Hemmelighederne i Warrens’ artefaktrum — I hvilken rækkefølge skal du se ‘The Conjuring’-filmene
Henrik Brandt
Estimeret læsetid: 6 minutter.
September 2, 2025
Skru lyset ned, tag et tæppe om dig (eller helst ikke), og gør dig klar: James Wans Conjuring-univers er som et gammelt, knirkende hus fuld af døre, lange korridorer og hemmelige rum. Siden The Conjuring fra 2013 er serien vokset til en hel franchise med efterfølgere, prequels og spin-offs — i alt ni film indtil videre, og et sidste kapitel står og banker på døren. Vil du følge i fodsporene på Ed og Lorraine Warren, eller foretrækker du at starte helt forfra i 1950’ernes Rom med The Nun?
Her får du en lettilgængelig guide — både kronologisk og i udgivelsesrækkefølgen — plus tips til, hvordan (og hvor) du kan se dem, og hvad du kan forvente kvalitet- og gys-mæssigt.
Hvor mange film er der? Og hvad kommer der?

I skrivende stund består Conjuring-universet af ni film: tre Conjuring-film, tre Annabelle-film, The Nun og The Nun 2, samt The Curse of La Llorona. En fjerde og afsluttende Conjuring-film, The Conjuring: Last Rites, kommer i biografen i denne uge. Hvis du vil dykke ned i hele kronologien eller bare lave en binge, så er det smart at kende både den kronologiske rækkefølge og udgivelsesrækkefølgen.
To måder at angribe dette mareridt på

1. Kronologisk
Den kronologiske tilgang er for dig, der vil opleve hele The Conjuring-universets historie, som den udfolder sig i tidens løb. Her starter du helt tilbage i 1952 med The Nun, hvor dæmonen Valak for første gang viser sig, og følger derefter Annabelle-dukkens skræmmende oprindelse, før du når frem til Warrens’ mest berømte sager i 1970’erne og 80’erne. På den måde får du alle baggrundshistorierne og de små forbindelser på plads, så universet føles som ét sammenhængende mareridt, der gradvist folder sig ud. Det er den “lore-nørdede” måde at se filmene på — og perfekt, hvis du vil have hele den overnaturlige røde tråd med.
1. The Nun (2018) — 1952, Rumænien

En gotisk origin-historie: en ung nonne begår selvmord i et kloster i Rumænien, og Vatikanet sender en erfaren præst og en novice for at undersøge. De støder hurtigt på Valak — den onde nunnefigur, som senere spøger i The Conjuring 2. Filmen er visuelt stilet med mørke klostergange, tåge og gamle ritualer; dens styrke ligger i stemningen og enkelte effektfulde jump-scares.
2. Annabelle: Creation (2017) — 1955, Californien

En af seriens bedste spin-offs: vi får Annabelles (en porcelænsdukke med øjnene så store og blanke, på den der måde, hvor de aldrig rigtigt blinker — de stirrer bare, direkte og livløst) oprindelse gennem historien om en dukkebygger og hans kone, der åbner huset for forældreløse piger — og uforvarende slipper en ond ånd løs. Filmen bygger langsomt op, har perioder med menneskelige relationer og formår at bruge børns uskyld som kontrast til ondskaben.
3. The Nun 2 (2023) — 1956, flere europæiske lokationer

Opfølgeren trækker videre på Valaks forfølgelse og udvider klostrets domæne. Konceptet er klassisk: flere jagtsekvenser, mere gotisk ikonografi og forsøg på at gøre Valak endnu mere mytisk. Den leverer solide visuelle bider, men bliver punkteret af alt for mange, forudsigelige jumpscares.
4. Annabelle (2014) — 1967, Californien

Den første Annabelle-film (udgivet før Creation) følger et ungt par, hvis hjem bliver hjemsøgt efter at de bringer dukken ind. Filmen har et enkelt, husholdnings-nær horror-setup: natlige hændelser, knuste døre, ubehag i teatret. Desværre har den for tynd karakterudvikling og satser for meget på jump-scares frem for opbygget uhygge.
5. The Conjuring (2013) — 1971, Rhode Island

Seriens mest anerkendte perle: Ed og Lorraine Warren hjælper Perron-familien, hvis hus gradvist bliver besat af en ond tilstedeværelse. Her er alt – tone, kameraarbejde, skuespil (Vera Farmiga & Patrick Wilson), og langsom opbygning af uhygge — samlet og velfungerende. The Conjuring er stadig den mest konsekvent uhyggelige film i universet: den formår at gøre det simple skræmmende, og den lægger grunden for alt det, der følger. Et must-see hvis du elsker en god gyser.
6. Annabelle Comes Home (2019) — 1972, Warrens’ hjem

Et næsten hæsblæsende museum-af-uhygge: Annabelle bringes tilbage til Warrens’ artefaktrum, men en nat slipper en række andre dæmoniske genstande løs og plager deres datter og husets gæster. Det er en mere “ungdommelig” og actionorienteret gyser — færre scares, mere ensemble-kaos. God underholdning, mindre dystert end de fleste Conjuring-film.
7. The Curse of La Llorona (2019) — 1973, Los Angeles

Løsere forbundet med franchisen (kobles primært via en bestemt karakter). Filmen tager sin horror fra latinamerikansk folklore: den sørgende kvinde, La Llorona, der jagter børn. Her er mere folklore-uhygge og et fokus på mor-barn-temaer — og filmen skiller sig ud ved at være baseret på en folkefortælling snarere end en Warren-sag.
8. The Conjuring 2 (2016) — 1977, Enfield, England

Stor, ambitiøs sag: Warrens rejser til London for at undersøge Enfield Poltergeist, en sag fyldt med politiefterforskning, tvivl og eskalerende paranormale hændelser. Filmen balancerer intime øjeblikke af frygt med større set-pieces og introducerer Valak som en ikonisk antagonist.
9. The Conjuring: The Devil Made Me Do It (2021) — ca. 1981, USA

Denne film bevæger sig i retning af en true-crime-tilgang: et mord ender i en retssag, hvor påstand om dæmonbesættelse trækkes frem som forsvarsargument. Filmen blander undersøgelse, retsdrama og overnaturlige elementer, og forsøger at udvide seriens stof til også at omhandle retssystemets reaktion på det uforklarlige. Den er mere plotdrevet og mindre hjemsøgt-hus-sentreret, hvilket giver en helt anden fortælling.
10. The Conjuring: Last Rite (2025) — 1986, USA
The Conjuring: Last Rites foregår i 1986 — hvilket placerer den sidst i Conjuring-universets kronologi. Her tager Ed og Lorraine Warren på et sidste, dramatisk sagsanlæg med den velkendte Smurl-familie, og dedikerer sig igen til paranormale undersøgelser, selvom de søgte at trække sig tilbage.
2. Udgivelsesrækkefølgen
- The Conjuring (2013)
- Annabelle (2014)
- The Conjuring 2 (2016)
- Annabelle: Creation (2017)
- The Nun (2018)
- The Curse of La Llorona (2019)
- Annabelle Comes Home (2019)
- The Conjuring: The Devil Made Me Do It (2021)
- The Nun 2 (2023)
- The Conjuring: Last Rites (2025)
Kvaliteten? Kort sagt: svingende

Lad mig være ærlig: Conjuring-universet er en buffet med couscous af rædsel, hvor få retter er mesterlige og andre smager… tørt og kedeligt. The Conjuring (2013) står stadig som en af de mest vellykkede moderne gysere — atmosfærisk, velspillet og effektivt.
Men så har vi svagere eksempler: den originale Annabelle fra 2014 er meget middelmådig — den forsøger at udnytte alle troperne, men mangler den nerve og opbygning, som gjorde The Conjuring så frygtindgydende. Værst er The Nun 2 (2023), som er decideret skræmmende dårlig — selv med hundredvis af jumpscares, bliver man aldrig rigtigt skræmt.
Så er der Annabelle: Creation og Annabelle Comes Home — to eksempler på spin-offs, der faktisk leverer ret god uhygge. The Conjuring 2 og The Curse of La Llorona er også solide gysere, der begge både underholder, skræmmer og tilføjer mere til mytologien.
Hvordan kan du se dem?

Streaming: Ret skuffende og beklagende, er der kun to film tilgængelige på streaming. The Nun kan ses på Netflix og The Nun 2 kan ses på HBO Max.
Digital køb / leje: Alle filmene kan købes/lejes på Apple TV og Blockbuster.
Blu-ray / 4K: Hvis du vil have den ultimativt bedste oplevelse med filmene — du ved, knivskarpt billede, dybe kontraster mellem de mørke rum og det faklende lyset fra stearinlyset, og skræmmende surround sound, så du kan høre gulvene knirke bag dig, så invester i Blu-ray eller 4K — især The Conjuring er en fremragende oplevelse i 4K.
Sidste ord — hvorfor blive fanget af dette mørke univers?

Fordi The Conjuring-universet er som en gammel kiste: nogle skuffer er fulde af juveler (ægte gode gyseroplevelser), andre er fyldt med gamle breve og lidt støv. Serien giver dig et fælles sprog for moderne overnaturlig horror — nune-ikonet, Annabelle-dukken, Warrens’ artefaktrum — og det er underholdende at spotte sammenhænge, selv når kvaliteten svinger. Og hey, selv en dårlig Conjuring-film kan være underholdende i dårlig-på-den-gode-måde-stil, til popcorn og et godt selskab.
Og hvis du kun skal kaste dig over én moderne horror-franchise, så lad det være The Conjuring. Hvor en serie som Insidious ofte kan føles som gentagelser af samme opskrift i nye huse, så tør The Conjuring-universet at sprede sine vinger. Her får du alt fra gotiske klostre i Rumænien, hjemsøgte dukker og latinamerikansk folklore til klassiske spøgelseshistorier med de ikoniske Warrens i centrum. Det er variationen, der gør universet til noget særligt — du ved aldrig helt, hvilken type gys der venter rundt om næste hjørne.
Mest læste i dag
toplists
July 8, 2026
De bedste TV- og streamingserier i 2026 indtil videre – skribenternes valg
Nyhed
July 10, 2026
Assassin’s Creed: Black Flag Resynced får flotte anmeldelser – men udviklerne mister jobbet!
Film & Serier
July 10, 2026
VUE skruer ned for billetpriserne – voksne kommer i biografen til børnepris
Film & Serier
July 9, 2026
“Godzilla Minus Zero” får dansk premiere – og skriver samtidig filmhistorie
© Copyright - arkaden.dk

