Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

I Have No Mouth and I Must Scream-anmeldelse – Point. Click. Suffer – Når et spil føles som psykologisk krigsførelse

Foto: Nightdive Studios

Mest læste

Ad Banner
Af Henrik Brandt
7 april, 2025

Et mareridtsagtigt dyk ned i sindets og teknologiens dybeste afkroge, hvor gammeldags point-and-click gameplay, psykologiske traumer og absurde gåder smelter sammen til en oplevelse, der både fascinerer og foruroliger – og efterlader dig rådvild, frastødende og mærkeligt draget.

Der er noget dybt urovækkende ved at tænde din konsol (i dette tilfælde min PS5)  og blive kastet direkte ind i et mareridt fra en fjern, kold fortid. I Have No Mouth and I Must Scream, den obskure kultklassiker fra 1995, genopstår på konsoller som et digitalt genfærd: ildevarslende, fortærende og ulideligt menneskeligt. Det føles som at stirre ind i en sort skærm, hvor du lige akkurat kan ane dit eget spejlbillede – forvrænget og dømt.

Og måske er det passende. For dette spil er ikke en rejse mod forløsning. Det er en prøvelse. En dom. En spejling af alt det mørkeste i os selv.

Et narrativt skrig uden nåde

Foto: Nightdive Studios

Fortællingen, baseret på Harlan Ellisons novelle af samme navn (han lægger i øvrigt selv stemme til den dæmoniske supercomputer AM), er en af de mest klaustrofobiske og psykologisk destruktive fortællinger, der nogensinde er kodet ind i et spil – ihvertfald af dem jeg er blevet udsat for. AM, en kunstig intelligens født ud af menneskelig paranoia og teknologisk hybris, har udryddet hele menneskeheden – undtagen fem sjæle, som den holder fanget i en evig psykologisk tortur.

Hver karakter – fra den tidligere nazilæge Nimdok til den PTSD-ramte soldat Benny – gennemgår deres egne helvedesrejser, designet til at pine og flå i deres dybeste traumer. Det er her, I Have No Mouth for alvor bider sig fast: det handler ikke om at løse gåder, men om at overleve mødet med det ubærlige. Spillets struktur minder mere om en interaktiv Kafka-novelle eller en rejse ind i hjernen på David Lynch, end en traditionel point-and-click-oplevelse. Det føles som at falde ned gennem glas og spejle, uden at vide om bunden nogensinde kommer.

Mine første skridt ind i dette digitale helvede tog jeg i fodsporene på Nimdok og Benny – to af de mest foruroligende og kontrastfyldte karakterer i AMs syge teater. Nimdok, den aldrende læge med en dyster fortid som nazistisk kirurg, føres tilbage til en koncentrationslejr i en fortælling så frygteligt tæt på virkeligheden, at det føles som at spille en sort-hvid dokumentarfilm, fortalt gennem skyld og stilhed. Her handler gåderne ikke kun om objekter og handlinger, men om moralske valg, om erindring og om soning, i en fortælling så ladet, at det er svært at trække vejret.

Benny, derimod, er en forvreden skikkelse – bogstaveligt talt – en tidligere stærk soldat reduceret til et abeagtigt væsen uden tale, tvunget til at navigere en verden præget af kannibalisme og sult. Hans rejse er ordløs, men skriger af desperation. Hvor Nimdoks bane var kold og klinisk, er Bennys rå, primal og tragisk. De to fortællinger kunne ikke være mere forskellige – og det er netop her, spillets virkelige styrke afslører sig. Hver karakter åbner døren til en ny psykose, en ny moralsk afgrund, og med fem unikke skæbner er der langt mere her, end man først fatter. Det er et spil, der kræver flere gennemspilninger – ikke fordi du har overset noget, men fordi du endnu ikke har konfronteret alt det, der venter i mørket.

En labyrint af fejltrin og dødelige beslutninger

Foto: Nightdive Studios

Gameplayet i I Have No Mouth and I Must Scream er lige så brutalt og nådesløst som det univers, det udspiller sig i. Man bliver ikke ført i hånden, ikke introduceret med en tutorial eller givet nogen nænsom indføring i spillets mekanikker. Du bliver blot kastet ind i mørket – bogstaveligt talt – og må selv famle dig frem, ét desperat klik ad gangen. Det er som at vågne op i en mareridtsverden uden hukommelse, hvor enhver fejl kan koste dig alt, og du måske først forstår konsekvenserne længe efter, at du har begået dem.

En tilsyneladende harmløs handling – en bemærkning, en beslutning, et objekt brugt det forkerte sted – kan føre til øjeblikkelig død, men endnu mere skræmmende: den kan forsegle din skæbne, uden du ved det. Du kan sidde og spille videre i timevis, uvidende om at du allerede har elimineret muligheden for en “god” slutning. Det føles uretfærdigt… og det er det måske også. Men det er også præcis det, der gør spillets design så uhyggeligt effektivt. I Have No Mouth er ikke interesseret i at være fair. Det vil ikke have dig til at “vinde”. Det vil have dig til at tænke. At tvivle. At frygte hvert valg, du træffer.

