Røvtur, bankekød og danske spiltitler


Asmus Neergaard
Estimeret læsetid: 4 minutter.
March 16, 2025
Asmus kigger på spil, der bare ville have været bedre med en dansk oversættelse…
Jeg husker engang, for mange år siden, at have set en film i TV-programmet med titlen Bankekød til slemme drenge. Jeg var i en fase hvor bankekød med kartoffelmos var en art ambrosia, og min interesse var øjeblikkelig vakt. Ikke mindst fordi jeg gerne anså mig selv som lidt af en bisse. Du ved, en bisse der går i seng klokken 8, aldrig har været i slagsmål og som mente at toppen af oprør var at tage FEM stykker slik, hvis du havde fået lov til at tage et par stykker…
Forestil dig, ærede læser, min forundring da filmen ikke handlede om bankekød i nogen som helst afskygning, men derimod om Clint Eastwood og en abe. Min tiltro til filmtitler led et voldsomt nederlag den dag.
For noget tid siden, ad omveje, endte jeg inspireret af Bankekød til slemme drenge, Ud at køre med de skøre, og andre lignende og spøjse filmtitler, på Brian Iskovs blog, hvor han skrev om netop dette fænomen. Brian havde interviewet en række af de personligheder, der havde sørget for at udenlandske film havde danskklingende titler. (Tak, I guess…?)
Det fik mig dog til at tænke på – Hvad nu hvis denne trend aldrig var stoppet, og vi havde haft danske titler på spil? Jeg havde aldrig stået i en GAME i 2010 og set en purk spørge efter ”Kåt får” (Call of Duty 4, CoD 4). Jeg havde aldrig oplevet et Resident Evil eller Final Fantasy.
Og med det in mente, så har jeg rakt hånden ind i en anden virkelighed, og jeg har fundet ud af hvad spiltitler havde heddet, hvis blot vi havde oversat dem…
Mørbanket af Dæmoner

Doom? Baaah, hvad betyder det? Undergang? Det gør slet ikke spillets koncept retfærdighed. Næh, du! Hvis du er lige så dårlig til Doom som mig, men stadig knuselsker serien, så giver ”Mørbanket af dæmoner” langt mere mening som titel!
Pang Pang på Prærien

Der er intet som den varme prærievind i håret, duften af hest og kaktus, og følelsen af en vedligeholdt revolver i sin næve. Det skulle da lige være, hvis en titel som Red Dead Redemption fik et bedre og langt mere beskrivende navn. Og mens Red Dead Redemption lyder imponerende, så ved du lige præcis hvad du får, når du køber en kopi af Pang Pang på Prærien!
Hopla, vi skrider!

Det her er lidt snyd, for Grand Theft Auto fik nemlig en oversættelse tilbage i 1980, da Ron Howards film af samme navn fik dansk præmiere. Og Grand Theft Auto blev, naturligvis fristes jeg til at sige, oversat til Hopla, vi skrider. Ærgerligt at spillet ikke fulgte trop, da et af mine yndlingsspil i serien er Hopla, vi skrider: Synden By.
Mamma mia i Svamperiget!

Hvis du troede at den største forbrydelse mod alles yndlingsbliktud var filmen fra 1993, med Bob Hoskins og Dennis Hopper, så tro om igen. I en parallel verden blev spillet nemlig oversat til dansk. Og i Mamma Mia i Svamperiget ser vi blikkenslageren Mario, der skal redde Prinsesse Paddehat fra den onde Kong Skjold.
Bum, der røg verden!

Fallout? Næh, det hedder den elskede spilserie ikke. Med et soundtrack der inkluderer Lilli Marleen, Marguerite Viby og Raquel Rastenni, er Bum, der røg verden! en spilserie der kombinerer lidt sort humor, atomkrig og dejlig musik fra 1940erne.
Halvt i live, helt i knibe

Halveringstid ville have været en kedelig og noget intetsigende titel på et spil i Half-Life‘s kaliber. Så derfor blev der valgt en dansk titel der både inkluderer en kæk henvisning til originaltitlen, men også en opsummering af Gordon Freemans situation. Nyd også dobbeltbetydningen i “Helt i knibe”, da det både henviser til spillets helt, men også som modsætning til “halvt”.
Slåskamp gennem tiderne

Et af mine gladeste barndomsminder var da vi, en lille gruppe drenge fra 7A, N. Zahles Gymnasieskole, hver weekend mødtes for at spille spil, Magic: The Gathering og spise hotdogs. Og et af de spil vi spillede var Civilization. Men da vi mest brugte snydekoder, og brugte howitzere til at undertrykke stenalderstammer, virkede navnet altid en kende for… civiliseret. Men Slåskamp gennem tiderne? Det er en titel der så sandelig beskriver spilserien. Også selvom Ghandis forkærlighed til atomvåben ikke helt hører til virkeligheden…
Rædsel i Rigmandsvillaen

Selv på engelsk er titlen Resident Evil lidt af en sær snegl. Hvad betyder det? Den iboende ondskab? Den eneste ondskab der er nogenlunde til at forholde sig til, er en række rigmænd der morer sig med at lave farlige vira. Det, og så eksperimenterer med hinanden og hyrer indendørsaktitekter, der burde have været spærret inde. Så en dansk fortolkning kan kun gøre spillet nemmere at forstå. Og hvorfor ikke Rædsel i Rigmandsvillaen? En oversættelse der er lige på kornet.
(I hvert fald lige indtil efterfølgerne…)
Knald på Kanonerne

En af de bedste tricks vi har, når der leges med sproget, er alliteration, eller bogstavsrim. Og spil er så sandelig gode repræsentanter. Leisure Suit Larry. America’s Army. Ty the Tasmanian Tiger. Final Fantasy. Billie Bust Up. Men forstår et dansk publikum en titel som Command & Conquer? Befal og erobr? Måske ikke. Men Knald på Kanonerne? Det har det hele: Et bogstavrim. En beskrivelse af hvad spillet handler om. Noget der lyder som en program på TV2 i 90erne. Perfektion er sjældent, men jeg tror vi er tæt på det her…
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder
© Copyright - arkaden.dk