Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Søg Søg
Film & Serier

Interview med Sam Mendes og Daniel Brühl om ny storserie, der bliver dødsstødet til superheltefilm

Interview med Sam Mendes og Daniel Brühl om ny storserie, der bliver dødsstødet til superheltefilm
Max
Kim Hjælm

Kim Hjælm

Estimeret læsetid: 5 minutter.

October 3, 2024

“Jeg elsker historier om imperier, der smuldrer – og nu ser det ud til, at franchise-filmene smuldrer, selvom de stadig bliver masseproduceret som i deres gyldne dage.”

HBO’s nye serie er en perlerække af filmiske genistreger, der kommenterer på, hvorfor vi ser så få filmiske genistreger på det store lærred. Sam Mendes er mesterhjernen bag serien, ligesom han var det bag 1917, Skyfall og American Beauty. Han har allieret sig med Jon Brown, en af de skarpeste forfattere fra Succession, og en af nyere tids mest undervurderede skuespillere Daniel Brühl.

“Folk tror, at disse film er nøje planlagt 10 år frem. Men så hører du historier om, hvordan limousiner ankommer til settet gentagne gange på én dag for at udlevere nye, last-minute versioner af manuskripter. Eller om producenter, der har otte versioner af det samme manuskript åbent og på selve dagen cherrypicker replikker her og der – og Frankensteiner en scene ud af ingenting.”

Sam Mendes

The Franchise giver os et satirisk og overraskende realistisk indblik i maskinrummet bag de allerstørste superhelte-blockbusters. Serien er en hybrid mellem hjerteskærende drama og vittig workplace-comedy, hvor vi følger crewet og castet på filmsettet til Tecto, endnu en superheltefilm i et stort filmisk univers. Alt, hvad der tilsyneladende lykkes for kræfterne bag The Franchise, går dog grueligt galt for folkene bag Tecto. Den fiktive blockbuster, om en superhelt der kan skabe jordskælv med sit usynlige trykluftsbor, er offer for studiets voldsomme indblanding, skuespillerkonflikter, en frustreret auteur-instruktør og publikums voksende træthed af superheltefilm.

Alt dette oplever vi gennem de ofte usete folk, der faktisk laver filmene: producere, assisterende instruktører og runnere. Katastroferne, filmen går igennem, virker somme tider helt urealistiske, men i virkeligheden er det faktisk langt værre. Det siger serieskaberne Sam Mendes og Armando Iannucci i hvert fald. De fik idéen til serien over en frokost, hvor Sam Mendes fortalte om de vanvittige ting, han oplevede, da han arbejdede på to James Bond-film.

“Han fortalte mig alt det her ret afslappet, nærmest som en tilfældig bemærkning. Det var ikke rigtig hans hensigt. Men jeg måtte sige: ‘Der er en komedie lige dér.’ Og så ringede han til mig senere samme aften og spurgte, om vi kunne mødes til frokost igen i morgen, fordi han også indså, at det faktisk var en komedie.”

Armando Iannucci
Foto: HBO

Jeg spurgte ind til hvor meget af det vanvittige, der vises bag kulisserne, er baseret på virkelige historier? Overdrives der lidt – eller har de faktisk skaleret det hele lidt ned, så det virker troværdigt?

“Lidt af det sidste, faktisk. Især Jon Brown talte med folk, der har arbejdet på store actionfilm, og skuespillere, der har medvirket i dem. Så vi fik en masse historier. Jeg tror, det der sker i første afsnit – med at skuespillere nærmest får brændt deres øjne af – det skete faktisk på et filmset for nogen engang. Så meget af det kaos, der er, behøver ikke engang at være på en stor film. Du kan være på et lille shoot, optage en kortfilm eller lave en tv-serie. Det er altid den ting, du mindst forventer, der forsinker tingene.”

Armando Iannucci

Jeg spurgte også forfatteren Jon Brown om, hvordan han ser på den nuværende tilstand for superheltefilm. Havde det været bedre hvis serien udkom for fem år siden, under superheltefilmens storhedstid – eller er det faktisk perfekt timing at udkomme under et lavpunkt?

