Ad Banner

Nyheder

Herman Hulst: ‘AI har potentiale til at revolutionere gaming’

Foto: Sony Interactive Entertainment

Af Kasper Hansen
4 december, 2024

Hermen Hulst, meddirektør for Sony Interactive Entertainment, har delt sine tanker om, hvordan kunstig intelligens former fremtiden for spilindustrien

Spilindustrien står på tærsklen til en ny æra, hvor kunstig intelligens (AI) spiller en stadig større rolle. Men ifølge Hermen Hulst, meddirektør for Sony Interactive Entertainment, er menneskelige udviklere langt fra ude af billedet.

I et interview med BBC udtalte Hulst, at AI kan “revolutionere” spiludviklingen, men understregede, at det menneskelige bidrag fortsat er en hjørnesten:

Jeg tror, der vil være en dobbelt efterspørgsel i gaming: én efter AI-drevne innovative oplevelser og en anden efter håndlavet, gennemtænkt indhold.
At finde den rette balance mellem at udnytte AI og bevare det menneskelige touch bliver afgørende.

Meddirektør hos Sony Interactive Entertainment Herman Hulst i et interview med BBC

Denne balance er allerede i fokus hos mange spiludviklingsstudier. Ifølge en undersøgelse fra markedsanalysefirmaet CIST, udført for Unity, bruger 62 % af studierne kunstig intelligens i deres arbejdsprocesser. AI bliver især anvendt til hurtig prototyping, konceptudvikling, skabelse af assets og opbygning af komplekse spilverdener.

Trods AI’s stigende udbredelse har teknologien også skabt nye udfordringer. Unitys data afslører, at den gennemsnitlige udviklingstid for spil er steget fra 218 dage i 2022 til 304 dage i 2023. Selvom 71 % af de AI-brugende studier rapporterede forbedringer i deres arbejdsprocesser, viser undersøgelsen også, at 38 % af studierne tøver med at tage AI i brug. Blandt de tøvende angav 43 %, at de manglede tid til at implementere AI, mens 24 % ikke følte sig teknisk klædt på.

Samtidig markerede BBC-interviewet PlayStations 30-års jubilæum, men Sony holdt kortene tæt til kroppen og undlod at kommentere rygterne om en ny håndholdt konsol.

AI’s indtog i spilindustrien bringer både muligheder og udfordringer, og hvordan branchen balancerer teknologiens styrker med den kreative menneskelige indflydelse, vil forme fremtidens gamingoplevelser.


Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.





© Copyright - arkaden.dk