Hovedperson i global kæmpesucces! – Arkaden møder Henry fra Kingdom Come: Deliverance II


Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 5 minutter.
March 29, 2025
Skuespiller Tom McKay giver en unik indsigt i processen bag, hvad der kan vise sig at være årets største spil
Han har brugt hundredevis af timer i stram lycra-dragt og mørke rum med bittesmå markører i ansigtet og kameraer hele vejen rundt om kroppen. Og det er slet ikke nogen overdrivelse. For den britiske skuespiller Tom McKay, der spiller hovedrollen som Henry i Kingdom Come: Deliverance II, har nemlig lagt stemme og krop til hver en vending, sætning og beslutning i det, der for alvor ligner et gennembrud for Warhorse Studios – og for ham selv.
Spillet er blevet en global succes og har allerede solgt millioner af eksemplarer verden over. Det har sendt Warhorse Studios op i en helt ny liga – og gjort Tom McKay til ansigtet på en af årets største spiludgivelser. Men hvordan føles det egentlig, når den karakter, man har levet og åndet for i årevis, pludselig er på læberne af spillere over hele verden?
Det – og meget mere – satte jeg mig ned sammen med Tom og snakkede om.
– Det er kun en ære. En enorm fornøjelse. Og et privilegium at spille en karakter, der rummer så mange nuancer. Jeg tror ikke, nogen af os havde forventet, at det ville gå så godt. Vi vidste, vi havde noget særligt, men du ved aldrig, hvordan det bliver modtaget. At se det hele tage fart på den måde, det har gjort, er fantastisk, fortæller han.
En massiv holdindsats
Tom McKay har været med helt fra starten og lagde også stemme til Henry i det første Kingdom Come. Men hvor forgængeren primært var en overraskende kultsucces, er Deliverance II blevet et rendyrket hit med massive salgstal, rosende anmeldelser og et entusiastisk community. Det har dog ikke ændret Tom McKays tilgang til arbejdet.
– Jeg har taget det lige så seriøst, som hvis det var en stor filmproduktion. Måske endda mere. For jeg ved, hvor meget det betyder for spillerne, og hvor detaljeret spillet er. Man kan ikke sjuske sig igennem det her. Og det vil jeg heller ikke.
Ifølge McKay skyldes succesen en kombination af ambitiøs historiefortælling, historisk autenticitet og et usædvanligt engageret hold bag kulisserne. Han taler varmt om manuskriptforfatterne og historikerne, der har skabt et troværdigt middelalderunivers – og fremhæver samarbejdet med game director Daniel Vávra som afgørende:
– Du har brug for én, der har den store vision, og så har du brug for et hold, der kan føre det ud i livet. Og Warhorse er fyldt med passionerede, kreative mennesker, der brænder for det her projekt. Man kan mærke det hele vejen igennem.
Særligt den historiske realisme fylder meget for både udviklerne og McKay selv. Han beskriver, hvordan der på settet konstant var adgang til eksperter og historikere, der kunne sikre autenticiteten i alt fra replikker til fægtestil:
– På film og tv er du ofte nødt til selv at grave informationerne frem. Men her havde vi folk omkring os hele tiden, som vi kunne spørge. Det gav mig mulighed for at fokusere på det menneskelige i Henry – ikke bare det historiske.
For McKay har det været en både krævende og fri rolle. Med omkring 500 timers voiceover og performance capture har han ikke bare givet Henry en stemme – han har givet ham sjæl og krop. Og netop dét at optage til spil er noget ganske særligt, forklarer han:
– I film og tv skal du hele tiden tænke på kameraets placering. Her kunne jeg bare være i rollen. Der er 40 kameraer rundt om dig, så de fanger alt. Det giver en enorm frihed som skuespiller – og det betyder, at du kan fokusere på at gøre scenen så troværdig som muligt.
Sorg, ballade og menneskelighed
Han fremhæver især scenerne med Henrys familie som nogle af de mest følelsesladede:
– Det er kernen i hans historie. Hans tab og sorg former ham som menneske. Og selvom de scener i det nye spil er mere abstrakte og drømmelignende, var de ekstremt stærke at arbejde med.
Men der er også en anden side af Henry – og det er den, der drikker, griner og laver ballade med vennerne:
– Det er den balance, der gør ham interessant. Han er ikke kun tragedie. Han er også bare en ung fyr, der prøver at finde ud af, hvem han er.
Noget af det mest fascinerende ved spillet, siger McKay, er, hvor meget af det spillerne måske aldrig kommer til at se:
– Der er scener, missioner og dialoger, som er helt valgfrie. Det betyder, at der er masser af arbejde, som kun nogle få vil opleve. Men det er faktisk ret smukt. For så føles det virkelig som deres spil. Som en oplevelse kun de har haft.
Vi snakker herefter om en mission, hvor Henry opsøger en tidligere fjende, der nu ligger hårdt såret. En scene, der kun aktiveres, hvis spilleren aktivt vælger den – og som krævede meget af ham som skuespiller:
– Den mission er helt valgfri. Men for dem, der finder den, bliver det en helt særlig oplevelse. Og det er en del af magien ved spilmediet.
Fremtiden for Henry – og Tom
Når han bliver spurgt, hvor han selv gerne vil se Henrys rejse gå hen i en potentiel tredje del, er han fuld af idéer:
– Jeg kunne sagtens forestille mig ham i Prag – eller måske ældre, med familie og nye udfordringer. Men det er ikke min beslutning. Jeg stoler på Warhorse. De ved, hvad de laver.
I dag arbejder han stadig på DLC-indhold til Deliverance II og har sideløbende haft gang i andre tv og teater-projekter i både England og internationalt. Men hans hjerte banker stadig for Warhorse Studios:
– De er som familie. Vi går direkte fra optagelser til pubben sammen. Det er ikke bare kolleger – det er venskaber, der varer ved. Og det betyder alt i den her branche.
Han fortæller, at han også er i dialog med andre spiludviklere og sagtens kunne se sig selv arbejde på flere spil i fremtiden:
– Jeg har fået blod på tanden. Det her har åbnet en helt ny verden for mig. Og jeg er slet ikke færdig med at udforske den.
Kingdom Come: Deliverance II er ikke bare et nyt kapitel i en spilserie. For Tom McKay er det også blevet et nyt kapitel i hans egen karriere. Og måske det vigtigste: En rolle, hvor han har fået lov til at give alt, han har – og lidt til.
Vil du følge Tom McKay videre på hans rejse – både foran kameraet og i stram lycradragt – kan du finde ham på Instagram og X/Twitter, hvor han jævnligt deler nyt om sine projekter.
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance
© Copyright - arkaden.dk