Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Header Banner
Feature

Game of Thrones-stjernen Kristofer Hivju: Sådan skabte han Jensen Lind i The Iris Affair

Game of Thrones-stjernen Kristofer Hivju: Sådan skabte han Jensen Lind i The Iris Affair
Filmweb
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 5 minutter.

November 30, 2025

Et interview med Kristofer Hivju om rollen som Jensen Lind i The Iris Affair

Der er noget umiskendeligt intenst over Kristofer Hivju, også når man møder ham gennem et Zoom-kald. Smilet er venligt, men når han taler om sin nye rolle i The Iris Affair, kan man mærke det samme nærvær, der har gjort ham til et ikon i både nordiske produktioner og Game of Thrones. I serien spiller han Jensen Lind – et teknologisk geni, en idealist og en mand, der langsomt bevæger sig ud, hvor hans egne ambitioner ikke længere kan følge med.

– Jensen er en opfinder, en tech-filosof og et geni, forklarer Hivju, da vi taler sammen.

– Det, der driver ham, er ønsket om at kurere sygdomme, løse klimakrisen og forbedre menneskers liv. Han vil skabe noget, der aldrig er set før.

Det “noget” er en kvantebaseret supercomputer, der i seriens univers kan løse alt fra komplekse sygdomme til teknologiske gåder. Men den slags gennembrud kommer med en pris.

– Han opdager, at det han har skabt, faktisk er et monster – et direkte eksistentielt problem for menneskeheden. Så hans drive vender sig modsat. Han bliver nødt til at ødelægge det, han har viet mere end et årti og enorme ressourcer til, fortæller Hivju.

Et lille drama med globale konsekvenser

The Iris Affair bevæger sig mellem intime menneskelige relationer og en verdensomspændende jagt. Serien tager fat i temaer som teknologi, magt, hemmeligheder og menneskelige motiver – men for Hivju handler fortællingen først og fremmest om mennesker i ekstreme situationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for What'Sub

– Man kan sige, at det på overfladen er en global thriller. Men i kernen er det et lille drama mellem fire personer. Deres relationer, deres tillid, deres motiver. For alle sammen handler det om liv eller død, fortæller han.

Og selvom serien folder sig ud over Europa, var Hivjus egne optagelser centreret omkring Rom – noget han bestemt ikke klager over.

– De havde mig fra det øjeblik, jeg landede i Rom, siger han med et grin og fortsætter:

– Det er som at gå rundt i et museum. At arbejde i en by med så meget historie og så meget skønhed var en ren fornøjelse.

En rolle der ramte fra første side

Selvom Hivju er vant til karakterer med en vis tyngde, var der noget særligt ved Jensen Lind. Faktisk vidste han det allerede fra første blik på manuskriptet.

– Det begyndte med en monolog – og jeg forelskede mig i Jensen med det samme. Jo mere jeg læste, jo mere begejstret blev jeg. Det var et let valg, fortæller han.

Men rollen krævede en anden form for forberedelse end det actionprægede udtryk, mange kender ham for. Jensen Lind er en mand, der både bærer på skyld, genialitet, frygt og moralske dilemmaer.

– Det var udfordrende, siger han.

– Hvis du forestiller dig, at du har skabt noget på niveau med Frankensteins monster – eller noget farligere end atomkraft – så er det klart, at ethvert øjeblik bliver ekstremt. Han bliver nødt til at forvandle sig selv til et monster for at kunne stoppe det, han har sluppet løs.

Foto: Lyd & Billede

Dynamikken med Iris Nixon

Helt centralt for serien er relationen mellem Jensen Lind og hovedpersonen Iris Nixon, der spilles af Niamh Algar.

– Det handler meget om respekt, siger Hivju.

– Jensen har et enormt intellekt, og det har hun også. Hun er den bedste kodeknækker i verden, og derfor er hun en af de få, han overhovedet kan nå. Hun er hans sidste håb. Det gør deres dynamik meget intens.

Et kinderæg af en thriller

Serien blander thriller, spiondrama og science fiction – og ifølge Hivju er det netop den kombination, der gør The Iris Affair til noget særligt.

– Det er en intelligent thriller, siger han.

– Der er action, der er suspense, og man får næsten en slags ‘kvindelig James Bond’-energi i nogle scener. Men samtidig rejser serien ind i kosmologi og filosofi. Den udfordrer seeren, og den springer mellem tre tidslinjer. Det er som et kinderæg – der er noget at spise, noget at lege med og en overraskelse i midten.

Scenen han glæder sig mest til

Når jeg spørger, hvilken scene han ser mest frem til, at publikum oplever, bliver han stille et øjeblik.

– Jeg tror, det må være det første møde mellem Jensen og Cameron, efter Jensen er… ja, lad os kalde det i sit ‘ustabile’ stadie, siger han.

– De er gamle venner, de har arbejdet sammen i årevis. Og i den scene er der både kærlighed, konflikt og sorg. Den blev faktisk skrevet senere, fordi vi manglede et øjeblik, hvor deres relation kunne få sit fulde udtryk. Det var en gave at spille.

Foto: Time Out

En vision fra Neil Cross

The Iris Affair er lavet af Neil Cross, der også er manden bag den populære serie Luther, og det var en oplevelse, der både inspirerede og udfordrede Hivju.

– Neil er utrolig intelligent. Udfordringen var at forstå dybden i historien, hvad der egentlig ligger bag hvert lag. Jeg brugte mange middage på at plukke hans hjerne for at forstå, hvad han ville fortælle. Det var en glæde – og et stort ansvar, fortæller han.

Hvad håber han, publikum tager med?

For Hivju handler det i sidste ende om to ting: underholdning og eftertanke.

– Jeg håber, folk bliver opslugt af historien og har en fantastisk oplevelse, siger han.

– Men jeg håber også, at der er noget at tænke over bagefter. Kvanteteknologi er ikke science fiction – den kommer. Mange forsøger at skabe en kvantecomputer lige nu, og det vil ændre alt. Det er værd at overveje, hvem der får adgang til sådan en teknologi.

The Iris Affair kan ses på SkyShowtime fra den 6. december.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste i dag

Untold UK: Liverpool’s Miracle of Istanbul-anmeldelse – Det største comeback i fodboldhistorien

Anmeldelse

May 21, 2026

Untold UK: Liverpool’s Miracle of Istanbul-anmeldelse – Det største comeback i fodboldhistorien

Nu bliver PlayStation Plus dyrere

Nyhed

May 18, 2026

Nu bliver PlayStation Plus dyrere

Ny Episode af Arkaden Podcast – Spil bliver eksklusive igen!?

Podcast

May 20, 2026

Ny Episode af Arkaden Podcast – Spil bliver eksklusive igen!?

Subnautica 2 Early Access-anmeldelse – Dyk ned i det ukendte

Anmeldelse

May 19, 2026

Subnautica 2 Early Access-anmeldelse – Dyk ned i det ukendte

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk