Ad Banner

Nyheder

Hardwire skifter navn til Arkaden

Af Julius Tromholt-Richter
9 november, 2023

Gamingmediet Hardwire skifter navn til Arkaden for at samle virksomhedens indhold under ét navn.

I starten af september 2023 kunne gamingmediet Hardwire og gamingpodcasten Arkaden annoncere, at de to selskaber fusionerede med drømmen om sammen at levere Danmarks bedste journalistik om gaming.

Nu har folkene bag virksomheden besluttet, at den digitale platform Hardwire.dk skifter navn til Arkaden.dk. Det forklarer Morten Urup, som er medejer af virksomheden bag de to platforme, vært på podcasten Arkaden og ansvarshavende chefredaktør på Hardwire.dk.

”Vi ser en stor styrke i at samle alt vores indhold under ét navn. Det giver god mening i forhold til både markedsføring, branding og overskueligheden for vores brugere. Arkaden podcast har i forvejen en stor og loyal brugerbase, derfor har vi besluttet, at alt vores indhold i fremtiden skal være under navnet Arkaden. Vi ser navneændringen som et stort skridt i den rigtige retning i forhold til vores ambitioner om at være Danmarks bedste gamingportal,” siger Morten Urup.

Konkret betyder navneændringen, at hjemmesiden Hardwire.dk bliver til Arkaden.dk, ligesom Hardwires kanaler på sociale medier også skifter navn til Arkaden.

”Vi arbejder på at skabe en ny hjemmeside, som forventes at være klar i slutningen af 2023 – selvfølgelig stadig med alt det gode indhold, som lige nu ligger på Hardwire.dk. Vi har også planer om en ny visuel identitet, som vi formentligt snart kan løfte sløret for,” siger Morten Urup.

Indtil videre kan du tilgå Arkadens indhold via både Hardwire.dk og Arkaden.dk. Udover hjemmesiden kan du også tilgå Arkadens indhold via Arkadens kanaler på Facebook, TikTok, YouTube, Instagram og der hvor du finder podcasts.





© Copyright - arkaden.dk