Star Wars er måske klar til at forlade Grogu og Mando
Henrik Brandt
Estimeret læsetid: 3 minutter.
May 8, 2026
Der har længe været en følelse blandt mange Star Wars-fans af, at Lucasfilm stod ved en skillevej. Og nu tyder nye rygter på, at studiet måske endelig er klar til at tage springet videre fra den æra, der begyndte med The Mandalorian tilbage i 2019.
Ifølge insider Daniel Richtman er The Mandalorian sæson 4 angiveligt ikke længere under udvikling, mens Ahsoka sæson 3 heller ikke skulle være blevet godkendt – og måske aldrig bliver det. Det er selvfølgelig stadig rygter, men når man samtidig ser den totale tavshed omkring både The Book of Boba Fett sæson 2 og en fortsættelse til Skeleton Crew, begynder der langsomt at tegne sig et billede.
Måske er MandoVerse, som vi har kendt det de sidste mange år, ved at synge på sidste vers.
Og helt ærligt? Jeg sidder allerede i cockpittet, og er klar til at flyve mod nye eventyrer.

For da The Mandalorian ramte Disney+, føltes det som et frisk pust til Star Wars. Serien genfandt følelsen af eventyr, western-stemning og den beskidte lived-in sci-fi æstetik, som mange fans havde savnet. Grogu blev et globalt fænomen, og pludselig virkede det som om Lucasfilm havde fundet en ny retning efter den meget splittende sequel-trilogi.
Men som årene gik, begyndte universet også at føles… mindre. Flere serier blev tæt forbundet, karakterer hoppede konstant mellem shows, og man fik mere og mere følelsen af, at man skulle lave lektier for at følge med. Det hele kulminerede lidt med sæson 3 af The Mandalorian, som for mange – mig selv inklusive – aldrig helt ramte samme magi som de første to sæsoner.
Derfor giver det måske mening, hvis Lucasfilm nu vælger at samle trådene og afslutte historien mere fokuseret. Den kommende The Mandalorian & Grogu ligner i stigende grad en direkte erstatning for det, der ellers ville have været sæson 4. Din Djarin og Grogu flyttes fra streaming til det store lærred, og måske er det præcis den energiindsprøjtning, Star Wars har brug for.
Samtidig virker det ret tydeligt, at Lucasfilm forsøger at brede universet mere ud igen. Star Wars: Starfighter fra Shawn Levy er stadig på vej, og den kommende Rey-film med Daisy Ridley ser også ud til fortsat at være aktiv under udvikling. Og senest Maul: Shadow Lord, der havde sin sæsonfinale i mandags, viste at Lucasfilm tør at læne sig ind i de mere mørke kroge af universet. Og hvis rygterne holder stik, kan Dave Filonis længe omtalte Heir to the Empire-inspirerede film blive den store finale på hele MandoVerse-sagaen.

Det mest interessante ved det hele er måske egentlig, at Star Wars igen virker til at være i bevægelse. Ikke nødvendigvis væk fra Din Djarin, Ahsoka eller Thrawn – men væk fra idéen om, at hele franchisen skal centrere sig omkring én lille periode mellem Episode VI og VII.
For Star Wars-universet er gigantisk. Der er tusindvis af år med historier, konflikter, Jedi-legender og galaktiske krige, som stadig næsten er urørte i live-action. Og måske har Lucasfilm indset, at fremtiden ikke ligger i at presse endnu en sæson ud af alle eksisterende karakterer, men i stedet i at gøre universet stort og uforudsigeligt igen.
Det betyder selvfølgelig ikke, at MandoVerse forsvinder i morgen. The Mandalorian & Grogu er lige om hjørnet, Ahsoka sæson 2 er på vej, og Thrawn lurer stadig som den helt store trussel i kulissen. Men måske nærmer vi os enden på dette kapitel.
Og måske er det, det helt rigtige valg.
For hvis Star Wars skal føles magisk igen, kræver det måske, at galaksen bliver stor igen.

Mest læste i dag
previews
June 7, 2026
Spyro: A Realm Beyond-preview – Den lille lilla drage er endelig tilbage
Nyhed
June 7, 2026
Dansk spilstudie var tæt på at forsvinde! Nu er de tilbage med Expeditions: Samurai – Se den spritnye trailer her!
Nyhed
June 7, 2026
Tupac er med i Stranger Than Heaven, men hvem har egentlig givet lov?
Nyhed
June 6, 2026
Dansk middelalderspil fik første gameplay fremvist under Summer Game Fest
© Copyright - arkaden.dk

