Arkaden møder den originale RoboCop

RoboCop fra 1987, instrueret af Paul Verhoeven, står som en af de mest ikoniske science fiction-film nogensinde. Med sin kombination af action, satire og dybere filosofiske temaer har filmen ikke blot modstået tidens tand, men fremstår i dag skarpere og mere relevant end nogensinde.

Manuskriptet, skrevet af Edward Neumeier og Michael Miner, blev oprindeligt afvist af Verhoeven, der ikke forstod dets satiriske lag. Først efter overtalelse fra hans kone tog han projektet til sig, og resultatet blev en film, der balancerer ultravold med skarp samfundskritik. Optagelserne fandt sted i Dallas, Texas, og Rob Bottin stod for de imponerende specialeffekter, der stadig vækker beundring.

RoboCop blev kendt for sin grafiske vold, som både blev kritiseret og rost. Censurnævn krævede flere scener ændret for at opnå en acceptabel biografvurdering. Trods dette blev filmen en økonomisk succes og indtjente 53,4 millioner dollars. Anmeldere fremhævede dens intelligente satire og filosofiske dybde, selvom volden delte vandene.

 

Kulturel og kritisk arv

 

Siden sin udgivelse er RoboCop blevet genstand for kritisk revurdering og hyldes nu som en af de bedste film fra 1980’erne. Den skildrer komplekse temaer som menneskehedens natur, personlig identitet og virksomheders grådighed. Filmen har inspireret en lang række efterfølgere, herunder RoboCop 2 (1990) og RoboCop 3 (1993), samt tegneserier, tv-serier, videospil og en genindspilning i 2014.

 

Efter Amazons opkøb af MGM Studios er der nu planer om en ny RoboCop-film og tv-serie. Den originale skuespiller Peter Weller har udtalt, at han muligvis vil vende tilbage til rollen, hvis manuskriptet og betingelserne er de rette. Selvom han i dag virker mindre interesseret i RoboCop-universet, er hans præstation som den ikoniske cyborg stadig en central del af filmens arv.

 

Peter Weller: Manden bag masken

 

Peter Weller, der gav liv til RoboCop, har haft en bemærkelsesværdig karriere både foran og bag kameraet. Udover sine roller i film som Naked Lunch og Star Trek: Into Darkness har han også instrueret og undervist. Med en ph.d. i italiensk renæssancekunsthistorie fra UCLA har Weller vist sig som en mand med mange talenter.

 

Det sidste skulle senere vise sig at være et emne, den nu 77-årige lettere vrisne Weller er langt mere interesseret i. For RoboCop gider han vist ikke længere kommentere. Eller?

 

Peter Francis Weller, korrekt?

 

– Ja muligvis, men STOP med at læse Wiki eller IMDB, for mit mellemnavn der er ikke Frederick. Forstået? Det er Francis. Og de har aldrig rettet det. Fordi Wikipedia nægter at ændre det. Advokaterne har prøvet, men de vil ikke rette det. Så nej, det er ikke Frederick.

 

Øhhh ok, tak for opklaringen så. Peter Francis, så lad os komme i gang med spørgsmålene.

 

– Stil dine spørgsmål! (- en tydeligt irriteret Weller, der havde håbet på en uforstyret dansk ferie)

 

Lad os starte fra begyndelsen. Jeg hørte, at musik løber i din families årer?

 

– Ja, det er rigtigt. Hvordan det? Fordi… jazz.

 

Din mor?

 

– Det var hurtigt. Jeg svarer altså hurtigt, mand. Jeg har ikke hele dagen. Jeg skal videre til København, Amsterdam og Italien. Så vi springer over de lange forklaringer, ok? (Weller ligner nu én, der er klar til at udbryde: “Dead or alive, you’re coming with me!”)

 

Okay, hurtige spørgsmål, hurtige svar – forstået! Lad os tage det næste. Du gik på American Academy of Dramatic Arts på et stipendium, og to uger efter eksamen fik du din første rolle på Broadway som David i Stick and Bones?

 

– Ja, og jeg fortsatte på Broadway efter det. Jeg besluttede at blive skuespiller, da jeg gik på musikskole og indså, at jeg ikke ville sidde på en bandstand resten af mit liv. Det eneste, der kunne holde mig ude af Vietnam – ja, Amerika var i en dum krig – var at finde en anden vej. Der er en fantastisk film, Fog of War, der forklarer, hvor tåbeligt det hele var. Den handler om Robert McNamara og krigens absurditet. Se den, hvis du ikke allerede har gjort det. Men det har du jo nok ikke.

 

Ja, Amerika har altid været… ja, du ved. Og stadig er?

 

– Jeg stemte ikke på Trump, men jeg forstår, hvorfor han blev valgt. Fordi den gennemsnitlige hvide mand i Amerika længe har følt sig overset.

 

Det er sandt, uanset om du er liberal eller konservativ.

 

– Det er sgu det samme i Europa. Jeg talte med en svensk radiovært, der sagde: “Er du ikke træt af at gå på æggeskaller omkring politisk korrekthed?” Og jeg svarede: “Jo, mand.” Jeg har mange venner, der er kønsaktivister, men jeg er træt af altid at skulle være passende.

 

Så du forstår, hvorfor folk stemte på Trump?

 

– Ja, fordi mange hvide mænd følte sig marginaliserede. Men det retfærdiggør stadig ikke Trump. Det er en blandet pose, mand. Vi er vrede over mange ting i USA, men det betyder ikke, at vi skal vælge en idiot som ham.

 

Billedet foroven: Arkadens Kasper Rasmussen gør de indledende øvelser.

 

Lad os så komme i gang!

 

Okay så, lad os tale om dit skuespil. For du er jo ikke kun skuespiller, vel?

 

– Korrekt, jeg HADER at tale om skuespil. Jeg vil hellere tale om kunst.

 

Hvorfor det?

 

(En nu noget ilter Weller:) – Fordi folk allerede ved, hvad jeg har lavet. Jeg er jo også PhD i italiensk renæssancekunst.

 

Hvorfor lige den del af historien?

 

– Fordi kunst er kultur. Når folk går ind i en kirke, ser de billeder. Det samme sker, når du går i biografen. Det hele hænger sammen. Ninja Turtles er ikke så anderledes end Martin Scorsese(…..say WHAT again, Weller!!??). Hvis du ellers ville læse min bog, vil du se, at to personer inspirerede mig: Ali McGraw og Vittorio Storaro. Hvis du ikke ved, hvem Storaro er, så tjek ham ud. Han lavede Apocalypse Now, The Last Emperor og mange andre mesterværker.

 

Dette ved jeg dog godt….

 

Så det var ham, der inspirerede dig til renæssancekunst?

 

– Ja, det hele hænger sammen. Kunst, film, matematik – det hele er forbundet. Fra hulemalerierne i Lascaux til Picasso. Kunst handler om at forstå verden gennem former og mønstre.

 

Men folk siger ofte: “Jeg ved, hvad jeg kan lide.”

 

– Nej, du ved, hvad du kender. Hvis nogen tager dig i hånden og viser dig noget nyt, vil du måske ende med at kunne lide det. Det samme gælder kunst. Nogen skal guide dig.

 

Så det handler om at åbne sig for nye oplevelser?

 

– Præcis. Jeg var engang denne fyr, der sagde: “Gå ikke til Venedig, det er grimt og fyldt med turister.” Men så opdagede jeg Venedig om vinteren, og nu tilbringer jeg hver jul der. Det ændrede mit syn på byen fuldstændigt.

 

Jeg har hørt, at du nægter at gå til film-auditions?

 

– Ja, jeg er en dårlig læser og HADER auditions. Jeg har kun auditioneret fire gange i mit liv. Jeg foretrækker at tale med instruktøren og forstå, hvad de vil opnå. Det handler om at forbinde sig med deres vision.

 

Så det er vigtigere end selve auditionen?

 

– Ja, fordi hvis du forstår instruktørens arbejde og vision, vil de vide, at du er den rette til rollen. Det handler om at forstå hinanden.

 

James Glickenhaus og erfaringer fra Sons of Anarchy

 

 

Fortæl lidt om dit arbejde på Blue Jean Cop fra 1988, instrueret af James Glickenhaus?

 

– James Glickenhaus? Jeg elsker ham! Han er en sand entusiast, når det gælder racerløb. Vidste du, at han engang reddede Miles Davis’ liv under et berømt biluheld? Det siger meget om hans karakter. Han er ikke kun passioneret omkring biler og racing, men også en mand med et stort hjerte.

 

Arkadens læsere har mange fans af Sons of Anarchy, så…

 

– En af de mest mindeværdige oplevelser i min karriere var arbejdet på netop Sons of Anarchy. Jeg instruerede flere episoder og samarbejdede tæt med Kurt Sutter, som også er blevet en god ven. Kurt er en overlever i branchen – en mand, der har overvundet sine egne udfordringer og skabt noget helt unikt. Det var også spændende at arbejde med rigtige Hells Angels og andre motorcykelklubber, der fungerede som statister. De tilførte en autentisk energi til settet, som man sjældent oplever med almindelige skuespillere.

 

Naked Lunch og mødet med William Burroughs

 

Hvorfor lavede du Naked Lunch?

 

– Fordi det er en af de vigtigste bøger, der nogensinde er skrevet på engelsk. Arbejdet på filmen Naked Lunch var en stor oplevelse, fordi det er en af de mest ikoniske bøger nogensinde, og det var en ære at være en del af filmatiseringen. Jeg tilbragte seks måneder med William Burroughs før optagelserne. Han var en fascinerende person, og vi talte om alt fra stoffer til livets store spørgsmål. At besøge hans hjem i Kansas og lære ham at kende på et personligt plan var uforglemmeligt.

 

 

Kan jeg få dig til at snakke om RoboCop 2?

 

– Jeg husker, at de tilbød mig en masse penge, men jeg vidste, at jeg var færdig med franchiset efter den. Når det kommer til film, er det interessant, hvor sjældent en efterfølger lever op til originalen. For mig er der kun én undtagelse: Godfather II. Den bygger videre på den første film på en måde, som få andre efterfølgere har formået. Ellers er det svært at finde eksempler, der når samme niveau. Der har aldrig været en god nummer to.

 

Hvad med Aliens?

 

– Nej. Nej. Hold nu op. Aliens, Kom nu videre, mand! Den første Alien-film regnes som en af de mest uhyggelige film nogensinde. Aliens kom slet ikke i nærheden af det. Den første Alien-film, ingen vidste, at den var fra Ridley. Aliens, nej. Empire Strikes Back er okay. Men den har ikke samme styrke som Star Wars, undskyld. Godfather II, ja.

 

Hvad med genindspilningen af Robocop?

 

– Jeg har aldrig set den. Jeg går ikke i biografen. Hvis filmen er god, bliver jeg jaloux. Hvis den er dårlig, spilder jeg min tid. Så jeg holder mig væk.

 

Okay, tak for din tid. Det var en fornøjelse.

 

– Tak selv.