Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Final Fantasy 14: Dawntrail-anmeldelse – Et skridt frem og to tilbage.

Mest læste

Af Anders Isaksen
30 september, 2024

Det føles næsten som en umulig opgave at følge op på mesterværket Endwalker. Er det lykkedes?

En af de sværeste opgaver, både professionelt og personligt, er at forny sig selv og sin identitet. Det er især svært, når det, man har lavet indtil nu, har været fremragende. Det er som at have vundet en michelin stjerne med franske retter og så pludselig skulle starte fra bunden med frysepizza. Og det var præcis den udfordring, udviklerne bag Final Fantasy 14: Dawntrail stod overfor.

Denne udvidelse skulle følge i fodsporene på Shadowbringers og Endwalker – to udvidelser, der sidder stolt på toppen af MMO-verdenen som den virtuelle Mount Everest. Disse udvidelser repræsenterede kulminationen på en episk fortælling, der begyndte med A Realm Reborn. Fra Shadowbringers‘ storslåede crescendo til Endwalker‘s forløsende klimaks var det en af de bedste fortællinger, spilmediet nogensinde har bragt os – ikke kun inden for MMORPG’er, men spil generelt. Men så kom Endwalker også med en slutning. Det store spørgsmål, der fulgte, var: Hvordan kunne man overhovedet følge op på det?

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

Verdensmesterskaberne i Excel er sjovere…

For et par år siden offentliggjorde Aarhus Universitet et studie, der konkluderede, at mennesker kan udvikle sadistiske tendenser af ren og skær kedsomhed. Hvis det virkelig er tilfældet, må jeg alvorligt bekymre mig for mine omgivelser – især mine kolleger på Arkaden – for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har kedet mig så meget som under min gennemspilning af Dawntrail.

Grundideen i plottet er ellers simpel nok: Du bliver inviteret på et nyt eventyr af Wuk Lamat, udvidelsens hovedperson, for at hjælpe hende i en konkurrence om arveretten til tronen på et fremmed kontinent. Det meste af tiden går med at lære de forskellige folkeslag og den blandede kultur at kende, mens du udfører opgaver for at bevise, at du har, hvad der skal til for at gøre krav på tronen. Til sidst handler det om at samle nøgleplader for at låse op til en mytisk gylden by.

På papiret er det en okay præmis og en passende start på en ny saga. Men leveringen af historien er et helt andet kapitel, og desværre er det et kapitel fyldt med hovedrystende beslutninger, der hæmmer hele oplevelsen. Lad mig anskueliggøre de forskellige problemer.

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

En uudholdelig hovedperson

Wuk Lamat er en ny karakter, der er ment til at være hjertet i denne udvidelse, men hun er desværre også grunden til, at du overvejer at mute spillet permanent. Hun er glad, evigt positiv og – for at sige det ligeud – dybt uduelig til tronen. Hendes udvikling, hvor hun skal lære at blive værdig som leder ved at udnytte sine venners styrker, er i teorien interessant. Problemet er bare, at hun er så vanvittigt irriterende, at det overskygger alt andet.

Jeg savner virkelig de gamle venner fra A Realm Reborn og op til Endwalker. Scions of the Seventh Dawn er en gruppe fyldt med personlighed, karakterdybde og balance mellem styrker og svagheder. Men i Dawntrail? De er næsten aldrig med. Og når de endelig dukker op, står Wuk Lamat der som en ubuden gæst til din familiefest og stjæler rampelyset. Hendes barnlige entusiasme og overdrevne positivitet føles efter de første ti minutter som en konstant, skærende baggrundsstøj, og det bliver kun værre af hendes stemmeskuespil.

Her bliver det virkelig slemt. Stemmeskuespillet for Wuk Lamat er en af de værste præstationer, jeg har oplevet i et spil i lang tid. Hendes replikker bliver leveret med samme indlevelse, som hvis en gymnasielærer læste Søren Kierkegaard op med tømmermænd. Når hun skal være glad, er det overspillet, og når det virkelig gælder, lyder det fladt og uden følelse. Jeg håber inderligt, at hendes tid på tronen – og på skærmen – er kortvarig.

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

Pacing – Et sted nord for Khabarovsk

Hvis der er én ting, vi lærte af A Realm Reborn, så er det, at pacing kan være en MMO’s værste fjende. Men med udvidelserne fra Heavensward og frem blev tempoet markant bedre. Desværre har Dawntrail trukket os tilbage til de mørke dage. Pacing er nu tilsyneladende en by i Rusland, for tempoet er så sløvt, at man skulle tro, udviklerne havde glemt, hvad fremdrift betyder.

Historien kunne sagtens have været fortalt i et hurtigt tempo, men alt bliver trukket ud. At introducere den nye ø, de forskellige kulturer og arvefølgestriden kunne være gjort på et par timer – men i stedet strækker det sig over 20+ timer. Og når det endelig føles som om, vi nærmer os noget interessant, bliver vi kastet tilbage i trivialiteter som lamaopdragelse og profitoptimering på markeder. Tuliyollal, den nye hovedstad, er et kulturelt smeltedigel, hvilket kunne have givet en fantastisk dynamik i plottet. Men det drukner i sideopgaver og mellemsekvenser, der aldrig slutter. Og det er ikke bare almindelige sideopgaver – det er en langtrukken samling af kedelige opgaver, der føles som de MMO-klichéer, vi alle gerne vil glemme. Lige når historien tager fart, falder vi tilbage til opgaver som at lære at handle ædelstene eller ride på lamaer.

Er det et spil eller en interaktiv novelle?

Noget af det værste ved Dawntrail er, at mange af de potentielt sjove opgaver bliver løst gennem mellemsekvenser. Når du skal udføre noget, der kunne have været et minispil – som f.eks. et lama-ræs – foregår det blot som en cutscene. Samme med handel og ædelstensfremstilling. Det føles mere som om, man ser på, at noget sker, i stedet for selv at være en del af det.

Når man så endelig får lov at lave noget, er det primært i kampene og et par dungeons. Her skinner spillet faktisk, men det er langt fra nok til at kompensere for alt det tid, man bruger på at stirre på skærmen uden nogen egentlig interaktion.

Et glimmer af lys i mørket

Midtvejs i kampagnen sker der dog noget. Pludselig føles historien mere engagerende. Dialogen får mere dybde, og karaktererne begynder at blive interessante. Det er næsten som om, at der blev hyret et helt nyt hold til at skrive den sidste halvdel af kampagnen. Men selv her bliver det hele fortalt gennem alenlange, stemmeløse mellemsekvenser, som fjerner enhver følelse af tempo og spænding. Det er som at køre i tredje gear med håndbremsen trukket.

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

Flottere end nogensinde før

Okay, Dawntrail har én ting, der er decideret imponerende: Det ser godt ud. Grafikken har fået et markant løft, og det er tydeligt at se i alt fra figurer til omgivelserne. Det nye kontinent er fyldt med smukke landskaber, og Tuliyollal er en af de flotteste byer, vi har set i spillet hidtil. Lyset, skyggerne, detaljerigdommen – det hele ser fantastisk ud.

Og musikken? Som altid er den i topklasse, og selvom der mangler stemmeskuespil i de mange mellemsekvenser, så holder lydsiden stadig en høj standard.

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

Dungeons og trials sætter nye standarder for genren

Dawntrail formår at levere på et område: Dungeons og trials. Fjenderne er varierede, og kampmekanikkerne er sjove og udfordrende. Der er et godt niveau af udfordring, og selv almindelige dungeons undervejs byder på kampe, der er værd at prøve flere gange. Her tør udviklerne virkelig udfordre spillerne, noget som spil som World of Warcraft ofte virker lidt forsigtige med.

Det er i øvrigt også noget af det der trods alt hjælper historien. En figur der er blevet bygget op til at være frygtindgydende føles bare mere troværdig hvis kampen mod dem præsenterer en markant udfordring.

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

De to nye jobs føles som et frisk pust

De to nye jobs, Pictomancer og Viper, er uden tvivl nogle af de mest spændende tilføjelser i udvidelsen. Pictomancer, som er en caster-klasse, bringer noget helt nyt til spillet med sin kreative kampstil. Ved at bruge kunst som våben, maler man bogstaveligt talt skader på sine fjender – og effekterne er både imponerende og visuelt tilfredsstillende. Den taktile fornemmelse af at “male” sine angreb tilføjer en frisk dynamik, der skiller sig ud fra de øvrige caster-jobs.

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

Viper bidrager også med et anderledes frisk pust til kampsystemet.

Her er dog tale om en sværdsvingende klasse som kan bruge enhåndssværd og kombinere dem til store tohåndsvåben.

Ideen her er at man igen har flere forskellige kombinationer der til sidst ender ud i forskellige afsluttende angreb der gør ekstra skade og hver har sin unikke berettigelse i kampens hede.

Den frihed til at udforske sin kampstil er en ret stor afvigelse fra de mere rigide evne rotationer der præger de andre jobs.

Derfor føles Pictomancer og Viper også i særlig grad som friske og innovative tilføjelser til listen af klasser.

Foto: Square Enix / Anders Isaksen

Konklusion

Selv om Dawntrail er rigtig flot at kigge på, dungeons og trials er de hidtil bedste og de to nye klasser er fantastiske, så trækker kampagnens kvalitet spillet meget ned.

Det er næsten umuligt for mig at anbefale Dawntrail fordi det er så forfærdeligt fortalt og så hamrende kedeligt at komme igennem kampagnen. Selv når historien forbedres markant i anden halvdel af kampagnen, holdes det hele tilbage af et arkaisk quest system der dræber ethvert engagement fra spilleres side.

Når alt kommer til alt ender Dawntrail som en kæmpe skuffelse og formår på ingen måde at være en lovende begyndelse på en ny saga.

Udvikler/Udgiver: Square Enix

Genre: MMORPG (Massive Multiplayer Online Role-Playing Game)

Platform: PC, Playstation

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Udviklerne bag The Day Before bliver delvist tilgivet med donationer til nyt...
Skræmmende Nosferatu-trailer oser af årets film, men ikke for danskere