Indrømmet: Da Gladiator 2 første gang blev annonceret helt tilbage i 2001, var det ikke lige den efterfølger, jeg glædede mig mest til. Altså hallo, Maximus var jo død? Og ville en efterfølger her 24 år efter ikke bare være en malkning af en udtømt pengemaskine og et sidste åndenødssuk fra Ridley Scott?

Heldigvis, som i HELDIGVIS, udvisker den 86-årige Ridley Scott med fysisk bevisligt overforbrug af 310 millioner dollars mine lidt overbærende forventninger, så jeg bare kan læne mig tilbage, holde min kæft og blive ENTERTAINED!

For endnu mere end nyklassikeren Gladiator bliver der i DEN grad skruet op for underholdningen i efterfølgeren, som hvis Danmarks Radio blev opkøbt af Marvel Studios og genudsendt som en tv-serie af Quentin Tarantino.

Gladiator 2 leverer stadig en historie om hævn, men nu med ekstra tyngde af politisk korruption og grådighed, der sætter en anden, mere grum tone, som er en velkommen lettelse i at retfærdiggøre dens eksistens. Faktisk føles David Scarpas manuskript som en naturlig forlængelse af Gladiators udvidede kapitel, der bygger på den skyggefulde politik, der er gemt inden for det antikke Roms mure.

Rom i begyndende forfald

Hvor 2000-udgaven glimtede for Roms storhedstid, er vi denne gang vidne til et Rom i begyndende forfald. Drømmen, der engang hed Rom, foregår 16 år efter Maximus og Marcus Aurelius’ død og er for længst blevet glemt, og byen er blevet knust, syg og fordærvet af to kejsere (nærmest Liberace-campet spillet af Joseph Quinns Geta og Fred Hechingers Caracalla), der bruger deres grusomme tyranni til at erobre lande og fængsle deres fanger som slaver, det hele i underholdningens navn.

Roms håb og fremtid skal nu findes i Lucius (Paul Mescal), med fuldblodsraseri i sit hjerte og en svoren hævn (i dette liv eller det næste) mod general Marcus Acacius (Pedro Pascal) for hans kone Arishats (Yuval Gonen) død under slaget ved Numidien.

Paul Mescal har nogle store sandaler at udfylde i Gladiator II, og den kommende stjerne spiller i bund og grund igen Russell Crowe-rollen, hvor han bidrager med snerrende maskulinitet til sin præstation som en slave, der tvinges til at kæmpe til døden i det romerske Colosseum. Han er nemlig blevet købt af den ambitiøse forretningsmand Macrinus (en absolut ætsende, genial og scenestjælende Denzel Washington), der griber denne krigers potentiale til egen politisk vinding. Men det eneste, Lucius ønsker, er hævn over Marcus.

Underholdning på 1. række

Der leveres rigelige mængder blod: grusomme halshugninger, lemmer skåret af til venstre, højre og midten. En hel flok glubske, skrigende bavianer buldrer ind i arenaen for at angribe Lucius og hans medgladiatorer. En nærmest tegneserieagtigt udført kampscene, der involverer et gigantisk næsehorn, og, når ja, Colosseum bliver også fyldt op af hajer. Ja, korrekt, der er en flok blodtørstige Jaws-skuespillere, der svømmer lystigt rundt i arenaen under en genskabelse af et søslag, som vil få dig til at google “Oversvømmede de virkelig Colosseum?” – Spar dig bare, det gjorde de IKKE!

Men Scott er flintrende ligeglad med terpende historietimer og National Geographic. Vi skal underholdes på 1. række, det er det vores billet skal veksles til.

Skurken i centrum?

Scott har lavet filmen for at tage et par bidder af historien og puste dem op til en festdragt og præsenterer os for charmen ved at se Denzel Washingtons Macrinus svinge et hoved, der for nylig er blevet befriet for sin krop. Washington gennemtygger også filmens kulisser og manuskript og kommer med ivrige (og temmelig rammende) udtalelser som: “Det, min ven, er politik!” og citerer lystigt lidt Cicero.

Washingtons Macrinus stjæler praktisk talt hele filmen og nyder håndgribeligt hver chance for at slippe alt løs som en selvtilfreds intrigant af højeste orden. Dette er den tidligere sorte slaves hævn over de magtliderlige hvide mænd, der nu nærmest forvandler hele Rom til sin private slaveanstalt. I det hele taget virker denne toers præmisser mest på skurkenes side, hvilket helt sikkert vil få repeatknappen til at rødgløde ved senere visninger.

Hovedsponsorer for dette skurke-twist er de nye fælles romerske kejsere, de unge tvillinger Geta (Joseph Quinn) og Caracalla (Fred Hechinger). Ikke alene formår de at (ud?-)konkurrere med Joaquin Phoenix’ Commodus fra den originale Gladiator med hensyn til vanvittig volatilitet, de har også en tydelig pervers duft af den ultimative gale kejser Caligula over sig. Tænk på John Hurts klistrede ansigt som Caligula i 70’ernes tv-klassiker Jeg, Claudius og Malcolm McDowells version af den samme historisk vanvittige figur i den berygtede pornofilm Caligula fra 1979.

Matt Lucas dukker også op som en slags pendant til en stadionkommentator til en fodboldkamp, lidt a la David Hemmings i første kapitel, og camper glimrende uspoleret, mens gladiatorerne samles i Colosseum. Så ved man, at dette ikke er en film, der tager sig selv alt for alvorligt. Dermed ikke sagt, at denne meget forsinkede efterfølger fremstår som Gladiator – The Trash-version, da den på mange måder er lige så overbevisende og mesterligt iscenesat som den første Gladiator.

Det er Ridley Scott Unleashed, og vi er her alle afventende for det, i en film der tit føles for stor og svulstig til lærredet.

Rødstrømpen Scott

Filmen savner helt åbenlyst komponisten Hans Zimmer. Det er let at undervurdere, hvor instrumental Zimmers stemme var, der sammen med sangerinden Lisa Gerrard leverede det følelsesmæssige tunge løft til nogle af den originale films mest ikoniske øjeblikke. Mens hans afløser Harry Gregson-Williams dog indrømmet gør et beundringsværdigt stykke arbejde, mangler hans indsats desværre den viscerale punch til at hæve sig over dramatikken på skærmen og besætte vores sjæl.

Til slut må vi ikke glemme Connie Nielsen som igen indtager rollen som Lucilla. En kvinde splittet mellem inderkredsen af Romerrigets magtelite, blodige intriger og sine egne moralske værdier.

Selvom Ridley Scott elsker voldens maskuline forherligelser, er han paradoksalt nok også selv lidt af en rødstrømpe. Dette er tidligere blevet bevist i film som Thelma og Louise og den geniale casting af Riply fra Alien-filmene. Nielsens Lucilla er det nærmeste, filmen kommer på en person med menneskelige værdier, og selvom nogle måske vil sige, det er lige letkøbt nok med en kvinde i den rolle, bidrager Scott og Nielsen med nogle til tider meget følelsesladede scener, der tilfører filmen det krydderi som vand til olien i sammenspillet med gladiatorkampene.

Gladiator II efterlader ikke helt den prestigefilm, som den første, der vandt bedste film i 2001. Det er mere et sværd-og-sandal-epos, der værdsætter behovet for at underholde over alt andet. Så det er det, man skal være klar på.

Medie: Biograf

Medvirkende: Paul Mescal, Pedro Pascal, Connie Nielsen, Denzel Washington

Instruktør: Ridley Scott

Genre: Historisk action-drama

Premieredato: 14.11.2024

Spilletid: 140 minutter

Selskab: Paramount/UIP

Husk at se den i biografen!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.