Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Feature

Vil du læse Daredevil? Så start her

Vil du læse Daredevil? Så start her
Marvel Comics
Rasmus Lund-Hansen

Rasmus Lund-Hansen

Estimeret læsetid: 4 minutter.

April 27, 2025

Nu hvor Disney Plus-serien Daredevil: Born Again har haft premiere, er Marvels man without fear tilbage i rampelyset. Og selvom den nye serie langt fra rammer plet for alle, så er mere opmærksomhed til Daredevil altid godt.

For Daredevil er nemlig en af Marvels bedste figurer. Også selvom han var kriminelt overset før den forrygende Netflix-serie udkom første gang for 10 år siden. Den har du sikkert allerede set – og mangler du mere Daredevil i dit liv, kommer her en anbefaling til et godt sted at tage hul på tegneserien.

Hvis vi skal tale om Daredevil, er vi også nødt til at tale om Brian Michael Bendis. I dag arbejder han eksklusivt for DC Comics, men i mange år var han en af Marvels mest produktive forfattere, der havde fingrene med i snart sagt hvad som helst – fra forlagets mest populære serier til de store event-udgivelser, tv-serier og computerspil.

Bendis blev hyret af Marvel i 2000, og fik til opgave at skrive Ultimate Spider-Man, og dermed også starte hele deres Ultimate-univers op. Kort sagt var Ultimate tænkt som en ny, alternativ serie, der skulle genfortælle mange af Marvels mest populære heltes historier. Bendis tog den 11 sider lange oprindelseshistorie fra den første Spider-Man-udgivelse og skrev den om til en syv numre lang fortælling. Ultimate Spider-Man blev en øjeblikkelig bestseller, og overgik mere etablerede serier som The Amazing Spider-Man i salgstal flere gange.

Sådan en succes skulle selvfølgelig belønnes, og derfor fik Bendis overdraget nøglerne til Daredevil i 2001. Hans turnus på serien endte med at vare fem år, og bliver generelt betragtet som det bedste stræk, serien har haft.

Og det er selvfølgelig den turnus, vi skal se på her. Bendis’ Daredevil begyndte med blad #16 i 2001, i en miniserie der hedder Wake Up og løber over fire numre. Egentlig er den ret atypisk, idet den ikke handler så meget om Daredevil som om journalisten Ben Urich. Han er på sporet af en historie, der involverer sønnen af en tredjerangsskurk som har lukket sig inde i sig selv, uden nogen rigtig kan finde ud af hvorfor. Det er en fin lille historie, hvor Urich kommer ud i lidt af en identitetskrise. Men det, der for alvor gør den værd at læse, er tegnestilen.

Wake Up ligner nemlig ikke nogen anden tegneserie jeg har læst. Den blander akvarelfarver, skitser, avisklip, genbrugte tegninger og komplette stilbrud. Resultatet er til tider drømmeagtigt, andre gange Ralph Steadman-psykedelisk, og hele tiden unikt.

Udklip fra Wake Up. Foto: Marvel Comics

Efter sidste nummer af Wake Up havde Bendis en kort pause fra Daredevil, inden han for alvor tog fat igen med #26 – og som sagt skrev serien de næste fem år. Kingpin, Daredevils ærkefjende, har mistet synet tidligere i serien, og det har stille og roligt ført til, at han mister sit jerngreb om Hell’s Kitchens underverden. Kingpin bliver forrådt af sine egne, og pludselig er markedet for stoffer, afpresning og alskens anden kriminalitet fuldstændig åbent. Gamle, etablerede spilleregler ryger også ud ad vinduet, og derfor er både Daredevil og hans civile alias, Matt Murdoch, jaget vildt i endnu højere grad end de plejer at være.

Der sker virkelig meget i løbet af Bendis’ Daredevil-forfatterskab, og jeg vil ikke spolere de de større øjeblikke her. I stedet vil jeg bare sige, at når du først er kommet i gang, får du nok svært ved at lægge den fra dig.

Tegnestilen i Daredevil skal også have et par ord med på vejen. For selvom de efterfølgende numre langt fra er lige så eksperimenterende som Wake Up, så har de stadig en meget anderledes streg. Baggrundene er beskidte og grumsede, omgivelserne er mørke, og personerne er ofte kastet i skygge og deres ansigter fyldt med hårde træk. Ofte ligner det fotos, der er tegnet over, og det giver serien et spændende udtryk, der føles realistisk og karikeret på samme tid.

Foto: Marvel Comics

Vil du læse Daredevil, så er Marvel Unlimited klart den letteste og billigste måde at komme i gang. Daredevil har kørt nogenlunde uafbrudt siden 1964, så der er virkelig mange søgeresultater i Marvel Unlimited, når man søger efter titlen. Du finder de nævnte numre ved at gå efter den serie, der hedder Daredevil (1998 – 2011), vælger Brian Michael Bendis på forfatterlisten, og sorterer med ældste først.

Mange store navne har skrevet Daredevil gennem årene. Frank Miller, ham med Sin City, 300 og The Dark Knight Returns har også ført pennen for figuren, og det har filminstruktøren Kevin Smith gudhjælpemig også.

Men det var Bendis, der solgte mig på figuren, så det er ham, jeg anbefaler her.

God fornøjelse!

Rasmus Lund-Hansen

Rasmus Lund-Hansen

Medredaktør


Rasmus’ største frygt er at blive en sur, gammel mand. Derfor lever han på en streng diæt af Nintendo og små indiespil, obskur hip-hop og elektronisk musik ingen har hørt om.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse

May 9, 2025

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk