40 år efter: ‘This Is Spinal Tap 2’ lander i biograferne til september


Kasper Rasmussen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
March 12, 2025
Spinal Tap II: The End Continues får biografpremiere den 12. september, og Rob Reiner vender tilbage i rollen som dokumentaristen Martin “Marty” DiBergi
Den 20. september 1985 ramte This Is Spinal Tap de danske biografer. Og ja, i starten var den et kæmpe flop. Men som det ofte sker med geniale ting, tog det bare lidt tid, før folk fattede, hvor sjov og skarp filmen egentlig var.
Filmen, der oprindeligt kom ud i 1984, er en såkaldt mockumentary – altså en falsk dokumentar – om et fiktivt britisk heavy metal-band, der roder sig ud i alverdens uheld på en kaotisk amerikansk turné. Humoren er så tør og deadpan, at mange faktisk troede, at Spinal Tap var et ægte band.
Instruktøren Rob Reiner og de tre hovedpersoner – Christopher Guest, Michael McKean og Harry Shearer – forstod rockkulturen til fingerspidserne. Ikke nok med at de spillede bandmedlemmerne, de skrev også musikken og optrådte som bandet. Det gjorde det hele så troværdigt, at man næsten glemte, det var fiktion.

Fra kult til klassiker
Selvom filmen ikke var et hit i biograferne, blev den hurtigt en kultklassiker på hjemmevideo. Musikere elskede den, fordi de kunne genkende sig selv i bandets absurde situationer – som for eksempel forstærkere, der går til 11, og at fare vild backstage. Det er den slags detaljer, der har gjort This Is Spinal Tap til en tidløs klassiker, som stadig får folk til at grine her over 40 år senere.
MEN nu sker det: Spinal Tap vender tilbage! Rob Reiner, Christopher Guest, Michael McKean og Harry Shearer er alle med igen, og den nye film hedder Spinal Tap II: The End Continues. Den følger bandet, der genforenes efter 15 års pause for at spille én sidste koncert.
Filmen får premiere den 12. september, og udover det originale hold kan vi også glæde os til gæsteoptrædener fra stjerner som Elton John, Paul McCartney, Garth Brooks og Trisha Yearwood. Der er også en lang liste af biroller med blandt andre Fran Drescher og Paul Shaffer.
En hyldest til arven
Bleecker Street, der står for distributionen, har forhåbentligt forstået, hvad This Is Spinal Tap betyder for folk. De kalder den nemlig en kulturel prøvesten, der har sat et uudsletteligt præg på både film og musik. Og de har ret. Filmen var banebrydende for mockumentary-genren og har stadig en særlig plads i hjertet hos fans verden over.
For at gøre det hele endnu bedre, planlægger Bleecker Street også at genudgive den originale This Is Spinal Tap i en restaureret version til sommer – både i biografer og digitalt. Så hvis du ikke har set den endnu, er det din chance for at hoppe med på vognen.
Hvis du er fan af god humor, rockmusik eller bare elsker en god historie, så er Spinal Tap II noget, du skal holde øje med. Det bliver en fest – og måske endda endnu en kultklassiker i støbeskeen?:
Mest læste i dag

Feature
June 15, 2025
Arkaden på Folkemødet – Hvad laver Arkaden på Folkemødet?

Nyhed
June 16, 2025
Summer Game Fest 2025 fik rekordhøjt seertal

Nyhed
June 14, 2025
Gog introducerer nyt MOD initiativ, og afslører Skyblivions udgivelsesvindue!

Anmeldelse
June 15, 2025
Nintendo Switch 2-anmeldelse – Samme opskrift, langt bedre resultat
© Copyright - arkaden.dk