Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Header Banner
Feature

EU Kids Act kan give spildesignere hovedpine

EU Kids Act kan give spildesignere hovedpine
Resume Genius/Unsplash/EU
Jakob Hansen

Jakob Hansen

Estimeret læsetid: 6 minutter.

September 25, 2026

Der var engang, hvor spil blev anset for en børnebeskæftigelse eller en nørdet hobby, som det knap var værd at voksne mennesker spildte deres tid på. Sådan er det ikke længere. Folk tager spil seriøst. Og det gør politikerne bestemt også.

I sidste uge præsenterede EU-Kommissionen en omfattende lovpakke ved navn EU Kids Act, der nævner spil hele 90 gange. Desværre placerer lovforslaget computerspil i skammekrogen sammen med sociale medier, AI-platforme og videosider. Teknologierne beskyldes for at påvirke børns “helbred, udvikling og velvære,” og der listes en lang række symptomer såsom reduceret fysisk aktivitet, depressive eller angstlignende symptomer og nedsat velvære.

Ifølge Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er lektor ved IT-universitet og forsker i computerspil, afspejler lovgivningen en reel bekymring for de negative effekter af blandt andet spil.

– Jeg tror, at folk er bekymrede for særligt AI, sociale medier og computerspil. Lovforslaget er derfor nok et meget godt billede på, hvad folk er bekymret for på internettet.

Dyrekøbte australske erfaringer

Den udbredte bekymring for børns færd på nettet har allerede ført til konkret lovgivning uden for EU. I Storbritannien træder et forbud mod sociale medier for børn i kraft næste år, mens Australien allerede har begrænset adgangen til eksempelvis Instagram og TikTok for børn under 16.

Det australske forbud trådte i kraft 10. december sidste år, og indtil videre har det ikke været nogen udpræget succes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for Kirkens Korshær

Et studie fra Newcastle University i Australien viser, at langt størstedelen af de australske unge har haft held med at omgå forbuddet. Samtidig indikerer et andet studie, at unge, som rent faktisk har mistet adgang grundet forbuddet, er langt mindre informeret omkring både globale nyheder og det omkringliggende samfund.

I udarbejdelsen af EU Kids Act har Europa-Kommissionen blandt andet konsulteret med myndighederne i Australien og Storbritannien, og lovforslaget virker da også som udgangspunkt en anelse mere nuanceret end dets inspirationskilder.

Godt nok vil lovpakken forbyde sociale medier for børn under 13, men børn mellem 13 og 15 vil fortsat have adgang til sociale medier og onlinespil. Det kræver dog, at deres konto indeholder muligheder for forældrekontrol og har forskellige sikkerhedsindstillinger.

En bred definition af spil

EU Kids Act har dog ikke kun karakter af en digital dørmand. Den går også ind og strammer reglerne for det bagvedliggende design for sociale medier, videoplatforme, AI-chatbots og spil. Også på dette område indeholder loven flere nuancer og juridiske kringelkroge.

På særligt ét område er lovpakken dog meget bred – definitionen af onlinespil. EU Kids Act dækker:

“Ethvert spil, der kan spilles på en computer, mobilenhed eller spilkonsol, uanset om spillets underliggende software efterfølgende afvikles lokalt eller fjernt.”

Da det kun er spil, der ikke har nogen onlineelementer og udelukkende udkommer fysisk, der undtages, gælder loven i praksis for alle spil med onlineelementer.

Lovpakkens Artikel 15 (s. 53) fastslår de nye forpligtelser for udbydere af onlinespil. Først og fremmest skal spiludbydere “træffe foranstaltninger for at sikre et højt niveau af privatliv, sikkerhed og beskyttelse af mindreårige.”

Dette kræver, at spiludbydere lever op til en række generelle retningslinjer, der også gælder for sociale medier. Dette har blandt andet at gøre med datasikkerhed (Artikel 11) og foranstaltninger for tryg kommunikation (Artikel 12).

Lovpakken indeholder dog også bestemmelser rettet direkte mod spil. Og nærlæser man disse, er det dog tydeligt, at EU Kids Act særligt er rettet mod onlinespil, der har sociale multiplayerfunktioner eller tillader brugerne at lave deres eget indhold, som eksempelvis Roblox eller Minecraft (Sektion 4, s.12).

Dette kommer blandt andet til udtryk i Artikel 15(2), der kræver foranstaltninger mod at spil bliver brugt til at lokke børn til at tage kontakt på andre platforme, og Artikel 15(3), der stiller yderligere krav til “video gaming platforms.”

Roblox er et af de spil, der sandsynligvis kommer til at blive hårdest ramt af den nye EU-lovgivning. Foto: Roblox Corporation

Forbud mod vanedannende design

At Europa-Kommissionen tilsyneladende har skævet til den negative mediedækning af særligt Roblox, betyder dog ikke, at andre spil går fri, og særligt én bestemmelse kan være relevant for stort set alle slags spil.

Artikel 15(1a) stiller krav om, “at tvangsmæssig eller overdreven brug af spillet blandt mindreårige ikke tilskyndes.”

For at undgå dette skal spiludbydere leve op til Artikel 9 (s. 49), som vedrører vanedannende design. Artiklen er egentlig møntet på sociale medier og videoplatforme, men Artikel 9(1) og 9(2), punkt (b) og (d), finder også anvendelse på onlinespil.

