Netflix udvikler ny Da Vinci Mysteriet-efterfølger
Tobias Gilbert
Estimeret læsetid: 2 minutter.
June 4, 2025
Dan Browns kommende bog bliver til ny Netflix-serie
Der har været budkrig omkring Dan Browns kommende roman The Secret of Secrets – den sjette installation i Robert Langdon-sagaen.
Netflix har vundet rettighederne og har nu bestilt en tv-serie baseret på bogen, der udkommer i USA d. 9 september.
Ifølge den officielle plotbeskrivelse lyder bogen således: Symbolisten Robert Langdon kæmper mod ældgamle kræfter og tiden for at redde en forsvunden videnskabsmand og hendes banebrydende manuskript – et manuskript, hvis opdagelser har magten til for altid at ændre menneskehedens forståelse af sindet.
Dan Brown skal arbejde sammen med Carlton Cuse, der er showrunner på den kommende serie. Cuse har tidligere stået bag serier som Lost, Bates Motel og senest storsuccesen Jack Ryan med John Krasinski i titelrollen. Der er endnu ingen instruktør tilknyttet projektet.
Robert Langdon-bøgerne har solgt over 250 millioner eksemplarer på verdensplan og er oversat til 56 sprog. Brown udgav den første bog i serien, Engle & Dæmoner, i 2000 og fulgte op med Da Vinci Mysteriet i 2003, Det Forsvundne Tegn i 2009, Inferno i 2013 og Oprindelse i 2017.
Tre af bøgerne er blevet filmatiseret: Da Vinci Mysteriet i 2006, efterfulgt af Engle & Dæmoner i 2009 og Inferno i 2016. I disse spiller Tom Hanks hovedrollen som Robert Langdon. Filmene blev instrueret af Ron Howard og produceret af Columbia Pictures. Franchisen har tilsammen indtjent over 2,2 milliarder dollars.
En fjerde filmatisering, Det Forsvundne Tegn, blev i 2021 omdannet til en Peacock-tv-serie med Ashley Zukerman i rollen som en yngre version af Langdon. Serien blev dog kun til én sæson.
Nu bliver det Netflix’ tur til at forsøge sig med Dan Brown og Robert Langdons mysterier!
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 9, 2026
Starfield: Terran Armada DLC og Free Lanes Update-anmeldelse – Mass Effect har ikke levet forgæves
Nyhed
April 9, 2026
Agent 007 melder “Mission Delay”: First Light må vente på Switch 2-forstærkning
Nyhed
April 10, 2026
Er PC dødt for Sony entertainment?
Film & Serier
April 9, 2026
Fra Stranger Things til MCU-frontfigur? Sadie Sink rygtes til 5 Marvel film!
© Copyright - arkaden.dk

