Thunderbolts*: Bag Kulisserne med Marvels antihelte – Eksklusivt interview med castet

I en verden af superhelte, superskurke og alt det midt imellem er det ikke hver dag, man får lov at træde ind bag kulisserne og møde de ansigter, der bringer Marvels sidste store kapitel til live. Men det er præcis, hvad Arkaden har haft æren for at gøre. Eksklusivt

Jeg fik en enestående mulighed for at deltage i et interview med det stjernespækkede cast og de kreative kræfter bag den stærkt imødesete Marvel-film Thunderbolts*. En film, der ikke blot samler nogle af de mest komplekse og største udskud af karakterer i Marvels cinematiske univers, men som også dykker ned i temaer som loyalitet, forsoning og gråzonerne mellem helte og skurke.

Og lad os sige det med det samme: stemningen i rummet var elektrisk.

Et Marvel-eventyr med ægte følelser

Mødet tog hurtigt en dybere drejning, da moderatorens egne ord satte tonen:

“På et personligt plan betyder denne film ekstremt meget for mig. Jeg har kæmpet med depression og angst hele mit liv… At se disse temaer udfolde sig på et stort lærred i en Marvel-film var både terapeutisk og helende.“

Denne udtalelse ramte rummet som en stille eksplosion – ikke af action, men af menneskelighed. David Harbour svarede enkelt og ærligt: “Det er smukt. Tak.“

Og dér forstod jeg, hvad Thunderbolts* virkelig handler om. Ikke bare superkræfter og missioner – men om mennesker, der kæmper med deres indre dæmoner. Som fejler. Som ikke altid vælger rigtigt. Og som alligevel forsøger at finde en vej frem.

Sebastian Stan, altid reflekteret og karismatisk, lyste op, da han talte om Bucky Barnes. En mand, der i årevis har båret fortidens vægt på sine skuldre. Nu får han endelig muligheden for at træde ud af fortidens skygger og stå på egne ben:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

“Bucky forsøger ikke længere at flygte fra, hvem han var – han forsøger at forstå, hvem han kan blive.“

Florence Pugh leverede som altid en indlevende beskrivelse af sin karakter. Hun ser Yelena som et menneske i splid med sig selv – sarkastisk, ja, men også såret og længselsfuld:

“Hun er ikke en typisk helt. Hun har traumer. Hun har skyld. Og hun bærer det hele med sig. Det gør hende både stærk og skrøbelig – og det elsker jeg at spille.“

Julia Louis-Dreyfus leverede – både i filmen og i interviewet – en fest af tør humor og magnetisk tilstedeværelse. Hendes karakter, Valentina Allegra de Fontaine, er den mystiske figur, der trækker i trådene bag kulisserne:

“Hun spiller ikke efter reglerne – hun opfinder dem. Og det er det sjove. Hun er ikke ond, hun er… effektiv.“

De Nye Stemmer

To friske ansigter i MCU fik også spotlight: Geraldine Viswanathan (Mel) og Lewis Pullman (Bob). Geraldine bragte en ny energi til holdet og beskrev sin rolle som én, der “minder os om, hvad det vil sige at være almindelig i en ualmindelig verden”. Lewis Pullman tilføjede med et smil:

“Bob er måske ikke den mest heroiske, men han har hjertet med. Og det tæller i dette univers.“

Instruktør Jake Schreier tilføjede derefter “den mest menneskelige Marvel-historie til dato.” Kevin Feige fulgte op og beskrev Thunderbolts som en film, hvor Marvel tør være sårbar:

“Vi har altid lavet historier om helte, men nu fortæller vi en historie om dem, der ikke er sikre på, om de fortjener den titel. Og det er vigtigt.“

At springe ud i det

Midt i den varme stemning kom vi til et af pressekonferencens mest intense øjeblikke: Florence Pugh blev bedt om at tale om åbningsscenen i Thunderbolts* – en scene, der allerede nu bliver omtalt som en af de mest opsigtsvækkende i hele MCU.

Og med rette.

Florence talte med dyb alvor og ægte respekt for det arbejde, der ligger bag stuntet, hvor Yelena Belova – bogstaveligt talt – kaster sig ud fra verdens næsthøjeste bygning. Men det var ikke kun det fysiske spring, der gjorde indtryk. Det var det mentale.

“Da jeg læste manuskriptets første side, var det som om hun trådte ud i intetheden – ikke bare fysisk, men følelsesmæssigt. Det føltes næsten som en selvmordstanke forklædt som et stykke mission.“

Florence understregede, at stuntet kun var mulig takket være det team af stuntfolk, riggere og koreografer, der havde forberedt scenen i ugevis. Hun var ydmyg omkring sin egen andel i de fysiske præstationer, men der var ingen tvivl om, at hendes indlevelse som skuespiller bar scenen.

“Hun er i så dyb en sorg, at hun næsten ikke forsøger at overleve. Hun går ind i missionen uden sin superdragt. Uden gadgets. I tracksuit. Fordi hun vil sættes i fare. Hun søger ikke beskyttelse. Hun søger en afslutning.“

Det var en bemærkelsesværdig refleksion over, hvordan kostumevalg og karakterens sindstilstand hænger uløseligt sammen. I Thunderbolts* er der ingen kapper, ingen skjold – kun rå, eksponeret menneskelighed.

Instruktør Jake Schreier tilføjede med tydelig beundring i stemmen:

“Det er ikke selve stuntet, der gør det imponerende. Det er hendes spil i stuntet. Vi starter med et nærbillede af Florence. Hun er fuldstændig i karakter. Kameraet trækker sig ud – og så udfører hun den vildeste stunt. Men det er stadig hendes øjne, vi ser. Hendes desperation. Hendes beslutning.“

Det er en kombination, som sjældent ses i så stor skala: visuel spektakel, der aldrig mister kontakten til den emotionelle kerne. I stedet for at lade teknikken overdøve karakteren, bruges actionen som forstærker for følelserne.

Barnlig glæde

Efter den følelsesmæssige dybde, Florence Pugh bragte til bordet, skiftede stemningen under Thunderbolts*’ interviewet gear. Moderatorens næste spørgsmål var rettet mod David Harbour, manden bag den russiske superhelt Alexei Shostakov, også kendt som Red Guardian. Og det blev hurtigt klart, at vi her har med en karakter at gøre, som på én gang er tragisk, komisk og dybt menneskelig.

“Han føles som et varmt tæppe,“ sagde moderatorens begejstret – og præcist. Harbour tog det med humor, men også med oprigtighed, for han ved godt, at Alexei repræsenterer noget sjældent i Marvels univers: en mand, der både er superhelt og fan af superhelte.

“Der er et element af barnlig glæde i ham. Han elsker bare at være superhelt. Og ja – det bringer faktisk noget af det samme frem i mig, når jeg spiller ham,“ forklarede David med et smil.

Men under det charmerende ydre gemmer sig også smerte. Harbour pointerede, at Alexeis forsøg på at genoplive sin tidligere storhedstid stammer fra et sted fyldt med nederlag og svigt. Det er netop denne kombination, der gør hans portræt så rørende: Manden, der klamrer sig til fortidens glans, mens han forsøger at finde en ny plads i en verden, der måske er løbet fra ham.

“Du kan argumentere for, at hans trang til at finde tilbage til rampelyset stammer fra et mørke. Men samtidig… så nyder han det også bare. At tage dragten på. At være en del af det hele. At få lov til at lege.“

David beskrev det næsten som en metaoplevelse – både for karakteren og for ham selv: en voksen mand, der får lov til at være en dreng igen midt i Marvels maskineri, omgivet af superstjerner og eksplosioner.

Det, der gjorde David Harbours indslag så værdifuldt, var hans ærlighed omkring det paradoks, filmen udforsker: Hvad sker der, når dybe ar og barnlig begejstring eksisterer side om side? Thunderbolts* er nemlig ikke blot en samling af antihelte – det er et kalejdoskop af psykologiske profiler. Og Alexei, med sin naive stolthed og knuste drømme, er en af de mest menneskelige figurer i ensemblet.

“Der er noget hvalpeagtigt over ham,” sagde David grinende. “Og filmen lader mig spille på det. Og dét elsker jeg.“

Emmy-vinder energi

Når man tænker på Marvel Cinematic Universe, er det sjældent, at man forbinder det med Emmy-vindende komisk timing fra Seinfeld og den skarpe politiske satire i Veep. Men Julia Louis-Dreyfus har i rollen som Valentina Allegra de Fontaine formået at bringe en kompleks, mørk charme og uventet dybde til universet – og i Thunderbolts* træder hun for alvor ud af skyggerne.

“Det er faktisk meget anderledes end at spille en karakter i et tv-show uge for uge,” forklarede Julia, da hun blev spurgt, om det føles ens at vende tilbage til en karakter i filmformatet. “Det har mere været som små tå-dyp tidligere. Men her – i Thunderbolts – får vi virkelig lov at lære hende at kende.“

Og det er tydeligt, at Valentina endelig får plads til at vokse. Hvor hun tidligere har bevæget sig som en gådefuld figur i kulissen, giver denne film hende ikke blot en oprindelseshistorie, men også noget, der ligner et sårbart portræt. Ifølge Louis-Dreyfus er hun ikke bare en skurk – hun er en “anti-villain”, præcis som de øvrige karakterer er anti-helte.

“Man får muligheden for at forstå, hvorfor hun er, som hun er. Det undskylder ikke hendes handlinger – men det giver os forståelse,“ sagde hun, med den alvor, der ofte skjuler sig bag hendes velkendte smil.

Det er netop denne tilgang – den ikke-dømmende indgangsvinkel – der gør Louis-Dreyfus’ præstation så fængende. Valentina tror på, at hun gør det rigtige. Hun er drevet af magtbegær, ja – men det er formet af traumer og fortidens skygger. Og som filmens moderator rammende påpegede, er alle karaktererne i Thunderbolts – uanset side – formet af barndommens brud og indre smerter.

“Det er spændende at overveje, hvad det egentlig er, der driver hendes umættelige trang til kontrol og indflydelse,“ forklarede Julia. “Det gav mig en unik mulighed for næsten at genopfinde hende – med nuancer og menneskelighed.“

Depression og MCU-debut

Thunderbolts* er ikke blot endnu en Marvel-film fyldt med kampscener og kostumer. Det er en film, der tør vende blikket indad. Og Lewis Pullman, i sin MCU-debut, leverer en præstation, der ikke blot giver en ny karakter liv – men også giver stemme til noget langt mere universelt og menneskeligt: den indre kamp med mørket.

“Det var en stor ambition for os,“ fortæller Lewis, da han bliver spurgt ind til sit karakterportræt og den emotionelle klangbund i filmen.

“Vi ville ramme de her emner om mental sundhed, depression, og det at undertrykke sine følelser – uden at det føltes som en PSA, men i stedet ægte og jordnært.“

Sammen med instruktør Jake Schreier og producent Kevin Feige, har Pullman arbejdet sig ind i karakterens komplekse psykologi – og det mærkes. Hans karakter er ikke kun fysisk kampklar, men også dybt menneskelig i sin sårbarhed. Og det gør ham til en af filmens mest resonante figurer.

“Jeg voksede selv op med angst og depression, og det er stadig svært at sige højt. Men det var hele pointen. At vise, at det først er i stilheden, i det vi ikke siger, at lidelsen for alvor vokser. Når vi tør tale, tør række ud – så bliver vi grebet.“

Der er noget næsten revolutionerende ved at se en karakter i en superheltefilm stå i en kamp, der foregår lige så meget indeni som udenpå. Og Lewis’ figur – uden at afsløre for meget – bærer på en smerte, mange vil kunne spejle sig i. Han er ikke født med løsninger, men han lærer at række ud. Og det er måske den mest heltemodige handling af dem alle.

“Det her er en film om at tage masken af, mere end at tage den på,“ forklarede Pullman. “Det handler ikke kun om at bekæmpe fjender. Det handler om at bekæmpe ens egne dæmoner – og overleve dem med andres hjælp.“

Når Thunderbolts rammer biograferne, er det ikke kun for at underholde – det er for at røre. For som moderatorens egne ord antydede, så er det en af de sjældne film, hvor man savner karaktererne, når rulleteksterne begynder. Og måske vigtigere: hvor man føler sig lidt mindre alene.

“Jeg tror virkelig, at mange vil kunne finde noget genkendeligt i ham, og det føles faktisk større end bare at lave film. Det føles vigtigt.“

Sårbarhed som styrke

Samtalen blev drejet mod to af filmens mest komplekse karakterer – Hannah John-Kamens’ Ava Starr (Ghost) og Wyatt Russell’s John Walker (US Agent). Moderatoren satte stemningen med et tankevækkende spørgsmål om skuespillets følelsesmæssige dybde og karakterernes udvikling – og de to stjerner leverede ærlige, rørende svar, der understreger Thunderbolts* unikke emotionelle dybde.

Hannah John-Kamen reflekterede over, hvor hendes karakter Ghost befinder sig nu, sammenlignet med hendes debut i Ant-Man and the Wasp (2018):

“Der er altid en forbindelse mellem skuespilleren og karakteren. Ghost kæmpede i den første film med konstant smerte og dødstruende ustabilitet – både fysisk og mentalt. Hun traf umodne og desperate valg for at overleve,” forklarede John-Kamen.

Men i Thunderbolts* er Ava Starr ikke længere den desperate sjæl. Hun har udviklet sig – og er blevet langt mere kontrolleret, men også farligere.

“Hun har bygget en form for Fort Knox omkring sig selv. Hun er lukket inde, tillader ikke nogen at komme tæt på. Men hendes rejse handler om at lære, at det er okay at have brug for nogen. At det er okay at stole på andre – og vigtigst af alt, at man fortjener at blive elsket,”

Denne personlige transformation er ikke blot central for karakteren, men også noget, John-Kamen selv relaterer stærkt til som menneske og kunstner.

Wyatt Russell fortsatte samtalen i samme ærlige tone og gav et fascinerende indblik i, hvad det vil sige at spille en karakter som John Walker – den nye, kontroversielle amerikanske helt:

“John er en interessant type. Han tror virkelig på sig selv og sine handlinger. I The Falcon and the Winter Soldier ville vi vise en anden slags amerikansk helt. Hvor Steve Rogers sprang på en granat af ren uselviskhed, ville John gøre det samme – men kun hvis nogen filmer det og lægger det på Instagram,” sagde Russell og grinede let.

“Det er trist, men det afspejler vores virkelighed. Vi gør sjældent ting uden at håbe, nogen ser det. Og netop derfor er det så spændende at spille ham.”

John Walkers rejse er en rejse mod bunden – og tilbage igen.

“Du skal nogle gange helt i knæ, før du kan bygge dig selv op igen – ærligt og autentisk. Det er det, John går igennem i denne film. Jeg kender mange mennesker som ham fra min tid i elitesport – folk der nægter at vise svaghed, som bærer en facade af styrke hele tiden.”

“Men Thunderbolts* viser, at sårbarhed faktisk gør dig stærkere. At indrømme, at man ikke er perfekt, er det første skridt mod ægte styrke.”

Moderatorens afsluttende bemærkning fangede øjeblikkets tyngde perfekt:

“Hvor smukt er det ikke, at en Marvel-film kan skabe den slags samtaler?”

“Ja,” svarede Wyatt med et stille smil – og lod det stå som en påmindelse om, at superhelte ikke blot er kappeklædte krigere, men også spejlbilleder af vores dybeste menneskelighed.

Arven fra fortiden

Ingen diskussion om Thunderbolts* emotionelle tyngde ville være fuldendt uden at nævne Sebastian Stan og hans ikoniske rolle som Bucky Barnes, også kendt som The Winter Soldier. Under interviewet bragte moderatoren begejstret et visuelt øjeblik op fra filmen, der mindede om en klassiker:

“Min yndlingsfilm nogensinde er Terminator 2, og jeg er ret sikker på, at den scene med limousinen og motorcyklen var en direkte hyldest. Den måde du holdt våbnet på – det føltes helt som T2!”

Sebastian lo og svarede:

“Det er sjovt, for under Captain America: The Winter Soldier lyttede jeg helt manisk til soundtracket fra Terminator 2. Meget af det – gangarten, tilstedeværelsen – kom fra den film eller var inspireret af den.”

Det førte samtalen ind på Buckys rejse – en karakter, der har været med os siden Captain America: The First Avenger fra 2011.

“Bucky føles for mig som en bror, jeg aldrig har haft,” fortalte Sebastian Stan. “Det er som om, vi har lært af hinanden i 15 år. Hver gang jeg vender tilbage til ham, bringer jeg noget nyt med mig fra mit eget liv. Og selvom han føles bekendt nu, så er der noget særligt ved netop denne film.”

Det er netop denne autenticitet, der ligger i kernen af Thunderbolts – ifølge Stan.

“Det handler om, hvor virkelige disse karakterer føles. De bærer hjertet uden på tøjet. De forsøger at gøre det rigtige, men ved ikke, om de har de nødvendige værktøjer. Bucky har altid balanceret på grænsen mellem helt og skurk. Han prøver at finde sig selv uden at miste det, han var – og prøver at finde hjem i sig selv igen.”

“Det er jo sådan livet er. Man lærer af fortiden, man bevæger sig fremad, og man kæmper for at holde fast i en kerne af, hvem man er. Det har været en gave at udforske dét gennem Bucky – især i denne film og med dette cast.”

Sebastian Stans ærlige refleksioner understreger, hvad Thunderbolts virkelig handler om: Rejsen mod at finde mening, identitet og tilgivelse – ikke i trods af, men gennem vores fejl og sår. Det er det, der gør denne film til noget særligt. Ikke bare endnu et superheltebrag, men et menneskeligt drama i forklædning.

Magien ved fælles oplevelser

Det er umuligt at tale om Marvels kulturelle betydning uden at nævne manden bag det hele – Kevin Feige. I interviewets afsluttende del blev stemningen næsten rørende, da moderatorens ord faldt med tydelig respekt:

“Kevin, du har forandret biografverdenen på en måde, hvor du igen og igen minder publikum om, hvorfor det er vigtigt at gå i biografen. Gennem dit arbejde har du samlet mennesker på smukke måder – ikke kun gennem filmene, men også gennem de samtaler, de skaber. Mange af mine mest mindeværdige biografoplevelser skyldes dig.”

Herefter blev Kevin spurgt, hvad hans formative biografoplevelser havde været. Hans svar kom med et nostalgisk smil:

“Det er pænt sagt. Sandheden er, at vores filmhold altid er forenet af, at det her betyder noget – og det hørte du også i dag i svarene fra skuespillerne. Det kommer fra tegneserier, som betyder rigtig meget for mange mennesker.”

Han fortsatte:

“Den første film, jeg nogensinde så i biografen, var Pete’s Dragon. Vi missede den første forestilling, og min mor lavede tunmadder i sølvpapir, mens vi ventede på næste. Jeg husker ikke, at nogen jublede som under Endgame, men for mig var det magisk. Jeg kunne ikke vente med at komme tilbage. Så kom Herbie-filmene, og ja – senere så jeg Star Wars og Empire Strikes Back i genudgivelse. Biografen var et magisk sted. Vi har brug for det som mennesker.”

Feige understregede, at det netop er denne fællesoplevelse, der er så vigtig – og som Thunderbolts* også bygger videre på.

“Denne weekend lavede fire forskellige film over 20 millioner dollars i billetindtægter. Det er fantastisk. Det betyder variation – forskellige film, forskellige stemninger. Det er længe siden, det sidste er sket, og det gør mig oprigtigt glad.”

Musikken som følelsesmæssigt kompas

Samtalen drejede til sidst mod filmens unikke lydspor, skabt af det eksperimenterende band Son Lux. Moderatoren bemærkede:

“Deres score føles som en karakter i sig selv. Den er atmosfærisk, den er ikke manipulerende, men snarere organisk – som en naturlig forlængelse af karakterernes følelsesliv.”

Instruktør Jake Schreier svarede med stolthed:

“De er utroligt intelligente og emotionelt forbundne. Mange film scores jo først efter optagelserne, men her begyndte vi før vi overhovedet gik i gang. Ved første table read spillede jeg en hel suite af musik – og de temaer endte faktisk med at blive i filmen.”

Jake fremhævede, at de allerede havde 40 musikalske skitser med sig, da optagelserne var færdige.

“Det betød, at vi kunne klippe filmen til vores egne originale kompositioner, og Son Lux kunne bygge videre på dem – ikke bare lægge noget ovenpå. Det skabte en autenticitet, man sjældent oplever. Men det kræver også komponister, der virkelig vil engagere sig. Det gjorde de – og resultatet taler for sig selv.”

Sårbarhed, selverkendelse og superhelte

Til slut blev opmærksomheden rettet mod Florence Pugh og hendes rolle som Yelena – en karakter, der siden Black Widow har balanceret mellem styrke og sårbarhed. Spørgsmålet lød: Hvordan nærmede Florence sig Yelenas udvikling i Thunderbolts*, og opdagede hun nye sider af hende under optagelserne?

Florence svarede med stor ærlighed:

“Jeg var virkelig taknemmelig for, at manuskriptet havde til hensigt at vise sandheden i karakteren. Det er altid skræmmende at spille en rolle, som har en længere historie, og man frygter, at helingsprocessen bliver sprunget over. Men her blev vi faktisk givet plads til at udforske hendes traumer ærligt – uden at polere det.”

Hun understregede, at Yelena stadig bærer på ar fra fortiden – men også en dyb længsel efter fællesskab:

“Hun vil bare gerne høre til. Allerede i Black Widow kæmpede hun for at holde fast i følelsen af familie – ægte eller ej. Og her får vi lov at se hende i konfrontation med Alexei, hvor far og datter ærligt siger til hinanden: Du svigtede mig. Og den anden svarer: Du svigtede også mig. Det er stort, at vi får lov til at vise nogen, der ikke har det godt. Der kæmper.”

David Harbour tilføjede med respekt i stemmen:

“Florence kom ind med stærke idéer og ejerskab over sin karakter. Det er sjældent, at et stort studie giver skuespillere så meget frihed. Hun insisterede f.eks. på, at hun ikke skulle hoppe i et stramt superheltekostume til en vigtig scene, men derimod være i joggingtøj og indrømme, at noget er galt. Og det blev en af de stærkeste scener.”

Holdet bag filmen samarbejdede på manuskriptet undervejs, og som David sagde med et grin:

“Vi skrev versioner af scener, som aldrig nåede filmen – nogle af dem virkelig rædselsfulde – men det var netop dét, der gjorde processen ægte. Der var en oprigtig vilje til at lytte til os som kunstnere. Det var noget helt særligt.”

En ny begyndelse

Som afslutning blev Kevin Feige endnu engang spurgt – med et glimt i øjet – om fremtiden for Marvel-universet og det, alle venter på: Avengers: Doomsday.

Feige leverede sin klassiske ikke-svarende stil, men denne gang med en varme, som kun en passioneret fortæller kan:

“Det mest spændende lige nu er, at publikum skal møde det her hold i Thunderbolts. Og senere i år møder vi Fantastic Four. Det, jeg elsker mest ved Avengers-filmene, er, når fantastiske skuespillere, der aldrig har delt lærredet, pludselig gør det – og det sker igen snart.”

Optagelserne til Doomsday startede officielt mandag d. 28 april – mens Thunderbolts* fik premiere samme uge.

Interviewet sluttede med et smil og latter fra hele castet. Florence takkede for de dybe og gennemtænkte spørgsmål, mens Jake påpegede:

“Og hey – det er også en sjov film. Folk bliver slået ud og flyver rundt. Det er stadig Marvel.”

Sebastian Stan fulgte op med et grin:

“Ja, ja. Der er masser af action. Folk får tæsk. Det er hårdt. Og fedt.”

Men som moderatorens sidste ord indkapslede så fint:

“Det, jeg elsker ved Thunderbolts, er at I fortæller en jordnær, dybt menneskelig og personlig historie – midt i det store og spektakulære. Det er dét, Marvel kan, når det er bedst.”

Så tag i biografen nu og se Thunderbolts* – en superheltefilm med både hjertet, slagkraften og sjælen i behold. Du kan læse min reaktion efter at have set de første 30 minutter af filmen her, og ellers kan du læse min kollegas anmeldelse af hele filmen her.