Ad Banner

Førstehåndsindtryk

Førstehåndsindtryk: Nyt Zelda føles på helt ubegribelig vis bedre end sin forgænger

Mest læste

Af Jens Haag
14 maj, 2023

Nintendo tager alt det, som virkede, fra Breath of the Wild og svejser det sammen med endnu mere legesyge, fantasifulde elementer - og det styrer!

Klokken er, opdager jeg pludselig, blevet halv fem om natten. Min kæreste er gået i seng, solen er så småt ved at stå op udenfor. 

I det jeg, lidt overrasket, rejser mig fra lænestolen, bliver jeg opmærksom på, at jeg er tørstig – og træt. Hvis jeg ikke med det samme får drukket og smidt mig i seng, vil jeg ligne og lyde som en gammeldags, langsom zombie i morgen.

Men jeg har ikke lyst til at gå i seng. Jeg har lyst til at spille ‘Tears of the Kingdom’.

Og jeg gider faktisk overhovedet heller ikke skrive denne tekst, den tager dyrebar spiltid fra mig.

Jeg håber, I er tilfredse!

Det nye Zelda-spil begynder meget lig det sidste Zelda-spil. 

Noget går galt, ondskaben er her, spoilerne kommer, Link må begynde fra nul igen.

Han vågner op alene uden tøj eller kræfter og må kæmpe sig igennem et start-område, som introducerer ham til en række nye evner. De evner, især én, formår nærmest at erstatte Link som hovedperson.

Det drejer sig om ultrahand-kraften, som tillader Link at samle ting og sager op og klistre dem sammen til fungerende maskiner, som kan bruges til at løse opgaver. Som en gave fra et længst forsvundet højtekonologisk fortidsfolk bliver Link udstyret med forskellige genstande og batterier, som han, sammen med ultrahand-kraften, kan bruge til at lave sine egne, hjemmebyggede konstruktioner. 

Rotorblade, træstammer, metalplader, hjul, flyvemaskineskrog og flammekastere var blot nogle af de tilgængelige dimser, jeg havde til rådighed i min gennemspilning af intro-øen. De kan sættes sammen på kryds og tværs og spillets fysik er overraskende robust: Man skal nøje afmåle tyngde og placering af de forskellige dele.

En succes for den videnskabelige metode

Jeg brugte uforholdsmæssig lang tid på at bygge en flyvemaskine, som skulle fragte mig cirka 200 meter ned fra et bjerg. Jeg kunne lige så godt være klatret, det havde taget en brøkdel af den tid, jeg endte med at bruge. 

Til at starte med var det bare fordi, jeg gerne ville afprøve, om jeg kunne svæve ned til et tempel, jeg skulle hen til. I mine første forsøg placerede jeg rotorbladene forkert, hvad betød af flyvemaskinen fik overbalance og fløj direkte ind i en klippevæg. Det blev fulgt op af yderligere forsøg.

Undervejs i mine videnskabelige undersøgelser slog det mig, da jeg tænkte mig mere logisk om, at det jo ville være ekstremt cool, hvis min flyvemaskine også havde en flammekaster. 

Men det ændrer tyngdepunktet, så jeg måtte flytte på rotorerne, som skal holde flyet i luften, og sørge for at de giver den tilstrækkelig op- og fremdrift, uden at gå ud af balance. Nøjsommeligt skilte og samlede jeg min flyvemaskine, indtil jeg var tilfreds. Endelig var den sidste prototype færdig.

Jeg stillede mig op på den, og gav i åndeløs spænding motoren et slag med en træpind (det er sådan man tænder ting i ‘Tears of the Kingdom’).

Triumferende hævede mit angrebsmonster sig over bakketoppen og mens flammekasteren dækkede jorden under mig med flammer, sejlede jeg blidt igennem luften. Hvilken fryd! En succes for den videnskabelige metode!

(Foto: Nintendo)

Uheldigvis havde jeg glemt at alle de motorer og flammekastere kræver en ret stor portion energi fra mit, i begyndelsen af spillet, ret uimponerende batteri. Efter en relativt kort flyvetur løb jeg tør.

Og faldt med det samme ned i en afgrund. Og døde. Og måtte bygge flyet forfra uden flammekaster og med færre motorer.

Hvad man ikke gør for at fremme videnskaben.

Taber helt pusten over mulighederne

En anden evne er muligheden for at kombinere sine våben med ting, man finder. Pile kan infuses med brightbloom-frø, så en lysende blomst springer ud, hvor de rammer og oplyser mørke grottesystemer. 

En stav kan smeltes sammen med en ildfrugt og blive til en fakkel. Der er et væld af muligheder. 

Det er lidt frustrerende at bladre gennem sin anseelige samling af genstande, godt nok, men det er et mindre frustrationselement, der hurtigt glemmes, når man sætter en kampesten for anden af sit spyd og bruger den nyopfundne hammer til at banke stenvægge ned og afsløre hemmeligheder dybt under jorden.

(Foto: Nintendo)

Sammen med de robuste og interessante systemer, som vi allerede havde i ‘Breath of the Wild’ (madlavning, kampe, klatring og jagt), er spillets muligheder pludselig nærmest uendelige. Jeg taber helt pusten ved tanken om, hvad jeg kan gøre og nå i spillet. Lige til at begynde med føltes det faktisk en smule overvældende. Er Zelda ikke mere et spørgsmål om at tage på eventyr end at sætte dimser sammen? 

Det er et fair argument, måske endda et overbevisende argument. Men…

Jeg føler mig som et barn, der har opdaget Lego. Jeg glemmer fuldstændig, at jeg teknisk set skal redde Hyrule, fordi jeg er i gang med at bygge en raketdreven sæbekassebil. Jeg skriger af grin, når den uventet kører på vildspor og kaster mig i en sø. Jeg prøver igen, jeg bygger noget nyt.

Det er som at være teenager igen og have fundet et nyt spil at blive opslugt af. Som at spille Skyrim for første gang en gang til. 

Man skal virkelig passe på med at kalde noget et mesterværk. Jeg tror egentlig ikke, man kan vide om noget reelt er et, før lang tid efter, men der er noget her. Noget stort og lysende og opslugende, noget legesygt og magisk, som jeg har hungret efter uden at ane det.

Nu har jeg skrevet længe nok, tror jeg, nu skal jeg tilbage og bygge en robot, hvis hænder er bomber.

(Foto: Nintendo)

MERE FRA HARDWIRE:




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Kammerateri, karma og kampråb: Hvad spiludviklere gør for at skabe en bedre...
Der er allerede planer for det næste Zelda-spil