Nyheder

GameMill gør det igen – The Walking Dead: Destinies er endnu en stinker!

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
21 november, 2023

Endnu en kandidat til årets dårligste spil - og igen står GameMill Entertainment bag

Det netop nyudgivne The Walking Dead: Destinies har mildest talt fået en lunken modtagelse, og er hurtigt blevet en seriøs kandidat til titlen som et af de værste spil i 2023. I skrivende stund har spillet en Metacritic-score på 3.2. 

The Walking Dead: Destinies er udviklet af det mindre kendte brasilianske studie Flux Games og udgivet af GameMill Entertainment fra Minneapolis. GameMill udgav sidste måned Skull Island: Rise of Kong, som er blevet kendt for sine dårlige visuelle effekter, gameplay og tåkrummende dårlige cutscenes.

Det viste sig senere, at det chilenske indie-studie IguanaBee udviklede Rise of Kong på kun et år, og at spillet var del af en ‘ond cirkel’ af licenserede titler udgivet af GameMill. En negativ tendens vi også her på Arkaden.dk har forholdt os kritisk til.

The Walking Dead: Destinies er et tredjepersons action-eventyr, der genfortæller historien fra AMC’s The Walking Dead-serie, men spillet giver os mulighed for at ændre historiens gang. Man kan for eksempel vælge, om Rick eller Shane skal lede gruppen, være fjender med The Governor eller rekruttere ham. Uanset hvad du vælger, er du nødt til at leve med konsekvenserne af dine valg. Dette lyder som udgangspunkt som et interessant udgangspunkt, men eksekveringen halter gevaldigt.

Reaktionen på The Walking Dead: Destinies minder om den, Skull Island: Rise of Kong fik. Og samme kritik går igen, nemlig at grafikken er på PS2-niveau, gameplayet er latterligt, og spillets cutscenes er så statiske, at man næsten tror det er en joke.

Spillet er ude nu til samtlige konsoller, og en PC-version kommer den 1. december. På PlayStation Store er spillet lige nu på tilbud, og kan erhverves for 332 kroner.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk