Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Godt nytår! Her er vores gaming-nytårsforsætter for 2025

Foto: Arkaden/Vecteezy

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
31 december, 2024

Hvad er dit nytårsforsæt?

Før nytårsfesten for alvor bliver skudt i gang, vil vi her på Arkaden.dk endnu en gang takke for et fantastisk år og ønske jer alle et godt nytår. Jeres støtte gennem 2024 har været uvurderlig, og vi glæder os til at dele endnu flere historier, anmeldelser og spændende gamingoplevelser med jer i det kommende år.

Men inden vi tager hul på 2025, har vi samlet nogle nytårsforsætter fra vores hold af skribenter, der ser frem mod et nyt år fyldt med spiloplevelser.

Mit eget nytårsforsæt er, at jeg virkelig skal til at styre mig, når det kommer til at købe spil, som jeg alligevel aldrig får tid til at spille. Det er som om, bare det at et spil er en smule på tilbud, gør det helt umuligt for mig at lade være. Bare de sidste par uger har jeg købt Baldur’s Gate 1+2, Dragon Age: Origins, Darkest Dungeon, Okami og Marvel’s Midnight Suns – velvidende, at jeg næppe får gennemført dem alle. I 2025 er målet at fokusere på at spille de titler, jeg allerede har på hylden.

For Kasper Pedersen betyder 2025 No More Mr. Nice Guy:

– At være anmelder kan være svært, ikke bare pga. opfyldelse af deadlines, men også at ramme en karakter, der virker fair og fyldestgørende. Jeg føler, der er visse spil, som jeg har været for flink overfor, eller været lidt vag i kritikken – for det er jo et produkt, der er skabt med kærlighed! Er det ikke? Jeg vil dog være bedre til at være hård og bestemt i min kritik af spil fremover – og så vil jeg spille nogle flere indiespil.

David Darville har også sat sig et konkret mål:

– I det nye år vil jeg gøre en seriøs indsats for at fuldføre mindst ét spil fra min backlog hver måned. Det er tid til at dykke ned i de halvstartede eventyr og give dem de afslutninger, de fortjener!

Michael Engelbreth vil udvide sine horisonter:

– Jeg er nok lidt snæversynet, når det kommer til spilgenrer – jeg holder mig ofte til action-adventure, fordi jeg ved, det er det, jeg elsker. Men i 2025 skal jeg kaste mig ud i nye genrer. Der er så meget guld, jeg går glip af, og næste år skal være året, hvor jeg finder det.

Anders Isaksen har et mål om at nørde helt igennem:

– Når man er spilanmelder, kommer man igennem rigtig mange titler i løbet af et år, men det er også svært at finde tid til at fordybe sig efter en anmeldelse. Derfor bliver mit nytårsforsæt i 2025 at få alle Steam-achievements i Balatro. Bare for at holde min afhængighed ved lige.

Morten Vilstrup Pedersen – også kendt som Dampmaskinen – går efter de store titler:

– Mit største problem er altid, at jeg får startet på ufatteligt mange spil og aldrig gjort dem færdige. Det er faktisk blevet ENDNU værre, efter jeg er startet ved Arkaden. Wah wah, det er synd for mig – I know.

Alligevel er der nogle store titler og franchises, som jeg på en eller anden måde stadig har undgået. Mange ryster ofte på hovedet af mig.

2025 må derfor blive året, hvor jeg giver mig i kast med Elden Ring. Mit første FromSoftware-spil. Hvis vi skal gamble rigtig højt, smider vi Bioshock oven i puljen også. Sørg for at holde mig op på det! Og måske smide 10 kg også!

Kasper Hansen har flere ambitioner for 2025:

– Jeg vil udvide min samling af platintrofæer med mindst fem nye, anskaffe mig to collectors editions – jeg har blandt andet kig på Dying Light: The Beast og Dispatch – og endelig gennemføre nogle af de titler, der længe har ligget og luret i kulisserne, som The Witcher 3: Wild Hunt, Bioshock, A Plague Tale: Requiem, Alien: Isolation og Death Stranding.

Hvad er dit nytårsforsæt, når det kommer til gaming? Kom ind på Arkadens Discord og del dine planer for det nye år – vi glæder os til at høre fra jer!

Fra hele holdet hos Arkaden ønsker vi jer et fantastisk nytår og ser frem til endnu et spændende år fyldt med gamingoplevelser sammen med jer.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk