Kan ‘The Last of Us’ åbne folks øjne for, at spil kan være kunst?

For enhver, der spiller et nogenlunde bredt udvalg af spil, er det åbenlyst, at spil selvfølgelig kan være god kunst. Spil rummer, i mindst lige så høj grad som film eller bøger, stærke, smukke og unikke følelsesmæssige, æstetiske og provokerende oplevelser.

Det er ikke en holdning, der nødvendigvis er afspejlet i kultureliten, hvis man kan kalde den sådan. Spil har ikke et event, det dækkes lige så bredt eller selvfølgeligt som Oscaruddelingen eller Litteraturnobelprisen – på trods af at kun de færreste aner, hvem forfatteren, der modtager Nobelprisen, overhovedet er. Det er svært at forestille sig, at et dagblad ville dække spil så selvfølgeligt som en bogudgivelse i kulturtillægget.

Langt de fleste mennesker spiller, men i mange tilfælde er det Candy Crush eller Wordfeud (og fred være med det). De bedst sælgende spil er fortsat Call of Duty og FIFA – men krimier sælger trods alt også bedre end digtsamlinger.

I 2010 affødte det noget af en shitstorm, da den anerkendte filmanmelder Roger Ebert erklærede, at spil aldrig kunne være kunst, blandt andet fordi det, groft sagt og en smule reduktionistisk, kan vindes. Men det er efterhånden lang tid siden. Forhåbentlig har verden bevæget sig hinsides den holdning. Eller hvad?

Afledt – og som direkte følge – af HBO-serien ‘The Last of Us’, har jeg i den seneste tid oplevet, at forskellige mennesker, som ikke hidtil ikke har overvejet, om spil kunne indeholde kunstneriske oplevelser tiltænkt dem, spørge mig om andre spil. Er ‘The Last of Us’ helt unikt? Findes der andre af den slags spil? Er de svære at spille? Skal man have en konsol til dem?

Jeg kunne selvsagt komme med masser af eksempler: Disco Elysium, Papers Please, Bastion, Spec Ops: The Line og så videre og så videre. Jeg vil gerne dele mine oplevelser med andre (som de fleste, der har oplevet rørende kunst), og jeg vil gerne have, at de forstår og deler min begejstring, hvorfor jeg naturligvis var glad for spørgsmålene. Man kan så spekulere over, hvorvidt de mennesker, som spurgte mig om spil, reelt formår at gennemtrænge barrieren og faktisk spille spillene, jeg foreslog.

Et andet spørgsmål er, hvorfor (og om) det overhovedet er vigtigt, at andre mennesker giver mig ret i, at spil kan være kunst, og at det er en hobby, som er berigende af andre årsager end at være ren underholdning. Kan det, at HBO laver en anerkendt og klassisk kunst-tv-serie, åbne op for dæmningen?

Spil som kunst

Ifølge Julie Horup, som er ansvarlig for internetkultur og gaming på popkulturmagasinet Soundvenue, er det ikke utænkeligt, at folk, der ikke spiller spil, kan få adgang til spilverden igennem serier som ‘The Last of Us’.

“Ja, det tror jeg. Når vi oplever en god historie, så higer vi jo efter mere,” siger hun.

Hun påpeger dog, at et problem kan være af spillet kræver en konsol eller pc, der ikke ligefrem er billig.

“Der er en noget mindre tærskel for at købe eksempelvis Frank Herberts bog ‘Dune’ for 100 kroner i kølvandet på filmen fra forrige år, efter man faldt i svime over den.”

Og der er ifølge hende relativt god grund til at falde i svime over ‘The Last of Us’.

“Forfatteren bag ‘The Last of Us’-spillet Neil Druckmann er også hovedforfatter på serien sammen med Craig Mazin, der også lavede Chernobyl. De ved, hvad der virker fra spillet. Måske er det derfor ikke så overraskende, at serien bygger meget ovenpå spillet. Og spillet er som materiale af meget høj kvalitet. Mange scener er direkte løftet fra spillet,” siger hun.

“Det er helt klart en milepæl for, hvordan spil kan oversættes til andre medier.”

I mange år har filmatiseringer af spil – med rette – haft et meget dårligt ry. Tomb Raider-filmene med Angelina Jolie havde muligvis et stort publikum, men satte ikke noget synderligt aftryk, hverken kulturelt eller kritisk. Det samme har også været tilfældet med Hitman, Prince of Persia, Assassin’s Creed, Postal og Mortal Kombat. Og mange andre.

Julie Horup påpeger dog, at der i de seneste år er sket et skred.

“Det er en opadgående kurve. The Witcher på Netflix er også en udmærket serie. Den kommende ‘God of War’-serie på Amazon Prime kan vi nok også regne med, at der vil blive lagt en del arbejde i,” siger hun.

Spørgsmålet er så, fortsætter hun, om det overhovedet er vigtigt, om spil bredt set bliver betragtet som finkultur og god kunst.

“Jeg tror – det er baseret på at have skrevet om spil i 15 år for netop dagblade – at diskussionen om at blive anerkendt som kunst faktisk efterhånden er komplet irrelevant,” siger hun.

Ifølge hende stammer trangen til at blive anerkendt som et i anførselstegn “rigtigt” kulturmedie på lige fod med musik og film, fordi spillere gerne ville se mere dækning af spil.

“Men spil er allerede så stort ude hos forbrugerne, at den elitære anerkendelse, for den er elitær, er ligegyldig. Dem, der spiller, er i høj grad ligeglade med, hvad kultursnobberne synes. De spiller og har det fint med det, især fordi det ikke bærer samme stigma som for ti år siden.”

Den brede motorvej

Helle Kannik Haastrup er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Hun forsker blandt andet i film, tv-serier og digital kultur.

Hun er enig i, at ‘The Last of Us’ har den succes den har, fordi den i sig selv er en god serie.

“Den har komplekse karakterer, som ikke kun er gode eller onde. Samtidig rammer dens skildring af en pandemi ned i en situation, vi kan spejle os i. Selvom pandemien i ’The Last of Us’ er noget ganske andet end corona,” siger hun.

Ifølge hende kan man betragte spil, som betragtes som kunst, men det er kun en relativt lille del af den samlede mængde af spil.

“På den store, brede kulturmotorvej kører spil som ‘FIFA’ og ‘Call of Duty’, der nok i højere grad betragtes som underholdning end stor kunst. Spil som ‘The Last of Us’, der værdsættes højt for deres raffinerede kunstneriske og æstetiske kvaliteter udgør en noget mindre del af samtlige spil til sammenligning,” siger hun.

Hun påpeger, at det ikke er længe siden, at tv-serier ikke blevet betragtet som finkultur.

“Det er først inden for de sidste 10-15 år, at tv-serien også bliver betragtet som kunst i stedet for kun at være ren og skær underholdning. Tv-serier var i høj grad en guilty pleasure og lavkulturelt – med få undtagelser som Twin Peaks eller Riget. Men nu om dage er det velanset, hvis man siger, at man ser ‘The Wire’ eller ‘Breaking Bad’. Det betragtes mere som finkultur,” siger hun.

Det er ikke umuligt at forestille sig, siger hun, at spil endnu ikke er gennemgået den udvikling.

“De spil, som udfordrer konventionerne og rykker grænser er stadig i mindretal og appelerer til et smalt publikum.”

Det 21. Århundredes dannelsesroman

Bo Kampmann Walther, som er lektor i medievidenskab på Syddansk Universitet, forsker i spil og har skrevet flere bøger om dem.

Ifølge ham kan man sagtens forestille sig, at ‘The Last of Us’-serien kan åbne fleres øjne for, at spil kan være andet end barnagtig underholdning.

“Vi, der har spillet længe, har i årtier været klar over, hvilke stærke kunstneriske oplevelser spil kan levere. Det tror jeg sådan en kioskbasker som ‘The Last of Us’ kan skabe en bredere bevidsthed om,” siger han.

Ifølge ham er de mere etablerede kunstformer og genrer modnet og kan i højere grad end tidligere tage spil til sig.

“The Last of Us’ når af den vej bredere ud. Og det kan nok åbne nogens øjne for spils potentiale,” siger han.

Ifølge ham er der dog en række bump på vejen, før det bredt set åbenbares for de fleste mennesker, hvad spil kan være.

“I vid udstrækning betragtes spil nok bredt set som noget, der hører børn og barnagtige sjæles verden til. Men spil har en dybde, som sagtens kan tiltale også voksne sjæle,” siger han.

I øvrigt påpeger han, at selvom der er gode, dybe spil, så er der også meget bras.

“En litterat ville, må man forestille sig, også være nødt til at indrømme, at der findes mange dårlige bøger.”

Lige nu er det ikke en selvfølgelighed, at spil kan være kunst. Og afstigmatiseringen af videospil i samfundet er ifølge Bo Kampmann Walther ikke helt fuldendt endnu.

“Det, tror jeg, sådan noget som ‘The Last of Us’-serien kan medvirke til. Hvis du spørger mig, så har spil potentialet til at være det 21. Århundredes dannelsesroman. Den virkelighed, vi bebor, er i høj grad sammenlignelige med spil. Der er levels vi skal igennem i samfundet og monstre vi skal besejre, om det så er skattesystemet eller coronakrisen,” siger han.

Han påpeger, at spil kan give spilleren en kropslig og direkte følelse af at stå i en situation. De traditionelle kunstformer involverer, siger han, primært vores intellekt. Vi reflekterer over, hvad karaktererne i bogen eller filmen gør, og hvad de vælger.

“Men når vi taler om, hvad vi gjorde i et spil, siger vi ikke “jeg lod min karakter gøre noget”, vi siger, at “det var mig, der gjorde det”. Det gør spil til en unik kunstform,” siger han.

“Man kan håbe, at flere får øjnene op for, at spil kan være mange andre ting en fladpandet underholdning.”