Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

FIGHT CLUB-25 års jubilæum-anmeldelse

Mest læste

Af Jacob Ege Hinchely
4 november, 2024

Jacob bryder de to første regler i Fight Club ved at tale om den på dens 25 års jubilæum.

How much can you know about yourself if you’ve never even been in a fight?

Jeg har sagt det mange gange før: Hvis det var Star Wars, der skabte min kærlighed til film, så var det Pulp Fiction, der gjorde, at jeg begyndte at interessere mig for dem – og selve processen bag filmmediet. 

Men dét, der gjorde, at jeg fik lyst til at formidle film, var faktisk Paul Verhoevens mesterlige, satiriske sci-fi actionbrag fra 1997: Starship Troopers.

Lad mig sætte scenen: Året er 2001 og vi befinder os på den efterskole, jeg gik på (Smededal i byen, Mørkøv). Vi sidder i kantinen efter frokost, for mig og min værelseskammerat – som jeg holdt meget af (vi kalder ham “Mads” for anonymitetens skyld) – var midt i en ophedet debat om Starship Troopers! 

Det lignede umiddelbart noget fra en amerikansk high school-film; folk havde samlet sig på begge sider af langbordet, som et publikum, der så på en vild sportsbegivenhed, mens de bakkede op om hver deres hold. Sådan husker jeg det i hvert fald, selvom det helt sikkert ikke var så dramatisk. 

Vi havde gang i en diskussion om noget ved Starship Troopers, som ikke var alment kendt dengang… Nemlig spørgsmålet, “Er Starship Troopers en satirisk film?” 

Det er ret vildt at tænke på, fordi i dag føler man, at det fremstår så tydeligt, når man ser den. Men da filmen oprindeligt udkom, gik det manges næser forbi. Personligt mente jeg, at filmen bestemt var satirisk ment og at det var intentionelt. Mads mente, at det på ingen måder kunne være hensigten og at den bare var kikset.

Folk hujede, mens argumenterne fløj frem og tilbage… Husk på, at dette var før smartphones, så underholdning var ikke rigtigt opfundet og folk havde åbenbart ikke meget andet at lave. Og husk på, at vi har været en 16-17 år, så vi følte os meget voksne og intellektuelle.

Desværre kan jeg ikke helt huske hvad, jeg fik sagt, men pludselig fik jeg ytret noget, der lukkede munden på Mads. Folks hujen forstummede. Normalt var der ingen, der kunne besejre Mads i en verbal slåskamp, fordi han var så lynende skarp, men hér havde jeg pludselig ramt ham med et argument, han ikke kunne komme tilbage fra.

Jeg er ikke en særlig høj person, men da jeg forlod kantinen på Smededal dén dag, var jeg for en kort stund den højeste dreng på hele efterskolen.

The first rule of Fight Club is…

Nu må I ikke opfatte det som om, at jeg starter med dette minde for at fortælle om hvor overlegen en sigma-alfa (bruger jeg de ord rigtigt?!), jeg er. For lad mig være den første til at indrømme, at jeg ikke er særligt skarp. Jeg har fandme taget fejl af mange ting! F.eks. forstod jeg ved første gennemsyn af både Parasite og Fury Road ikke helt hvad det var, der skulle være SÅ fantastisk ved dem. Og efter flere gennemsyn bryder jeg mig stadig hverken synderligt om Druk eller Joker. Men lige præcis Starship Troopers kunne jeg gennemskue dengang. 

Og det føler jeg også er tilfældet med Fight Club. En film, der i år fejrer 25 års jubilæum. Det er instruktøren David Finchers mesterværk fra 1999. Faktisk ét blandt mange mesterværker, som den mand har beriget vores tilværelse med. Men dette er nok også hans mest kontroversielle film.

Og – ligesom tilfældet med Starship Troopers – så findes der få film, der har haft sådan en så tumultarisk rutsjebanetur af en livscyklus og som rummer så meget kulturel (mis)forståelse som Fight Club. Der findes få film, der har været så dyrkede, så dæmoniserede, og så … fejltolkede. 

Nu er det jo ikke fordi, der findes et rigtigt svar på kunst. Kunst kan fortolkes. Og skal fortolkes. Kunst opfattes forskelligt. 

Da Fight Club udkom, blev den til at starte med hyldet – også selvom den faktisk ikke blev et stort økonomisk hit. Den indbragte kun 65 millioner dollars på verdensplan mod et budget på 100 millioner, og det føles fuldstændigt absurd i dag at betragte en af verdens mest anerkendte og omtalte film som et flop. Ja, Wikipedia beskriver den endda med den frygteligt overbrugte betegnelse, “kult-klassiker”. Heldigvis klarede den sig langt bedre på hjemmevideomarkedet, og meningerne om filmen og dyrkelsen af den voksede sig langsomt større og større.

Men med tiden begyndte der også at komme mange, vrede højlydte stemmer til på nettet. Og som det er jo er med negativitet, så føles den oftest mere overdøvende end positivitet – også selvom den måske i grunden hører til et mindretal. Der dukkede sågar artikler op om hvor elendig en film Fight Club var. I 2010’erne lavede alt fra Buzzfeed til Vice Magazine nogle af de artikler, jeg til dato har været allermest (høfligt) uenig med, når det kom til Fight Club. Folks argumenter handlede om, at den film var toksisk og ligefrem hyldede aggressiv maskulinitet.

Og jeg var… et stort spørgsmålstegn. Havde vi set den samme film?

On a long enough timeline, the survival rate for everyone drops to zero

Egentligt virker det nærmest uundgåeligt. Altså filmens cyklus med misforståelser; de skulle nok komme på et tidspunkt i takt med internettets udbredelse. Med et emne som en undergrunds-slagsmålsklub – for slet ikke at nævne en ekstremt sexet hovedrolle, som Brad Pitt indiskutabelt er – så vil der på et tidspunkt opstå samtaler om hvor “fucking vild den film er, bro!” Den ville komme til at figurere på lister med titler såsom “Best Guy Movies” (det gør den helt alvorligt). Flere folk så den, og mange tog den (ifølge mig) “forkerte” pointe og lærdom fra filmen. Og mange ignorerede helt, at den måske havde en lærdom. Og igen, når du har en ultra-viril mand som peak-BRAD PITT i den ene hovedrolle, så er der måske nogle publikummer, der putter det ind i filmens budskab, som de selv ønsker. 

Dette er sket mange gange før i filmhistorien; at publikum fejlagtigt kommer til at holde med de forkerte og overser budskabet. Og det ér nu engang risikoen, når man caster “rockstjerner” i skurkeroller. Bare tænk på hvordan mange (især i USA) betragter Leonardos rolle i The Wolf of Wall Street som en helt. Eller hvordan mange ikke bryder sig om Denzel Washingtons skæbne i Training Day, fordi han er jo “så charmerende og cool”. Dette er en risiko. Publikum kan være nemme at narre og helt misse pointen ved en figurs diabolske opførsel, bare fordi antagonisterne kan se cool og sexede ud, mens de gør det… 

Og sådan er det også med Tyler Durden. Spillet af Brad Pitt. I sit livs rolle. Men hvis publikum går fra Fight Club med tanken om, at Durden var helten, så har de i min optik helt misforstået filmens grundlæggende pointe. 

Durden er idealet; hvordan vores anden hovedperson (spillet af Edward Norton) ønsker at se sig selv; som en idealiseret mande-mands adonis med læderjakke, kæderygning uden konsekvenserne, ripped sixpack og lækkert hår. Durden taler om hvordan mande-idealet er blevet nedbrudt – en hel generation af mænd opfostret af deres mødre, fordi fædrene ikke vil have dem – og han ønsker at nulstille hele samfundet via en stor terror-handling. 

Ja, Durden snakker meget, og han gør det godt. Men… 

SPOILER SPOILER SPOILER FOR EN 25 ÅR GAMMEL FILM – GÅ NED TIL NÆSTE SEGMENT, HVIS DU VIL UNDGÅ

… hele pointen er jo, at Durden er fuld af lort? At han i sit forsøg på at være en anti-kommerciel anarkist opretter en fascistoid militsgruppe som emulerer den ting, de vil nedbryde? Og vores hovedperson – den unavngivne Fortæller – modsætter sig jo hele operationen? Forsøger at stoppe det?

ALTSÅ STOPPER FOLK FILMEN INDEN SLUTNINGEN?! Det må være de samme mennesker, der ser de første to timer af Scarface fra 1983 og siger, “Hold da op, en kæmpe helt! Tony Montana for president!” 

Fight Club er ikke en hyldest af TOKSISK MASKULINITET; DET ER EN KRITIK OG SATIRE på selvsamme ting. 

Ja, det er nærmest som at satiriske film nogle gange går over hovedet på folk.

This is your life and it’s ending one minute at a time.

Men hvad ved jeg? Måske tager jeg fejl. Måske er der slet ikke en rigtig tolkning. Eller måske er pointen med filmen at den skulle fejltolkes. Måske legede David Fincher bare anarkist selv?

Uanset hvad, så er der mange, mange, MANGE fortolkninger og analyser af filmen online. Faktisk så mange, at der er en hel wiki-side, “Interpretations of Fight Club”, dedikeret til flere af dem. Med dertilhørende kritikpunkter. Og et af dem, der er svært at komme udenom er om hvor få kvinder, der er med. Der er én stor rolle til en kvinde, og det er Helena Bonham Carters rolle som Marla Singer. Svaret ligger i, at filmen ikke er bange for kvinder, men at mændene/forvoksede drengebørn (“I’m a 30 year old boy”) i filmen er bange for kvinder. Ja, mange af dem hader dem nok ligefrem. Filmen er et portræt af maskulinitet og der ligger fokusset. Måske et nødvendigt onde.

Der er så mange temaer og problematikker at tage fat på ved filmen, at man tænker, at en så begavet satire med så nuancerede tematikker (som føles mere aktuelle i dag end nogensinde) da aldrig kan blive behandlet fladpandet på et andet medie, vel?

… Vel?

… Du ved godt, at der kommer noget hér, der har behandlet filmens begavede satire og nuancerede tematikker med total fladpandethed, ikke?

Godt.

I 2004 udkom det officielle Fight Club-spil, og jeg glemmer aldrig, da jeg skulle anmelde det for Troldspejlet. Jep, allerede dengang var der nogen, der fuldstændigt havde misforstået filmen og som havde lavet et fucking KAMPSPORTS-SPIL ud af det. Jeg forstår godt, at man på papiret i max 2-3 sekunder måske kan komme til at tænke, “Fight Club? Nemt! Vi laver bare et sejt kampspil med slowmotion ud af det!” Men på INTET tidspunkt har filmen handlet om det seje ved at slås. Det har handlet om rod- og håbløsheden ved Generation X. Og pludselig at se røntgen-slowmotion af brækkede knogler som Temu-udgaven af Romeo Must Die (for sådan noget var med i spillet), var simpelthen en skændsel og skandale. Det er ægte et af de sløjeste spil, som jeg til dato har haft misfornøjelsen af at skulle anmelde.

I want you to hit me as hard as you can

Fight Club-filmen er baseret på bogen af samme navn. Den udkom oprindeligt i 1996, og er skrevet af den amerikanske forfatter, Chuck Palahniuk. Han kom på idéen til bogens handling efter en camping-tur, hvor han fik tæsk af nabo-camperne, fordi han bad dem om at skrue ned for deres ekstremt larmende radio. Og da han – efter en tur på skadestuen – vendte tilbage til sit arbejde, forstod han til at begynde med ikke hvorfor, at kollegerne ikke kommenterede på hans mange skrammer. De stillede kun som standardiserede, upersonlige spørgsmål såsom “Har du haft en god weekend?” og “Skal du have en kaffe med?” Og Palahniuk mente, at det simpelthen måtte være fordi hans kolleger ellers var blevet nødt til at indse, at han var mere end en ansat; han var et menneske. Og det er samfundets (u)naturlige bedøvelses-overlevelsesmekanisme-apati-middel – ikke at spørge mere ind til folk end til den glatpolerede overflade.

Historien i både film- og bog-udgaven er, at vores navnløse hovedperson (i filmen Edward Norton) arbejder for et bilfirma, og hans konstante forretningsrejser med dertilhørende stress bevirker, at han rammes af søvnløshed. Han panikker, men hans læge råder ham til at tage i støttegrupper for at se hvordan “ægte smerte ser ud”. Hér bliver han afhængig af at kunne dele sine tanker og græde igennem. Folk lytter pludselig! Og så kan han sove igen! 

Men alt forpurres, da han møder Marla Singer (i filmen spillet af Helena Bonham Carter). Ligesom hovedpersonen fejler hun ikke noget, og han kan ikke leve med, at Marla kan gennemskue, at han er i støttegrupperne som en “turist”. “Hendes løgn afspejlede min løgn”, som han udtrykker det, og det resulterer i, at han IGEN ikke kan sove…

En dag møder han TYLER DURDEN (i filmen Brad Pitt), og han vender op og ned på alt. Sammen starter de en undergrunds-slagsmåls-klub, der fungerer som terapi for en række unge mænd. Der er 8 regler i klubben. 

1: Man taler ikke om Fight Club. 

2: MAN TALER IKKE OM FIGHT CLUB. 

3: Når nogen siger stop, tapper ud, eller bliver livløs, så er kampen slut. 

4: Kun to mænd pr. kamp. 

5: Kun én kamp ad gangen. 

6: Ingen trøjer eller sko. 

7: Kampene fortsætter så længe, de kan. 

8: Og hvis dette er din første aften i Fight Club, så skal du slås.

Men idet klubben vokser sig større, så bliver Tyler mere og mere uregerlig.

The things you own end up owning you

Rent æstetisk er der ingen instruktører som Fincher. Ligesom at man kan identificere en R.E.M.-sang lynhurtigt, fordi de har et helt særligt sonisk udtryk, lige sådan har Finchers værker bare en særlig fornemmelse over sig; et særligt look, der gør dem øjeblikkeligt identificerbare. Mange af mine andre favoritinstruktører er meget tydelige i deres inspirationskilder, og det er der ikke noget galt i; vi holder alle sammen i hånden og står på skuldrene af hinanden. Da Nirvana skrev “Smells Like Teen Spirit” var det et forsøg på at lyde som Pixies (dem kommer vi til igen om lidt), og da Pixies skrev “Dig for Fire”, var det deres forsøg på at lyde som Talking Heads – og så videre. Store filminstruktører som Sergio Leone var inspireret af Akira Kurosawa, som igen var inspireret af John Ford – og så videre. 

David Fincher har peget på Stanley Kubrick, Alfred Hitchcock og Ridley Scott, når det kommer til inspirationskilder, og selvom det umiddelbart kan være lidt svært at se, så giver det faktisk meget god mening, at han har skabt sin egen stemme ved at blande deres tre stilitiske udtryk. 

Optagemæssigt er det mest oplagte sammenligningsgrundlag klart Kubrick. Det er svært at komme udenom, at Fincher højst sandsynligt har trukket på den mands øje for perfektion under indspilningsprocessen. På The Shining (Ondskabens Hotel) tog Kubrick engang en scene om 148 gange for at få det helt rigtige take. Og ikke bare 148 gange, som i “det har jeg sagt til dig 148 gange”. Nej, vitterligt ethundrede og otteogfyrre gange. Fincher er i dén grad også perfektionist. Jeg mener, at det er i bagom-materialet på Zodiac, at man ser instruktøren bruge i omegnen af 67 takes på at få det HELT RETTE SKUD af Jake Gyllenhaal, der lægger en tegneblok fra sig. Idéen ved at bruge så mange takes kan blandt andet forklares ved, at man til sidst får sine skuespillere så langt væk fra bevidstheden om at de laver en handling, at de nærmest ikke spiller skuespil længere. Visuelt er han også meget glad for rene linjer og glatte overflader, som Kubrick var det.

Hitchcock er et godt udgangspunkt, når det kommer til selve genre-valget og -fascinationen. David Fincher excellerer udi metodiske thrillere, der nærmest er anale i deres detaljegrad – tænk på The Game, Zodiac, Seven, Gone Girl, The Killer, The Girl with the Dragon Tattoo, og ikke mindst Netflix-serien, Mindhunter. Hvis Alfred Hitchcock havde været født i 1962 snarere end i 1899, så kunne det sagtens have været dén slags projekter, han havde kastet sig over. De er begge meget glade for suspense og spændingselementer. David Fincher er helt klart en meget alsidig instruktør, der også kan lave romantiske dramaer (som i The Curious Case of Benjamin Button) og periode biopics (som i Mank), men det er ikke dér, han klarer sig bedst. Selvfølgelig er der undtagelser… som med den politiske drama-serie, House of Cards, der dog i dén grad har spænding. Og så Fight Club, som er et psykologisk drama, der i dén grad også har spænding.

Æstetisk minder han nok mest om Ridley Scott, måske fordi de begge kommer fra en reklame-baggrund. De to kan simpelthen sammensætte et skud, der rent kompositionsmæssigt ligner en musikvideo, samtidig med at det føles taktilt. De er begge glade for mørke farver og bruger sort så ofte, de kan. Deres film er mørkt gradede og ligner ofte moderne noir. En af de bedste YouTube-kanaler, Every Frame a Painting, har en 10 år gammel video, der hedder “David Fincher – and the other way is wrong”. Den handler om at Fincher mener, at der findes to måder at skyde en scene på. Den rigtige… og den anden er forkert. Se den lige. Den er kun 8 minutter lang, og beskriver fint hvorfor, at der håndværksmæssigt ikke er andre, der når Fincher til sokkeholderne.

Who the fuck do you think you are, you crazy little shit?

ALLE Finchers film er visuelle perler, og Fight Club er ingen undtagelse. Den er filmet med kold og klæbrig grittiness af mesteren, Jeff Cronenweth, der har skudt mange Fincher-film til og med Kvinden der forsvandt (Gone Girl). Finchers brug af computergrafik har altid været med til at højne et kameras bevægelser – så det kan komme rundt i alle afkroge, hvor det ellers aldrig kunne. Hans fascination af CGI gør nogle gange opmærksom på sig selv, f.eks. mange gange i løbet af Fight Club, men med tiden er de blevet mindre blærede… Se f.eks. Artemple Hollywoods video, “Mindhunter VFX Breakdown”, der viser hvor glad Fincher er blevet for at bruge computergrafik til de “usynlige” effekter. Men det er en anden snak.

Musikken i Fight Club er hårdtpumpet, industrial big beat blandet med trip hop, skabt af The Dust Brothers – og nej, ikke The Chemical Brothers, som nogle påstår. De har ganskevist også har gået under navnet The Dust Brothers, men det stoppede de med i 1995.

Det som Fincher også skal roses for, er sit utrættelige høje tempo – faktisk i alle sine film. Med sit konstant opfindsomme kamera, sine utrolige visuelle effekter og pumpende score (senere indledte han et yderst succesfuldt samarbejde med Trent Reznor og Atticus Ross), så er Finchers film nærmest altid i bevægelse; Se7en, The Game, Fight Club, Zodiac, The Social Network, Gone Girl. Mange af dem bevæger sig over to timer, og de føles ikke som om de står stille på noget tidspunkt.

Blodet i Fight Club er fremstillet som blæksort galde – en klæbrig, mørk masse. Og som det jo forholder sig med alle film, hvor blod fra tid til anden optræder, så har filmen fået på puklen for at være “for voldelig” eller “opildne til vold” eller ligefrem at “glorificere vold”. Quentin Tarantino har også skulle svare på samme, latterlige kritik om det igennem hele sin karriere hver gang, at han udgav et nyt værk. 

Fight Club er ikke en udpræget voldelig film, men den kan forekomme voldsom pga. de virkningsfulde lydeffekter og de hurtige indklip, som da vores protagonist smadrer ansigtet på Jared Letos figur. Men ikke at vise effekten af vold, er på en måde endnu mere perverst; at vise slagsmål uden at vise blod, er som at vise ugerninger uden konsekvenser. 

I am Jack’s smirking revenge

Der findes ingen film som FIGHT CLUB. Der findes ingen stort budgeterede, satiriske, psykologiske, sort komiske-/drama-film som Fight Club. Eller det gjorde der i hvert fald ikke rigtigt før. En del film sidenhen har imiteret den – på godt og ondt. Der findes faktisk et par gode efterlignere, der låner dens greb. Og dét greb gider jeg ikke spoile, hvis man mod al forventning ikke har set filmen – nej, heller ikke hér efter 25 år. Lad mig bare sige, at verdenen ikke havde set noget lignende.

I dag ligger filmen på plads nr. 13 på IMDb’s liste over de 250 bedste film nogensinde, hvor ca. 2,5 millioner mennesker har rated den 8.8 ud af 10. Og ca. 4,3 millioner Letterboxd-brugere har givet den karakteren 4,3 ud af 5.

Dens status er endt med at være så godt som urokkelig. Efter så meget pushback og gen-evaluering og gen-gen-evaluering står den i 2024 tilbage som en af de sjældne Hollywood-film, der tør gøre grin med Hollywood-maskineriet, kendtes selvforherliges og de riges kynisme. I 2024 står den som en reaktion og kommentar på kapitalisme og fuldblods-konsumerisme, endda før internethandel var en ting i dagligdagen. I 2024 står den som en film, der har betydet ufatteligt meget for en generation, som endeløst citerede den og dyrkede den. I 2024 står den som en film, der afbilleder, advarer om og nedbryder toksisk maskulinitet længe før alle skrev om det udtryk på nettet. Den har også skabt grobund for mange irriterende mænd, der troede, at de var Tyler Durden, men det må man åbenbart tage med…

Fight Club slutter med “Where is my Mind?” af the Pixies; en skærende kontrast af håndspillet rock til den pumpende elektroniske musik, som Brad Pitt også bemærker med et lettelsens suk på filmens kommentarspor. Det er en sang, der har introduceret mange for bandet, Pixies. Det blev også min introduktion til dem i 1999. Den sang blev et soundtrack til mine gymnasie-år, som opvarming til fester, utroligt nok i en tid, hvor alle ellers skulle høre Eminem.

Men hvad vigtigere er, så stiller sangen også et spørgsmål til hvor hovedpersonens tanker og sind har været hele tiden. Op til det tidspunkt har han snydt sig selv. Fight Club handler blandt mange, mange andre ting også om at finde ind til ens sande identitet og ikke snyde sig selv og folk omkring sig. Men er han overhovedet til stede?

I met you at a very strange point in my life

Jeg kunne fortsætte med at fortælle om mit personlige forhold til filmen… så det gør jeg lige hér til sidst. 

Da filmen udkom i 1999 havde jeg egentligt ikke tænkt yderligere over dens eksistens, men flere af pigerne i min folkeskole tog ind for at se den flere gange, fordi “Brad Pitt var lækker” og fordi “den slutning var for vild”. Så jeg måtte selvfølgelig se hvad, det gik ud på. I Imperial-biografens mørke blev jeg blæst bagover. 

I dag – 25 år efter – indser jeg, at jeg kun tog fejl af én ting; nemlig at Edward Norton faktisk er den lækre af de to hovedpersoner, men det er ikke en konkurrence og alle må blive klogere, og igen er det en snak til en anden tid.

Som sagt dyrkede jeg filmen meget i årene efter den udkom i 1999.

Jeg har den faktisk kørende i baggrunden, mens jeg skriver disse ord og kan stadig med nærmest kirurgisk præcision citere en replik, mens en figur siger det.

Det er selvskrevet, at jeg er stor fan af alle personer, der har været involveret i dette projekts skabelse…

Så forestil dig lige min store overraskelse, da en kollega for et par år siden en dag på kontoret spørger mig, om jeg kender til en “Eddie Burton”. Hér er det vigtigt for mig at understrege, at min kollega ikke ligefrem er én, der går så meget op i film og skuespillere. Og efter lang tid kommer vi i fællesskab frem til, at navnet på personen, som min kollega spørger ind til, er “Edward Norton” og ikke “Eddie Burton”. Og så viser min kollega mig noget, som gør, at jeg nærmest skider i bukserne og vælter bagover. Det er ET FUCKING FOTO AF HAM OG EDWARD NORTON!! Et selfie, taget aftenen før, hvor de var ude at sejle i København. Min kollega har en båd, og Edward Norton var blevet åbenbart tippet om, at hvis man nogensinde kom til Danmarks hovedstad, så skulle man skrive til min kollega og spørge om en bådtur. Og fandme så om han ikke havde gjort dét.

“Nå, jeg vidste slet ikke, at du var så stor fan,” siger min kollega med et skuldertræk. “Du skulle da ha’ været med.” 

De sidste ord vrider kniven en ekstra gang, så såret ikke kan lukkes. 

Men jeg har tænkt over det. Det var bedst, at jeg ikke var med på den sejltur. For så havde jeg bare været en anmassende fan, der havde stillet en københavnsk turist tusind spørgsmål om Fight Club, og hvad er de to første regler i Fight Club?

KONKLUSION

Fight Club er et generationsportræt, der udkommer én gang ca. hvert 25. år – hvis man da er så heldig. Uanset om man hader eller elsker den, så har filmen skabt debat, kontroverser og efterligninger på godt og ondt. Edward Norton, Brad Pitt og Helena Bonham Carter har aldrig været bedre. Instruktionen er perfekt, lydbilledet er hårdtpumpet, den visuelle side mesterlig, den har endeløst citerbare replikker og gode scener med et drevent tempo. Satiren er ikke mindst vedkommende og mere aktuel end nogensinde før. Slet og ret en af verdens bedste film.

Medvirkende: Brad Pitt, Edward Norton, Helena Bonham Carter, Meat Loaf & Jared Leto

Instruktør: David Fincher

Genre: Drama

Premieredato: 10. September 1999

Spilletid: 139 minutter

Selskab: 20th Century Fox

Jacob Ege Hinchely – Vært & Anmelder


Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Nintendo har Mario, PlayStation har Astro Bot – og Vatikanet? Ja, de har nu...
Sky News
Slitterhead-anmeldelse – En legendes store fejltagelse