Netflix’ største hit nogensinde – Wednesday får grønt lys til tredje sæson
Henrik Brandt
Estimeret læsetid: 2 minutter.
July 24, 2025
Netflix har netop bekræftet, at den gotiske hitserie Wednesday får en tredje sæson – og fans verden over kan godt begynde at glæde sig. Annonceringen kommer i kølvandet på den kommende sæson 2, der får premiere i to dele: den 6. august og 3. september i år.
Siden premieren i november 2022 har Wednesday udviklet sig til en af de største tv-succeser i streamingtjenestens historie. Serien, der følger den ikoniske teenager Wednesday Addams på Nevermore Academy, har slået adskillige rekorder: Med 252,1 millioner visninger på blot 91 dage er Wednesday den mest sete engelsksprogede serie på Netflix nogensinde. Den toppede desuden Netflix’ globale top-10-liste i seks sammenhængende uger og blev nummer ét i 90 lande – præstationer, der stadig står som milepæle.

Den længe ventede anden sæson er allerede blevet et internetfænomen, med mere end 2,8 milliarder visninger på sociale medier – længe før den første episode er udgivet.
Seriens skabere, Alfred Gough og Miles Millar, udtrykker stor glæde over at kunne føre historien videre:
“Det har været en dyster fornøjelse at se, hvordan Wednesday har tryllebundet sit publikum verden over – én tør bemærkning ad gangen. Vi er ovenud begejstrede for, at hun atter vil betræde Nevermores gotiske gange i en tredje sæson. Denne gang vil hun afdække flere af skolens mørke hemmeligheder og bevæge sig endnu dybere ned i Addams-familiens krypt.”
Netflix’ Chief Content Officer, Bela Bajaria, tilføjer:
Wednesdays unægtelige gennemslagskraft gav øjeblikkelig genlyd hos fans verden over og sendte serien helt til tops som vores mest populære engelsksprogede tv-serie nogensinde – og så inspirerede den flere kulturelle trends. Vi er utrolig glade for at kunne bekræfte en tredje sæson af den ikoniske serie.”
Flere detaljer om tredje sæson afsløres senere – men én ting er sikkert: Wednesday er langt fra færdig med at tryllebinde verden.
Hvad kan vi forvente af sæson 2?
I den kommende sæson bliver Wednesday Addams (spillet af Jenna Ortega) kastet ud i nye mysterier, gamle fjendskaber og familiære konflikter. Med sin velkendte dødsens alvor og skarpe sarkasme forsøger hun at finde balancen mellem det paranormale og det personlige, mens nye farer lurer på Nevermore.
Executive producer og instruktør Tim Burton er tilbage sammen med Alfred Gough og Miles Millar – og alt tyder på, at både sæson 2 og 3 vil fortsætte med at levere mørk magi, gotisk humor og isnende spænding.
Mest læste i dag
Anmeldelse
September 13, 2026
Marvel’s Wolverine-anmeldelse – Når kløerne ikke er skarpe nok
Nyhed
September 12, 2026
Warcraft III får sin første nye kampagne i over 20 år
Nyhed
September 12, 2026
World of Warcraft: Forever er Blizzards officielle Classic Plus
Nyhed
September 13, 2026
Alt det BlizzCon også er!
© Copyright - arkaden.dk

