R.I.P. Roger Corman 1926-2024: Her er hans mest mindeværdige film

Det måtte jo komme, vi holder jo ikke evigt, og 98 år er en flot alder at sige farvel på.

Der er jo bare lige det ved det: hans navn var Roger Corman.

Jack Nicholson og Robert De Niro er blandt de mange skuespillere, han hjalp med at finde et ståsted. Instruktørerne James Cameron og Martin Scorsese blev skåret til på hans film.

Mange af hans film er blevet kultklassikere, og han blev berømt for den hastighed, hvormed han arbejdede, og lavede ofte flere film på samme sted og på samme tid, for at spare penge.

En af de mange vandrehistorier gik på, at Corman kunne forhandle en kontrakt fra en offentlig telefon, skyde filmen i telefonboksen og betale for den med mønterne i byttepladsen.

Og selv om han ofte blev kaldt B-filmens mester, begyndte han også at håndtere film lavet af fremtrædende udenlandske filmskabere, herunder folk som Francois Truffaut, Ingmar Bergman og Federico Fellini, og introducerede dem for et måbende amerikansk publikum.

Han instruerede selv over 50 film, men ellers er det som filmproducer han primært vil huskes for. Som f.eks. The Little Shop of Horrors (1960), som han selv instruerede og efter sigende fik optaget på to dage og en nat.

Corman var en ekstrem kultiveret, elegant og veltalende mand, stik modsat af hvad man kunne forvente af en mand, hvis film De vilde engle, blev totalforbudt i Danmark.

Ifølge Imdb nåede han at producere 493 film og med dette i mente, vil jeg præstere den næsten håbløse opgave, at udvælge de 10 bedste, mest varierede og mest syrede film. God fornøjelse:

The Masque of the Red Death (1964)

Corman besluttede at udvide sin horisont med en række film baseret på Edgar Allan Poes værker og med Vincent Price som hovedrollen i alle, undtagen en af dem. Han instruerede dem alle selv og The House of Usher blev udgivet i 1960 og blev efterfulgt af en række andre, herunder The Raven, The Masque of the Red Death og The Tomb of Ligeia. Men The Masque... er den bedste, og skal jeg kun anbefale en Roger Corman-film, bliver det denne.

Vincent Price spiller den sataniske prins Prospero, der er vært for ekstravagant hedonistiske fester, mens de fattige familier uden for hans borgmure omkommer af pest. Ankomsten af ​​en renhjertet bondepige (Jane Asher) truer med at bringe en ende på hans dekadente skænderier.

Corman var i stand til at give The Masque of the Red Death et mere overdådigt udseende end de andre film i Poe/Price-cyklussen, ved at optage på kulisser, der blev efterladt fra det historiske epos Becket (1964), og at have den fremtidige instruktør Nicolas Roeg om bord som filmfotograf, hjalp også. Mellem de farvestrålende og blændende mærkelige festsekvenser og Prices muntre skurkagtige præstation, er dette – passende nok – en film af ren fornøjelse. Det færdige produkt føles langt mere som en kunstfilm, end næsten nogen af producentens/instruktørens andre værker. Og Vincent Price har sjældent været bedre. Dem der anser Corman som b-hold, bør allermest se den. Et mesterværk.

De vilde engle (1966)

The Wild Angels følger en motorcykelbande, der når et krisepunkt, da et af deres medlemmer (Bruce Dern) bliver alvorligt såret i en skudveksling med politiet. 

Corman betalte en ægte gruppe af Hell’s Angels for at arbejde som statister og besætningsmedlemmer, og det – sammen med de støvede ørkenlokaliteter og brede blå himmel – giver filmen en grov følelse af modkulturel autenticitet. The Wild Angels‘ succes satte gang i en ny trend for biker-film (herunder den skelsættende Easy Rider fra 1969) og Peter Fondas ikoniske “We wanna be free!” monolog blev samplet i sange af Primal Scream og Mudhoney. En film fra en anden tid og æra. Forbudt i Danmark, da rockere kom i karambolage med demonstranter til filmens premiere i Saga bio.

Targets (1968)

Corman gik med til at finansiere Bogdanovichs fantastiske debutfilm under den betingelse, at den unge instruktør holder budgettet og udtænker en rolle for Boris Karloff, som stadig skyldte ham for et par dages arbejde. Så Bogdanovich brugte lejligheden til at kontrastere Karloffs aldrende gyser-filmstjerne med den mere nutidige gyser fra en sindssyg pistolmand, der skyder almindelige mennesker ned. Med sine hentydninger til Charles Whitman , den tidligere marinesoldat, der dræbte 14 mennesker fra toppen af University of Texas-tårnet i 1966 efter at have dræbt sin mor og kone, får Targets adgang til en Vietnam-veterans forvirrede sind (Bobby Thompson) der dræber sin familie, og derefter tilfældigt tager sin frokost og sin riffel til toppen af en olietank ved motorvejen. Amerika ville aldrig blive det samme.

Filmens realistiske, og stadig den dag i dag, brutale nedskydninger giver stadig chok til seeren. Den danske film Skytten fra 1977, må have tyvstjålet meget af idématerialet. Dette er originalen.

The Big Doll House (1971)

Som en del af en lummer og indbringende plan om at optage hurtige og beskidte film i Filippinerne i begyndelsen af 70’erne, ændrede Corman undergenren for udnyttelse af kvinder i fængsler til “kvinder i bure”, med de obligatoriske brusere og mudderkampe og torturleg. Filmene var, også dengang, grynende usmagelige, men de bedste af dem, som Big Doll House, løb sig varme med junglesved og guerillaactionsekvenser. Instrueret af Jack Hill, som udmærkede sig veloplagt ved denne type underholdning, er filmen stadig bemærkelsesværdig for et tidligt kig på Pam Grier, der kommanderer dit tv som en af de seks grovhuggede skønheder, der slår sig sammen for at modstå deres sadistiske vagt og bryde ud af en fremmed fængselskompleks. En stor inspirationskilde til både de senere mere vamle Ilse-film, men også for danske kunstnere som f.eks. Anne Linnets Marquis De Sade periode.

Caged Heat (1974)

En af stjerneeleverne på Corman-filmskolen, Jonathan Demme, skulle senere lave store film som Melvin and Howard og The Silence of the Lambs, men Caged Heat, hans instruktørdebut, er et eksempel på en kunstner, der gør sit bedste for at hæve en ellers uhæderlig undergenre. I store træk krydser filmen de sædvanlige kvinde-i-fængselskasser, med sexede fanger, der kæmper (og brusebader) indbyrdes, før de vender deres opmærksomhed mod en voldelig fængselsinspektør (kult-ikonet Barbara Steele). Men Demme og hans filmfotograf, Tak Fujimoto, holder kameraet aktivt, imens historien er voldsom og sjov, med en ægte varme og korpsånd, der udvikler sig blandt de medvirkende. Disse små forskelle betyder faktisk noget.

Death Race 2000 (1975)

Timet til at udnytte det futuristiske kaos fra succesfilmen Rollerball, foregriber Death Race 2000 sig en mere totalitær dystopi. Corman insisterede på en snert mørk komisk tone til filmen, og instruktør Paul Bartel forpligtede sig derfor med en actionfyldt, delirisk tegneserieagtig science fiction-splatter-farce, der fik øjeblikkelig kultstatus. David Carradine spiller hovedrollen som Frankenstein, der kører mod andre farverige rivaler, b.la. Sylvester Stallone, i Transcontinental Road Race, en begivenhed, der belønner deltagerne for at slå uskyldige fodgængere ned. Stephen King skrev senere i 1982 The Running Man – Go figure.

Rock ‘n’ Roll High School (1979)

Corman og hans instruktør, Arkush, var altid ivrige efter at udnytte ungdommeligt oprør og “remixede” derfor deres egen Grease, og kaldte den for Rock ‘n’ Roll High School: The Ramones, en punkkvartet på vej frem, og PJ Soles, en smittende festblondine, der havde stjålet sine egne scener som teenageballademager i “Carrie” og “Halloween”. På Vince Lombardi High School, er Riff Randell (Soles) ved at miste forstanden af svime over sit yndlingsband, Ramones, der kommer til byen til en koncert. Hendes entusiasme sætter hende dog i konflikt med skolens bulldog af en rektor (Mary Woronov), der opretter et eksplosivt opgør på campus. Åhh at være teenager igen.

X: The Man with X-Ray Eyes (1963)

I sin anden Corman-satsning (den første var det foregående års lettere middelgode Premature Burial) spiller Ray Milland en gal videnskabsmand, der opfinder øjendråber, der vil give enhver, der tager dem røntgensyn. Da han prøver det af på sig selv, driver hans nye opfattelsesevner ham desværre til sindssyge.

X: The Man with X-Ray Eyes blev optaget på et tidspunkt i Millands karriere, hvor han skiftede fra hovedroller i traditionelle Hollywoodfilm, til den lavere budget-schlock, som Corman specialiserede sig i. Historien kan virke hakkende, og specialeffekterne lettere daterede, men Milland angriber sin præstation med en kvasi-Shakespeare-glæde, der gør filmen underligt sært fængslende.

Piranha (1978)

Da Roger Corman grundlagde sit eget uafhængige produktionsselskab, New World Pictures, udklækkes en helt ny klasse af Corman-inspirerede spirende filmskabere. En af de mest fremtrædende, var instruktøren Joe Dante. Dantes første gyserfilm, Piranha, er baseret på en historie af Richard Robinson og John Sayles og var det første kapitel i en række lavbudget B-film inspireret af storhittet Dødens gab. Med et plot, der beretter om muterede menneskeædende fisk sluppet løs på et intetanende feriested, hyrede Dante specialeffekt-troldmanden Phil Tippett til piranhaerne og stop-motion-sekvenserne. En klassiker var født og banede senere vejen til mega-successen Gremlins.

Galaxy of Terror (1981)

Kendere af James Cameron vil indvende at hans første film var efterfølgeren til Joe Dantes Piranha, med den danske titel Vampyrfiskene fra 1982. Men han var tidligere ude, da han lavede special effects til denne vhs-favorit. Bruce C. Clark instruerede dette misk-mask af en science fiction sjasker, der må have inspireret film som Event Horizon. En rumskibsbesætning sendes ud på en redningsmission, hvor de møder deres værste frygt, projiceret af deres egen fantasi. En slimet voldtægtsscene mellem en kvindelig passager og en parringsmoden alien, har gjort filmen til en kultklassiker. Den britiske Warner-videoudgivelse fra 1986 blev skåret med 14 sekunder af BBFC, grundet denne scene. En tidlig Robert Englund medvirker.

Der er mange flere jeg gerne ville have med, b.la. denne:

Ja der er masser at gå i gang med, folks! Vi vil savne dig Roger!