Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Indiana Jones and the Great Circle får ny Deep Dive trailer – Se den her!

Foto: Bethesda

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
11 november, 2024

Fortune and glory, kid. Fortune and glory

Hver gang nogen spørger mig, hvad min yndlingsfilm er, begynder der straks at spille scener for mit indre blik. Sammen med klassikeren “Say hallo to my little friend”-scenen fra Scarface er der én sekvens, der altid følger med – abehjerne-scenen fra Indiana Jones and The Temple of Doom. Så ja, lad os bare sige, at jeg glæder mig voldsomt til det kommende Indy-spil. Heldigvis har Bethesda Softworks nu givet os et lille fix til at holde ventetiden ud, for de har netop udgivet en næsten femten minutter lang Deep Dive Gameplay-video til MachineGames meget ventede spil Indiana Jones and The Great Circle, som udkommer i december.

Videoen tager os igennem alt fra udforskning af gamle gravkamre spækket med fælder til at infiltrere fjendtlige lejre i forklædning og dristige sving over dybe kløfter med den ikoniske pisk. Hvert øjeblik på Indys rejse er fyldt med nye opdagelser og spændingsfyldte øjeblikke, og traileren giver os en solid forsmag på, hvad der er i vente.

Spillet foregår mellem begivenhederne i Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark og Indiana Jones and the Last Crusade og giver os en helt ny, original fortælling om den legendariske eventyrer – hvor ingen ringere end Troy Baker lægger stemme til Dr. Jones.

Indiana Jones and the Great Circle bliver, som vi kan se, en narrativ og cinematisk oplevelse fyldt med gåder og nærkamp, hvor vi følger Indy rundt på kloden, mens han tager kampen op mod de onde kræfter, der gør alt for at stå i vejen for vores helt.

Spillet vil være tilgængeligt på Xbox Series X|S, PC og Game Pass fra den 9. december, og i foråret 2025 får PlayStation 5-spillere også muligheden for kaste sig over Indys eventyr.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk