Ad Banner

Nyheder

Hvad viser NVIDIA frem til CES 2025? – Nye 50xx-grafikkort og en AI supercomputer

Foto: NVIDIA

Af Emil Øgaard
9 januar, 2025

Nye grafikkort og ambitiøse AI-projekter var nøgleordene efter NVIDIAs keynote til CES 2025

Den største begivenhed til dette års CES var NVIDIAs keynote, hvor CEO for NVIDIA Jensen Huang fremviste de længe ventede 50xx-serie grafikkort, som kommer til at blive benchmarks for en ny generation af grafikkort. Projekt DIGITS lød til at være programmørers våde drøm og “Agentic AIs” kommer til hjælpe udviklingen af IT-projekter drastisk.

Vi har her samlet de 3 mest interessante nedslag i den over 90 minutter lange præsentation.

NVIDIA GeForce RTX 50xx-grafikkort spiser de andre i fødekæden

Igen i år havde Jensen Huang iført sig sin bedste læderjakke klar til at løfte sløret for en af de dårligst bevarede hemmeligheder: NVIDIAs nyeste serie af grafikkort. Det mest spændende var den absurd kraftfulde RTX 5090 GPU, som med sine 32 GB af GDDR7 RAM i princippet bliver dobbelt så kraftig som sin forgænger RTX 4090’eren.

For at vise RTX 5090’erens potentiale så man Cyberpunk 2077 køre i 234 FPS med fuld ray-tracing på. Dette sammenlignede man med RTX 4090’eren, hvor man kunne presse 109 FPS ud. Ganske imponerende, men det kommer også med sin pris. 1.999$ lyder prisen på, hvilket – når man plusser import og moms – kommer til at svare til omkring 19-20.000 danske kroner. Et svimlende beløb for ét grafikkort.

Til keynoten kom NVIDIA også med den modige påstand, at deres nye RTX 5070’er bliver ligeså hurtig som RTX 4090’er. Om det er grundet den nye version af deres nye opskaleringsteknologi i DLSS 4, hvor Multiple Frame Generation nu kan generere op til tre billeder i sekundet frem for 40xx-seriens enkelte ekstra billede.

Det er svært at gøre sig klog på, om de mener RTX 5070 rå computerkraft eller om der er en kæmpe asterisk i påstanden, vi ikke lige har kendskab til. I mellemtiden kan vi se frem til Digital Foundrys kommende video om emnet.

Prisen for RTX 5070-kortet kommer til at være 549$, hvilket kommer til at svare til 6-7000 danske kroner. I skrivende stund står RTX 4090-kortet til omkring 18.000 danske kroner. Altså en kæmpe besparelse for i princippet et tilsvarende grafikkort.

Jensen Huang med AI supercomputeren, Project Digits, i hånden. Foto: NVIDIA

Project DIGITS sparker dørene ind til datanørdernes hjerter

Når vi tænker på supercomputere, tænker vi nok på kæmpestore maskiner, som står i et rum for sig selv, da den bliver møgvarm af at være i nærheden af. Project DIGITS er en AI supercomputer, som på mange måder ligner en mini pc som Mac Mini. Det er ret imponerende, hvor meget NVIDIA har formået at få den til at præstere i så lille en kasse.

Jensen Huang forklarede, at målgruppen var fx dataforskere, programmører og AI-forskere som kunne have computeren til at stå på sit skrivebord. AI supercomputeren har en 128GB samlet og sammenhængende hukommelse og op til 4 TB NVMe lagerplads. Til sammenligning har de fleste gamingcomputere mellem 16 GB og 32 GB hukommelse spredt ud på flere RAM-sticks.

Et tværsnit af Project DIGITS. Foto: NVIDIA

Den nye GB10-chip kan levere op til 1 petaflop i AI-ydeevne – altså 1 billiard AI-beregninger i sekundet! Desuden gør AI supercomputeren brug af den seneste generation af CUDA-kerner og femte generation af Tensor-kerner.

Det kan lyde som sort snak for nogen, men det vigtigste at tage med, er at denne lille supercomputer kommer til at accelerere udviklingen af AI, sundhedsteknologier og løsninger på samfundsproblematiker markant – potentielt set. De næste par år kommer nok til at gå med at lære computeren og de nye AI-systemer at kende.

NVIDIA kommer også til at samarbejde med robotproducenter verden over i fremtiden. Foto: NVIDIA

Agentbaseret AI – den digitale robot-revolution er på vej

Den sidste af de mest interessante ting til NVIDIAs keynote var deres annoncering af agentic AI – eller agentbaseret AI. Denne form for AI er kendt for at handle autonomt og træffe sine egne beslutninger baseret på de inputs, den selv observerer.

Det kan allererde lyde dystopisk, men brugsfunktionen handler ikke om verdensherredømmet endnu. I stedet handler det mere om, at bruge denne form for AI til fx kundesupport, supply chain, lagerstyring og svindeopsporing.

Via NVIDIA Blueprints vil udviklere kunne lave deres egne agenter som de kan få til at automatisere forskellige processer som ovenstående. I sidste ende handler det om at finde smarte løsninger til vores øgede arbejdsbyrde. En webshopejer har fx svært ved både at være kundesupport, have styr på sit lager, vedligeholde samarbejder og sende sine varer ud til kunderne på én og samme tid. Ved på sigt at implementere agentbaseret AI, kan de aflaste noget af arbejdsbyrden til dem.

Men man skal også være forsigtig med dette. Det autonome aspekt ved denne type af AI kan lyde skræmmende. På en måde slipper man kontrollen til en stadig meget ny og ukendt teknologi. Og de fleste har kendskab til den dystopiske I, Robot eller Westworld, hvor det går helt galt.

Men faktum er, at NVIDIA stadig viser sig som markedsledende og innovative indenfor deres felt. Hvis man skal tage kampen op, er det kampen om at have den bedste AI-teknologi. Det er her fremtiden ligger – om man vil det eller ej.


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk