Ad Banner

Interview

Games Denmark har fundet deres nye direktør

Foto: Games Denmark

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
13 august, 2024

I en pressemeddelelse og i et opslag på LinkedIn har Games Denmark løftet sløret for, hvem der er foreningens nye direktør

Fra den 1. september 2024 vil Niels A. Wetterberg være direktør for Games Denmark. Det kunne den forholdsvis nye forening i dag annoncere.

Niels A. Wetterberg er en mand med en alsidig og robust baggrund i den danske spilindustri. Han har været med til at grundlægge spilstudiet Invisible Walls, hvor han også har fungeret som CEO. Han har desuden været involveret i flere initiativer i spilbranchen, herunder Copenhagen MatchUp, Copenhagen Gaming Week, TAGS og Game Developer Talks. Han er uddannet ved Copenhagen Business School og er via sin person og erfaring en anerkendt og respekteret figur i den danske spilindustri.

Arkaden kontaktede Niels for at ønske ham tillykke med hans nye rolle, men også for at få hans reaktion på at skulle tiltræde Danmarks nye og vigtige forening for den spilbranchen.

Til Arkaden fremhæver Niels, at den danske spilbranche allerede har et stærkt sammenhold, der er kendetegnet ved en utrolig hjælpsomhed. Han ser Games Denmark som en forening, der både udtrykker dette fællesskab og samtidig skal være med til at facilitere og styrke det yderligere.

– Games Denmark skal hjælpe branchen med at opnå de ambitioner og vækstmål, vi har, fortæller han og understreger samtidig, at spilbranchen har manglet et sted at henvende sig for dem, der er interesserede i spil og spilindustrien.

Games Denmark skal udfylde denne rolle, og han nævner i den forbindelse det positive momentum, der er i branchen lige nu, hvilket ikke mindst er takket være oprettelsen af Nimbi GameLab.

– Jeg ser frem til, at vi sammen og sammen med branchen udbreder kendskabet, forståelsen og vigtigheden af verdens bedste branche, afslutter Niels A. Wetterberg.

Arkaden vil gerne endnu en gang benytte lejligheden til at ønske Niels A. Wetterberg tillykke med stillingen som direktør for Games Denmark. En udnævnelse, der er endnu et tydeligt tegn på en branche, der er fast besluttet på at rykke fremad og styrke sin position.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk