Rekordmange vil lave spil i Danmark


Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
May 2, 2025
Over halvdelen af ansøgerne til Spilordningen er nye aktører – og det siger ikke så lidt om den energi, der lige nu præger den danske spilbranche
Den danske spilindustri bobler og syder som en gryde på fuldt blus, og det er en fornøjelse at være vidne til. Nye tal fra NIMBI – Danmarks Institut for Spiludvikling – bekræfter det, vi længe har kunnet mærke i maven – Det vælter frem med nye spilprojekter og idéer, og interessen for at fortælle historier i interaktiv form har måske aldrig været større.
Hele 106 spilprojekter har søgt støtte i første runde af Spilordningen under NIMBI. Det er en fordobling i forhold til tidligere runder og sender et klart signal om, at der er noget i gang. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at to ud af tre ansøgere er nye selskaber. Det peger ikke bare på vækst – men på en branche, hvor nye stemmer, nye hold og nye idéer har mod på at tage springet. Og det er præcis det, vi har brug for.
Ifølge NIMBIs direktør Jan Neiiendam vidner de 106 ansøgninger om en “bemærkelsesværdig vitalitet i den danske spilbranche.”
– Danmark er fortsat et kraftcenter for spiludvikling, selv i et udfordrende globalt marked. Hele 64 % af projekterne er fra selskaber, som ikke tidligere har modtaget støtte. Det vidner om, at talentmassen ikke blot holder ved – den vokser, uddyber han til Arkaden.
Derudover fremhæver han, at ansøgningerne kommer fra hele landet – og at det samlede beløb, der er søgt om, overstiger 33 millioner kroner:
– Den overvældende interesse er både glædelig og udfordrende, og vi ser det som vores fornemste opgave at forvalte midlerne med største omhu og ansvarsfølelse.
Neiiendam understreger, at alle ansøgninger vurderes ud fra klare, offentlige kriterier, og at NIMBI lægger vægt på at give konkret og konstruktiv feedback – også til dem, der får afslag.

Særligt i forhold til de mange nye aktører i branchen har NIMBI arbejdet med at gøre ansøgningsprocessen mere tilgængelig og overskuelig. Der har været afholdt informationsmøder og tilbudt løbende vejledning, og organisationen evaluerer løbende sine procedurer for at sikre, at administrationen ikke bliver en barriere for talent og innovation.
– Jeg forstår godt, hvis nogen mener, at det kan være en stor mundfuld at ansøge. Det er naturligvis vores opgave at tilpasse systemet til udviklerne – ikke omvendt, siger Neiiendam.
NIMBI er sat i verden for at styrke dansk spiludvikling med særligt fokus på kunstnerisk kvalitet og kulturel forankring. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor nødvendigt det er, så taler tallene deres eget sprog. Det vidner om ambitioner, tro på formatet og ikke mindst et voksende behov for støtte, struktur og anerkendelse af spil som både erhverv og kultur.
En vigtig del af NIMBIs strategi handler også om ansvarligt design og danske fortællinger – og ifølge Neiiendam hænger det godt sammen med ønsket om global gennemslagskraft:
– Vi tror på, at danske spil med stærke værdier og originale spiloplevelser har størst chance for at skille sig ud på det internationale marked.
Samtidig lægger NIMBI vægt på at understøtte en mere bæredygtig spilbranche – både økonomisk, arbejdsmæssigt og kulturelt. Det handler om at skabe sunde virksomheder og gode arbejdsmiljøer, og her spiller samarbejdet med Games Denmark en central rolle:
– Den danske spilbranche står stærkest, når vi løfter i flok, understreger Neiiendam og peger blandt andet på Copenhagen Gaming Week, MatchUp 2025 og den kommende pulje Spilfremme som konkrete tiltag.
Puljen Spilfremme skal støtte blandt andet efteruddannelse, formidling, netværk og spilfaglig dialog – og målet er at styrke branchen i hele dens bredde.
Hos Arkaden holder vi selvfølgelig et vågent øje med den danske spilindustri – en industri der er i både vækst og bevægelse – og det føles ret godt.
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance
© Copyright - arkaden.dk