Joker: Folie à Deux banket til hakket plukfisk af spansk mesterinstruktør


Kasper Rasmussen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
September 11, 2024
Den ellers spændt imødesete Joker: Folie à Deux fik noget af en kæberasler ved filmfestivalen i Venedig. Udover lunkne anmeldelser ligger den nu heller ikke på Top-10 over festivalens mest imødesete film
Vi har tidligere forsøgt at skabe noget interesse for den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvars første engelsksprogede film, The Room Next Door, men desværre gad ingen læse den artikel her på Arkaden. Så nu må vi prøve igen for at se, om vi kan skabe noget interesse for denne kommende perle, eller om i spilglade læsere kun gider at vente på den kommende A Minecraft Movie.
Vågnede I op?
Det var godt, for vi vil Jer jo kun det bedste kære læsere!
Men faktum er at Arkaden faktisk ønsker at formidle de gode film, og som det kunne ses ved den nyligt overståede Venedig-festival, gik den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvar faktisk hen og vandt hovedpræmien Bedste film for netop The Room Next Door. Så det KAN altså betale sig at gennemlæse ALLE vores artikler her på siden. Så må lektier, koner, arbejde og hovedrengøring komme i sidste række!

Mesteren Almodóvar
The Room Next Door tackler de heftige temaer om eutanasi og klimakrisen, og med Tilda Swinton samt Julianne Moore i hovedrollerne modtog filmen, udover et 18 minutter langt stående bifald, den prestigefyldte Guldløve-pris Bedste film på filmfestivalen i Venedig i lørdags. Almodóvar er en sand darling i festivalkredsen og blev tildelt en Lifetime Achievement Award i Venedig i 2019 for sine dristige, respektløse og ofte sjove spansksprogede indslag.
Han vandt også en Oscar i kategorien bedste fremmedsprog for sin film Alt om min mor fra 1999.
Nu er han 74 år og har besluttet sig for at prøve kræfter med at lave film på engelsk og fået fortalt journalister, at det var som science fiction for ham. Mens The Room Next Door allerede fra starten var blevet tippet til at vinde, var andenpladsen i Sølvløven-konkurrencen en overraskelse, da den gik til den italienske instruktør Maura Delpero for Vermiglio, hendes eftertænksomme drama, der foregår i de italienske alper under Anden Verdenskrig.
Venedig er ikke druknet
Australiens Nicole Kidman vandt prisen for bedste skuespillerinde for sin vovede rolle i den erotiske Babygirl, hvor hun spiller en hård direktør, der bringer sin karriere og sin familie i fare ved at have en giftig affære med en ung, manipulerende praktikant. Frankrigs Vincent Lindon blev kåret som bedste skuespiller for The Quiet Son, et aktuelt fransksproget drama om en familie, der er revet fra hinanden af højreekstremistisk radikalisme.
Prisen for bedste instruktør gik til den amerikanske filmskaber Brady Corbet for hans tre og en halv time lange film The Brutalist, den episke fortælling om en ungarsk Holocaust-overlevende, spillet af Adrien Brody, der forsøger at genopbygge sit liv i USA. Prisen for bedste manuskript gik til Murilo Hauser og Heitor Lorega for I’m Still Here, en film om Brasiliens militærdiktatur, mens juryens specialpris gik til abortdramaet April af den georgiske instruktør Dea Kulumbegashvili. Luca Guadagninos Queer, med Daniel Craig i rollen som en homoseksuel narkoman, og Pablo Larrains Maria Callas-biografien Maria, med Angelina Jolie i hovedrollen som den berømte græske sopran, vandt også ros fra kritikerne, men fik ingen priser.
En Joker bag lås og slå
Blandt de film, der forlod Venedigs Lido-ø tomhændet, var Todd Phillips’ Joker: Folie à Deux, med Joaquin Phoenix og Lady Gaga i hovedrollerne, efterfølgeren til hans originale The Joker, som faktisk vandt hovedprisen på selvsamme festival i Venedig i 2019.
Soundvenue har den heller ikke på deres Venedig Top-6 liste.
Det er der sikkert nogle der mener er “Bad-man”, men sådan er der jo så meget!
The Room Next Door får dansk premiere den 31. oktober i år.
Tak, fordi du læste med. Det er bare sjovere at være flere i biografen.
Mest læste i dag

Film & Serier
June 11, 2025
I Hvilken rækkefølge skal du se Predator-filmene?

Nyhed
June 11, 2025
Officielt: Switch 2 er hurtigst sælgende nogensinde

Film & Serier
June 12, 2025
Superman anno 2025 er langtfra tandløs: Se trailer 2 her

Anmeldelse
June 12, 2025
HITMAN World of Assassination: Signature Edition-anmeldelse – En fremragende trilogi men en problemfyldt port
© Copyright - arkaden.dk