Ad Banner
Ad Banner

Film og serier

Ghita Nørby 90 år: Her er hendes 10 mindst folkelige filmroller!

Foto: Nordisk Film/Scanbox/Saga

Mest læste

Af Kasper Rasmussen
13 januar, 2025

Hvem husker hende ikke, som Baronessen i ’Baronessen fra benzintanken’, som Ingeborg Skjern i ’Matador’ eller overfor Fritz Helmuth i ‘Dansen med Regitze’? Arkaden siger tillykke med 90-årsfødselsdagen på en alternativ facon

Det var i 1978, at Erik Ballings nationalskat Matador blev sendt første gang, hvor den dengang 43-årige Ghita Nørby spillede rollen som Ingeborg. Det kan selvfølgelig slet ikke diskuteres, hvor stor en betydning Matador endte med at få, og karakteren Ingeborg er da også en af dem, som stadig skinner igennem, hvis der skal tales Nørby-højdepunkter.

Her udtaler hun selv lidt om rollen:

Fødselaren længe leve!

I lørdags fyldte Danmarks måske største kvindelige skuespiller imponerende 90 år, og i den anledning har bl.a. TV 2 tildelt en del af deres forudsigelige sendeflade til fejring af fødselaren med endnu en genudsendelse af Baronessen fra benzintanken. Dette er endnu en dansk guldalderfavorit, som hele familien Danmark stadig genser, og er stadig fødselarens egen personlige favoritfilm.

Nørby har indtil videre medvirket i intet mindre end 175 film- og tv-produktioner siden hendes debut som Helle i Ung leg fra 1956, der dengang vakte postyr med sin afdækning af en moralsk anløben overklasseungdom. Hendes karrieremæssige højdepunkter er blevet beskrevet i de fleste biografier og dokumentarer, hvilket da også har fået den folkekære skuespiller til at erhverve sig 4 Bodilstatuetter.

Når du nu har valgt at læse med her, skal du prise dig lykkelig. For vi ved, at Arkadens læsere er lige det mere interesserede i godt læsestof, mere interessante nyheder og mere dybdegående journalistik. Derfor har Kasper Rasmussen på Arkadens vegne valgt at tage skridtet netop lidt længere end den “kendte” del af dagspressen, der som sædvanlig har valgt at lovprise fødselarens mange folkekære roller. Men dem kender vi jo allesammen i forvejen, ikke? Så nu vil vi her på Arkaden gennemgå fødselarens ti MINDST folkekære roller. For sådan nogle har en RIGTIG skuespiller nemlig på CV’et.

Rigtig god fornøjelse!

Else i Bundfald, 1957

Allerede i den dengang kun 22-åriges anden film medvirker hun i denne for tidsperioden stærkt kontroversielle film. Filmen viser nemlig den dengang spirende kriminalitet i homoseksualitetsmiljøet, hvilket i 1957 er helt vildt! Vi følger unge Anton, spillet af Ib Mossin, der ankommer til det betændte København fra det uskyldsrene Jylland. Han leder efter et anstændigt job, men falder på Rådhuspladsen i snak med et par helt forkerte typer, der ernærer sig som trækkerdrenge, der, involveret i en trækkerdrengebande, narrer ældre mænd (som kan lide at kigge og betale yngre mænd) for penge. Antons verden smuldrer derefter hurtigt sammen, og han får hurtigt rigtig svært ved at rejse sig fra det “bundløse hul”, han er i, som kulminerer, da han kommer til at slå en mand ihjel, hvorefter han kompromisløst slutter filmen af med sit selvmord. Bundfald betyder faktisk indskud, direkte oversat. Fuld af skygger og tåge viser den sin undertrykkelse og selvdestruktion, mens dens skildring af homoseksualitet naturligvis for tiden er rystende negativ, vist endimensionelt som den værste af ynkelige skæbner. Meget mørk film og stadig chokerende for sin tidsperiode. Alt imens Nørbys Else ser fortvivlet på i lutter afmagt.

Embla i Sangen om den røde rubin, 1970

Nørbys eneste “sengekantsfilm”. Nørby formåede ikke at deltage i 1960’ernes fornyende tendenser i dansk film, og gjorde derimod et noget frustreret forsøg på en tysk karriere med Ich suche einen Mann (1966). Den røde rubins ophavsbog blev af den norske anklagemyndighed anset for så utugtig, at bogen blev beslaglagt, og forfatteren og forlæggeren tiltalt og dømt, hvilket blev en personlig tragedie for forfatteren. Den blev forbudt på Island, i Finland både forbudt, beslaglagt og brændt. I Danmark stoppede Radiorådet en oplæsning af bogen. Diskussionen rasede, mens retssagen kørte. Bogen blev kaldt pornografisk, pervers, obskøn og uappetitlig. Bibliotekerne nægtede at købe den. Resultatet? 20.000 eks. solgt på et par måneder. Bogen blev sidenhen angrebet af senere tiders moralister, marxisterne og feministerne. 23-årige, violinspillende Ask Burlefot (spillet af Ole Søltoft, naturligvis) ankommer i 1939 til et lille øsamfund for at studere ved den økonomiske højskole. Han ”elsker alle livets vidunderlige dufte og essenser”, han er frygtelig bange for graviditeter, giftelystne piger og afviste kvinder. Glad er han til gengæld for de mere villige piger, der lugter som æbler og multebær mellem benene og sin tro på Den røde rubin, symbolet på den rigtige kærlighed. Ole Søltoft boltrer sig i muntre sexlege med Lisbeth Lundquist, Annie Birgit Garde, Lotte Horne, Lykke Nielsen – og Nørby, naturligvis! – hvorefter et par af kvinderne bliver gravide, og Søltoft stikker af. Absolut hverken en rubin eller en usleben diamant.

Foto: Scanbox

Fru Ilse Brehmer i Kun sandheden, 1975

Nørbys eneste “slasher”. I en mindre fynsk by findes en lokal journalist myrdet. To politifolk fra Rigspolitiets rejsehold tilkaldes, og under deres opklaringsarbejde bringes mange intriger og forretningsmæssigt snavs blandt byens spidser for en dag. Nørby spiller på alle sine ansigtsmuskler med blod på hænderne, da to kriminalbetjente stiller hende spørgsmål til et lokalt begået mord. Det var nemlig Nørbys Ilse Brehmer, der fandt liget på en af sine mystiske natlige gåture. Men hverken det eller noget andet vil hun indrømme, så politiet får mere end overordentligt svært ved at komme ind bag facaden af Nørbys forkvaklede og mystiske kvinde. Filmen er en jævnt pænt spillet og nydeligt fotograferet krimi med en dog typisk dansk og temmelig forudsigelig historie, der baserer sig på en hel række af genrens slidte klichéer. Den desværre fornyeligt afdøde Bent Mejding lyser dog naturligvis op som en kold og kynisk redaktør, iført den obligatoriske sorte Mercedes og arrogante tilsvininger. Dog værd at se for Nørby-fans.

Kirsten i Den korte sommer, 1976

Matadors Ingeborg Skjern havde som bekendt, før Mads Skjern, et forhold til den senere nazist, Holger Jørgensen (spillet af John Martinus), der udmøntede sig i datteren Ellen. Men dette var ikke første gang, Nørby spillede med amorinerne til en tysker, en Kvik ikke ville spise. Historien fortælles under besættelsen, sommeren 1943. Kirsten (Nørby) har forelsket sig i en tysker (Henning Jensen) og selvsagt deraf fjende, og deres kærlighed er altså forkert. Men Kirsten, som nu må betegnes som en “feltmadras”, vælger kærligheden – og betaler derfor prisen. Den forbudte kærlighed er grundlæggende interessant og normalt spændende stof, men filmen kommer noget skævt ind på sine temaer: fotografering, klipning og musik – hele teknikken bag er på en eller anden måde for poleret til at forme en nødvendig troværdighed. Men Nørby spiller glimrende i sin første Bodilfilm og portrætterer gribende den utålmodige storbymors noget upædagogiske behandling af den stakkels søn, Birger.

Fru Kryger i Hærværk, 1977

I slutningen af 1970’erne formår Nørby at udvikle sig som en voksen dramatisk filmskuespillerinde, primært gennem den enlige mor i Morten Arnfreds og Henning Kristiansens Mig og Charly (1978) som det afgørende vendepunkt. Inden da havde selveste Ingmar Bergman instrueret hende i Det Kgl. Teaters opsætning af Misantropen og givet hende ny og stærk selvtillid. I Ole Roos’ Hærværk gør hun et ganske tappert forsøg på at forlene den utro Fru Kryger med den tilstræbte sanselighed, rollen skal have. En journalist (den fortræffelige Ole Ernst i sit livs rolle) oplever sit livs indre hærværk, hvor en tilværelse i konstant druk sender ham mod den dybe afgrund, i én af dansk films absolut mest vellykkede filmatiseringer af en stor dansk roman. Peter Roos’ fotografering er desuden et inspirerende stilstudie i flotte billedkompositioner og livlige kamerabevægelser.

Steffens mor, Helle, i Charly & Steffen, 1979

Morten Arnfreds og Henning Kristiansens Mig og Charly (1978) havde været et kulturelt kæmpehit, idet den til dato fik solgt næsten 580.000 billetter og modtog da også senere en Bodil for dette års bedste film. Derfor måtte den uundgåelige toer hurtigst muligt produceres. For såvel anmeldere som publikum var resultatet en udpræget skuffelse. Nørby gentager her rollen som Steffens mor Helle, der kommer til Århus, hvor hun gerne vil hjælpe Steffen i gang med de fremtidsdrømme, hun har på hans vegne. Helt syg og twisted bliver filmen, da en scene, hvor mor Nørby er kommet hjem fra byen med sin søn. Nørby spiller her plørefuld og fjoller lidt rundt med sin søn, før han siger godnat og lukker døren. Nørby går nu “full-frontal”-nøgen rundt i lejligheden og ryger en cigaret, indtil hun hører et “Miav!” fra sin seng. Hun løfter derefter dynen og ser sin søn, hvorefter hun hopper nøgen op på ham (!!!), de griner, og hun kysser ham lettere erotisk på munden. De lægger sig og krammer og gnider sig derefter op ad hinanden, og han kysser hende på halsen. Scenen slutter af med, at de trækker dynen op over sig, hvilket normalt symboliserer, at man har sex. Det er en noget klam og småincestuøs scene med mor og søn, for Nørbys mor bliver ved med at sige til sønnen Steffen, at han gerne må røre ved hende. I samme film falder vennen Charly(Allan Olsen) sammen af druk og udmattelse efter at have sunget på et værtshus, og han bliver lagt i seng oppe hos en noget lysten og noget ældre værtshusmutter, spillet af Elefantbajer-sangerinden Lone Kellermann. Næste morgen konfronterer hun ham med hans regning fra aftenen før. Charly forklarer, at han ikke har nogen penge. Jamen, betales skal der, siger værtshusmutter djærvt og bestemt, og så trækker hun rullegardinet ned. Klip. Vi skal vist nok forstå, at den mindreårige Charly nu skal betale med seksuelle ydelser. Læg hertil en række meget langtrukne sangscener, hvor selvsamme Lone Kellermann folder sig ud i hverdagsdanske “viser”, eller Allan Olsen, der med brun farve i hovedet og hvide handsker mimer til kendt baggrundsmusik, i hvad der føles som et kvarter. Absolut 2 avoid, og muligvis Nørbys mest klistrede rolle.

Anna i Ulvetid, 1981

Hvis man altid har haft et ønske om at se Nørby-klassikeren Dansen med Regitze, som havde det været en vareulvefilm, går man ikke helt galt med Jens Ravns genrefilm. Her spiller Nørby atter overfor Fritz Helmuth som et ægtepar, der efter at have mistet deres ufødte barn inviterer en ung kvinde (Jannie Faurschou) ind for at blive i deres hus. Den mystiske kvinde er dog mere end almindeligt interesseret i deres ulve og bringer til sidst flere af dem til huset, mens der også er noget virkelig mærkeligt ved hende… Jannie Faurschous Ellinor og de smukke ulve hiver filmen op i nogenlunde niveau og gør filmen let nervepirrende. Visse lydeffekter leverer også en hårrejsende virkning, men det kniber for filmmagerne at skabe en regulær visuel uhygge i en film, der typisk dansk, nøjes med antydningerne. Men dejligt at se Nørby begå sig i en vaskeægte genrefilm.

Karin Åkerblom i Den gode vilje, 1991/1992

Hvornår og hvor har Ghita Nørby spillet mest modbydeligt? Nørby vendte tilbage til Ingmar Bergmans manuskript i dette “Den Gyldne Palme for bedste film-mesterværk” af Bille August, i historien om Ingmar Bergmans forældre. Nørby spiller (brillerer?) som den gamle mor, der forbyder sin datter at være sammen med en mand, hun bare ikke kan lide, i Bergmans historie om Henrik og Anna Bergman med fuldstændig, ufiltreret ærlighed. Skuespillets rytme føles, som om den stadig er taget ud fra Bergman-mesterværkerne fra 60’erne og 70’erne, hvor vi får historien om, hvordan Henrik (Samuel Froler) og Anna (Pernilla August) blev mand og kone. Det er fortalt i to halvdele – den første handler om Karin Akerblom (Ghita Nørby), Annas mor, og hendes dystre forsøg på at holde de to væk fra hinanden. Det er for mig højdepunktet i Nørbys karriere, hvor hun bestemt ikke udviser folkelighed.

Marie Hamsun i Hamsun, 1996

For tredje gang “forelsker” Ghita Nørby sig i en nazi-sympatisør, denne gang den norske nobelpristager Knut Hamsun og hans kontroversielle støtte til det nazistiske regime under Anden Verdenskrig. Max von Sydow spiller hovedrollen i denne forrygende film om den fine grænse mellem medvirken og samarbejde i livet for en nobelprisvindende forfatter under den nazistiske besættelse. Det er en film om de komplekse og hjerteskærende forhold mellem forfatteren, hans kone og deres børn, der tillægger spørgsmålet, om hvor vi trækker grænsen for at holde kunstnere ansvarlige for deres kunst og handlinger i en ofte forvirrende verden. Men det tager også spørgsmålet et skridt videre ved at undersøge, hvordan kunst også kan koste ens forhold til kone og børn. En smukt filmet, velspillet film; et sandt karakterstudie af en families indre liv, især Knut Hamsun og hans kone Marie, naturligvis stemningsfuldt portrætteret af Nørby.

Else Haarder i Harpiks, 2019

Vi slutter af med en rolle for den her 84-årige Nørby i endnu en vaskeægte genrefilm, der handler om en mand, der forfalder til eget vanvid og trækker sin uheldige familie med sig. Excentricitet, når det desværre er værst og mest skadelig, vises fra filmens start til slut, og det bliver desværre værre, efterhånden som filmen fortsætter. Art direction og et prisvindende produktionsdesign af Josephine Farsø er dog slående i sin evne til at få os til at føle os frastødt af levevilkårene for denne lidende familie, og Louise McLaughlins film tilføjer en mørk stemning til de forskellige lokationer. Men selv med alle disse tekniske egenskaber vil den dystre historie kun tilpasse sig et begrænset publikum. Skal ses for Nørbys engagement og ikke mindst for Sofie Gråbøls rolle, hvor hun er sminket til ukendelighed og spiller den 200 kg tunge Maria.

Tak for de første 90 år, Ghita!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Nyt og farverigt MOBA på vej fra Bungie
Sony / Bungie
Assassin’s Creed: Shadows nye udgivelses dato truet?