Steam Next Fest Februar 2026: De bedste demoer
Emil Øgaard
Estimeret læsetid: 11 minutter.
March 6, 2026
Så er det den tid på året igen. Morgendagens spil står og lurer i horisonten. Nogle tættere på udgivelse end andre. Igen har februar-udgaven af Steam Next Fest imponeret med en masse fede demoer, som viser, at industrien helt klart har taget et par spiltrend til sig, men også at kreativiteten i den grad stadig lever.
Jeg har hele sidste uge spillet over 30 demoer, hvilket fyldte over 200 GB på min disk, og er nu klar til at give dig et indblik i, hvilke jeg synes du bør holde øje med. Har man endnu ikke læst min topliste endnu, kan man også tjekke 50 indiespil, du bør holde øje med i 2026 – nogle af spillene finder du også herunder. God læselyst.

1348 Ex Voto
En ridderfortælling sat i en italiensk middelalder om den unge ridder Aeta (stemme og mocap af Alby Baldwin), som finder sin by under angreb. Aetas gode veninde/love interest, Bianca (stemme og mocap aff Jeniffer English), som man har brugt starten på at sparre med, er ikke at finde i byen, og det er nu din pligt som ridder at redde din skønmø.
Demoen viste, at kampsystemet er meget kluntet og skal finpudses, og der er en del grafiske bugs, mens ellers er præmissen spændende og det eventyrlige italienske middelalderlandskab er ikke til at stå for.
1348 Ex Voto er sat til at udkomme på PC og PlayStation 5 d. 12. marts 2026.

Alabaster Dawn
Når mørke magiske kræfter er ved at overtage kongeriget, bliver en række helte vækket til live for at beskytte befolkningen. Med guddommelige kræfter kæmper de sig gennem horder af fjender. Men lige inden det sidste slag, bliver deres guddommelige kræfter taget fra dem, og de ender selv med at blive slagtet. Men heldigvis er der en helt, som ikke blev vækket rettidigt. Hun er nu vågnet til dåd.
Du spiller som Juno i et Zelda-like, hvor den smukke pixelartstyle kombineret med et superintuitivt og velsmurt kampsystem gør dette til et superinteressant spil. Demoen er ret lang og efter 1.5 time blev jeg nødt til at stoppe for at få tid til de andre demoer – den blev ved med at putte nye gameplay mechanics på.
Alabaster Dawn har ikke fået en udgivelsesdato endnu.

Cursed Words
Balatro-like bare med at danne ord frem for pokerhænder. Virker ret veltænkt, hvor man kan lave helt sindssyge builds, hvor man vinder hver gang. Et fint twist på en populær ny genre – demoen viste dog, at det mangler variation til at have samme holdbarhedsdato som Balatro. Men veludført trods alt.
Cursed Words er sat til at udkomme i 2026.

Cthulu: The Cosmic Abyss
Et ret fedt detektivspil med kosmisk horror-elementer ala H.P Lovecraft. Ser blændende godt ud og lyddesignet er vildt. Det kan minde om Alan Wake bare uden alt kampsystemet, men hvor puzzles er det bærende element. I demoen spiller du som et detektivpar, som skal undersøge, hvorfor én af jeres kollegaer pludselig ikke giver lyd fra sig. Undervejs i demoen skal du også undersøge en undersøisk base, hvor farene lurer om hjørnerne.
Cthulu: The Cosmic Abyss udkommer d. 16. april 2026 på PC, PlayStation 5 og Xbox Series X|S.

Darwin’s Paradox!
Et Metal Gear Solid-spoof fra Konami, hvor du styrer blæksprutten Darwin frem for Snake. Udviklerne kalder selv genren for Tactical espionage – eller 2D stealth platformer – hvor man skal løse puzzles og undgå at blive opdaget. Spillet har en ret sjov vibe, hvor spoofene fungerer godt og animationerne er velproducerede. Dog sidder jeg lidt tilbage med tanken om, hvem spillet er til? For Metal Gear Solid-fans eller til fans af platform-genren?
Darwin’s Paradox! er sat til at udkomme d. 2. april 2026 på PC, PlayStation 5, Nintendo Switch og Xbox Series X|S.

Denshattack!
Et skateboard-spil med toge. Lav kickflips, spring over på andre togspor og drift i svingene. Hver bane er designet til, at du laver så vilde tricks som muligt, samtidig med du får nogle objektiver, du kan klare undervejs. Efter hvert track bliver du bedømt både på score og på gennemførselstiden. Spillet emmer af swagger og coolness og minder ekstremt meget om de gamle Tony Hawk: Pro Skater-spil.
Denshattack! udkommer d. 17. juni 2026 på PC, PlayStation 5, Nintendo Switch 2 og Xbox Series X|S.

Super Meat Boy 3D
Et fedt præcisions-platformer, der nu er gået 3D, fremfor de andre 2D-spil i serien. Det føles meget intuitivt at styre den røde, slaskede Meat Boy, når han hopper og dasher i luften lige sekundet inden, man rammer en savklinge. Det er svært, og du kommer til at dø en del gange. Men banerne i demoen kunne alle klares på omkring 30 sekunder. Derfor er det korte, men intense baner, så man ikke kommer til at kede sig. Jeg synes også, at sværhedsgraden er tilforladelig for casuals som mig. Hvis man gerne vil jagte A+-scoren i speedrun, kan man også det.
Super Meat Boy 3D er sat til udkomme engang i 2026.

Wanderburg
Et solidt bulletheaven/survivorlike, hvor man spiller som en rullende fæstning, der egentlig bare skal nakke en masse riddere og andre rullende borge. Efter et par minutter og nogle swarms møder man en boss, som man skal besejre. Efter hvert run kan man købe nye opgraderinger til sin borg. Igen er det en genre vi kender, men settingen og følingen i spillet føles unik nok til at det er anderledes.
Wanderburg er sat til at udkomme engang i 2026.

REPLACED
Ja tak! En cyberpunk noir-fortælling, som æder weltschmerz til morgenmad. Du spiller som R.E.A.C.H. – en AI, der er fanget i en menneskekrop – som skal bryde ind hos Phoenix Corporation – en militær organisation, som har ukendte hensigter, du skal grave dybere ned i. Det bryder med klassiske sidescrollers ved at have et udmærket, men simpelt, kampsystem, hvor ud kan slå, gå til modangreb og skyde dine fjender. Dit våben genoplades ved at slå nok gange på fjenderne. Det kunne godt gå hen og blive et ret fedt spil. Jeg glæder mig til, at det udkommer.
REPLACED er sat til at udkomme d. 14. april 2026 på PC, PlayStation 5 og Xbox Series X|S.

Phonopolis
En helt anden humoristisk og skæv tone fra Amanita Design. Sindssyg interessant artstyle, hvor alt er lavet i bølgepap med et filter, som gør det hele meget taktilt og levende, og så selvfølgelig en dejlig uhøjtidelig voice-over, som har en eventyrlig fortællerstemme, som om han læste op fra en bog. Det bliver dejligt distanceret, der er med til at understrege den quirkyness, der er i spillet. Puzzles er træk-eller-tryk-baserede og kommer også til at fungere på mobilen. De er dog ret sjove vignetter, som fortæller små mikro-kosmos fortællinger uden ord.
Phonopolis er sat til at udkomme engang i 2026.

The Eternal Life of Goldman
Når man går all-in på at lave kunst, og det så lykkedes, bliver man som spiller blæst bagover. På samme måde som Cuphead er håndtegnet, er The Eternal Life of Goldman også tegnet i hånden. Hver scene i Goldman er et goddamn kunstværk, hvis der ikke sker noget i forgrunden, sker der noget i baggrunden. Gameplayet er en slag platforming metroidvania med en masse puzzles, som ikke holder dig i hånden. Du kan også læse mit mere dybdegående preview af The Eternal Life of Goldman.
Og selvom det måske kan virke som et børnevenligt spil, så er der en masse kant i både groteske animationer og temaer i historien. Det her spil kunne godt gå hen og tage verden med storm.
The Eternal Life of Goldman er sat til udkomme engang i 2026.

Hozy
Et meget hyggeligt, taktilt spil, som tager udgangspunkt i små dioramaer, hvor man først skal rengøre et rum, derefter male det og til sidst indrette det med møbler. Det kunne minde om en blanding mellem House Flipper og Unpacking, og med sit taktile lyddesign, lækre grafik og hyggelige soundscape bliver det et spil, der passer perfekt til cozy game-folket.
Hozy er sat til at udkomme d. 30. marts 2026 på PC.

Monster Hunter Stories 3: Twisted Reflection
En helt vanvittig smuk verden, man kan gå rundt i og udforske. Kampene minder meget om forgængeren – altså et turbaseret JRPG, hvor du og dit monster teamer op med en “træner” og deres monster, så det er jer fire mod andre monstre). Spil nr. 3 har tilføjet en nyt Wyvernsoul-system, som man skal hakke ned, før de bliver staggered. Af andre nye mechanics nu feral monstre nu angreb, de normalt ikke bruger.
Du spiller som prins (eller prinsesse) og ranger, som har fået en af de nyudklækkede tvillinge-Rathalos som barn. Vi ved ikke, hvem der har fået den anden. Din mor er blevet forvist, så din far, kongen, styrer det politiske med en optrappende krig, der lurer om hjørnet.
Det her er alt, hvad jeg gerne vil have i et nyt Monster Hunter Stories-spil. En skøn high fantasy-verden med masser af politiske intriger, men også monstrene som truer freden over kongeriget med deres blotte tilstedeværelse. Kampsystemet er dybt og med masser af mulighed for at kreere lige præcis den sammensætning af monstre og udstyr, der passer til dig.
Monster Hunter Stories 3: Twisted Reflection udkommer d. 13. marts 2026 på PC, PlayStation 5, Nintendo Switch 2 og Xbox Series X|S.

GRIME II
Et slibrigt metroidvania med fede gameplay-elementer. Når man parerer fjender, kan man ved nogle af dem dashe ind i dem og efterfølgende lave dem ud af slim som et angreb. Så kan de få deres egen medicin at smage. Ellers et meget klassisk 2D metroidvania med en masse hemmeligheder og evner, man oplåser undervejs, hvor man skal backtracke for at oplåse hemmelige genveje. Sværhedsgraden er til den lettere side – jeg blev udfordret, men døde ikke under demoen, hvilket er atypisk for mig i denne type spil. Fed grafisk stil, hvor slim og Geiger-gore er i førersædet.
GRIME II udkommer d. 31. marts på PC.

Moomintroll: Winter’s Warmth
Igen er Hyper Games tilbage med et varmt tæppe til en kold forårsdag. Vinteren er over Mumidalen, og mumierne er egentlig gået i vinterhi. Men pludselige vågner Mumitrolden af et spektakel i det lille Mumihus.
Spillet rammer meget af det, som gjorde Snufkin-spillet godt, men tager og andre designvalg, som mere knytter sig til Mumikarakteren. Musikken er hjertevarm med varme toner fra klaver og akustisk guitar, og artstylen og tonen i spillet er også den samme som sidst. Det er et spil, som tør tage dybere emner op, og jeg tror man vil komme til at hygge sig endnu engang i Mumi-universet. Igen fungerer spillet også fremragende med den danske oversættelse.
Moomintroll: Winter’s Warmth udkommer d. 27. april 2026 på PC og Nintendo Switch.

Lost Wiki: Kozlovka
Deduktiv monokromt database-spil, hvor man opklarer et mysterie om den fiktive østeuropæiske by Kozlovka. Her mystiske ting sket og ikke alt er fryd og gammen, som det måske ligner på overfladen. En person sætter dig til at opklare mysteriet og den dybere sandhed, der lurer latent.
Lost Wiki: Kozlovka er sat til at udkomme d. 20. marts 2026 på PC.

Vampire Crawlers
En slags roguelite deckbuilder, hvor du styrer din karakter via en navigations-pad ude i siden (eller bare på WASD), hvor du går ind i kampe og skal spille dine kort rigtigt for at vinde mod fjenden. Undervejs, når du leveler op, finder du nye kort og nye opgraderinger til dine kort, der fx giver dig 3 mere armor til kommende modangreb eller at kortet skader dobbelt. Ligeledes hvis du kombinerer dine angreb korrekt, skader de også mere. Når dit run er slut kan du opgradere permanente opgraderinger eller købe nye karakterer, som kommer med sine egne skills til kampene. Ekstremt vanedannende.
Vampire Crawlers er sat til at udkomme engang i 2026.

Scott Pilgrim EX
Et blast-from-the-past. Retro beat ’em up med chiptunes, skøre våben og fjendetyper – du skal nakke veganere – og en helvedes masse sjov. Det minder om Streets of Rage og de gamle Ninja Turtles-klassikere, hvor Tribute Games her har udbygget med opgraderinger, du kan finde eller købe undervejs og nye scenarier, som udspiller sig. Sværhedsgraden kan komme helt ned på super easy, så man nemt kan spille det med sine børn som couch co-op. Kan dog godt være forvirrende for spillere, der aldrig har spillet beat ’em ups før.
Scott Pilgrim EX er ude nu på PC, PlayStation 5, Nintendo Switch og Xbox Series X|S. Hvis du vil læse, om det er din tid værd, kan du læse Arkadens anmeldelse af spillet.

Esoteric Ebb
Et tabletop-agtigt CRPG/Disco-like man bestemt bør holde øje med. Tænk det som Disco Elysium, men sat i et middelalder-univers, hvor du spiller som en cleric, der både skal finde sig selv og finde ud af, hvem der har sprængt en te-butik i luften. Spillet er ekstremt selvreferende og kommenterer på alt du foretager dig, men virker ret dybt i sine systemer. Det er nærmest med et slags Baldur’s Gate 3-polish, hvor der er så mange scenarier, der kan udspille sig, afhængigt af dine terningeslag.
Esoteric Ebb er ude nu på PC og har i skrivende stund en score på OpenCritic på 88.

Scritchy Scratchy
Et ekstremt vanedannende skrabelods-roguelite, hvor præmierne bliver større ligesom din trang til at jagte jackpotten også gør det. Du starter med at vaske tallerkener for at få råd til skrabelod. Efter lidt tid begynder disse skrabelod at være så profitable, at du kan købe vildere skrabelod med bedre præmier. Undervejs leveler du dine skrabelod op, så præmierne på dem bliver større. Du kan også få hjælp af en autoskraber, som du ligeledes kan opgradere. Ret sjovt spil – perfekt til mobil også. Der er indstillinger til at modvirke håndledsbesvær. Og hey, så er det udviklet af aarhusianske Lunch Money Games med Funday Games som publisher.
Scritchy Scratchy er sat til at udkomme på PC, iOS og Android d. 18. marts 2026.

The Ratline
New yorker-noir, der indhyller et deduktions detektiv-spil, hvor du skal jagte gamle nazister, som er flygtet fra Tyskland efter anden verdenskrig via den såkaldte Ratline. Her blev sendt til USA og Sydamerika via Sydeuropa. Minder ret meget om The Rise of the Golden Idol bare med en noir jazzet stil i stedet. Virker til at have gode interessante idéer, som også får dig til at arbejde for føden.
The Ratline er sat til at udkomme d. 17. marts 2026 på PC.

Pragmata
En fin lille demo, der viser core gameplay, hvor du styrer Hugh – en soldat i en stor exodragt – som har mødt androiden Dianna, der hjælper ham med at hacke fjenderne, så han kan skade mere på dem. Og det er sådan loopet er – en fjende kommer imod dig, du bruger Diana til at løse en hurtig puzzle, hvor du skal forbinde nogle felter med hinanden. Felterne kan have forskellige karakterer i det fulde spil, men i demoen gjorde de sådan, at du skadede mere, desto flere farvede felter, du havde med i kombinationen. Undervejs opsamler du også forskellige våben, som har et begrænset antal skud, før de forsvinder. Din pistol har seks skud og løber aldrig tør, men disse skal genoplades, når de er brugt.
Pragmata virker meget mere ligetil, end jeg havde frygtet, men måske også for ligetil og uden ret meget variation. Jeg er spændt på, hvor lang tid spillet varer, og om de kan holde det interessant med dette relativt simple gameplay-loop. Sci-fi-stemningen er i top, stemmeskuespillet er fint, hvor de går efter det lidt mere humoristiske. Men der kommer helt sikkert også til at være dybere emner i det fulde spil.
Pragmata er sat til at udkomme d. 17. april 2026 på PC, PlayStation 5, Nintendo Switch 2 og Xbox Series X|S.
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 12, 2026
Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot
Anmeldelse
April 13, 2026
Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt
Nyhed
April 13, 2026
Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse
Nyhed
April 13, 2026
GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel
© Copyright - arkaden.dk

