Oplev EM i Tetris denne weekend i København
Jakob Hansen
Estimeret læsetid: 4 minutter.
November 12, 2025
Denne weekend falder alle brikkerne på plads, når der for 11. år i træk afholdes EM i Tetris. Arrangementet finder sted på ENIGMA-museets arkadehal, og der er gratis entre for publikum.
Turneringen løber af stablen fra den 14. til den 16. november, og der dystes i tre forskellige versioner af Tetris: NES, Game Boy og, som noget helt nyt, Virtual Boy.
Bag Classic Tetris European Championship (eller blot CTEC) står et hold af frivillige under ledelse af Chrisstoffer Daniel Paluszewski, der nok bedst kendes som stifteren af den spilfokuserede Bip Bip Bar på Nørrebro.
En tilskuersport
Med til at arrangere turneringen er også Mads Jacobsen, indehaver af spilbutikken Nintendopusheren, der er hovedsponsor for turneringen.
Udover at sponsorere præmier til turneringen har Mads Jacobsen også hjulpet til med det praktiske og udstyr, så der er fjernsyn og konsoller at spille på.

Ved EM i Tetris spilles der på originalt udstyr. Spillerne duellerer på 8-bit NES-konsoller og Game Boys. De sidstnævnte har dog fået små modifikationer, så tilskuerne også kan følge med på en større skærm end det lille 4,7 x 4,3 cm Game Boy-display.
“Game Boy-signalet bliver overført til en storskærm. Førhen stod man omkring en spiller, og så måtte man se på ansigtsudtrykkene, om det gik godt eller dårligt,” fortæller Mads Jacobsen.
I det hele taget er Tetris en glimrende tilskuersport, forklarer han.
“Alle kan ret hurtigt afkode, hvad Tetris er, også selvom man ikke kender så meget til spillet. Og har man selv spillet, vil man lynhurtigt kunne se på hastigheden, at det er dygtige spillere ved turneringen.”
Europa ruller frem
Selvom spillerne nok kommer til at cleare linjer med lynets hast, så går det til Europamesterskaberne ofte en anelse langsommere, end når de bedste amerikanske og japanske Tetris-spillere duellerer.
Årsagen er den originale hardware. De europæiske PAL Tetris-spil kører ved 50 Hz, hvorimod NTSC-versionen opdaterer ved 60 Hz. Som udgangspunkt betyder det, at brikkerne i Europa falder ved 80 % af hastigheden sammenlignet med Japan og USA.
Det lyder måske ikke af meget. Men når vi snakker Tetris på højeste plan, er de små marginaler af stor betydning, forklarer Mads Jacobsen.
“PAL og NTSC er lidt to forskellige discipliner. Det er lidt som at køre Formel 1 og Formel 2.”

Europa ruller frem
Ved de seneste verdensmesterskaber i Tetris var det da også nordamerikanske spillere, der dominerede stort. Men europæerne er ved at komme op i gear, fortæller Mads Jacobsen.
Årsagen er en ny teknik kaldet rolling.
De bedste Tetris-spillere har i mange år brugt strategien hypertapping, hvor man trykker lynhurtigt på kontrollerens D-pad. Det gør det muligt at flytte de faldende brikker langt hurtigere, end hvis man blot holder den givne retning i bund.
Rolling tager tingene et skridt videre. Spilleren holder en finger over d-padden og ruller sin anden hånds fingre langs bagsiden af controlleren. Controlleren bliver dermed slået op mod fingeren, hvilket giver en endnu højere hastighed. Hvis man altså formår at mestre den avancerede teknik.
“Tidligere var der en begrænsning for, hvor længe man kunne spille, før det blev for svært. Nu er den begrænsning væk, man skal bare have de rigtige brikker og kunne tænke hurtigt nok,” forklarer Mads Jacobsen.
“Dem, der spiller finalen, de roller, for det bliver du nødt til. Der er flere, der har tillært sig det.”
Virtual Boy på programmet
Hvor de mindste detaljer kan have afgørende betydning i Tetris på højeste plan, så er EM i Tetris ikke kun benhård konkurrence. Turneringen handler i lige så høj grad om at have det sjovt og nørde det klassiske spil, og intet symboliserer det bedre end den nyeste tilføjelse – en Virtual Boy-turnering.
Nintendos berygtede 3D-konsol var også på programmet sidste år, men der spillede man kun for hyggens skyld. I år får Virtual Boy en officiel turnering, og timingen kunne ikke være bedre, da Nintendo næste år bringer den ikoniske konsol tilbage som et accessory til Nintendo Switch.
Det har dog ikke været helt nemt at få turneringen op at stå.
Virtual Boy blev udgivet i midt-90’erne og solgte kun lidt over 750.000 eksemplarer. Det er derfor de færreste, der har mulighed for at øve sig på original hardware.
Samtidig skal man for at spille kigge ind i et par monterede 3D-briller, der lidt ligner et Fisher-Price VR-headset. Derfor har det været nødvendigt – ligesom med Game Boy-versionen – at modificere konsollerne, så billedet kan komme op på en skærm.

Som en intens fodboldkamp
Turneringen i Tetris til Virtual Boy finder sted søndag, mens turneringen på NES og Game Boy strækker sig over hele weekenden.
Der er derfor masser at se frem til, hvis man har mulighed for at lægge vejen forbi ENIGMA mellem fredag den 14. og søndag den 16. november.
Selv hvis man bor langt fra København, er det også muligt at følge med, da hele arrangementet streames på arrangørens Twitch-kanal.
Uanset hvordan man ser turneringen, lover Mads Jacobsen stemning til den store guldmedalje.
“Stemningsmæssigt er det næsten som at være til en fodboldkamp, hvor der er en, der får en friløber. Hvis en spiller laver en fejl, går der et gisp igennem folk, og når spilleren så fjerner to, tre linjer og lige akkurat får hul igennem, kan folk godt finde på at rejse sig og juble. Det er virkelig magisk i de øjeblikke, hvor den lige bliver reddet.”
Du kan se al information om EM i Tetris på arrangørens hjemmeside.
Mest læste i dag
Anmeldelse
June 15, 2026
House of the Dragon Sæson 3, afsnit 1-4-anmeldelse – En stærkere start end først forventet
Film & Serier
June 14, 2026
Christopher Nolans nye storfilm får overraskende aldersgrænse
Nyhed
June 15, 2026
Laufey: God of War‑spillet der skal forene fortid og nutid
Film & Serier
June 15, 2026
Spielberg og John Williams runder 30 film sammen
© Copyright - arkaden.dk