I den forbindelse er Artikel 9(2d) den sandsynligvis mest problematiske bestemmelse, da den ikke blot stiller krav til eksempelvis chatfunktioner eller datasikkerhed, men griber direkte ind i spildesignet. Bestemmelsen forhindrer spiludviklere i:

“At tilskynde til aktivitet på regelmæssige tidspunkter eller med større hyppighed, herunder gennem sanktioner eller tab af fordele, hvis man ikke er aktiv regelmæssigt eller inden for bestemte tidsintervaller.”

Sagt på en anden måde, så bliver daglige login-bonusser eller login-streaks forbudt for børn under 15. Bestemmelsen er forholdsvis bred, og Dr. Andreas Lober, partner ved advokatfirmaet ADVANT Beiten, advarer i en artikel på Gamesindustry.biz om, at den kan ramme utilsigtet bredt.

– Reglen rækker ud over de åbenlyse loyalitetsmekanismer. Den omfatter alt, der straffer en spiller for ikke at vende tilbage med bestemte intervaller. I en vedvarende spilverden kan selve det forhold, at verdenen fortsætter med at udvikle sig, fungere som en sådan straf, selv når der ikke findes noget bonussystem.

Mobilspil som Candy Crush er kendt for deres vanedannede design og fastholdesesmekanismer. Det kan ny EU-lovgivning nu spænde ben for. Foto: King

Man kan måske mene, at spiladvokaten læser lovforslaget som Fanden læser Bibelen. Men selv hvis man ikke går så vidt og tolker forslaget som et forbud mod dynamiske spilverdener (kendt fra MMO’er og Live Service-spil), kan der være problemer med bestemmelsen.

Rune Kristian Lundedal Nielsen fra IT-universitet peger eksempelvis på, at daglige missioner også kan være et designgreb, der giver værdi for spilleren.

– En god spildesigner kan bruge daglige belønninger til eksempelvis at udfordre en til at tage andre steder hen i spillet, end man normalt gør, eller bruge andre våben, end man plejer.

Omvendt peger spilforskeren på, at loven er rettet mod børn, og derfor også må tage lidt bredere hensyn.

– De spil, hvor daglige missioner føles som en sur pligt, holder jeg op med at spille. Men jeg er selvfølgelig også voksen, og jeg kan godt se, hvordan det kan lokke et barn til at blive hængende.

– Jeg kan derfor godt forstå, hvorfor nogle kan blive sure over den begrænsning, mens andre synes, det giver rigtig god mening.

Et potentielt dilemma

EU Kids Act lægger flere steder op til (s. 17 og s. 55), at spilbranchen håndhæver de nye regler gennem det eksisterende PEGI-system, der aldersmærker spil. Det vil i så fald kræve visse justeringer.

De nuværende PEGI-regler, der trådte i kraft 1. september, giver automatisk en aldersvurdering på mindst 7+, hvis en udvikler lokker spilleren tilbage med eksempelvis daglige udfordringer. Straffer udvikleren spilleren for ikke at vende tilbage – eksempelvis ved at afbryde bonus-streaks – mærkes spillet som minimum med 12+.

Artikel 9(2d) i EU Kids Act skelner ikke mellem gulerod og pisk, når det kommer til at fastholde unge spillere. Samtidig har lovteksten karakter af et egentligt forbud, hvorimod PEGI-vurderingerne blot er vejledende. Kombineret med højere krav til sikkerheden ved onlinefunktioner stiller det ifølge Dr. Andreas Lober mange udviklere over for et dilemma.

– Spørgsmålet for spildesignere er dette: Skal man implementere aldersverificering og begrænse mindreåriges adgang til visse funktioner? Eller skal man designe produktet, så alle kan bruge alle dets funktioner, selv hvis det betyder, at nogle designgreb ikke kan anvendes?

Dilemmaet er endnu kun hypotetisk, da lovforslaget først skal igennem Europa-Parlamentet og givetvis kan ændre sig undervejs. Men sikkert er det, at spilindustrien har fået et seriøst og omfattende politisk udspil at forholde sig til.

Jakob Hansen

Jakob Hansen

Skribent & Anmelder


Jakob er uddannet journalist og har tidligere skrevet en årrække for Gamereactor. Han var den første i sin børnehave til at gennemføre Donkey Kong til Game Boy. At han stadig praler med det her et kvart århundrede senere, siger nok lidt om, hvordan det er gået ham siden hen.

Mest læste i dag

Fire Beatles-film på én dag og et specifikt krav fra Paul McCartney

Film & Serier

October 14, 2026

Fire Beatles-film på én dag og et specifikt krav fra Paul McCartney

VisionQuest-anmeldelse – Inside Out, hvis følelserne var morderiske AI’er

Anmeldelse

October 14, 2026

VisionQuest-anmeldelse – Inside Out, hvis følelserne var morderiske AI’er

GTA 6 skulle have været langt større – Rockstar droppede dele af to kontinenter

Nyhed

October 15, 2026

GTA 6 skulle have været langt større – Rockstar droppede dele af to kontinenter

The Drama lander snart på streamingtjeneste

Film & Serier

June 24, 2026

The Drama lander snart på streamingtjeneste

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk