksempel fungerer sneen som en markør for Jacks snigende mentale isolation. Det er så subtilt og så genialt, at man nemt overser det, når man ser filmen hjemme i sofaen. Sneen pakker hotellet langsomt ind i et tykt, lydtæt snelag, som trækker et låg ned over hele filmen og publikum. Og helt ærligt: Min næsetip blev køligere og køligere, som filmen skred frem. Om det skyldtes den intense historie eller biografens enorme sal, er svært at sige, men der var noget ved salens størrelse, der spejlede hotellets egen mærkelige fornemmelse af at være både uendelig og klaustrofobisk på samme tid. Effektivt var det i hvert fald.

Sneen er blot ét element, som er imponerende. Også lyden af Dannys trehjulede cykel når hjulene på skift rammer: tæppe, gulv – tæppe, gulv. Det er meget effektfuldt. Rytmen får det til at føles som om hotellet vækkes, lever og trækker vejret. Kameraet bag Danny glider som en tilstedeværelse af noget, der kun kan fornemmes. Denne spøgelsesagtige tilstedeværelse er skabt ved hjælp af et steadycam som Kubrick var en af de første til at bruge i stor skala.

De lange kameraskud er som øjne, der ikke blinker, og apropos øjne. Jack Nicholsons blik har aldrig gjort så stort indtryk på mig som i det her kæmpe format. Det karakteristiske eyelight intensiverer det berømte “Kubrick Stare”, det skjuler pupillerne og giver hans naturlige øjenfarve et nærmest dyrisk udtryk. Det er fascinerende, at så lille en detalje kan gøre så stor en forskel og jeg oplever det forstærket i en IMAX sal.

En anden, dog mikroskopisk detalje som gør filmen endnu mere uovertruffen, er Kubricks klipning mellem forskellige takes af samme scene. Som når Jack sidder i hallen og skriver, og Wendy kommer og spørger, hvordan det går. Her klippes der mellem to takes: et, hvor der står en stol bag ham, og et, hvor stolen er væk.

Der er mange flere detaljer end dem jeg nævner her, og de er alle som en Michelin-oplevelse, i en grad der desværre alt for sjældent findes i moderne film. Det er subliminal rædsel. Suggestivt trylleri. Hjernen opfanger de hemmelige beskeder, længe før man selv gør.

En tidløs oplevelse

Den her film har en helt særlig plads i mit hjerte ikke kun fordi at Kubrick præsterede en genistreg, men også fordi jeg en gang havde den store ære at spise frokost med Jan Harlan, Kubricks producer. At sidde der rundt om det lille bord og høre hans historier om arbejdet med Stanley Kubrick – om hvordan selv de mindste detaljer blev planlagt og gennemført, gav filmen en ny dimension for mig.

The Shining er den slags film, hvor hver visning føles som at træde ind i et rum, man både kender og aldrig helt har været i før. Den holder! Ikke bare nu, men også i de kommende mange årtier. Dens relevans er tidløs, dens greb er stadig skarpe, og dens atmosfære er fortsat fuldkommen hypnotiserende. Det er en film, der bliver ved med at fascinere, forurolige og inspirere.

Så gør dig selv den tjeneste at opleve The Shining i IMAX. Det er en af de visninger, man bærer med sig længe efter og du vil ikke fortryde det.

Filmen går i IMAX i Vue i København og Århus fra den 11. december til 15. december.

Julia Johanna Debel Holmgaard

Videoredaktør & Anmelder

---

Julia er cand.mag. i film- og medievidenskab, hvor hun specialiserede sig i helte, medieindustrier og podcastproduktion. Hun arbejder som videoredaktør og anmelder hos Arkaden, hvor hun dykker ned i film, serier og spil med både fagligt blik og passion for fortællinger, der sætter sig fast.