I et andet spil ville denne mangel på spiller-omsorg føles som en fejl. Her føles det som en udvidelse af AMs sadistiske kontrol. Universet er ondt, koldt og indifferent – og det giver mening, at spillet også er det. Frustrationen er meget ægte og hyppig, men den føles på en absurd måde naturlig i det her spil. Den gør dig paranoid. Den får dig til at analysere selv de mindste beslutninger. Den forvandler dig til én af karaktererne: knust, mistroisk og desperat – på godt og ondt. 

Foto: Nightdive Studios

Hvis der er ét element, hvor I Have No Mouth and I Must Scream for alvor knager under tidens vægt, så er det styringen. Det er her spillet for alvor afslører sin kolde, fjerne oprindelse – og ikke på en nostalgisk måde. Den klodsede point-and-click interface føles mere som et rustent instrument end et værktøj. Der er en træghed i responsen, en ufølsomhed i klikregistreringen, og en generel mangel på intuitivitet, der får selv simple handlinger til at føles som at operere med handsker i et minefelt.

Det bliver kun forværret af den retro, pixelerede artstyle. Selvom den har en unik æstetisk charme og underbygger spillets drømmeagtige rædselsstemning, er den samtidig en reel forhindring for progression. Vigtige objekter glider nemt ind i baggrunden – små pixels, som du ikke engang ved, du leder efter. Og selv når du har fundet dem, er det ikke altid tydeligt, om de kan interageres med. Du ender med at klikke manisk rundt på skærmen som en desperat fange i en hallucination, blot for at finde ud af, at den genstand, du overså for en time siden, var nøglen til at komme videre.

Det skaber en stigende frustration, som langsomt æder sig ind i spillets ellers stærke narrativ. Og dog – i en sær forstand føles det næsten tematisk passende ligesom det nådesløse gameplay. For i et spil om kontroltab, desorientering og psykologisk nedbrydelse, passer det måske, at selv grænsefladen nægter at hjælpe dig. Men det ændrer ikke på, at styringen er det svageste led i denne ellers uforglemmelige skærsild.

Når stil bliver stemning – og stemningen er rædsel

Foto: Nightdive Studios

Spillets visuelle retrostil er stærkt pixeleret – nærmest grovkornet – men det skaber en mærkelig poetisk fornemmelse og bidrager til spillets tidløse narrativ. Som et infernalsk, håndmalet mareridt. På PS5 føles kontrasten mellem spillets æstetiske råhed og konsollens teknologiske overflod næsten som en bevidst, ironisk pointe. Hver scene drypper af symbolik og ulmende forfald, som var det tabte frames fra Brazil eller Eraserhead, der aldrig nåede klipperummet.

Lydbilledet er et studie i psykologisk krigsførelse. Fra de metalliske skrig og maskinelle vejrtrækninger til Ellisons dæmoniske stemmeføring som AM – lydene klæber sig til hjernen som aske. Det er som at få fortalt dine mareridt med rustne søm.

Konklusion

I Have No Mouth and I Must Scream er ikke et spil, der beder om din tid – det kræver den. Det er ikke underholdende i traditionel forstand. Det er ubehageligt, modvilligt, og på sine steder decideret frustrerende. Den klodsede styring, den forældede grafik og spillets nådesløse logik vil uden tvivl skræmme mange væk. Men under overfladen af rust og traumer gemmer sig en oplevelse, der nægter at blive glemt.

Det er et spil, der snerrer ad dig, når du prøver at forstå det – og belønner dig kun med erkendelse, aldrig med trøst. Alligevel rummer det en dybde og en intensitet, man sjældent finder i moderne titler. Hver karakter åbner for et nyt mareridt, hver gennemspilning føles som en ny psykologisk eksorcisme. Det er et brutalt eksperiment i interaktiv fortælling, hvor moralske valg ikke blot formes af gameplay, men også af din egen samvittighed.

I Have No Mouth and I Must Scream er ikke for alle – og det skal det heller ikke være. Det er en digital dommedagsprofeti, en monstrøs meditation over menneskets mørkeste impulser. Og hvis du tør træde ind i det, vil det hjemsøge dig længe efter, du har lagt controlleren fra dig.

Udvikler/Udgiver: The Dreamers Guild / Nightdive Studios

Genre: Point-and-click, Adventure, Horror,

Platform: Nintendo Switch, PlayStation 5 (anmeldt på), PS4, Xbox Series X&S, Xbox One

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Pris på Zelda opgraderingspakkerne bekræftet
Spilled!-anmeldelse – Naturligvis ikke spild af tid