“Sam Mendes havde idéen for flere år siden, da superheltefilmene virkelig var på deres højeste. Og for mig, da jeg kom ind i projektet, begyndte det hele at ændre sig, hvilket gjorde det meget mere interessant. Der er en følelse af imperiernes fald. Og det var noget, jeg følte var virkelig brugbart for vores show – den følelse af, at når imperier begynder at smuldre, og man kunne argumentere for, at franchisefilm går igennem en stor forandring, så begynder tingene at falde fra hinanden.

Jeg tror, det er noget, mange unge mennesker oplever nu – den følelse af at komme ind i en branche, hvor guldfeberen ligesom er ovre. Og hvad er der så tilbage? For mig føltes det på mange måder mere rigt og følelsesmæssigt interessant end at se et show om et franchise-studie, der bare har hit efter hit, og hvor alt lykkes. Det er mere som: Nej, det gør det ikke længere. Og hvad gør vi så?”

Jon Brown
Foto: HBO

Kærlighedsbrev til de ubesungne helte

Mens The Franchise med den ene hånd gør grin med heltene på skærmen, så hylder den med den anden de helte bag skærmen. Det hårdtarbejdende crew, der arbejder non-stop på at skabe en god film mod alle odds. Deres navne bliver ikke bemærket, når rulleteksterne kører, men i denne serie ser vi deres historier.

“Jeg tror, crewet på serien virkelig nød, hvad vi lavede. Fordi, som du nævner, er det en hyldest til industriens ubesungne helte, og de morede sig over det, vi lavede, fordi det føltes så præcist. Jeg tror, folk i branchen især vil nyde serien og se sig selv reflekteret i karaktererne. Jeg tog inspiration fra mange af de første assistent-instruktører på settet eller produktionsassistenter, som altid har deres øresnegl i og konstant er i to sind. De står og taler med dig, men deres hoveder er fulde af stemmer.”

Himesh Patel

Den internationale skuespiller Daniel Brühl befandt sig i en særlig situation, da han spiller den lidende, kunstneriske instruktør Eric på Tecto.

“I serien er du i gode hænder med Sam Mendes som instruktør. Men hvordan ville samarbejdet gå mellem instruktøren Eric og skuespilleren Daniel? Og som én der også har instrueret en spillefilm selv – hvor meget minder du om Eric?”

“Haha, det er et virkelig godt spørgsmål. Eric er en meget sur og narcissistisk mand – men alligevel kunne jeg godt lide ham, og jeg vil forsvare ham. Fordi man skal kæmpe mod giganter og monstre, når man laver de her film. Så folk, der bruger deres albuer og egoer så meget, respekterer jeg, for du er nødt til det for at overleve. Fordi under alt det er vi jo bare usikre mennesker. Så som skuespilleren Daniel ville jeg forsøge at se den menneskelige side i samarbejdet med instruktøren. Hvis det er muligt.”

Daniel Brühl

The Franchise kan ses på HBO Max fra den 6. oktober.

Kim Hjælm

Kim Hjælm

Videoredaktør


Kim er uddannet visuel storyteller fra VIA Film & Transmedia. Han har arbejdet i filmbranchen som manuskriptforfatter, reklamefilminstruktør og klipper. Han har først og fremmest identificeret sig selv som film buff – lige siden han brugte alle sine konfirmationspenge på en Blu-ray-samling af IMDB top 250 film. Det havde han nok ikke gjort, hvis han vidste, at streamingtjenesterne var lige på trapperne. Det var dumt.

Mest læste i dag

I Hvilken rækkefølge skal du se Predator-filmene?

Film & Serier

June 11, 2025

I Hvilken rækkefølge skal du se Predator-filmene?

Officielt: Switch 2 er hurtigst sælgende nogensinde

Nyhed

June 11, 2025

Officielt: Switch 2 er hurtigst sælgende nogensinde

Superman anno 2025 er langtfra tandløs: Se trailer 2 her

Film & Serier

June 12, 2025

Superman anno 2025 er langtfra tandløs: Se trailer 2 her

HITMAN World of Assassination: Signature Edition-anmeldelse – En fremragende trilogi men en problemfyldt port

Anmeldelse

June 12, 2025

HITMAN World of Assassination: Signature Edition-anmeldelse – En fremragende trilogi men en problemfyldt port

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk