Der er sikkert rigtig mange af os, der i 90’erne eller måske i 00´erne samlede på trilogier som Star Wars, Indiana Jones eller måske Jurassic Park.

Men så gik det galt!

Pludselig følte du dig tvunget til også at anskaffe dig Star Wars: The Phantom Menace, Matrix: Reloaded eller måske Terminator Genisys, og du tænkte: “Det her var sgu da engang en FED franchise, mand? Hvad sker der?”

Og du havde helt ret. Det, der i starten var dit livsmantra til pjæk, sjov og livskvalitet, endte sine triste dage som et sørgeligt efterspil af din barn- og ungdom!

Men nogle serier holdt heldigvis skansen, og det er disse filmserier, vi nu vil gennemgå. Derfor vil det muligvis forekomme som en meget følelsesfuld rejse at læse denne artikel, da mange ellers tidligere store og elskede franchises her både er blevet skrottet eller helt udeladt. Så det er ikke her, du finder f.eks. The Fast and the Furious-serien.

Arkadens benhårde regler

Arkaden vil også være særdeles hårde i filten, hvis filmserien ikke kan forny sig. Altså, selvom kvalitetsniveauet generelt er rimeligt højt ud over den GIGA-klassiske 1’er, må der gerne indgå nye ideer, overraskelser og risikofyldte chancer. Med mindre serien har et fantastisk naturligt flow, der henkaster seeren paralyseret og uden barmhjertighed. Vi vil tage højde for det samlede kvalitetsniveau, dvs. indeholder en filmserie en rigtig “turkey” som f.eks. en Predator 2, ja, så er der “no mercy”.

En serie som Per Fly-trilogien eller Kieślowskis Dekalog-serie har vi også valgt at undlade, da vi ikke opfatter mesterværker som disse som et kommercielt “franchise”. Sorry, arthouse-fans!

Vi har også tilladt os lidt “cornetto”-titler, altså filmtitler som ikke som sådan hører sammen historie- eller fortællermæssigt.

Listen er alfabetisk opstillet og ikke opsat efter samlet kvalitetsniveau.

Heldigvis er der også kommet nye franchises til, så LET’S BEGIN:

Abernes Planet-serien: 1968-2024

Kan man nævne en serie, der virkelig forstod at genopfinde sig selv, må det være genoplivningen af Abernes Planet i perioden 2011-2024. Men også originalserien fra 1968-1973 står stadig utroligt stærkt.

Den originale Abernes planet-film fra 1968 gav os en af de store twist-slutninger i filmhistorien og udløste en franchise, der siden blev fuld af overraskelser.

Tim Burton prøvede i 2001. Ja, han prøvede, men da vi godt kan lide Tim Burton her på Arkaden, er hans “misfire” ikke nok til at smide dette franchise ud af vores liste.

Hovedværk: Abernes Planet – 1968.

Alien-serien: 1979-2024

Med den kommende Alien: Romulus i vente, ser det atter ud til, at denne serie står knivskarpt og urokkelig som slidstærk serie.

En serie, der specielt i perioden 1979-1997 forstod at sparke røv på den helt rigtige måde, samtidig med at forny sig gennem forskellige instruktører.

Hovedværk: Alien – Den 8. Passager – 1979.

Blind Dead-Quadrologien: 1972-1975

Spanske Amando de Ossorios Tempelridder-genganger-serie må stadig være én af de bedst bevarede hemmeligheder, der er gået Hollywoods remake-næse forbi.

Ligesom Alien-serien er hver “entry” en selvstændig oplevelse værdig, der ikke umiddelbart er en rigtig fortsættelse.

Seriens første del, Tombs of the Blind Dead fra 1972, er hovedværket. Men specielt sidste del, Night of the Seagulls fra 1975, står også frysende stærkt.

Trivia: Sjovt nok virker anden del, Return of the Evil Dead fra 1973, mest action-packed, lidt i stil med Alien-seriens Aliens fra 1986.

Tredje del i franchisen, The Ghost Galleon fra 1974, var en stor inspiration til John Carpenters Tågen fra 1980.

Hovedværk: Tombs of the Blind Dead – 1972.

The Dark Knight-Trilogien: 2005-2012

Vel nok den bedste superhelteserie nogensinde, og så med den sejeste superhelt: Batman?

Selvom der nu kører hele to Batman-franchises, der “kæmper” om publikums gunst – The Batman-serien og Joker-serien – er det Christopher Nolans udgave, der her har nået listen, da det jo stadig er for tidligt at spå om de seneste udgaver holder. Tænker på dig, Joker: Folie à Deux!

Christopher Nolans Batman-trilogi har velfortjent fået “best of superheroes”-titlen. Den originale Superman-serie med Christopher Reeve tog nemlig livet af sig selv med Superman: The Quest for Peace i 1987, men det er der forhåbentlig ingen, der kan huske.

Hovedværk: The Dark Knight – 2008.

Dirty Harry-Pentalogien: 1971-1988

“Go ahead, show me a better franchise, you PUNK!”

At diskutere dette med Harry Callahan er nok en dårlig idé, men lidt ret har han da, oprydderen fra San Francisco.

“I know what you’re thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you’ve got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?”

“Only five shots, Harry,” skynder Arkaden at hviske tilbage, men hvilke skud!

Hovedværk: Dirty Harry – 1971.

Dune-Trilogien: 2021-2026

Ok, vi snyder lidt her. Men hvad er chancen for, at Denis Villeneuve’s Dune: Messiah vil blive et flop?

DET tror vi ikke på!

Foreløbigt er de to Dune-film noget af det lækreste og mest skiveskårne science fiction, der overhovedet kan opdrives.

Hovedværk: Dune 2 – 2024

Evil Dead-trilogien: 1981-1992

Sam Raimi’s horror-debutklassiker The Evil Dead fra 1981 er en vaskeægte horror/splatterklassiker, men de to mere komediebaserede “efterfølgere” er stadig fansene værdige.

Alle tre er indflydelsesrige.

Hovedværk: The Evil Dead – 1981.

Fernando De Leo’s Milieu-Trilogien: 1972-1973

Ønskes der gangster-action i Tarantino-stil, findes der ikke noget meget bedre end denne italienske trilogi fra én af de største inden for genren, nemlig Fernando De Leo.

Poliziotteschi-genren (udtales: polittsjotˈteski) var en subgenre inspireret af primært amerikanske crime- og actionfilm, der opstod i Italien sidst i tresserne og toppede i midten af halvfjerdserne, i en filmtid fuld af En mand ser rødt-kloner.

Lad bl.a. Henry Silva blæse hjernen ud gennem dit kranie i yderst velfornøjelig stil.

Hovedværk: The Italian Connection aka. Manhunt – 1972.

The Godfather-Trilogien: 1972-1990

Den måtte jo med på listen. Ofte citeret på “bedste film”-lister og stadig kopieret uden synderlig held: Francis Ford Coppolas udødelige Godfather-trilogi.

Kvinderne har Mr. Darcy i Stolthed og Fordom, men mændene vælger Don Vito Corleone fra The Godfather. For DET er familie!

Hovedværk: Godfather II – 1974.

Mad Max-Pentalogien: 1979-2024

Furiosa: A Mad Max Saga floppede ganske vist økonomisk i år, men den har ikke sat ar i denne formidable filmserie.

George Millers Mad Max-franchise står godt nok KNIVSKARPT i disse aktuelle tider. Toppen af sci-fi action?

Hovedværk: Mad Max: Fury Road – 2015.

The Man with No Name-Trilogien: 1964-1966

Det var virkelig ikke et “harmonikasammenstød,” mesterlige Sergio Leone lagde for dagen med importeringen af dengang B-skuespilleren Clint Eastwood.

Modsat John Ford og hans John Wayne var italienerne aldrig bange for at spinde guld på mere guld, og gud ske tak og lov for det! AMEN!

Musikkomponisten Ennio Morricones verdensgennembrud.

Hovedværk: Den gode, den onde og den grusomme – 1966.

Philip D’Antoni Trilogien: 1968-1973

“Jamen hold KÆFT, hvor I snyder, I aner jo ikke en KÆFT om film!” bliver der råbt udenfor vores vinduer.

“Jo, vi gør sgu,” for enhver på Arkadens indeklemte kontorer ved, at filmene Bullitt fra 1968, The French Connection fra 1971 og The Seven-Ups (nej, det er IKKE en dokumentar om den kendte læskedrik!) fra 1973 er en trilogi.

Kun den sidstnævnte titel var instrueret af Philip D’Antoni, som til gengæld stod som producer på alle tre actionmesterværker.

Når man ser disse film, forstår man godt, hvorfor Vin hedder Diesel og ikke Oktan.

Filmstunts og førsteklasses biljagter uden brug af både CGI og optagelsestilladelser.

Hovedværk: William Friedkins The French Connection – 1971.

Ringenes Herre-trilogien: 2001-2003

Kongen af fantasy-serier er IKKE Conan-serien. Sorry, Arnold the Schnitzel-fans!

Nej, Peter Jacksons mesterværk af Tolkiens Ringenes Herre vil nok i en rum tid endnu forblive MESTERVÆRKET. Også efter Hobbitten.

Bør kun nydes i EXTENDED VERSIONS!

Hovedværk: Kongen vender tilbage – 2003.

Romeros Zombie-Hexalogy: 1968-2009

At zombier er IN, er hitserien The Walking Dead et “råddent” bevis på.

Men der var engang, hvor zombier virkelig var “farlige” for samfundet, og før BR-legetøj annoncerede med zombie-“hygge” til podernes fastelavnsorgier i skolernes prutbefængte gymnastiksale.

Night of the Living Dead fra 1968 smadrede både tresser-naiviteten og hippieoprøret på vor filmklode og banede vej for “de gustne/deprimerende” halvfjerdserfilm, før Tobe Hoopers Motorsavsmassakren i 1974 savede det sidste håb om frelse i stykker.

Men det var 1978’s Dawn of the Dead, der stadig den dag i dag udgør zombie-mesterværket.

Splattereffekterne fik George A. Romero toppet med hans Day of the Dead fra 1985.

Hovedværk: Dawn of the Dead – 1978.

Three Mothers-Trilogien: 1977-2007

Fra Alice Cooper til Martin Scorseses filmlister er der én film, der oftest figurerer på de “bedste” gyserfilmlister, og det er naturligvis Dario Argentos Suspiria fra 1977.

Denne fascinerende og sælsomme blanding af visuelle og yderst farverige billedorgasmer med det hidsige lydspor fra prog-rockerne Goblin har hverken Argento selv eller remaket fra 2018 kunnet røre ved i fascinationens svimlende højder.

Efterfølgerne Inferno fra 1980 og Mother of Tears fra 2007 skaber også “glæde” hos denne skribent.

Hovedværk: Suspiria – 1977

The Vengeance-trilogien: 2002-2005

Er der noget sødere end hævnens sødme?

Ikke ifølge sydkoreanske Chan-wook Parks fremragende trilogi, der får Charles Bronsons En mand ser rødt-serie til at ligne et afsnit af Bamse & Kylling.

Hovedværk: Oldboy – 2003

Jeps, ingen Tilbage til fremtiden, Robocop eller Far til fire-samling her! Er vi i chok, venner? Lad snakken starte!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.